Hvad nu hvis... Hvis nu hvad?

Ja, hvad nu hvis... det er ord, man ofte hører, når der skal sættes spørgsmålstegn ved et eller andet. Men hvis nu hvad? Det er i virkeligheden livets store spørgsmål. For hvad skal der sættes spørgsmålstegn ved, og hvad fortjener at få lidt opmærksomhed? Jeg ved det ikke, men her vil jeg lægge mine middelmådige essays ind. Det er nok et fåtal af teksterne, der vil være samfundskritiske, men hvad så? Hvis nogen af teksterne kan skabe bare lidt opmærksomhed om de emner, de omhandler, ja, så er deres formål tjent.

7Likes
9Kommentarer
1387Visninger
AA

8. At beskrive det ubeskrivelige


Hvordan beskriver man farverne? Hvordan beskriver man musikken eller kærligheden? Hvordan beskriver man smerten eller stjernerne? Svaret er, at det kan man ikke. Uanset hvor meget man prøver, vil man aldrig fange mere end en skygge af virkeligheden. Man kan forsøge tusind gange uden at komme et eneste skridt tættere på. Det kan være, at man kommer ned under overfladen, men man vil aldrig nå bunden.

Nogle gange tænker jeg på, hvordan jeg ville beskrive for eksempel farven blå. Jeg kan gå flere dage og tænker over det, og det eneste, jeg kommer op med, er, at det er en umulig opgave. Det er ligesom at prøve at fatte størrelsen af universet. Umuligt, men hvis jeg skulle gøre forsøget, kunne det lyde sådan her: Blå er den farve, himlen har på en solskinsdag. Blå er den farve, have har på en sommerdag. Det er dine øjne, der er ligeså dybe som en skovsø, jeg kunne forsvinde i forevigt. Det er den farve, mit sind har, når det er i fuldkommen balance. Det er den farve blodet i de kongeliges åre har. Azurblå. Himmelblå. Lyseblå. Mørkeblå. Turkisblå. Kongeblå. Blågrøn. Blålilla. Men sandheden er, at det kun er et spejlbillede af virkeligheden. Jeg kunne også bruge den videnskabelige forklaring, at det er, når lyset bliver reflekteret på en bestemt måde.

Jeg kunne gøre det samme med musikken. Det er lyden af glæde. De bløde toner smyger sig ind i min øregang. Hvis jeg skulle beskrive kærligheden, kunne jeg beskrive den kildrende fornemmelse i maven, de svedige håndflader eller de varme kinder. Det samme kan siges om smerten og stjernerne. Jeg kan komme i tanke om et hav af tillægsord, jeg kan bruge til at beskrive altting med, men alligevel bliver jeg aldrig helt tilfreds med resultatet. Det er umuligt både at forstå og beskrive det.

Det er i grunden mærkeligt, for vi ved, at vi bevæger os ind i en blindgyde, men alligevel håber vi på at finde et smuthul, vi kan liste ud af, og af og til lykkes det at finde et smuthul. Det er ikke kun farve, følelser og lyde, vi forgæves prøver at finde hoved og hale i. Det er også livet, vores forhold til venner og familie, fremtiden, nutiden og fortiden. Vi tumler rundt som hovedløse høns.

Forfattere, malere, filminstruktører og skuespillere er blandt de mennesker, der dagligt stiller sig over for denne opgave i forsøget på at finde et svar og på at overleve. Det er det menneske har gjort, siden det blev mennesket. Måske er det vores behov for at finde svar, der driver os. Måske er det vores behov for at finde en forklaring på alting. Eller også er det behovet for at tilfredsstille vores umættelige nysgerrighed.

Der er igennem tiden skrevet hundredevis af bøger, lavet hundredevis af film og malet hundredevis af billeder, der blandt andet forsøger at finde svar på kærligheden. Jane Austens bøger er måske i blandt de mest berømte. Romeo og Julie af Shakespeare. Twiglight kommer ind på emnet ligesom Hunger games, Beuatyful Creatures og et hav af andre både nye og gamle bøger. Hvis vi skulle nævne dem alle sammen, ville vi stå tilbage med en hel roman, og det er ikke det, den her tekst er til for.

Måske vil der om tusind år sidde et menneske, der har fundet ud af at beskrive alting fuldkommen virkelighedstro, men indtil da m vi bare famle os rundt i blinde og gøre det så godt, vi nu kan, men en ting ved jeg, intet er umuligt, hvis man vil det nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...