Draw me!

"Jeg havde aldrig forestillet mig, at et så ligegyldigt spørgsmål kunne føre til dette..." I en verden hvor perfektion kun findes i bøger og film, lever Sophia. Sophia har aldrig før fundet kærligheden, eller for den sags skyld kysset en fyr i hele sit liv. Hun har kun koncentreret sig om karakter og hendes kunst. Men tag dog ikke fejl. For Sophia er en pige med ben i næsen og spydige kommentarer. Hun havde bare aldrig regnet med at hendes kunst en dag ville vende op og ned på hele hendes liv.

6Likes
2Kommentarer
3213Visninger
AA

11. Kapitel 10 : Sophia? Kender du dem? «

"Endelig..." Sukkede jeg da klokken ringede ud. "Pokkers, vi blev ikke færdige". Blair kiggede ned i sine papirer og sukkede. "Sophia?" Chloe lænede sig hen imod mig med et bedende blik. 

Jeg er vant til de beder mig lave opgaverne, når de ikke har mere tid tilbage, men uanset hvad de siger, og hvor meget de plager, så lytter de til mig når jeg siger til dem, at de selv skal lave det selv. "Hvad får jeg ud af det?" Sagde jeg og kiggede på mine negle med et ligegyldigt blik. "Hvad vil du have?" Sagde de begge i munden på hinanden. 

Jeg lagde begge mine hænder på bordet og lænede mig frem mod dem. "At i laver jeres lektier, og lære noget". Jeg smilte til dem begge og rejste mig op. "I må have mig undskyldt, jeg skal hen og hente noget i dramalokalet". Jeg tog min task og begyndte at gå mod døren. 

Chloe og Blair kom begge om på hver sin side af mig. "Hvad skal du hente? Skal vi hjælpe dig?" De kiggede begge på mig med det der 'hvis-jeg-giver-dig-noget-giver-du-mig-noget-tilbage' blik, som nærmest gav mig hovedpine. 

Jeg masserede mine tindinger og sukkede. "I 2 giver ikke op... Nej, i kan ikke hjælpe mig". Vi var næsten henne ved dramalokalet, men jeg kunne ikke gå der ind hvis pigerne fulgte med mig. "Er der noget du skjuler for os?" Chloe kiggede med et hævet øjenbryn på mig. "Har du fået 2 nye bedste veninder, som du vil shoppe med?" Blair og Chloe fik begge øjenkontakt. "Eller er det en fyr?" De gispede begge og kiggede på mig med nysgerrige øjne.

"Nej, og nej". Jeg standsede foran døren og kiggede på pigerne. "Det er helt sikkert en fyr". Sagde Blair. "Enig." Sluttede Chloe af. 

Jeg sukkede endu engang vendte mig mod døren. "Hør, i må have jeres ideer, men jeg skal ikke andet end at hente nogle malerier". Det var nu ikke helt løgn det jeg sagde, jeg undlod bare at nævne det med at de var levende.

"Helt sikkert." Sagde Blair da hun vendte sig om. "Så ses vi senere, kom Chloe du kan betale for en manicure!" Blair tog Chloes hånd og hoppede nærmest hen ad gangen med hende.

"Det er din tur til at betale, søde skat". Sukkede Chloe som fulgt sløvt med.

Jeg hader tanken om jeg ikke kan fortælle dem sandheden, men de vil sikker bare tro jeg er sindsyg hvis jeg fortalte dem at jeg havde malet nogle fyre som kom til live. Og så vil de skride fra mig. De 2 skøre piger betyder meget for mig, selvom det eneste de tænker på er drenge, og at shoppe.

Jeg vente mig mod døren og tog i håndtaget. Til min overraskelse var døren låst. Jeg bankede nogle gange på døren og hev i dør håndtaget, men der skete intet. "Shit." Mumlede jeg og kiggede mig nervøst omkring.

Hvordan kan sådan noget kun ske for mig? Jeg begyndte at vandre rundt på gangene i søgen efter de håbløse drenge. "Når jeg finder dem, så vil jeg -" Nogle skrig afbrød mig mit i min sætning. Pige skrig...

Jeg fulgte skrigende og endte ude i gården. Og midt i flokken af piger stod mine malerier...

Logan stod selvfølgelig og nød opmærksomheden, Jason så ud som om han var ligeglad, Mason strakte som og fik pigerne til at skrige højere da lidt af hans mave kom til syne under hans trøje, Aiden spillede cool og ligeglad, men han nød selvfølgelig også den opmærksomhed han fik, og så var der stakkels Dylan som var helt hvid i hovedet af bar skræk.

