Alice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 dec. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2014
  • Status: Igang
Alice's mor har dumpet hende på James Charwicks Kostskole for Unge, med den begrundelse at hun ikke kan holde styr på hende længere, og vælger at beholde Alice's tre uregerlige søstre. Den første uge på Charwick ender Alice med at gå i et med tapetet og hendes forhåbninger om et bedre liv svinder. Da hun møder op til skoleballet i banketsalen, går det alt andet end som forventet, og hun møder to unge fyre der tilsyneladende er ret interessante...

1Likes
1Kommentarer
127Visninger

1. Kapitel

Jeg sad på en taburet. Sådan en uden dekorationer eller noget. Groft træ malet sort, i skærende kontrast til resten af værelset som var hvidt. Værelset havde kun enkelte få farver, og det let farverige tøj inde i klædeskabet. Jeg rejste mig og drejede rundt. Let og blødt fløjl gled rundt om mine ben og lagde sig til rette i de rette folder igen, da jeg stoppede op. Kari ville have været så stolt. Jeg betragtede tryllebundet mit spejlbillede i spejlet, og beundrede min smukke kjoles udskæring, sorte stof og mærkede næsten ikke at jeg havde kjolen på, så let var den. Jeg flyttede blikket op på mit blonde hår og smilede. Ikke sådan et hovmodigt smil, men et glad og tilfreds smil. Det hang bare almindeligt ned, men det var ualmindeligt smukt alligevel. Måske var det den sorte fløjlskjole som fremhævede det. Kjolen var kulsort med et strejf af glimmer som man kun kunne se når jeg drejede rundt og lyset ramte de små glimmerkorn. Jeg strålede som jeg aldrig havde gjort før, og jeg havde aldrig følt mig dummere. Årsagen til det var, at jeg lige var blevet anbragt på en kostskole for unge. Det var en fest at få at vide, at jeg ikke længere skulle tvinges til at bo hjemme hos min mor og søstre. Men så kom jeg hertil og det var slet ikke som jeg havde forestillet mig. Det var – efter hvad jeg havde erfaret efter en uges ophold – endnu værre end at bo hjemme hos mine ulidelige søstre, og ugidelige mor. Sagen er den at det var en mulighed for at leve mit eget liv, da min mor pludselig mente jeg skulle på kostskole fordi hun ikke kunne styre mig mere. Jeg tog imod med kyshånd og var mere end glad for at komme væk. Min mor og søstre er alt andet end af samme personlighed som mig. Mine søstre er ikke til at holde ud. De laver ikke andet end at lave rod i en verden hvor kaos er dagsordenen. Og min mor er fuldtidsansat, så hun er meget sjældent hjemme. Jeg har opdraget mig selv, mens mine søstre vist sprang den del af deres barndom over og sprang lige ud i livet uden nogen form for disciplin. Jeg har aldrig kunnet lide dem, både fordi de behandler mig som skidt når de engang imellem ser mig, og fordi mine følelser for dem er gensidige.    

 Nu befinder jeg mig på James Charwicks Kostskole for Unge. Alle er finpudsede og har ikke en eneste flænge på samvittigheden – eller tøjet for den sags skyld. Jeg vænner mig vist aldrig til det, men lige præcis i dag – en uge efter min sørgelige ankomst til skolen – er der et slags bal på skolen. Jeg har overhovedet ikke ført en eneste samtale med nogen på skolen. Ikke andet end få enstavelsesord eller korte vendinger. Jeg har virkelig gjort mit for at falde i et med skolen og forsvinde ubemærket når timerne slutter og når timerne begynder smutter jeg ubemærket ind. Men i aften kan jeg ikke gå rundt og lade som om jeg ikke er til stede. Så jeg har taget min fineste kjole på og, for ikke at se for fin ud, ladet håret hænge lidt hverdagsagtigt. Ikke for prangende, men sødt. Uret over spejlet udstøder en lille lyd, der betyder at klokken har slået otte. Jeg kigger op i loftet og lukker kort øjnene for at samle mig. Mit hjerte begynder at banke, da jeg kommer til at tænke på alt det er kan gå galt. På den anden side, kan det ikke gå værre, end det er gået den sidste uges tid. Jeg tager beslutsomt fat i mit lille vedhæng ved halsen. Vedhænget hænger i en tynd guldkæde, som jeg angiveligt skulle have fået af min far inden han døde. Jeg kan ikke huske ham eller om det er sandt, men det er det eneste minde jeg har om ham, så jeg har accepteret vedhænget som værende fra ham. Det fungerer