Draw me!

"Jeg havde aldrig forestillet mig, at et så ligegyldigt spørgsmål kunne føre til dette..." I en verden hvor perfektion kun findes i bøger og film, lever Sophia. Sophia har aldrig før fundet kærligheden, eller for den sags skyld kysset en fyr i hele sit liv. Hun har kun koncentreret sig om karakter og hendes kunst. Men tag dog ikke fejl. For Sophia er en pige med ben i næsen og spydige kommentarer. Hun havde bare aldrig regnet med at hendes kunst en dag ville vende op og ned på hele hendes liv.

6Likes
2Kommentarer
3214Visninger
AA

9. Kapitel 8 : Øh... Venner? «

Jeg var hurtigt oppe på skolen, men alligevel komme for sent. Jeg skyndte mig ind på gangen og bankede på døren til det klassenlokalet jeg havde i denne time. "Jaa..." Lød der fra den anden side af døren. Ja'et blev trukket godt ud. Jeg åbnede døren på klem og tittede mit hoved frem. "Undskyld jeg kommer forsent.

Jeg havde noget derhjemme" forklarede jeg. Alle mine være og rektoren, vidste at mine forældre næsten aldrig var hjemme og det syntes de godt nok var at give en alt for ung pige ansvaret for, og jeg giver dem selvfølgelig ret. "Det okay Sophia.

Men kun fordi det sker sjældent med dig" sagde læreren var efter han vendte sig om mod tavlen. 

Jeg gik ned til min plads ved siden af Chloe og satte mig. Jeg sukkede tungt og fandt mine ting frem. "Hej, hvad skete der igår?" Hviskede Chloe og kiggede spørgende på mig.

"Når ja, undskyld. Der var bare en idiot som skrev til mig at nogen havde sat ild til mit hus, men det var bare en syg joke" forklarede jeg og trak på skulderen. "Ej en idiot! Vi skal nok få fingrene i personen!" Sagde Chloe kampklar.

Jeg fnisede af hende og rystede på hovedet. "Bare rolig. Jeg har skam fået min hævn" sagde jeg og gned mine hænder mod hinanden og lavede et creepy blik.

Hun løftede det ene bryn og smilte skævt, "hvem var det? Og hvad var din hævn?" Ups jeg havde nok ikke tænkt over at hun ville spørge.

"En idiot jeg kender gennem... Mit tegneliv. Hævnen var bare at... Øh, jeg skrev til ham at,øh... At hans billeder var blevet ødelagt" løj jeg. Hvad er jeg for en veninden der lyver, men i dette tilfælde er det nødvendigt. Jeg måtte bare sige det til mig selv hver gang jeg løj om 'min hemmelighed'.    

  Jeg slog op på siden i bogen og forsøgte at følge med, men mine tanker faldt hele tiden på drengene. Bare de ikke smadre noget, eller går udenfor, hvordan skal jeg så forklare mine naboer, hvem de er?

Det ville bare ikke gå, overhovedet. Man kunne jo ikke sige at de var mine fætre, for mine naboer har mødt dem og de er kun fem og tre år gamle. Øh... Venner?

Nej det vil bare virke lidt klamt at have mine fem drengevenner boende. Det lyder også på en eller anden måde klamt.  

Dylan P.O.V

Mig og drengene havde siddet og set tv i en halv time. Vi kede os utrolig meget nu når Sophia ikke var her. Jeg sidder lige nu og kigger i hendes tegnehæfte. Logan lænede sig ind over mig bag ved sofaen.

"Fuck hun tegner godt, men hun har selvfølgelig også tegnet mig" sagde han stolt og hoppede over ryglænet for at sætte sig ved siden af mig.

Vi kiggede videre og Mason valgte at joine os i at kigge tegninger. Jason kom hurtigt fobi og kiggede over min ene skulder. "Det er som om man lære hende bedre at kende ved at se hendes ide'r udviklet til en tegning.

Det føles bare underligt rigtig det hun har tegnet. Som om det er udviklet som det skulle og farveligt med følelse" sagde Jason inden han gik hen til en lænestol med sin bog i hånden.

"H-han har ret" hviskede jeg og fik lidt farve på kinderne da Logan og Mason kiggede på mig. "No shit! Han er nørden, han har altid ret! Og desuden føles det rigtigt, fordi vi er hendes billeder" sagde Logan spydigt og lagde armene over kors.

"Vi er hendes drømme, Logan. Kan i ikke se det? Hun havde tænkt på os, udrettet os med en tanke, malet os med omtanke og nu er vi her. Kun på grund af hendes drømme. Det ligesom små børn der ønsker sig en hundehvalp og så for den. I skal også tænke over at hun er alene hjemme over halvdelen af sit liv.Hun har ansvaret for stedet, maden, sig selv. Og jeg syntes at hun klare det godt"

vi kiggede alle måbende på Jason. Vi var helt overrasket over alt det han sagde, det gjorde mig trist at høre at hun var så alene.        

