Do We Love Each Other?

Caroline er en 17 årige pige, som er kæreste med Noah, men problmerne med Noah, skal hurtigt vise sig, at ind hente Caroline. Midt i alt kaoset, melder Harry Styles - som Caroline har et anspændt, og irriteret forhold til - ud at han er vild med Caroline. Hvordan skal Caroline takle kærligheden? Hvordan kommer det til at gå hende, når hun får en kæmpe overraskelse, som vender op og ned på hendes liv? Og hvordan skal hun fortælle Harry om det, da han uden at vide det, er en kæmpe del af den ubehaglige overraskelse?

19Likes
7Kommentarer
787Visninger
AA

8. A Brokenhearted Zayn

 

Næste morgen vågnede jeg heldigvis før de andre drenge, så jeg kunne nå, at snige mig ud af sengen, så der var ingen der opdagede, at Harry og jeg havde sovet sammen.

 

Jeg vandrede træt ud på badeværelset, får at gøre mig i stand, og tage noget tøj på.

 

Jeg nåede kun lige, at få børsete mine tænder færdig, da jeg hørte hoveddøren smække hårdt i.

Jeg gik straks ud i entreen for, at se hvad der foregik, og så så Zayn gik med vrede skridt, ud af indkørselen, ud fra grunden, og videre ud på gaden.

Hurtigt gik jeg trådt ned i et på sneakers, og løb efter ham.

 

"Zayn, vent! Hvad sker der!?" råbte jeg efter ham, hvilket fik ham til, at stoppe op, uden foran et busstopsted.

 

Han vendte sig om, da han hørte min stemme, og et par våde øjne, med lyn og torden i så direkte ind i mine.

Blikket i hans øjne var ikke til at genkende, og for at sige det lige ud, lignede han en der kunne springe i luften af raseri, hvornår end det skulle være.

Der gik dog ikke mange sekunder, før han ikke kunne holde tårende tilbage længere, og satte sig opgivende ned på bænken, som stod ved det stoppested, som vi var ved.

Jeg satte mig forsigtigt ned ved siden af ham, mens han sad med hovedet ned i hans hænder, og jeg kunne høre nogle enkelte små snøft fra ham.

Jeg lagde min ene arm rundt om hans skulder, mens jeg tøvende spurgte;

"Hvad skete der Zayn?"

Med en rystende stemme, sagde han helt opgivende;

"Det er Perrie, hun har slået op"   

 

For et kort sekund blev jeg helt mundlam. Havde Perrie virkelig slået op? 

 

Det måtte sgu da være en joke.

 

Jeg mener, Zayn og Perrie, de er sgu da som skabt for hinanden.

 

Det ultimative par, per-fec-tion, og skulle jo endda giftes til sommer.

 

 Med en hurtig bevægelse tog Zayn fat om han finger, og fik ivrigt revet forlovelsesringen af hans finger, som han arrigt kastede ad helveds til.

 

Jeg kiggede lidt skræmt på ham, men sagde så i håb om, at kunne få ham bragt lidt ned;

"Zayn, rolig nu, det skal nok gå alt sammen, okay".

"Nej, nej det kommer ikke til at gå! Hun har allerede fundet en anden, forstår du det ikke! Hvordan skal jeg kunne klare mig uden hende!?"

udbrød han bare helt ødelagt, og lavede nogle rasede, fægtende, bevægelser med armene.

Jeg lagde straks begge arme rundt om ham, for at få ham stoppet, og i det jeg gjorder, sukkede han tungt for sig selv, for faldt med èt sammen ind imod min krop.

Mens Zayn sad ind mod mig, tog jeg med min frie hånd, den der ikke lå rundt om Zayn, og fiksede min telefon op af min lomme, og skrev en besked til Liam.

Jeg fik tastet ind hvor vi var henne, og bedte ham om at komme, og ca. kun 10 minutters tid efter, stod han ved os.

 

Zayn sad og stirre tomt ud i luften, med helt røde, og forgrædte øjne, og sagde ikke et ord til Liam.