nu som min lykkeamulet, og jeg plejer helt ubevidst at holde om vedhænget, hvis jeg er nervøs eller skal samle noget mod. Så det er, hvad jeg har gang i lige nu. Mine øjne åbner sig langsomt og jeg går med bestemte skridt hen til døren og går ud på gangen. Der er ingen andre, og jeg bliver straks nervøs igen. Hvis her ikke er nogen, er det måske fordi de begynder tidligere end jeg fik besked på. Jeg skynder mig ned ad den let buede vindeltrappe, der fører ned til hallen fra der hvor pigerne har fået deres soveværelser tildelt. Skolens fine standarter har vist sig, at resultere i et helt prinsesse værelse til hver pige. Jeg har en himmelseng, med de blødeste puder og smukt stof, samt et badeværelse så der ikke skal bades kollektivt. Det passer mig udmærket eftersom jeg aldrig har væren en af de piger, der ikke kan gå på toilettet uden et helt følge. Da jeg fejende kommer ned af trappen og ud i hallen, er der et par stykker der er på vej ind i banketsalen. Deres snaksalighed og pludrende stemmer slår næsten modet ud af mig, men jeg minder mig selv om, at der er blevet lavet tilfældige pladser, så alle kommer til at sidde ved siden af en de ikke selv har valgt. Jeg sænker farten og går stilfærdigt hen mod de to store åbne døre – man skulle tro vi boede på et slot så enormt og kunstfærdigt er alt. Hvis der er en ting jeg altid har ønsket, så er det ikke at stå ud i mængden. Dermed sagt heller ikke føle mig som en ælling mellem svaner. Jeg glemte at tjekke pigernes kjoler ud, inden jeg gik ind i salen, for da jeg træder ind gennem den store dobbeltdør taber jeg fuldstændig pusten. Tårerne er lige ved at komme op i øjnene på mig, og jeg ved ærligt talt ikke om jeg skal grine eller græde. Alle – uden undtagelse – er i hvidt. Dermed ikke sagt, at det er den samme hvide farve; nej, hvis man kender til de rige mennesker, så ved man også at der findes mange hvide nuancer, og det bliver så rigt illustreret for mig her i salen. Min sorte kjole føles pludselig ikke så komfortabel og jeg ville ønske jeg bare var blevet på mig værelse. Jeg tror det er det mest ydmygende jeg nogensinde har oplevet, og det siger en del efter at have boet med mine søstre, da der pludselig rejser sig en hviskende støj og alle langsomt vender deres hoveder mod mig. Jeg føler mig nu som den aldeles grimme og ikke mindst sorte ælling, blandt de smukke hvide svaner. Alligevel er der noget der får mig til at gå videre. Alle står stadig op, mere eller mindre i små klynger sammen med deres venner og snakker. Oppe fra højbordet bliver der ringet med en klokke, og salen bliver stille. Skolens rektor rejser sig fra sin plads midt i selskabet og byder os velkommen. Mens hun taler, glider hendes blik ud over forsamlingen af mindst hundrede unge mennesker i smukt klædt festtøj. Blikket overser ikke noget, og da det glider over mig standser det et sekund og den ene mundvig vibrerer. Ikke noget nogen af de andre lægger mærke til, men jeg ser det og jeg kan mærke farven stige op i mine kinder. På trods af den lange afstand var det så tydeligt, at jeg ikke kan undgå at lægge den ene hånd på min kind for at få varmen til at forsvinde. Mine hænder er isende kolde og varmen aftager hurtigt, men det gør min forlegenhed ikke. ”Jeg vil gerne bede jer – i god ro og orden – om at gå hen til Mr. Yong og trække et nummer, hvorpå der vil stå et nummer.” Rektor, som i øvrigt hedder Carmen Gilroy Charwick, fortæller om hvordan vi skal finde vores pladser og slutter af med et: ”…Velkommen til et nyt skoleår på James Charwicks Kostskole for Unge og sidst men ikke mindst: Velbekomme.” Jeg kigger rundt for at finde Mr. Yong, en lille japansk udseende lærer, der har til opgave at lære os om etikette. Jeg finder ham ved, at søge hen mod den lange kø der er ved at danne sig lidt fra indgangen til salen. Det tager ikke lang tid at få sit nummer, eftersom skolens elever er dygtige og disciplinære unge der får tingene til at glide. Jeg får stukket nummer sytten i hånden og smiler trist ved synet. Jeg fylder sytten om en uge, og det kommer til at blive en ret ensom fødselsdagsfest, hvis jeg ikke får mig taget sammen til at lære nogen at kende. Jeg går langsomt ned mod min plads, og gør mig umage for