Hvad nu hvis... Hvis nu hvad?

Ja, hvad nu hvis... det er ord, man ofte hører, når der skal sættes spørgsmålstegn ved et eller andet. Men hvis nu hvad? Det er i virkeligheden livets store spørgsmål. For hvad skal der sættes spørgsmålstegn ved, og hvad fortjener at få lidt opmærksomhed? Jeg ved det ikke, men her vil jeg lægge mine middelmådige essays ind. Det er nok et fåtal af teksterne, der vil være samfundskritiske, men hvad så? Hvis nogen af teksterne kan skabe bare lidt opmærksomhed om de emner, de omhandler, ja, så er deres formål tjent.

7Likes
9Kommentarer
1405Visninger
AA

17. Bagsiden af Danmark

 


Danmark er eftersigende verdens lykkeligste land, og vi, danskere, er verdens lykkeligste folkeslag. Danmark er en velfærdsstat med plads til alle, og hvor alle har ret til de samme velfærdsydelser, uanset hvem man er. Vi er et land, et samfund og et folk, der er åbent i forhold til folks forskelligheder, om det så er religion, kultur eller udseende.

Men ligesom med alt andet, der umiddelbart virker godt, har Danmark så ikke en bagside? En skyggeside, som vi uden videre lukker øjnene for?

Jo, det er der. Der er ting, som vi ikke har lyst til at se i øjnene, ting, vi skubber væk, og ting, som vi end ikke vidste eksisterede og da slet ikke anede var et problem.

 


Danmark skulle eftersigende være verdens lykkeligste land (eller i det mindste et af dem), men hvordan måler man lykke? For det at være glad for sit job og have en kærlig, velfungerende familie er vel næppe det samme som at være lykkelig? Når jeg prøver at definere lykke, finder jeg, at det er omtrent ligeså svært som at definere hygge.

Det er da også lidt komisk, at vi skulle være verdens lykkeligste land, når undersøgelser viser, at antallet af folkeskoleelever, der føler sig ensomme, er steget, siden undersøgelsen blev lavet første gang i 1988. Meningsmåling viser, at vi mister tiltroen til vores politikere, og de sociale medier giver udtryk for en stigende utilfredshed med samfundet og en splittelse i befolkningen.

En splittelse, der ikke kun kommer til udtryk, når man ser på vores holdning i forhold til flygtninge, folk på offentlig bistand og dem, der ikke passer ind i de kasser, samfundet er delt op i, men også i mediedækningen og udtalelserne fra politikerne på Christiansborg, der ligeså stille og roligt mister jordforbindelsen, og glemmer at tage højde for, at ikke hele Danmarks befolkning bor i København.

Politikernes udtalelser om dem, som har det sværest i dagens Danmark, er nedladende og på grænsen til det umenneskelige. Det kan være meget godt, at de sætter bistandsydelserne ned for at drive flere ud på arbejdsmarkedet, men sandheden er nok nærmere, at de driver flere mennesker helt derud, hvor de absolut ingenting har.

Der er ikke nok job til at beskæftige alle dem, politikernevil have i arbejde. Langtidsledige, arbejdsløse og nyuddannede danskere kæmper om jobbene side om side med fremmedarbejdere og anden billig arbejdskraft. Og som om det ikke var nok, presser politikerne nu på for at få flest mulige flygtninge i arbejde, når de træder hen over grænsen, hvilket i sig selv slet ikke er en dårlig ide, men hvor er de job, der skal beskæftige dem?

 


Velfærdsstaten Danmark har plads til alle, og alle har ret til de samme velfærdsydelser. Det burde i teorien ikke gøre nogen forskel, hvor du kommer fra, hvad din uddannelse er, hvordan du ser ud, og hvad du tror på. Den danske velfærdsstat behandler alle lige! eller hvad?

For vores fordomme og førstehåndsindtryk af folk spiller en stor rolle, når det kommer til stykket. Når man træder ind i systemet, mødes man af en (højst sandsynligt overbebyrdet) socialrådgiver, der er bundet på hænder og fødder i forhold til, hvad han eller hun kan gøre. Der er et hav af regler og formler, der skal opfyldes og udfyldes, inden der kan ske noget som helst.

Er man ude af stand til at dekryptere meningen med de breve, man får tilsendt, eller de ord, der kommer ud af munden på socialrådgiveren, så er man overladt til systemets luner. Er man derimod udstyret med en uddannelse, der kan sætte en i respekt og gør det muligt for en at forstå, hvad der foregår omkring en, eller har man bare overskuddet til ringe op til det ene telefonnummer efter det andet bare for at vente i en kø i flere timer, så har man en reel mulighed for at gøre til eller fra.

Problemet er bare, at når man først er havnet i systemet, er det sjældent, at man har den rigtige uddannelse eller overskuddet til at koncentrere sig om ret meget andet end at forhindre hverdagen i at falde helt fra hinanden.

Kort sagt: Man er ude på meget dybt vand.

 


I Danmark er der plads til at være sig selv; at være anderledens, siger vi.
 Imens kritiserer vi konstant islam og muslimerne, ser skævt til dem, der gør det anderledens end os, taler ned til dem, der har det svært, og driver heksejagt på dem, der har bug for vores hjælp.

Politikerne gør et ihærdigt forsøg på at skræmme flygtningene væk fra Danmark, og vi bryster os stolt af at have en af Europas strengeste asylpolitikker. Hvis vi nu træder et skidt tilbage og ser på det hele lidt udefra, så kan man ikke lade være med at tænke, at Danmark begynder at virke lidt fremmedfjendsk.

I mange år har Danmark været kendt som et forgangsland, hvad angår grøn energi, og i udlandet er vi kendt for ting såsom vores design, tv-serie og film, men nu kommer også en mere dyster side af Danmark frem, når vi bliver nævnt i udlandet.

Ting som lukningen af vores grænser, og at vi konfiskerer smykker fra de flygtninge, der kommer her til landet, begynder at sætte sine spor i udlandets medier. Men selvfølgelig er det ikke noget nyt fænomen, at Danmark vækker en vis form for opsigt i udlandet: Det er set før, bl.a. da Marius blev dissekeret fuld offentlighed, men denne overvejende negative form for pressedækning var Danmark ikke klar til, da den kom.

Med Muhammedtegningerne skabte vi røre og forargelse i hele den muslimske verden (hvilket er fuldt ud forståligt), men det syntes vi, var okay. Da engelske medier for nogle dage siden så trykkede en satirisk tegning af Lars Lykke Rasmussen, der tydeligt refererede til nazisternes Tyskland, fór regeringen straks i flint.

Hvad man sår, høster man, lyder et gammelt ordsprog, men det ser ud til, at vi har glemt det i skyndingen.

Så vidt jeg husker, nævnte statsministeren ligeværd som en positiv ting ved Danmark i sin nytårstale, men tænder man for fjernsynet, bombarderes man af nyhedsindslag, der får en til at tvivle på, at Danmark er helt så åbent og helt så lykkeligt, som vi gerne vil have folk til at tro, og som vi bryster os af at være.

Måske er Danmark vitterligt verdens lykkeligste land, måske er der plads til folks forskelle, og måske fungere vores velfærdsstat, som den skal, men kigger vi ind bag det, vi ledes til at se, så er Danmark ikke helt så idyllisk, som det giver sig ud for at være.

Har Danmark, som alle andre ting, der umiddelbart virker gode, ikke også en bagside? En skyggeside, som vi helst vil glemme?

Jo, det er jeg overbevist om, at det har.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...