Draw me!

"Jeg havde aldrig forestillet mig, at et så ligegyldigt spørgsmål kunne føre til dette..." I en verden hvor perfektion kun findes i bøger og film, lever Sophia. Sophia har aldrig før fundet kærligheden, eller for den sags skyld kysset en fyr i hele sit liv. Hun har kun koncentreret sig om karakter og hendes kunst. Men tag dog ikke fejl. For Sophia er en pige med ben i næsen og spydige kommentarer. Hun havde bare aldrig regnet med at hendes kunst en dag ville vende op og ned på hele hendes liv.

6Likes
2Kommentarer
3194Visninger
AA

10. Kapitel 9 : Den handicappede hest «

Sophia P.O.V

Efter frokost skulle Blair, Chloe og jeg have historie. Vi skulle have et eller andet om random. Vi tre piger havde fået lov til at gå ned på biblioteket og lave opgaverne.

Opgaverne fik jeg hurtigt lavet, de var ikke så svære da jeg havde læst om emnet. Chloe og Blair ville ikke kigge efter, selvom jeg havde tilbudt det.

For mig gør det ikke noget når det er de to, men de ville helst prøve at lave dem selv.

"Fair nok" sagde jeg og nikkede anderkende. Vi havde sat og ved et stille hjørne, med kæmpe panoramaruder bagved. Jeg gik imellem gangene og ledte efter en intrasant bog.

Jeg gik op til bordet hvor der stod de nye bøger. Jeg læste bag på dem jeg syntes der så gode ud og fandt en. Jeg lånte den og gik ned mod bordet hvor Chloe og Blair arbejdede.  

Jeg lænede mig tilbage og smed fødderne op på bordet, hvorefter jeg begyndte at læse. Engang imellem spurgte pigerne om noget og jeg svarede bare med et 'mmh' og til sidst stoppede de med at spørge mig.

Jeg var kommet et godt stykke ind i bogen da jeg kunne høre nogle hviske. Det var ikke pigerne, for dem der hviskede havde dybe stemmer. "Piger jeg går lige på Wc" hviskede jeg til dem. 

Jeg rejste mig og  gik mod den modsatte reol af den jeg hørte hvisken fra. Lige så stille fik jeg listet mig om på den anden side og nærmede mig den hvor hviskende kom fra.

"Hvor blev hun af?" Spurgte en stemme, som lød som... Jason! Bagefter en ny stemme, "Hun leder vel bare efter en anden bog. Den så også lidt nederen ud. Så i lige dens titel?" Den stemme tilhørte Aiden.  

Jeg kiggede om hjørnet på reolen og så alle drengene stå for overbøjet og kigge i mellem bøgerne.  

 Jeg gik frem med begge hænder på hofterne. "Hvad fanden laver i her?! Sagde jeg ikke at i skulle blive hjemme?! Og hvad sker der for tøjet?" Hvæsede jeg og slog dem enkeltvis over nakken.

De spjættede forskrækket. "Øh... Hej Sophia" smilte Mason og vinkede akavet. Mit blik søgte mod højre og der så jeg noget der kun kunne få mig til at fnise.

"Jeg gætter på at det der er Logan og Aiden" sagde jeg og pegede med tommelfingeren på den handicappede hest.    

Kroppen delte sig i tog og Aiden dukkede op med hestens rumpe fra livet og ned, kun holdt op af to seler.

Logans ansigt var dækket af et heste hoved og hans over krop var også dækket, man kunne lige se hans øjne der hvor hesten skulle havde haft sine.  

"Jeg burde være skide sur på jer, men det er umuligt når i har det der tøj på" grinte jeg. Jeg kunne høre nogen nærme sig og skyndte mig at skubbe drengene ud af biblioteket.

Vi gik ned af gangen før vi stoppede udenfor døren til dramalokalet. Jeg bankede på og derefter lød der et 'kom ind'. Jeg åbnede døren stille og kiggede ind i rummet.

"Hej jeg har nogle nye dramaelever der er blevet væk" svarede jeg med et venligt smil. Læren rejste sig og gik hen mod mig, "jeg har da ikke hørt noget om nogen nye" sagde hun og kiggede bag mig.

"Nej, de er også kun på prøve. Det er fordi de ikke ved om det er noget for dem" løj jeg og smilte stort til hende. Hun nøjes med at smile og gå ind i lokalet igen.

"Okay drenge smut ind!" Sagde jeg og gjorde et kast med hovedet i retningen af døren. "Hvorfor?" Spurgte Logan og Jason.

"I ville i skole og nu er i det! Jeg har fri efter denne time, så jeg kommer fobi og henter jer og så følges vi hjem. Vi trækker den bare lidt, så alle eleverne ikke kigger sådan på os" forklarede jeg og gik væk fra døren.

Jeg var på vej til at gå, men en hånd tog fat om mit håndled. Jeg kiggede på personen. Jason? Jeg smilte til ham og løftede det ene bryn.

"Jeg ville bare sige at... Du ser smuk ud når du læser" sagde han og rødmede. Han gav slip på mit håndled og gik med de andre og lod mig stå her midt på gangen.

Jeg rystede på hovedet, men kunne ikke lade vær med at smile. Jeg gik tilbage til biblioteket hvor Chloe og Blair stadigvæk var igang med opgaverne.

Jeg begyndte at læse igen og kunne ikke lade vær med at tænke på det Jason sagde. Ros på den måde er ikke noget jeg er van, kun af Blair og Chloe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...