ikke at kigge nogen i øjnene på vej derned – god plan; kig ikke på nogen, så skal du nok få venner. Jeg finder hurtigt pladsen og stiller mig ud for den. I min første time i etiket blev vi anvist, hvordan man agerer til en festmiddag, hvor der blandt andet indgik at mændene har en borddame og omvendt. Vi skal stå foran vores stole indtil rektor siger vi må sætte os. Vi skal have en serviet i skødet, så vi ikke griser og selv til under middagen. Vi skal neje og bukke når der bliver om vi vil danse. Det er bare nogle af de få ting jeg fik halvanden time til at memorere, men der blev undladt så meget mere som jeg ikke fik chancen for at spørge om. Noget jeg meget gerne ville have haft gennemgået var selve dansen, for hvordan danser man? Skolen regner åbenbart med, at vi alle kommer fra fornemme familier og både kan danse og ved hvilken gaffel man tager først i den lange række. Jeg kigger op da jeg hører alle stolene i salen skramle. Jeg har åbenbart overhørt rektor, og jeg kan mærke varmen stige op i kinderne igen da jeg hurtigt rækker ud for at trække skolen ud. En hånd kommer før min, og jeg kigger op for at mærke varmen i mine kinder bliver brændende. Jeg har hverken set til højre eller venstre siden jeg gik hen til min stol, og har slet ikke bemærket at jeg selvfølgelig sidder ved siden af en fyr. Den her fyr har nogle meget blå øjne, som er utroligt svære at få øjnene fra. Jeg går et skridt tilbage og lader ham tage stolen ud for mig. Han smiler og jeg går rundt for at sætte mig ned. Jeg vil egentlig selv skubbe stolen ind bag mig, men han gør det inden jeg overhovedet kan nå at løfte hånden. Stolesædets kant går ind i mine knæ og jeg sætter mig ned med et lille bump. Det frembringer et endnu større smil hos min sidekammerat – ja, meget børnehave-agtigt beskrevet, men det lyder så fisefornemt med bordherre. Jeg rækker højre hånd frem og fremtvinger et lillebitte smil, jeg kan lige så godt begynde at være venlig og lade være med at gennem mig. Fyren trykker min hånd. ”Hej med dig,” siger han og jeg får et bedre kig på ham idet det ville være for uhøfligt, hvis jeg kiggede væk mens han sagde noget. Hans hår er helt blond, og har en skinnende udseende. Hans smil er super sødt, og jeg er sikker på at det har indkasseret mange pigehjerter. Han er stereotypen på en Charwick elev. En flot, rig og charmerende fyr. ”Hej…?” ”Nicholas Ashton Harrison men Nick er tilstrækkeligt. En fornøjelse at møde dig, og hvad må jeg kalde dig?” Mit lille smil udvikler sig til et ægte smil. Jeg tog fejl da jeg troede at han var en stereotype. Han er ikke stereotypen, han er sådan en, en stereotype bliver bygget på. Ham her Nicholas, han er den ægtevare. Den originale richkid med charme, selvtillid og et helvedes godt udseende. Nicholas fanger strakt mit smil og gengælder det. ”Alice.” Hans afventende smil får mig til at tilføje: ”Bare Alice, og det er også… øh… en fornøjelse at møde dig.” Og så slutter vi lige med et sødt smil. Jeg kunne have sparket mig selv over benet. Nicholas er åbenbart ikke typen der får nok af at smile, for han lyser op i et smil og udbryder: ”Alice, min skat, det var dog et dejligt navn!” Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kan lade være med at blive smigret når en fyr som Nicholas tiltaler mig på sådan en måde. Det tror jeg ikke nogen pige kan lade være med. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvor mange piger han har brugt den på for at charme sig ind. Nicholas læner sig ind mod mig og hvisker mig i øret: ”Det er et noget modigt valg af kjole du har gjort dig der.” Han nikker ned mod min kjole og jeg mærker min kinder blusse – ikke i forlegenhed men pludselig i vrede. Han ser forskrækket ud, da han åbenbart er rigtig god til at aflæse humør, for han forklarer sig straks: ”Ikke at den ikke er flot! Du er virkelig smuk og jeg lagde mærke til dig med det samme da du trådte ind. Det tror jeg vi alle gjorde.” Min vrede forvandler sig til forlegenhed og jeg mumler noget uforståeligt, som jeg ikke engang selv ved hvad skal betyde. Nicholas vender sig på stolen med front mod mig. Han rækker hånden over og lægger den på mit lår. Jeg mærker straks en underlig elektrisk fornemmelse gå op fra mit lår