"Skal vi ikke tage op på hendes skole og finde hende?" Spurgte Mason, jeg nikkede ivrigt, men selvfølgelig var der da en der skulle ødelægge stemningen.

"Har i glemt at hun bad os om at blive?" Spurgte Aiden og sukkede. Han satte sig med siden til ryglænet i en anden lænestol. Bene kom over det ene armlæn og nakken hvilede på det andet.

"Aiden har ret. Hun bad os udtrykkeligt om at blive" blande Jason sig.

"Ja og min røv er spids. Kom nu Jason, det skolen forhelvede. Er det ikke der du gerne vil hen? De har sten sikkert et bibliotek" sagde Logan og lokkede Jason. Og med de ord blev det bestemt.

Nu går vi så på vej hen til hendes skole. Inden vi gik tjekkede vi lige et kort over området og fandt ud af hvad vej vi skulle og sådan.

Der var ikke så mange mennesker ude på vejen. Nogle enkelte biler kørte forbi os, så jeg vil gætte på at vi er på en villavej. "J-jeg kan se skolen" udbrød jeg og pegede lige frem.

Vi satte tempoet op og før vi vidste af det stod vi foran den store indgang. Mason skubbede døren op og holdte den for os andre indtil vi var inde. Gangene lå øde hen, så vi valgte at kigge lidt rundt.

"Hvad gør vi? Hun må jo ikke se os? Hvis hun gør så står den på skideballe" spurgte Mason og kiggede fortvivlet på os andre. "Jeg har en ide. Vi skal bare lige finde dramalokalet" sagde Jason.

Han havde stået og kigget på et kort over skolen, som hang på opslagstavlen og nu ledte vi efter dramalokalet. "Her er det" sagde Aiden og lagde sin hånd på dørhåndtaget. Vi gik ind og lukkede døren efter os.

"Vi skal finde et kostume" sagde Jason så og kiggede rundt i rummet. Det var enkelt, et stort rum med en masse stole i en cirkel, på den ene væg var der en dør. Jeg gik hen og åbnede den og derinde var det.

"Godt klaret, Dylan" roste Mason mig og klappede mig på skulderen. Jeg rødmede ekstremt og kiggede forlegen ned på mine skosnuder.

Hvorfor havde Sophia opfundet mig som den generte type, det jo fuckt up, men pigerne kan sikkert lide det.      

Vi fik prøvet en masse forskelligt. Jeg endte med at have sådan noget rappertøj på, Mason i et munke kostume, Jason var klædet ud som Shakespeare, Logan og Aiden delte et heste kostume. Logan havde taget hovedet og Aiden selvfølgelig som rumpen.  

Vi gik ud af dramalokalet og begik os ned af gangene. Klokken ringede, så vi skyndte os at løbe ind i et tomt lokale. "Hvor fuck fanden er Jason?" Udbrød Aiden og kiggede rundt på os andre.

Da ingen svarede kiggede vi på hinanden hvorefter vi sagde på samme tid, "biblioteket selvfølgelig".

Vi ventede indtil klokken ringede igen, til at smutte ud af lokalet. Vi kiggede på alle rummende og gik lidt rundt uden at kunne finde hoved og hale i hvilke veje vi skulle tage.

Jeg pegede på en dobbeltdør i glas. "D-Det er lige der" vi nærmede os døren. Mason maste sit ansigt helt op af ruden, med næsen skubbet opad.

"Vi blir nødt til at gå ind og kigge efter ham" sagde Mason så og trak på skuldrene. "Helt ærligt! Kan vi ikke bare efterlade ham her?" Spurgte Aiden og sukkede.

"Desværre, for så vil Sophia spørge og vi bliver jo selvfølgelig nødt til at sige at han er oppe på HENDES skole, hvilket vi ikke måtte" sagde Logan og skubbede døren op med sin hestesko.    

Vi gik ned af gangene, hvor højre reoler med bør udgjorde en en slags væg. Vi drejede til højre og så Jason stå bøjet forover og lurer imellem bøgerne.

"Hva så Sonnyboy" sagde Logan flabet og lagde sin hov på Jasons skulder. Jeg gik om på den anden side af Jason og kiggede i mellem bøgerne ligesom ham.

"D-Du udspionere hende" udbrød jeg i en hvisken. Det andre drenge kiggede overrasket på mig og derefter på Jason med smalle øjne.

"Jeg udspionere hende ikke. Jeg obsaverer bare. Desuden var jeg her før hun var" sagde Jason i sit forsvar. Nu stod vi alle og kiggede imellem bøgerne.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...