Draw me!

"Jeg havde aldrig forestillet mig, at et så ligegyldigt spørgsmål kunne føre til dette..." I en verden hvor perfektion kun findes i bøger og film, lever Sophia. Sophia har aldrig før fundet kærligheden, eller for den sags skyld kysset en fyr i hele sit liv. Hun har kun koncentreret sig om karakter og hendes kunst. Men tag dog ikke fejl. For Sophia er en pige med ben i næsen og spydige kommentarer. Hun havde bare aldrig regnet med at hendes kunst en dag ville vende op og ned på hele hendes liv.

6Likes
2Kommentarer
3198Visninger
AA

12. Kapitel 11 : Kyllingefilet «

Efter vi var kommet hjem, fik vi alle tørret os, eller jeg fik tørret mig, drengene kan vidst ikke blive våde, eller også tørre de bare meget hurtigt, men ihvertfald... Vi sad nu alle ned i stuen foran brandeovnen med et tæppe over os. Vi sad alle i stilhed da ingen af os kune komme på noget at sige.

Mellem mig og Aiden var det blevet ret akavet. Vi sad begge i hver vores sofa, og undgik øjenkontakt. Hvorfor lod jeg ham kysse mig!? Skreg min stemme i mit hovede.

"Ehm... Sophia?" Hørte jeg Mason sige. Jeg kiggede over på ham med et irriteret blik. "Hvad?" Sagde jeg.

"Det er bare, du har siddet og bidt i den pude i noget tid nu, så jeg ville bare spørger om du var okay?" Jeg kiggede ned i mine hænder, og så den røde pude jeg sad med, havde fået bide mærker i det en hjørne.

Jeg reste mig med et suk og smed puden på pladsen jeg lige havde siddet. "Jeg går ud og bikser et eller andet sammen. Nogen ønsker?" Spurgte jeg, mens jeg kiggede rundt på drengene.

Ingen svarede mig, så jeg traskede bare ud i køkkenet.

"Lad mig se..." Mumlede jeg og gennemrode mine skabe. "Tomt..." Sagde jeg træt. Jeg orker ikke pizza... Jeg tror bare jeg køre over i supermarkedet og køber noget. 

Jeg lukkede skabet jeg havde kigget i, og gik ud i entréen. Lige da jeg havde fået taget mine sko og jakke på, kom Dylan ud til mig. "Hvad skal du?" Spurgte han med sin stille stemme.

Jeg kiggede hen på ham med et venligt smil. "Jeg køre over i Supermarkedet og køber noget mad." Jeg var på vej til at åbne døren da Dylan pludselig kom helt hen til mig. "Må jeg komme med?"

Jeg kiggede overrasket på ham. "Hvad?" Sagde han med et forvirret ansigtsudtryk. Jeg begyndte at grine. "Det er bare slet ikke din karakter." Dylan begyndte at rødme. "H-Hvad er ikke min karakter?" Spurgte han stille med. Jeg klappede ham drillende på hovede. "At være så entusiastisk." Dylan smilte, og blev endu mere rød i hovedet.

"Du kan godt komme med, men du skal have noget overtøj på." Sagde jeg og fandt min fars dyre læder jakke frem. "Jeg håber du kan passe på den." Sagde jeg og rakte ham den. "Er der okay jeg har den på?" Spurgte han med en nervøs stemme.

Jeg nikkede bare med et smil. "Jeg går ud og starter bilen, du må ikke sige noget til de andre. Jeg vil helst ikke have de lige pludselig ødelægger et eller andet der over, som kommer til at koste mig." Sagde jeg og åbnede døren.

Han nikkede hurtigt til mig, og kiggede tilbage mod stuen. Jeg smilte og løb ud i regnen, og hen til min sorte porsche. 

Nogle få sekunder efter jeg havde startet bilen, kunne jeg se Dylan komme gående ud af hovededøren, og hen i mod bilen.

Læder jakken sad som smurt på ham, og klædte ham vildt godt. "Du ser godt ud." Sagde jeg da han satte sig ind.

