Halskæden


2Likes
4Kommentarer
166Visninger

2. I

01/01-15

Normalt var der sne på denne tid af året. Men i år skulle blive anderledes. Jeg kunne mærke det. Og det var ikke bare, fordi meteorologerne konstant talte om klimaforandringen, eller fordi min mormor, som påstod, at hun kunne udøve magi, sagde, at det ville blive anderledes. Det var heller ikke, fordi min bedste ven var deprimeret og sidste år sagde, at han ikke kunne holde ud at leve et år mere, eller fordi stjernerne stod, som de gjorde.
Der var noget med naturen, der skulle ske noget, og det var ikke med naturens - eller menneskernes for den sags skyld - gode vilje.
Det var halskæden.
Klimaforandringer, naturkatastrofer, nedsmeltning af jorden, huller i ozonlaget, og så videre; alt sammen på grund af en lædersnor med fire glasvedhæng. Der var en orange flamme, en blå dråbe, en hvid sky og en brun klump uden nogen rigtig form. Jeg fik den af min mormor den første januar i år, det vil sige i dag, en grå regnvejrsdag, hvor de tunge skyer truede med at falde ned i hovedet på alle, der vovede sig udenfor. Jeg var selvfølgelig en af dem.
Det forholdte sig sådan, at min mormor var blevet syg anden juledag sidste år, og nu lå hun altså derhjemme og hostede, ude af stand til at udøve sin magi. Min morfar arbejdede stadig, selvom han blev seksoghalvfjerds næste år. Han havde aldrig været typen, der bukkede under for lidt modvind, og alderen ifølge ham var åbenbart også bare modvind, så han troppede op på sit autoværksted fire dage om ugen, og der havde han vel snart arbejdet i halvtreds år. Hans far var også mekaniker, før han overgav sig til alkoholen og senere døden, og min morfar ville gerne have haft, at hans søn også blev mekaniker, men sådan gik det ikke. Flynn, som min mors lillebror hed, flyttede til hovedstaden og blev journalist. Livet giver dig nogle gange citroner, og det er ikke altid, du kan lave dem til appelsinjuice.
Men under alle omstændigheder var jeg den eneste til at passe på mormor, for jeg havde ikke noget arbejde, så min mor sendte mig af sted hver mandag, tirsdag, onsdag og torsdag efter skole. Jeg kunne jo lave lektier ovre hos mormor, sagde hun, og det troede hun virkelig også på, at jeg kunne, men sagen var den, at mormor elskede at lægge kort for min fremtid, så hver gang jeg kom derover, tog hun tarotkortene frem for at spå min fremtid. Det gjorde heller ikke så meget med lektierne, for jeg kunne hurtigt lave dem, når jeg kom hjem. Jeg fik topkarakterer i alle fag, lige bortset fra historie.

Men det var altså den dag, jeg fik halskæden. Jeg sparkede gummistøvlerne af og gik indenfor. Brændeovnen var tændt, og der duftede i hele huset. Jeg vred mit lange, sorte hår, så der plaskede en masse regnvand ned i håndvasken ude i bryggerset, inden jeg gik gennem det lille rækkehus og ind i min mormors soveværelse. Hun så op på mig.
"Goddag, Alexandra," sagde hun hæst. Hendes hud var bleg, og hun var indsunken og rynket, men der var stadig liv i de blå øjne. De funklede ved synet af mig. Jeg hjalp hende op at sidde i sengen og satte en pude bag hendes ryg, og mens jeg gik ud i køkkenet og lavede en kop te til os hver, fandt hun kortene frem. De lå i en trææske under hendes seng, og der kunne alle jo tage dem, men hun havde en nøgle, som det kun var hende, der vidste, hvor var, så ingen ville få megen nytte ud af æsken. Jeg tror nu heller ikke ligefrem, at der var mange indbrudstyve, der gik efter kortene, men derimod ville de nok tage for sig af hendes dyre smykker, der bare lå på kommoden overfor sengen.
"Er du klar?" spurgte mormor og tog en slurk af teen. Jeg nikkede og smilede.

Kortene sagde mere i dag end nogensinde, og mormor var sikker på, at hun vidste, hvad hun skulle gøre ved det. Det vil sige, der stod, at jeg ville møde en, der gjorde en stor forskel, og det kunne hun jo ikke gøre så meget ved. Men der stod også, at jeg ville noget, der vendte op og ned på mit liv. Og den ting var hun sikker på, at hun skulle give mig. Så hun bad mig løfte bunden i kortæsken. Under den lå en lille læderhalskæde.
"Hvad er det?" Jeg vidste godt, at den var noget særligt, når den fik lov til at ligge i æsken.
"Der er et vedhæng for hvert element," sagde hun og holdte en pause for at hoste. "Ild, vand, luft og jord."
Jeg tog den op af æsken. "Hvad skal jeg bruge den til?" spurgte jeg.
"Først og fremmest må du ikke fortælle nogen om den," hviskede hun. Jeg nikkede forstående. "Godt. Når du har den på, kan du styre de fire elementer. Du kan få det til at regne, du kan lave ildkugler, tornadoer, og hvad ved jeg. Men du skal passe på," sagde hun, "for den kan være meget farlig, hvis du ikke er forsigtig."
Mor havde altid fortalt mig, at jeg ikke skulle lytte til mormor. Hun ville ikke have, at mormor bildte mig noget ind. Alligevel havde jeg, siden jeg var helt lille, været nysgerrig efter, hvad mormor egentlig mente med det. For hun mente noget - det gjorde hun altid. For det meste respekterede mor det, men når det kom til magi, spådom, så havde hun en grænse, og den gik så der, hvor mormor begyndte at tale om det. Ergo fik jeg aldrig rigtig lov til at høre noget om det. Derfor kom det også bag på mig, da mormor startede med at spå, mens jeg var der, og endnu mere da hun gav mig halskæden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...