Jeg begravede opgivende mit ansigt i mine hænder med et suk. "De kæmpe idioter..." Hvorfor kan mine malerier ikke lytte bare en lille smule til hvad jeg siger? "Sophia!" Hørte jeg pludselig en råbe. 

Jeg kiggede op lige i tide til at se Logan ligge sine arme om mig. "Hvor har du været? Er du klar over hvor kedligt det har været uden dig?" De andre drenge kom også over med et smil. "Hey, fingrene fra kagedåsen". Sagde Aiden og slog Logans arme af mig.

"Sophia? Kender du dem?" Blair kom over med reste af pige flokken. "Og du har ikke fortalt os noget om dine lækre drenge venner?" Pigerne begyndte at brokke sig. "Rolig piger, rolig. Der er nok af Logan til alle". Logan strakte armene ud som en konger, der blev tilbedt. "Du lever virkelig op til din karakter." Sagde jeg og hævede et øjenbryn af ham. "Sophia!" 

Blair og Chloe kiggede begge på mig med et vredt ansigts udtryk. "Ehm..." 

Jeg havde lyst til at rive håret ud på mig selv. Jeg kan ikke klare alt den her opmærksomhed! "Hør vi bliver nød til at gå nu..." Jeg prøvede at få drengene med mig, men det resultere bare i jeg endte med at blive skubbet af nogle pige som prøvede at komme til. "Sophia!" Mason så mig lande på jorden, og skyndte sig hen for at hjælpe mig. "Mason du er godt nok stærk, dyrker du sport?" Pigerne stod helt op og ned af ham, mens de fnist piget. "Drenge, vi må se at komme videre!" Mason kaldte på de andre som skyndte sig hen til os. 

"Jamen søde dog, pas på dig selv." Logan rørte forsigtigt min kind. Vi begyndte at gå hen i mod bilen, da det slog mig jeg havde tabt min taske da jeg blev skubbet. "Her." Dylan rakte mig tasken. Jeg tog den og trak mine bil nøgler op, da Jason kom over til mig.

"Du er helt bleg... Er du sikker på du kan køre hjem?" Jason lagde en hånd på min pande. "Hold op!". Jeg slog irriteret hans hånd væk. En akavet stilhed lagde sig over os. "S-Selvfølgelig kan jeg køre hjem..." Jeg skyndte mig at låse bilen op og sætte mig ind. Drengene blev stående udenfor bilen, mens de alle kiggede skamfuldt ned mod jorden. "hvad har i gang i?"

Jeg kiggede træt på dem. Jeg orker ikke de skal til at diskutere med mig... "Vi går bare hjem". Aiden kiggede ligegyldigt til siden. Jeg kiggede underligt på dem. "Stop det der og hop ind." Jeg stratede bilen og lænede mig tilbage i sædet, men drengene blev bare stående. "Vi kan godt klare os selv Sophia, du behøver ikke bekymre dig om os hele tiden.." 

"I høre ikke en skid efter! Jeg beder jer om at blive hjemme, i tager op på skolen. I får jeres vilje, og jeg lader jeg være her, det resultere i at i nærmest bliver kabret af en flok piger, i kan overhovedet ikke passe på jer selv. Og ved i hvad det værste er? I er billeder! I burde slet ikke opleve sådan nogle ting! I er ikke andet end billeder, så se at få jeres røv ind i den her bil og gør som jeg siger!" Jeg var begyndt at blive så vred at tårer kom frem i mine øjne. Hvorfor kan de ikke gøre hvad jeg siger?!

"Er vi bare objeker for dig, Sophia?" Sagde Jason med en trist tone i stemmen. "Hvad tror i selv? I er ikke virkelige!... Ved i hvad? I kan rende mig!" Jeg lukkede min dør og bakkede ud af parkeringspladsen. "Objekter..."

Jeg kiggede i bakspejlet da jeg forlod skolens grund. "De kan sikkert selv finde hjem..." 

 

***

 

Det var blevet aften, og drengene var stadig ikke kommet tilbage. Torden og regn kunne høres udenfor. Kan de gå i stykker af regnen? Nej, de er for menneskelige til det... Men de er stadig malerier... I starten havde jeg bare siddet i sofaen med en pose popcorn og set film, mens jeg ventede på de ville komme hjem så de kunne få endnu en skideballe, men de kom ikke.

