Halskæden


2Likes
4Kommentarer
166Visninger

3. II

12/01-15

Hun døde en uge senere. Hun var gammel og svækket, havde et dårligt immunforsvar. Sygdommen tog hårdt på hende. Den tolvte tog vi til hendes begravelse. Morfar så helt fortabt ud. I og med at han ikke ville lade sig slå ud af modvind, tog det også hårdt på ham, når det var en så kraftig modvind, og så var det svært for ham at være sammen med andre, for han ville ikke vise, at han var såret. Men alligevel klarede han det meget godt. Ham, mor og Flynn arrangerede begravelsen, og den var fin. Eller begravelsen var ikke fin, den var bare en helt normal begravelse, men kirken og blomsterne og gravstedet var fint. De fleste havde hvide eller røde roser med, som de satte på gravstedet efter ceremonien. Jeg havde taget lilla blomster med. Der var også et par blå. Der var en enkelt rose i midten af buketten, og den var hvid, men det var mest, så det passede lidt bedre til de andre. Min bedste ven, som hed Sam og havde en depression, var med. I dag var en af hans gode dage, så han havde besluttet sig for at hjælpe mig gennem begravelsen. Han sad ved siden af mig og holdte min hånd inde i kirken, og nu gik han med mig over grusstien på vej væk fra mormors gravsten. Sam havde sidste år sagt til mig, at han ikke ville leve mere end et år længere, og det var endda på en af hans gode dage, så jeg tror, at en del af grunden til, at han tog med, var fordi han ville se mig overvære en begravelse, sådan som jeg ville overvære hans, selvom han godt vidste, at det ville blive anderledes til hans. Han var ung og deprimeret og min bedste ven, og hans død ville være et selvmord. Men han sagde ikke noget, gik bare med mig og holdte min hånd og krammede mig, når jeg græd. Det var en af grundene til, at han var min bedste ven. Han forstod alting.

Sam tog med mine forældre og mig hjem. Mine forældre var ikke så glade for ham, fordi han havde depressioner, og de var bange for, at det smittede af på mig. Jeg havde prøvet at forklare dem, at sådan var det ikke, men de var ikke så lette at overtale.
"Er du okay?" spurgte mor og kyssede mig på panden. Jeg nikkede. Mor og far smilede og gik ud i køkkenet. Sam trak mig ind i et kram. Der var ikke mange andre end ham og min mormor, jeg ikke kunne lyve for, og nu var han så den eneste.
Min mor rømmede sig, og Sam slap mig. "Gå op og lav dine lektier, Alexandra. Sam kunne måske også lave sine." Jeg bed mig irriteret i læben og trak Sam med ovenpå. Min mor havde en forestilling om, at fornuftige børn brugte al deres tid på at lave lektier og ikke var sammen med nogen af det andet køn.
Men vi gik altså ovenpå, og jeg fandt et par skolebøger frem, hvis nu hun skulle komme herop.
"Har du virkelig tænkt dig at gøre det?" spurgte jeg og satte mig på den lyserøde dobbeltseng. Mine forældre så mig stadig som en lille pige.
Sam lagde sig ned ved siden af mig. "Det kan alligevel ikke være værre end det her. Jeg tror ikke, man skal frygte døden," sagde han. Jeg lagde mig også ned og fangede hans hænder. Jeg gav mig til at lege med hans tommelfingre, og han lukkede stille verden ude. Sam var ikke typen, der altid lavede noget. Faktisk lavede han næsten aldrig andet end at sove, tænke og drikke sort kaffe.
"Hvad er det for en halskæde?" spurgte han mig. Jeg så ned på mit bryst, hvor de fire glasvedhæng klingede mod hinanden. Han pillede lidt ved dem.
"Jeg fik den af min mormor," svarede jeg. Han lagde hovedet lidt på skrå for at få mig til at fortælle videre. "Den lå nederst i kortæsken. Når jeg har den på, kan jeg påvirke naturen, styre de fire naturelementer fuldstændigt." Sam rynkede mistroisk panden. "Det siger hun."
"Men du har ikke nogen beviser?" Jeg rystede på hovedet. "Nå." Han så på den igen. "Nå."
"Nå hvad?" spurgte jeg.
"Så finder jeg nok aldrig ud af, om det er sandt." Jeg stoppede legen med hans fingre og så ham i øjnene.
"Hvad mener du med det?"
Han tøvede. "Jeg gør det i morgen. Må jeg sove her?"
Jeg rystede på hovedet. Hvordan var det overhovedet muligt bare at gå fra at planlægge selvmord til at finde en soveplads? "Du mener det ikke, vel?" Jeg strammede grebet om hans hånd. "Sam. Du må ikke gøre det. Det kan du ikke være bekendt."
Han strøg mig stille over håret. "Du skal nok klare det."

Og så endte det med, at jeg ikke kunne finde på flere grunde til, hvorfor han ikke skulle dø, og vi faldt i søvn på min seng, helt viklet ind i hinanden, og der var ikke flere tårer tilbage, og stilheden var øredøvende, og min mor var sur over, at han sov her, og så endda i din seng, Alexandra, og jeg ignorerede hende, og gennem husets papirstynde vægge kunne jeg høre hende og far tale om os, og jeg var ligeglad. Jeg var så ligeglad, at jeg ville kunne bygge en mur, der rammede hele USA ind, med min ligegladhed. Jeg ville bare høre Sams hjerte banke gennem hans sorte T-shirt, for jeg vidste, at det var sidste gang, jeg hørte det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...