Halskæden


2Likes
4Kommentarer
165Visninger

4. III

13/01-15

Da jeg vågnede næste morgen, var Sam væk. Jeg vidste godt, hvorfor han ikke var her, men jeg klamrede mig til håbet om, at han stadig levede. At han stod nede i køkkenet og lavede kaffe til os, som han plejede, når han havde overnattet her. Og jeg svingede mine ben udover sengekanten og gik nedenunder, men selvfølgelig lugtede der ikke af kaffe, og Sam var der ikke. Jeg ledte hele huset igennem og håbede, at han var et eller andet sted. Jeg stak i et par slidte Converse uden at binde snørebåndene og løb ud i haven. Den isnende kulde stak i min bare hud, men jeg var ligeglad med, at jeg blev syg, og at mor ville blive sindssyg, når hun fandt ud af, at jeg var løbet ud i shorts og en af Sams gamle T-shirts.
Jeg fandt ham ikke, men jeg håbede stadig, og jeg løb hele vejen hen til hans hus. Alt lyset var slukket, og mine ben var tilsyrede, og jeg vidste, at han ikke var der. Jeg lod mig falde sammen på trappen uden for huset og græd. En løber kom forbi på et tidspunkt, og han så underligt på mig, og for første gang var jeg ligeglad med, hvad andre folk tænkte om mig. Jeg ville bare have Sam tilbage.
Efter hvad jeg gættede på var et par timer eller tre, kom hans forældre ud af huset, og de bar mig ind i stuen, hvor de tændte op i brændeovnen. Jeg sagde ikke noget. De havde fundet en post-it-seddel på køkkenøen, hvor der stod, at han ville være væk, når de læste det, at de ikke skulle være bekymrede for ham, og at han var et bedre sted nu. Og der stod, at de skulle tage sig af mig, og at de skulle vide, at jeg havde været det eneste, der holdt ham i live det seneste år. Så faldt de mig om halsen og græd sammen med mig, og vi lå der alle tre, på sofaen foran brændeovnen, mens en tornado ragede gennem vores kroppe og ødelagde alt på dens vej.
Mine forældre kom klokken ti. De vidste ikke, hvad der var sket, før Sams forældre fortalte dem det, og de græd kun et par tårer for Sam, inden de skældte mig ud for bare at være løbet. Og så tog de mig med hjem, og jeg lavede en kop sort kaffe og sad og gloede ned i den, mens de sukkede over, at deres barn ikke var perfekt.
"Du kan ikke få ham tilbage ved at stirre ned i den kop, Alexandra," sagde min mor, og hun havde ret, for kaffen lugtede forkert, den lugtede ikke af Sam, og Sam sad ikke ved siden af mig og drak af sin egen kaffe. Men alligevel blev jeg siddende, indtil min mor begyndte at gøre rent og sagde, at jeg var deprimerende at se på, sådan som jeg sad der på den hårde spisebordsstol og så tomt ned i kaffen. Så gik jeg ovenpå og begravede mig selv i hvide og lyserøde puder, som stadig lugtede lidt af Sam, efter han havde været der i nat.

Jeg brugte de næste fem dage på at prøve at få lidt mere af Sams duft ud af puderne og kaffen, og nu var det søndag, og mor insisterede på, at jeg tog i skole i morgen. Det var tydeligt, at hun aldrig havde kunnet lide Sam det mindste. Min far var lidt blødere og sagde, at jeg kunne skrive et brev og lægge det ved hans gravsten, som allerede var blevet sat. Jeg fandt Sams lig i skoven, hvor vi plejede at være. Han hang i et reb ned fra en tyk gren.
Jeg prøvede at skrive det brev, men jeg kunne ikke, og da jeg var færdig, var der ingen punktummer, bare alle mine tanker i én lang sætning:
Jeg savner dig, Sam, og smerten er uudholdelig, og din duft er væk, og kaffen smager af vand, og mine forældre forstår mig ikke, og jeg skal i skole i morgen, og alle vil have medlidenhed med mig, og jeg vil ikke have deres medlidenhed, jeg vil have dig, men det får jeg aldrig, og jeg fandt dig i skoven ved vores træ, og du var så død, alt ved dig var dødt, og din hud var hvid og kold, og rebet var fugtigt, og alle har ondt af mig, bortset fra mine forældre, og de er de eneste, jeg vil have, skal have ondt af mig, og jeg forstår ikke, hvordan du kunne gøre det, men alligevel gør jeg, og nu har jeg bare lyst til at hænge ved siden af dig og få en gravsten ved siden af din, men det kommer aldrig til at ske, og jeg savner dig, Sam, jeg elsker dig, og jeg ved, at du sikkert har det bedre der, hvor du er nu, og jeg vil med dig, jeg beder dig, tag mig nu med
Så kunne jeg ikke mere, og jeg foldede papiret sammen og lagde det på skrivebordet, inden jeg faldt i søvn oven på sengetæppet.