Liam kunne jo tydeligvis godt se, at der var noget helt galt, jeg valgte derfor så, at rejse mig fra bænken, og Liam overtog pladsen ved siden af Zayn.

 

"Jeg tager hjem igen, klare du den?"

hviskede jeg til Liam, idet han satte sig ned på bænken.

Han nikkede med et smil som svar, og efterflugt vendt jeg om, og gik tilbage mod huset.

 

Et par gader væk fra Liams hus, så jeg pludselig Harry komme gående rundt om hjørnet, med et mere end forivret udtryk klasket i hele hovedet.

 

"Altså hvor er alle folk henne man!?"

halv råbte han til mig, idet han kom gå imod mig.

Jeg sendte ham et lidt irriteret blik, som tegn til han ikke skulle råbe så højlydt.

 

Der var trods alt naboer.  

 

Jeg forklarede ham dog hvad der var sket med Zayn og Perrie, og at Liam var hos Zayn nu. Og præcis ligesom jeg selv, havde Harry nær tabt kæben, da han hørte om deres brud.

 

Få øjeblikke efter, så jeg nu Niall, komme rundt om det hjørne som Harry også var kommet fra, og så mildest talt, ligeså rundt på gulvet ud, som Harry så ud, da han kom rundt om hjørnet.

 

Harry begyndte at forklare Niall om det hele, og de så begge rimelig opslugte, og forivret ud over hele situationen, og som de stod der og snakkede, besluttede jeg mig for bare at liste mig videre hen af vej, og videre hjem til Liam.

Og de bemærkede hvis tydeligvis ikke, at jeg gik, med plaprede derimod bare videre.

 

Jeg kom hjem til et tomt hus, hvor kun Louis sad i.

 

Han sad som sædvanligt, og spillede Fifa inden i stuen, da jeg kom ind til ham, og slog mig ned i sofaen ved siden af ham.

Han sendte mig et spørgende blik, da han ikke fattede en skid af, hvorfor alle folk var gået.

Igen, begyndte jeg at forklare det hele forfra til Louis, som dog så mere optaget ud af spillet, end at høre efter hvad jeg sagde til ham.

Han formåede dog at fyre en rimelig irriterende kommentar af, der lød;

"men det er da godt, at nogle af os er hurtige til, at få kæreste på igen, efter lige at havde slået op med sin eks, hva?"   

Jeg løftede øjenbrynene, og så hen på ham, og sagde "hvad snakkede du om?"

Han valgte dog bare at kigge på mig som om, at det var det dummeste spørgsmål nogensinde.  

Efter som jeg ikke sagde noget til ham, men bare så ventende på ham, satte han spillet på pause, og udbrød;

"Halloooo Caro! Dig og Harry!"

hvilket fik mig til at sige, i en rimelig pissed of tone "vi er sgu da ikke kærester."

Louis rystede bare på hovedet ad mig, og sagde på en provokerende måde;

"fint så siger vi det", og satte efterfulgt hans spil i gang igen.

 

Jeg sukkede surt af ham, og rejste mig fra sofaen, for at gå op i mit soveværelse.

 

*

 

Efter at havde siddet i et godt stykke deroppe, hørte jeg hoveddøren gå op nede under, og hørte de velkendte stemmer, som tilhørte drengene.

Og ikke lang tid efter, hørte jeg så skridt komme op af trappen.

 

Åh nej, bare ikke Harry.

 

Please.

 

Ham magter jeg virkelig ikke lige nu.

 

Gud.

 

Hallo, høre du mig?

 

Please, ikke Harry.

 

Vent.

 

Jeg tror sgu da ikke på Gud?

 

WTF?!

 

Dog blev jeg dog rimelig overraskset, da jeg så det var Zayn, som åbnede døren ind til mig.

 

Jeg smilede i det han trådte ind, hvor efterfulgt, han så satte sig på sengen ved siden af mig.

 

"Tak fordi, at fulgte efter mig der i morges, det var rart ikke, at være alene lige i den situation."

sagde han så, og så på mig med et lidt mere mildere blik, end det han havde set på mig med, tidligere i dag.

 

Vi faldt hurtigt i snak, hvilket så resulterede i, at Zayn spurgte rimelig begejstret;

"Skal vi ikke tage ned til slum kvarteret igen?"