Jeg var nu begyndt at gå i panik. "Hvad er der galt med mig? Hvordan kunne jeg bare efterlade dem?!" Jeg råbte nærmest af mig selv.

Jeg vidste godt jeg nemt kunne blive vred og overreagerer, men hvorfor ville jeg gå så vidt som til at kalde dem objekter...

Der gik nogle sekunder hvor jeg kun kunne høre regnen som hamrede på de store ruder. 

 

Jeg bliver nød til at finde dem.

 

Jeg vidste de ikke var okay, så jeg skyndte mig at få sko og jakke på, inden jeg løb ud i regnen. Jeg skreg af min lungers fulde kraft, selvom jeg vidste min stemme ikke ville nå langt.. Det var jeg efterhånden vant til.. 

Jeg vadede op til skolen og videre op i mod byen i håb om at de måske havde søgt der hen imod. "Logan! Aiden! Mason! Jason! Dylan! Kom tilbage!" Jeg brød ud i gråd. Hvad hvis der er sket dem noget? De er de eneste jeg har.. 

Jeg blev ved med at løbe rundt igennem byen, lige indtil jeg nåede parken. Jeg hulkede og hev efter vejret da jeg kollapsede på bænken. Jeg pressede mine hænder mod hjerte og prøvede at stoppe smerten som pressede på.

"Kom tilbage". Hulkede jeg og lukkede øjnene. Jeg vil ikke miste dem. For guds skyld! Jeg vil ikke miste dem!

 

***

 

"Sophia... Sophia!" En stemme trængte igennem mørket som havde lagt sig over mig. Jeg blinkede et par gangen, men jeg håbede at kunne se personen som havde vækket mig, men mine øjne åbnede sig kun kort inden jeg forsvandte ind i mørket igen. 

Det næste jeg husker at jeg ligge i et par arme. Hvem er det? Jeg prøvede at kæmpe imod. "Sophia, slap af det er mig." Den stemme.

Mine øjne fløj op da jeg genkendte stemmen. "Aiden!" Råbte jeg og holdte ham ind til mig. "S-Sophia?" Jeg hulkede højlydt mens jeg hele tiden mumle undskyld. 

"Det er okay... Hvad laver du her ude i regnen? Du er helt gennemblødt, du bliver syg." Aiden trak sig fri fra mit greb og kiggede bekymret på mig. "I-I kom ikke hjem så jeg gik ud for at finde jer". Sagde jeg med et snøft. Nej hvor er jeg charmerende...

"I er ikke bare objekter, i er meget vigtige." Min stemme knækkede over. "J-jeg elsker jer." Sagde jeg.

Aidens ansigt fik en rødlig farve, og hans øjne blev store af overraskelse. Han kørte forsigtigt sine fingre igennem mit hår. "Sophia..." Han mumlede mit navn med en dyb og beroligende stemme.

"Jeg elsker dig..." Aiden overraskede mig ved at presse sine læber mod mine. Jeg spærrede øjnene op da jeg kunne mærke varmen fra hans læber flyve fra ham til mig. Varmen bredte sig i hele min krop og gjorde jeg igen kunne mærke min fingre.

Jeg kunne stadig mærke varmen, selv efter da han fjernede sine læber. "A-Aiden?" Hiksede jeg og kiggede ned mod mine hænder, som jeg prøvede at holde varme ved at holde dem samlet. 

Aiden trykkede mig indtil sig og nussede mit hår på en kærlig måde. 

"Aiden, hvor er de andre?" Mumlede jeg mod hans bryst. "Jeg kan godt fortælle dig, vi var på skideren." Sagde han med grin. " Vi vandrede blindt rundt, lige indtil vi fandt den her park." Han holdte en lille pause og kiggede sig over skulderen. "Vi skulle alle mødes her efter vi havde delt os op, for at se om vi kunne finde nogen og spørge om vej. Vi kunne huske din adresse, så..." Han sukkede med et smil. "Det ser ud til at dine idioter ikke kunne klare sig selv alligevel.." Jeg tørrede mit ansigt i mit våde jakke ærme, for at få vandet væk fra mine øjne.

"Tak, fordi du fandt os Sophia." Jeg hørte pludselig Logans stemme bag mig. Jeg fór op og kiggede tilbage på resten af, mine drenge. "Idioter! I må aldrig gøre mig så bange igen!" Råbte jeg, samtidig med jeg løb hen for at kramme dem.

"Jeg elsker jer..." Mumlede jeg efter at jeg havde givet den alle et slag oven i hovedet og endelig kunne lægge mine arme om dem igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...