Menneskejagt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Menneskejagt er en kort historie om, en verden hvor det hele er vendt på hovedet. Jeg skrev den i skolen da jeg skulle skrive en fristil, og havde haft den her ide i lang tid. I må gerne give konstruktiv kritik, da det her er en af mine første historier :) (jeg er godt klar over der findes en film med samme navn, men det var efter at jeg navngav historien jeg fandt ud af dette :)

4Likes
7Kommentarer
304Visninger

1. Jagten

De skændtes virkelig højlydt, højere end der normalt var hverdagskost i vores lille familie. Vi plejede ellers at være musestille. Jeg ved at det kun er et spørgsmål om tid, før de kommer. Vi kan flygte så meget vi vil, men hvad hjælper det? de vil finde os på et tidspunkt. Det kunne ellers være rart at få det overstået. Rart er normalt ikke et ord jeg bruger, men i denne sammenhæng, passer det alt for godt.

Vi har snart gemt os i over et årti. På evig flugt fra myndighedernes hetz, imod sådan nogle som os. Udstødte, er hvad de kalder os. Undermennesker, som kun er skabt til at være forsøgspersoner. Siden jorden blev så forurenet. At vi blev nødt til at finde en midlertidig løsning, har livet ikke været det samme.

Holdninger og stereotyper blev vendt helt på hovedet. De drømte om en bedre verden, de fik det de ville have. Vi blev jaget vildt. Man kan vel sige at vi fik hvad vi fortjente. Det holder ikke i længden. De er lige så dobbeltmoralske som vi var.

Min familie valgte at kæmpe imod. Vi ville ikke acceptere de kummerlige livsbetingelser, som vi fik tilbudt. Vi valgte at flygte. Eller min mor og far gjorde. Og det har de gjort, i over tyve år.

Det er svært at holde sammen, når man er på flugt. Man er i en evig ond cirkel, som er umulig at tage hul på. Jeg synes tit at jeg er alt for træt. Træt af alle de mentale forhindringer, som hver dag trykker på.

For en tid blev der helt stille i det opdelte rum. Mine forældre kom hen til os. “Løb” sagde de. Det var som om at ordet faldt til jorden og blev ved med at lave ekko. Så løb dog!. Jeg tog min lillesøster i hånden og begyndte at fæstne et reb til vores gamle kommode. Det ville måske være stabilt i et par minutter. Nok til at vi kunne klatre ned.

Jeg tog min lillesøster i favnen. Hun var blevet tung. Det er som om at det kun er hende der vokser. Jeg har ikke målt mig selv, men jeg er overbevist om at jeg ikke bliver højere. Mine forældre siger at jeg bare ikke selv lægger mærke til det. Det føltes som om at det bare tog 10 sekunder, at klatre ned.

Vi begyndte at løbe, mere end jeg troede var muligt. Vi løb og løb og løb. Indtil at landskabet begyndte og ændre sig. Det var som om at jeg havde uendelige kræfter. Før havde vi været i den pulserende storby, men nu var der kilometer imellem hvert hus.

Jeg kunne høre lyden af en tungt ladet lastbil. Dødspatruljen. Ikke et særligt behageligt navn. De tjente sådan set heller ikke et særligt behageligt formål. Der var fuld tryk på. De havde haft en heldig fangst i dag.

De er stadig ved at rense ud i befolkningen. Sådan nogle som os, må lide en smertefuld skæbne. Jeg hører dem komme nærmere, og da de er helt henne ved os. Giver jeg op. Jeg vender mig om og ser en skraldebil.

Mit held tænkte jeg. Vi var få sekunder fra dødens hastighed men vi reddede os selv igennem. På trods af vores forskelligheder og små finurligheder. Har vi stadigvæk hinanden. Det kan jeg godt tillade mig at kalde lykke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...