Dagens drejning (one shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2015
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Igang
Hun vidste ikke hvem hun var, eller hvor hun kom fra, men en ting var sikkert, hun ville væk.

1Likes
2Kommentarer
74Visninger

1. That day

Der sad hun igen helt alene, de andre havde som sædvanlig forladt hende. Det var hun vant til nu, hun var blevet forladt hele hendes liv. Hun kendte ikke engang hendes navn, hun havde aldrig fået et.

Hun sad nu på en sten i regnvejret, igen.

Hun kunne ikke bare spole i tiden. Hun var alene, og det ville hun altid være. Men alligevel håbede hun inderst inde at hun en dag ville finde hendes familie og at de ikke ville forlade hende.

Hun kunne huske de mange plejefamilier, hun havde været i. Der var altid en grund, til at hun blev fjernet. Hun havde aldrig tænkt at det en dag ville komme så vidt at hun sad på en sten i øsende regnvejr.

Men det var det, siden den dag hun valgte at forlade børnehjemmet. Har hun været ved det her sted hun vidste ikke hvor hun var, eller om hun skulle blive her, men en ting var sikkert hun havde planlagt denne dag ned til mindste detalje. Uanset om der skete det uventede, så ville hun stadig være forberedt på det hele.

Der landede en dråbe lige midt på hendes hoved, som vækkede hende fra hendes tanker. Hun rejste sig op fra stenen, som hun var begyndt at føle sig hjemme på. Hun gik over i mod den store bygning.

Hun vidste ikke hvad den var til, men næsten hver morgen var der både børn på hendes alder, og børn som så ud til både være yngre og ældre end hende, de havde alle sammen tasker med.

Hun havde engang talt med en af pigerne, som kom hen til hende og spurgte om hun var den nye elev på skole. Men hun kunne ikke svare, så hun løb bare hen til busken som var placeret ved siden af stenen.

Det var i busken hun sov, på hendes nedslidte tæppe.

Det har engang været grønt men på grund af jorden var det mere sort end det var grønt.

Hun gik om bag bygningen og hen til fodboldbanen, hvor der var nogle nogle huse.

Der var et hus som så lidt efterladt ud, men det så stadig ud som om at der var nogle som boede der. Døren var aldrig låst, og der lå altid penge på bordet.

Det var de penge hun levede af, tyve kroner om dagen. Hun var vant til det.

Hun gik ind i huset, tog de tyve kroner, og skyndte sig væk. I dag var de i små penge, hun skyndte sig ud af huset, og løb hen til købmanden. Hun købte den sædvanlige sandwich, og den sædvanlige flaskevand.

Hun havde altid købt det samme, siden den dag hun opdagede huset.

Det regnede ikke mere der dryppede kun, hun gik tilbage til busken for at spise noget af sandwichen, da hun var færdig gik hun ud til skoven for at fuldføre sin plan.

Skoven var ikke særlig stor, men stor nok til at den kunne dække skrænten, det var de færrest som vidste at den fandtes, der var cirka tyve meter ned. Hun gik ud til kanten satte sig ned på den kolde jord, var det det rigtige at gøre? Ville nogen bemærke det? Eller ville det hele bare gå som det plejede?

Hun hørte en gren knække bag sig, hun kiggede bagud, men kunne ikke se andet end en lille hvid kanin. Hun rejste sig op kiggede ned, vandet slog ind imod kanten.

Hun hørte vinden, risle i træerne. Hun sprang, men ramte aldrig jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...