Draw me!

"Jeg havde aldrig forestillet mig, at et så ligegyldigt spørgsmål kunne føre til dette..." I en verden hvor perfektion kun findes i bøger og film, lever Sophia. Sophia har aldrig før fundet kærligheden, eller for den sags skyld kysset en fyr i hele sit liv. Hun har kun koncentreret sig om karakter og hendes kunst. Men tag dog ikke fejl. For Sophia er en pige med ben i næsen og spydige kommentarer. Hun havde bare aldrig regnet med at hendes kunst en dag ville vende op og ned på hele hendes liv.

6Likes
2Kommentarer
3215Visninger
AA

4. Kapitel 3 : Det var underligt behageligt... «

"Jeg vil ikke Blair. Det ikke lige min stil at få gjordt så meget ud af negle." Beklagede jeg mig, men det var som om det kom ind af det ene øre og kom ud af det andet.

"Du skal! Du glemte mig!" Sagde Blair bestem, med hendes flabede lille smil plantet på læberne. "Jeg har jo sagt undskyld!" Forsvarede jeg mig selv.

Hun tog fat om mit håndled og trak mig ind i butikken og jeg fulgte opgivende med. Blair havde bestemt sig og der var intet man kunne gøre. "Hej hvad kan jeg hjælpe med?" Spurgte en ung dame som gik os i møde.

"Vi skal have klaret neglene og min neglelak må gerne være pink. Hvad skal din være?" Spurgte Blaid og kiggede af ventende på mig. "Dybhavsblå. Jeg elsker den farve" sagde jeg og trak kort på min ene skulder. "Ja. I kan bare sætte jer hen i stolene, så kommer jeg med lakken og en til at hjælpe." Sagde damen og gik om bag en skillevæg.

Blair trak mig hen til en af de noget så indbydende stole. Jeg lænede mig godt tilbage. Blair satte sig i den ved siden af og smilte triumferende. "Er du klar?" Spurgte hun og kiggede på mig med store øjne forventningsfulde øjne.

Jeg kiggede forvildret rundt. Var jeg klar? Øhm... I don't know! Damen kom tilbage med en anden dame og de gik begge med en lak og en fil i hånden. "Ja så går vi igang" smilte dame, og satte sig ned på en kontorstol ved siden af vores stole..

 

***

 

Det var underligt behageligt at få ordnet negle og bare kunne sidde og snakke med sin veninde. Vi havde snakket om hvordan min dag med min forældre var gået og lidt om hendes fyr.

Dagen var gået stærkt og nu var Blair igang med at køre mig hjem. "Vi ses." Sagde jeg og gav hende et kram. Hun krammede igen og mumlede, "Ja det var hyggeligt, ik? Det skal gøres igen." Jeg kunne ikke lade vær med at smile over hvor snedig hun var.

"Du udnytter bare at jeg har penge til at gøre det, ik?" Jokede jeg og hun grinte. "Som om. Når ses, skat." Sagde hun og trak sig ud af krammet.

Jeg steg ud og lukkede døren efter mig, vinkede efter hende da hun kørte ud af indkørslen, og forsvandt ud på vejen. Jeg gik op til hoveddøren og åbnede. Og der stod mine forældre med tasker og baggage i hånden, og var igang med at tage overtøj på. "Skal i allerede af sted?" Sagde jeg trist og kunne mærke tårerne presse på.

"Ja desværre, skat." Sagde min mor og kyssede mig på panden. Jeg trak dem ind i et gruppekram og klæbede mig fast til dem. Jeg hader at de skal på forretningsrejser. De er altid længere væk når de er på foretningsrejser.. Vi kyssede hinanden farvel og jeg stod i døren og så dem gå ned mod deres sorte Porsche.

"Farvel, skat" råbte min mor inden hun satte sig ind i bilen. Jeg vinkede og sendte luft kys, til dem da de kørte ned at vejen. 

 

Jeg smuttede op i mit 'tegnerum' og malede videre på det jeg var begyndt på, inden Blair ringede. Drengen, Mason blev også en af de gode malerier. Jeg satte lærrede ved siden af det andet med Dylan.

Jeg begyndte at male en til, han skulle være en badboy, og det fik mig bare til at tænke på en modsætning. Da jeg havde malet badboy-fyren, Logan, malede jeg en lækker nørd, hans navn blev, Jason. Og selvfølgelig havde jeg ikke glemt emoen, han blev navngivet Aiden. Der var bare et eller andet over det skæve sorte hår, der virkede tiltrækkende.  

Jeg besluttede da jeg jo var alene hjemme, at gå ned og lave noget pasta med kødsovs. Pasta kan de fleste lave, selvom min mor engang havde fortalt at min far engang var kommet til at lave det om til noget der lignede grød, klamt nok.

Maden blev hurtigt lavet og jeg sad inde i stuen og spiste det mens jeg så 'Pretty little lairs' jeg havde ikke set alle afsnittene, men så det dog. Min mad smagte ikke lige så godt som det ville havde haft gjordt hvis det var min mor der havde lavet det. En tristhed lagde sig over mig og jeg mistede appetitten. 

Jeg gik ud med min tallerken og gik op i 'tegnerummet' hvor jeg sad ved skrivebordet og tegnede forskellige blomster. Da jeg havde tegnet et par stykker sad jeg på kontorstolen med fødderne på skrivebordet og kiggede ud af vindue der var lige ved bordet.

Jeg sad og nulrede en pinsel, den pinsel jeg havde tegnet drengene med, og bare stirrede ud over det åbne landskab. "Hvorfor skal jeg være alene?.. Jeg ville ønske... Jeg ville ønske at min prins på den hvide hest snart kunne tage sig sammen, og bare kunne komme og..  og være sammen med mig, så jeg ikke behøvede være alene." Hviskede jeg stille, mens jeg kiggede på den enorme runde måne der fyldte himlen.

Jeg lagde penslen tilbage i krukken sammen med de andre, inden jeg rejste mig.

Jeg gik ind på mit værelse og smed mig under dynen og tændte mit fladskærms tv. Jeg nåede ikke at se meget før jeg faldte i søvn til en masse snakken, musik og biler der dyttede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...