Draw me!

"Jeg havde aldrig forestillet mig, at et så ligegyldigt spørgsmål kunne føre til dette..." I en verden hvor perfektion kun findes i bøger og film, lever Sophia. Sophia har aldrig før fundet kærligheden, eller for den sags skyld kysset en fyr i hele sit liv. Hun har kun koncentreret sig om karakter og hendes kunst. Men tag dog ikke fejl. For Sophia er en pige med ben i næsen og spydige kommentarer. Hun havde bare aldrig regnet med at hendes kunst en dag ville vende op og ned på hele hendes liv.

6Likes
2Kommentarer
3215Visninger
AA

8. Kapitel 7 : Han var sgu også ret irriterende, ik? «

Jeg vågnede med et sæt da nogen råbte, "Hvor er Sophia!" Jeg vendte ryggen til døren og lukkede øjnene igen og trak dynen helt op over hovedet. Jeg kunne høre en masse snakken, løben og gåen. Døren til badeværelset blev åbnet og man kunne høre en grine. "Jeg har fundet hende!" Grinte personen. Det lød meget som Logan.

"Hey Babe! Du skal op! Hvorfor ligger du engenligt her?" Spurgte han og trak dynen væk fra mit hovede. "Fordi Mason snorker. Det er jo ikke til at falde i søvn." Forklarede jeg mens jeg prøvede at undertrykke et gab. Jeg trak dynen tilbage og over hovedet. "Jeg er så træt.." Sagde jeg opgivende. Logan grinte af mig og gik. Gav han allerede op? Jeg lå og nød at kunne ligge i fred, lige indtil iskoldt vand røg lige i hovedet på mig.

Jeg skreg, både af forskrækkelse, vrede og kulde. "Logan!" Hvæste jeg og satte mig op. "Du er fucking død." Sagde jeg med sammenbidte tænder. Da jeg vendte mig mod døren så jeg en skræmt Dylan som stod lænet op ad døren med en spand ved fødderne. "Dylan..." Jeg rejste mig truende i badekaret med knyttede næver.

"N-nej! D-det var ikke mig!" Dylan så ud som om han ville bryde i tårer når som helst. "Hvorfor står du så med den spand!?" Jeg kravlede rystende ud af badekaret og fiskede min dyne og hovedepude op. 

"J-jeg kom bare gående forbi, da jeg pludselig bliver grebet fat i og trukket her ind!" Han holdte hans armene beskyttende frem foran sig. "Hvem trak dig her ind?" Sagde jeg med armene foldede over brystet.

"L-Logan og A-Aiden..." Sagde han. 

"Selvfølgelig..." Sagde jeg med et suk. De drenge skal nok få igen... Jeg smilte ondskabs fuldt da jeg pludselig kom på en ide. "Dylan?" Sagde jeg med en forførende tone, og som jeg havde regnet med reagerede han lige som jeg havde troet. Dylan blussede op i en lyserød farve, og kiggede ned mod sin fødder. "Vil du gøre mig en tjeneste?" Jeg gik hen og tog fat i hans hænde.

Dylan kiggede op med store øjne, mens han nikkede. "Vi skal lige lave en prank på Logan og Aiden..." Sagde jeg med et smil.

 

***

 

"Der har vi vandhunden! Nå hvad skete der? Fik han ballade?" Logan sad endu engang med fødderne oppe på min mors glas bord og med hænderne foldede bag nakken.

"Jep, Dylan er her ikke mere." Sagde jeg og dumpede ned ved siden af Aiden som kiggede med et hævet øjenbryn på mig. "H-hvad mener du?" Spurgte han med en halv nervøs stemme. 

Jeg kiggede på Aiden og Logan med et smil. "Tja, jeg smed ham tilbage i hans billede." Jeg satte mig lige som Logan og kiggede op i loftet. "Men han var sgu også ret irriterende, ik?" Jeg kiggede over på Jason som stod med åben mund.

Mason stod med en mælkekarton i døråbning, og så ud som om han ville tabe den når som helst. "Hv-hvad!? Hvordan?!" Jason tog sig til hovedet og smed sig på sofaen ved siden af mig.

Hvis det ikke var fordi jeg tog den her prank så alvorligt, var jeg nok flækket af grin over Aiden og Logan's blikke. Jeg kunne se forvirring, skræk, nervøsitet og forvirring gå hen over deres ansigter på skift. Jeg vendte mig om mod Mason og blinkede til ham, og han må have forstået mit hint for hans ansigt blødt op med det samme.

"M-men, er det ikke ret hårdt bare at sende ham væk?" Aiden sad med ansigtet nede i sine hænder. "Det er løgn.." Logan kiggede på mig med store øjne. "Du ville ikke kunne gøre det." Logan sprang op ad sofan med hænderne over kors. "Hvis du ikke tror på mig, så kom og se." Jeg rejste mig op og gik op ad trappen mod mit malerum. 

Drengene gik lige bag mig, og de virkede alle anspændte. Jason luntede op ved siden af mig med et nervøst blik. Jeg smilte og blinkede også til ham så han kunne forstå det kun var en joke, men han forstod det vidst ikke for han kiggede bare underligt på mig. Jeg sukkede og åbnede døren ind til mine billeder.

Drengene gispede alle da de så billede som stod inde i midten af rummet. Et billede af en skrigende Dylan. "Det fucking løgn!" Logan gik frem samtidig med Aiden som gik med armene foldede bag nakken. "Shit... Det er vores skyld. Sophia! Please kan vi ikke gøre noget??." Aiden kiggede alvorligt på mig. "For helvede! Det er vores skyld! Det her skulle ikke ske"" 

"Gothca!" Sagde jeg og begyndte at grine. Alle drengene bortset fra Mason kiggede uforstående på mig. "Kom bare ud Dylan." Sagde jeg og rakte min hånd frem mod billedet. Dylan kiggede rødmende op på mig fra billedet af inden han tog min hånd og kravlede ud af det hvide billede.

"Hvad fuck?" Logan kiggede med store øjne fra mig til Dylan. "Det var ikke sjovt!" Aiden kiggde vredt på mig. 

"Hævn...." Mumlede Dylan, mens han grinte lavt. Vi kiggede alle overrasket på ham. "U-undskyld!" Sagde han hurtig og kiggede ned i gulvet med røde kinder.

"Hvordan gjorde du det?" Spurgte Jason med store interesserede øjne. Dylan trak på skuldrende. "J-jeg gjorde det bare..." 

"Hey hey.... Hvad er klokken?" Jeg kiggede mig omkring efter et ur mens jeg bed mig nervøst i læben da det pludselig slog mig jeg havde glemt noget. "Ehm... 7.55 hvorf-" 

"Jeg kommer for sent!" Jeg spurtede ud af døren og afbrød Jason midt i hans sætning. "Hvad sker der?" Hørte jeg Mason spørge om mens jeg tog en sort flagermus-trøje og et par blå jeans på.

"Skolen!" Råbte jeg tilbage mens jeg hev min taske over skulderen og smuttede forbi Mason, og ned ad trappen. "Tag mig med!" Råbte Jason ivrigt... Som om det undre nogen.. 

"Nej! Bliv!" Råbte jeg tilbage som var de et par hunde, inde jeg smuttede ud af døren og hoppede ind i min bil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...