Dylan smilt og kiggede genert ned, efter han havde sat sig ind og spændt sig fast. "T-Tak." Mumlede han.

 

***

 

"Hvad siger du til..." Jeg vurderede kyllingen, som var blevet sat ned. "Kyllingefilet?" Spurgte jeg, og vinkede Dylan hen. Han skyndte sig at lunte hen til mig, med kurven. "Det lyder lækkert." Sagde han med et lille smil.

Jeg kiggede op på ham og smilte stort. "Hvor mange vil du have?" Jeg tog 2 æsker med kyllingfilet op. "Der er 5 i hver." Dylan kiggede fokuseret på kyllingen. "Ehm... 2?" Sagde han og trak på skuldrene.

Hvis Dylan kan spise 2, så kan de andre sikkert også, eller måske vil de andre have 3? Jeg kiggede frustretet på kyllingen. Jeg er ikke vant til at lave mad til andre end mig selv, så hvor skulle jeg vide fra hvad 5 drenge på 18 kan spise? Hvis jeg bare kunne huske hvor meget min far spiste, så ville det måske være lidt lettere. Arg, det er lige meget, jeg spørg bare Dylan.

Jeg vendte mig om for at spørge ham, men blev mødt af en ældre herre, med fuld skæg, som var igang med at kigge kyllingerne igennem. Han kiggede undrende op på mig, da han så jeg bare stod og stirrede på ham. "Oh, undskyld, jeg troede du var min ven!" Sagde jeg med et akavet grin. Manden ignorerede mig, og gik videre med hans vogn.

Jeg sukkede irriteret, og kiggede så efter Dylan. Det viste sig at han stod og kiggede på nogle tegneblyanter, som bare var blevet lagt ved æblerne, fordi man ikke gad gå tilbage med dem. "De er ikke så gode de blyanter, jeg har nogel bedre der hjemme." Sagde jeg, da jeg kom op ved siden af ham. 

Dylan fór sammen, af forskrækkelse. "Undskyld forskrækkelsen." Sagde jeg grinende. Han grinte selv lavt og kiggede genert ned.

"Kan du godt lide og tegne?" Spurgte jeg ham, mens jeg begyndte at samle nogle æbler sammen, i en pose. Dylan trak bare på skuldrene. "Jeg har ikke rigtig prøvet det før, fordi... Jeg kommer fra et maleri..." Sagde han og kløede sig akavet i håret.

Nåå ja... Jeg tog blyanterne ud af hænderne på Dylan og smilte sødt til ham. "Hvad siger du til jeg køber dem her til dig?" Jeg lagde blyanterne ned i kurven, og begyndte at gå. 

"D-Det behøver du altså ikke at gøre!" Sagde han næsten helt panisk, da han nåede op på siden af mig. "Jo, Dylan det gør jeg." Sagde jeg med et nik.

Vi var noget hen til kassen, da det gik op for mig jeg manglede maling. "Dylan? Kan du gøre mig en tjeneste?" Dylan kiggede på mig med et smil. "Ja, selvfølgelig."

"Fedt, kan du ikke hente lidt sort maling? De er lige her rundt om hjørnet." Sagde jeg, mens jeg tog min pung frem fra min skuldertaske. "Okay." Sagde han, og begyndte at gå. "Det skal være tuberne!" Sagde jeg hurtigt til ham.

Jeg begyndte at ligge varerne på båndet da det blev min tur. "Hey søde." Jeg kiggede kort op på ham, som sad bag kasseapparatet. "Hej." Sagde jeg kort, mens jeg lagde den sidste ting op.

"Jeg har fri her om lidt, så hvad siger du til at være lidt sammen med en fyr, som mig?" Jeg kiggede endu engang op på fyren bag disken. Han havde noget halv langt blondt hår, og nogle mørke brune øjne.

Jeg hævede flabet et øjenbryn af ham og rystede træt på hovedet. "Du vil da gerne have lidt af det her, right?" Fyren lænede sig frem i han stol, med et skævt smil.