Jeg slog vækkeuret fra og skubbede det hårdt ned på gulvet, da det ringede næste morgen. Min mor kom ind en halv time senere og tvang mig op, og jeg stak i et par cowboybukser, der var for store og slidte, og trak en anden af Sams gamle, sorte trøjer over hovedet. Så gik jeg ud og børstede tænder, kørte tandbørsten over tænderne i langsomme, ensformige bevægelser som en zombie, og bagefter rørte jeg en teske rundt i en kop kaffe, indtil kaffen blev kold, og mor trak mig op af stolen. Jeg tog de udtrådte, røde Converse på og en gammel dunjakke. Jeg var godt klar over, at jeg så grim og træt ud, men efter Sams død havde jeg været ligeglad med mit udseende og egentlig også min opførsel. Jeg havde for første gang ikke lavet mine lektier.
Min mor fik mig ud af døren, og jeg satte mig op på min cykel. Hun kørte af sted i den dyre Mercedes, og jeg trådte i pedalerne med et højlydt suk.
Mens jeg cyklede gennem byen, overvejede jeg, hvorvidt jeg skulle fortælle dem på skolen om Sam eller ej, for det var jo ikke sikkert, at de havde fået det at vide endnu. Jeg kom frem til, at jeg bare ville slå det lidt hen, indtil jeg var sikker på, at alle vidste det.

Mine overvejelser var forgæves, for da det ringede ind til første time, og mr. Gibbs kom ind, bedte han straks alle om at sætte sig ned og være stille, fordi han havde noget, han skulle sige.
"Som I alle sammen ved, så er Sam deprimeret og har været det i flere år," startede han. Hans blik flakkede rundt mellem eleverne og landede ved mig. Han rømmede sig og fortsatte: "I tirsdags besluttede han sig for at tage sit eget liv." Den hvisken, der før havde været blandt de andre, holdt op, og alle så på mig. De vidste alle sammen, at vi tilbragte næsten hver dag sammen og også ret mange nætter. Jeg stirrede ned i bordet og prøvede på ikke at græde. Beatrice var den første til at bryde tavsheden. Det var hun tit.
"Var I sammen i tirsdags?" spurgte hun. Jeg nikkede stille.
"Vi var til min mormors begravelse i mandags," sagde jeg. "Så sov vi sammen til tirsdag."
Beatrices veninde Molly rakte hånden op. "Hjalp du ham med at gøre det?" spurgte hun. Hun var uintelligent og havde ingen situationsfornemmelse.
"Nej." Jeg fnøs. "Jeg prøvede at overtale ham til at lade være, og vi lå i min seng i flere timer, mens jeg kom med grunde til, at han ikke skulle gøre det, men han tog af sted tidligt næste morgen." Der var en vred undertone i min stemme, og alle bortset fra Molly forstod, at jeg ikke ville tale om det.
"Lå I i din seng?" spurgte hun. "Jeg vidste det. Der har altid været noget mellem jer." Hun smilede af sin egen klogskab. "Jeg sagde det jo," hviskede hun til Beatrice, tilpas højt til, at alle vi andre kunne høre det.
"Vi var venner," snerrede jeg. "Og han er død. Jeg ved ikke, om du stadig ikke har fået det ind i din lille, uduelige hjerne, men Sam er død, og han kommer aldrig tilbage, og jeg har ingen grund til at leve, og du sidder og gaber op om, at vi lå i min seng," halvråbte jeg. Nu kunne jeg ikke forhindre tårerne, og de løb ned ad mine kinder.
Mr. Gibbs lagde en trøstende hånd på min skulder, men jeg skubbede den ned og så på Molly igen. "Han er død!" råbte jeg. "Han er død, og jeg fandt ham hængende i et træ ude i skoven, og han var bleg og kold og død, og vi var ikke kærester, og vi lå i min seng og holdte om hinanden den sidste nat, men vi var bare venner, vi var bedste venner, og nu er han død, og du er for dum til at se, at jeg er pissetrist, og at hans duft er væk, og at hans gravsten er lige så grå som de få hjerneceller, du har!" Jeg skubbede stolen bagover og løb ud af klasseværelset. Det var ikke min mening at lave en scene eller være ond mod Molly, men jeg kunne ikke holde det tilbage.
Jeg satte mig nede i cykelkælderen. Der var koldt, og der lugtede af fugt. Hele min krop rystede, både fordi jeg græd så meget, og fordi der var var så koldt. Jeg kunne høre fodtrin nærme sig metaldøren, og jeg lod mit hoved falde ned på mine knæ. Døren gik op, og en eller anden kom hen og satte sig ved siden af mig. Personen sagde ikke noget. Jeg så op. Det var ham den nye. Han var her på prøve den sidste dag før vinterferien, og jeg havde helt glemt ham. Jeg kunne ikke engang huske, hvad han hed. Han lænede sit hoved mod den kolde betonmur, og jeg gjorde det samme. Jeg kastede et blik på ham. Hans hår var brunt, og han havde lyseblå øjne. Han havde stramme, sorte jeans og en hvid skjorte og hvide gummisko på. Han lignede de fleste andre drenge fra min klasse, men der var noget i hans øjne, der overbeviste mig om, at han var anderledes.
"Det var ellers noget af en forestilling," sagde han. Hans stemme var varm og blød, og han smilede skævt. "Du skulle have set hendes ansigt, efter du gik. Jeg tror ikke, hun var klar over, at hun virkelig er så dum." Han grinede. "Eller at hendes hjerneceller er grå," tilføjede han.
Jeg smilede halvt. "Sikkert ikke." Jeg kradsede lidt i min neglelak, og der faldt små sorte stykker ned på gulvet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget de lignede mit hjerte, da jeg lå uden for Sams hus og indrømmede over for mig selv, at han virkelig var væk.
"Jeg plejer altså ikke at være så led," forsikrede jeg ham.
Han smilede. "Det er okay. Hvad er det nu, du hedder?"
"Alexandra," svarede jeg. "Hedder du ikke ... Josh eller sådan noget?" spurgte jeg.
"Joshua," rettede han mig. "Du har ikke rigtig snakket med nogen om det, har du?"
Jeg rystede på hovedet. "Mine forældre kunne ikke lide Sam. De troede, han gjorde mig deprimeret, fordi han selv var så deprimeret. Jeg ved ikke, om det bare er noget, jeg bilder mig ind, men de virker til at være lidt glade for, at han ikke længere er her."
Joshua lagde hovedet på skrå. Ligesom Sam plejede at gøre. "Jeg kunne godt tænke mig at møde dem," sagde han.
"I dag?" Jeg hævede det ene øjenbryn, og han nikkede. Han mindede mig om Sam. Han forstod mig.