"Men klokken er jo mange, der jo helt mørkt uden for" svarede jeg ham, og skuede hen mod vinduet, som gjorder klart, at der var buller ravende mørkt.

"Slummens børn sover aldrig"

kom det bare fra Zayn, som havde et glimt i øjet, og rev mig op fra sengen, hvor vi så traskede neden under, og smed nogle sko, og jakker på.

Vi nåede kun lige, at gribe fat i dørhåndtaget, da Liams stemme lød;

"Hvad skal I to så sent?"

"Øhh, vi tager bare ud og køre en tur" kom det fra Zayn, og han prøvede tydeligvis, at lyde så overbevisende som han kunne.

Liam hoppede vist ikke helt på den, og Zayn begyndte så, at forklare nærmere om hvad vi skulle, og jeg kunne se på Liam, at han var glad for, at Zayn var kommet i bedre humør igen.

Mens Liam og Zayn stod og snakkede, dukkede Harry op bag Liam, i døråbning til entreen som vi stod vi.

 

Vores blikke mødtes, og han vendte bare opgivende øjne af mig, hvor efter han så bare vendte sig om, og gik sin vej igen.

Jeg vidste godt, at han nok var lidt træt af, at jeg brugte alt min tid, med alle andre end ham, men nu havde jeg altså lovet, at taget med Zayn.

 

"Kom, lets go!"

kom det så fra Zayn, da han havde snakket færdig med Liam, og åbnede døren op, som tegn til at jeg skulle gå ud. 

  

*

 

Og ganske rigtig, som Zayn havde fortalte, sov slummens børn ikke.

Da vi ankom, og børene fik øje på os, farede de hen imod os, præcis som de gjorder, første gang Zayn tog mig med herud, og løb ind i armene på o begge.

Der kig ikke lang tid før, at de små drenge, havde udfordret Zayn til en fodboldkamp, som Zayn med glæde deltog i.

 

Mens Zayn fræsede rundt med de små drenge, på den slidte, grus belagte fodboldbane, med de små jern mål, sad jeg med de små piger, og lærte dem, at flette hår, da de var så betaget af mit lange lyse hår.

Mit blik fangede et par gange Zayn, som for en stund, så ud til, at havde lidt glemt bruddet med Perrie, og endelig bare så glad ud, da han rendte rundt med børnene.

Men jeg vidste selvfølgelig godt, at det ikke vil vare ved. Højst sandsynligt, ville han komme i tanke om det igen, så snart vi kom hjem.

Tanken om 'hjem', fik mig til at tjekke klokken på min mobil.

 

00:34.

 

Wow, okay.

 

Vi brudte nok se, at komme hjem.

 

Tiden var -igen- bare fløjet ad sted når vi var herude, hvilket var rart, det da jo var super hyggeligt, at være her.

 

Kort tid efter jeg havde tænkt på, at vi nok hellere måtte komme hjem, kom Zayn over mod mig, og de små piger.

 

"Skal vi ikke til, at smutte?" spurgte han med et bredt smil, og med sved der løb ned af ham, efter at havde knoklet rundt uden på fodboldbanen.

"Jo, lad os det" nikkede jeg beskæftigende til Zayns forslag om, at tage hjem.

 

Vi fik sagt farvel til alle de små bør, og satte derefter kursen mod bilen.

 

*

 

Da vi kom hjem, var alle drengene gået i seng, så Zayn og jeg besluttede os, også bare for at smutte i seng.

 

Inden jeg vandrede op af trappen, op til førstesalen, hvor mit soveværelse lå, åbnede jeg forsigtigt døren ind til Harrys værelse, bare lige for, at tjekke om han sov.

Og det gjorder han vist.

Lyset var helt slukket, og han lå med dynen trukket godt over sig, hvor man kunne se på dynens overflade, takten han trak vejret i.

 

Jeg måtte indrømme, at jeg havde en brændende lyst til, at lægge mig ned ved siden af ham, og sove ved ham, men slog det hen, og gik i stedet op, og sov hos mig selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...