Pludselig blev en sort tube maling, stukket i hovedet på ham. "Den her skal også skannes ind.." Sagde Dylan, hårdt.

Fyren kiggede irriteret op på Dylan. "Og hvem er du så?" Han vurderede ham fra top til tå, med et kækt smil. Dylan der i mod, så ud, som om han kunne grave sig ned når, som helst. "J-Jeg -" Jeg afbrød Dylan, ved at lægge min hånd på hans skulder.

"Han er min kæreste." Sagde jeg med et smile. Fyren bag disken kiggede olmt på Dylan, og Dylan, blev rød, som en tomat.

"Skal vi gå skat?" Sagde jeg sukker sødt, og kyssede ham på kinden. Fyren bag kassen, skannede malingen ind, og ignorerede os så.

 

***

 

Turen hjem var meget stille, ingen sagde noget, lige indtil det næsten blev for meget. "Jeg tog 2 æsker med kylling, det er 10, og hvis der ikke er nok, så må vi jo bare finde på noget andet." Sagde jeg med et træt suk.

Jeg kiggede bekymret på Dylan eftersom han ikke havde svaret mig. "Dylan?" Han sad med sin hånd på sin kind, og lignede en tomat.

Jeg grinte lavt, drenge... Tænkte jeg lavt, mens jeg smilte stort. "Sophia?" Sagde Dylan pludselig. "Ja?" Sagde jeg, med blikket rettet mode vejen.

"I-Ik noget!" Jeg kunne se ud af øjenkrogen, han nærmest vred sig rundt i sædet af nervøsitet. "Bare rolig, vi er hjemme om... 3... 2... 1... Nu." Da vi nåede ind i indkørslen slukke jeg bilen, og trådte ud. Jeg gabte højlydt, mens jeg fortsatte mod baggage rummet, så jeg kunne hente poserne.

"Bare gå ind Sophia, jeg tager poserne." Sagde Dylan, med et blikket rettet mod jorden. 

Jeg nikkede træt, og gik med sløve skridt hen mod døren, men jeg nåede ikke så langt, før Logan kom styrtene ud og løftede mig op. "Sophia! Hvor har du været, vi har ledt over alt efter dig!" Sagde han, mens han snurrede rundt.

"Logan, sæt mig ned eller jeg brækker mig ud over dig." Sagde jeg koldt. "Easy tiger!" Sagde han med et grin, da han satte mig ned. Logan fik øje på Dylan, som kom gående med poserne. "Nå ja! Dylan, vi havde helt glemt dig." Logan kløede sig akavet i håret.

Dylan sukkede bare højlydt og fortsatte ind i huset. Jeg fulgte efter ham, stadig med de sløve skridt, ind i køkkenet. Jeg fik kiggede over på uret og gispede forskrækket. "Gud er klokken virkelig så mange?!" De andre drenge var også i køkkenet.

"I må være ved at dø af sult, det er jeg virkelig ked af!" Sagde jeg, mens jeg begyndte at tømme poserne. "Det er okay, vi har spist." Sagde Mason, og smilte beroligende til mig. "Spist? Hvad har i spist?" Jeg kiggede forvirret på Mason.

"Ja, vi fandt noget pasta, inde i skabet. Der er enda noget tilbage, til dig og Dylan." Sagde Aiden, som kom hen og tog posen ud af hænderne på mig. "Kan i lave mad?" Jeg kiggede forbløffet på dem alle.

Jason kiggede væk fra sin bog, og over på mig. "Ja, der stod bag på posen hvordan man skulle gøre."

Jeg gik hen til gryden, som stod ved komfuret. Da jeg løftede låget, blev jeg mødt af nogle nærmest helt sorte pastaer, som sikkert var brændt fast i bunden. Der er enda noget tilbage... Pludselig kunne man høre en dyb rumlen. Jeg kiggede over på Jason, som havde sit ansigt begravet i bogen. Få sekunder efter blev den lyd efterfulgt af 4 andre.

"Jeg går igang med kyllingen." Sagde jeg hurtigt, samtidig med jeg tog en pande ud af skabet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...