Jeg fik lov til at tage hjem af mr. Gibbs. Joshua sagde til Gibbs, at han kendte mig, og at han måske kunne få mig i godt humør, så Gibbs lod ham tage med mig hjem. Mine forældre var på arbejde og kom hjem klokken fire, så vi havde mange timer alene. Det var lidt akavet, nu når jeg slet ikke kendte Joshua, men han virkede, som om han følte sig hjemme.
"Skal jeg lave en kop kaffe til os?" spurgte han. Jeg nikkede og smilede. "Sort?" Jeg nikkede igen.
Vi satte os ved spisebordet med hver vores kaffekop, og i et kort øjeblik glemte jeg, at det ikke var Sam, der sad der, og smerten lettede. Så åbnede han munden, og jeg var tilbage i virkeligheden.
"Minder jeg dig om ham?" Han så på mig hen over den dampende kop.
Jeg snøftede. "Ja." Han lagde hovedet på skrå igen, for at få mig til at fortælle videre. Præcis som Sam. "Den måde, du lægger hovedet på skrå," forklarede jeg, "og den måde, du ser på mig. Den måde, du næsten kan læse mine tanker. Og du drikker sort kaffe."
Han smilede. "Kan du leve med det?"
Jeg trak på skuldrene. "Det kan jeg vel godt," sagde jeg. Ikke fordi jeg troede, at vi nogensinde ville blive lige så gode venner, som Sam og jeg havde
været, men hvis vi nogle gange skulle være sammen, var jeg jo nødt til at lære at leve med det. Det var nok også det, Joshua tænkte.
"Må jeg kalde dig Alex?" spurgte han.
"Ja." Det gjorde Sam i det mindste ikke.

Da mine forældre kom hjem, var Joshua og jeg på mit værelse. Vi havde smidt os i min seng, som jeg havde undskyldt over, fordi den var lyserød, og nu var vi i gang med at se Venner. Min mor og far så ret overraskede ud, da de kom op til os.
Joshua smilede og satte sig op. "Jeg hedder Joshua," sagde han. "Jeg er ny i Alex' klasse."
Min mor rynkede panden ved lyden af mit nye kælenavn. "Goddag, Joshua. Jeg hedder Amy, og det er Michael." Hun pegede på min far. Han smilede til Joshua. Så gik de ned igen uden at sige mere.
"Hyggeligt at møde jer!" råbte Joshua efter dem, da han lukkede døren. Han så på mig. "Hvad er der med din mor?" spurgte han og satte sig på skrivebordsstolen.
"Hun har det ikke så godt med kælenavne," sagde jeg. "De er ikke fine nok." Han smilede, og jeg smilede tilbage.
Så tog han brevet på skrivebordet og foldede det ud. Han læste det, og hans smil falmede langsomt. "Du har da ikke tænkt dig at hænge dig selv, vel?" Han så bekymret på mig. Jeg rystede på hovedet og gik hen og tog brevet fra ham. Der var noget i hans øjne, et glimt af smerte, som jeg ikke helt forstod. Han var så nem at være sammen med, men der var noget, han skjulte, det var jeg sikker på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...