og gennem hele kroppen. Jeg fejer hans hånd væk og kigger forurettet op på ham. ”Hey, det var ikke for at prøve på noget.” Jeg kigger foragteligt på ham, og siger i mit mest sarkastiske tonefald: ”Nej, det kan jeg forestille mig.” Han rækker hænderne i vejret som om han overgiver sig. ”Jeg tænker, at du er en af de nye i år? Og du har måske ikke hørt temaet med hvidt i år.” Nicholas tilføjer som ved nærmere eftertanke, ”eller også er du sådan en mystisk type, der vælger en helt modsat farve for at vise hvor unik og enestående du er. Hvilket standpunkt at tage!” Han lyder helt betaget af sine egne ord, og jeg vender mig forsigtigt om for at se hvem min anden sidekammerat er. Jeg glemmer fuldstændig at trække vejret da mine øjne kigger ind i et par identisk blå øjne – som Nicholas’. Jeg vender lynhurtigt hovedet mod Nicholas og tilbage til fyren på min højre side. Ligheden er rammende på trods af deres forskellige hårfarve. Fyren på min højre side har helt sort hår og hans hvide jakkesæt sidder upåklageligt. Han kigger uudgrundeligt på mig og jeg stirrer bare igen. Glem hvad jeg sagde om Nicholas, her sidder den ægte vare. Hvis ham her også skriver digte, er han en vaskeægte hjerteknuser. Jeg læner mig hen mod ham som for at studere om han er en statue og han glipper med øjnene. Det havde han ikke regnet med, og jeg havde vitterligt ikke regnet med at han var levende, så jeg hopper tilbage i stolen. Nicholas mund er lige ud for mit øre, da han siger: ”Og det her er min bror Matthew Aden Harrison, en rigtig skidt fyr og vi ligner på ingen måde hinanden, hvilket du vil indse så snart du lærer os bedre at kende.” Jeg kan ikke undgå at bide mærke i det løfte, der ligger i hans ord. Jeg lader dog som om det ikke har nogen betydning og prøver at finde min snaksalige personlighed frem. ”Hej Matthew, jeg hedder Alice.” Jeg venter spændt på hans reaktion, som om jeg er til en prøve. Det går et par sekunder og så smiler Matthew – jeg må lige sige, at hans smil er ved at blæse mig bagover. Det er ikke bare et smil, det er et oprigtig smil der siger hej og velkommen, jeg er faktisk oprigtigt glad for at møde dig. Lettet smiler jeg igen og vi trykker hinandens hænder. Der går en kilden op fra min hånd der er i kontakt med hans, men jeg prøver at ryste det af mig. Jeg har ikke brug for fyre som jeg er forelskede i, jeg har brug for venner og derfor vil jeg ikke tillade mig selv at få romantiske fornemmelser. De to brødre virker virkelig som om de har styr på tingene, og hvis jeg ikke gætter helt forkert er de ikke nederst i skolens hierarki, hvilket man altid kan drage fordel af. Undskyld mig hvis det er forkert at jeg tænker på overlevelse her! Som ung udstødt på en kostskole for snobber må man virkelig tage hvad man bliver budt. Og her sidder jeg med en flot og charmerende bror på hver side – jeg ville være en idiot hvis ikke jeg gjorde brug af situationen. Matthew læner sig hen mod mig ligesom Nicholas gjorde gør, og siger stilfærdigt: ”Du er meget smuk i den kjole.” Jeg kan mærke rødmen være på vej og jeg mumler et hurtigt tak, hvorefter jeg vender opmærksomheden mod resten menneskene ved bordet. Overfor mig sidder der en pige og nedstirrer mig med onde øjne. Og jo man kan godt have onde øjne, man er ikke i tvivl om det når det sker. Jeg glipper overrasket med øjnene og jeg vil væde med at mine purpiller trækker sig overraskende hurtigt sammen. Jeg får en pludselig trang til at vælte ind over bordet bare for at slå ud efter hende. Jeg reagerer instinktivt ved at læne mig få centimeter frem mod hende, men jeg mærker med det samme en hånd fra højre der tager fat i mit håndled. Jeg ikke koncentrere mig om andet end Matthews hånd om mit håndled og at han ikke sidder langt fra mig. Jeg prøver at tøjle mine pludseligt opståede følelser og læner mig tilbage i stolen. Nicholas har ikke bidt mærke i stemningen, men præsenterer alle ved det runde bord, som om de alle kender hinanden – på nær mig. Hvilket ikke er en helt forkert antagelse, for da Nicholas har været hele bordet rundt, fortsætter snakken og den går på hvad de forskellige skal lave sammen næste weekend eller hvor sjov og ’særdeles interessant’ nogens fælles tur til skt. Petersborg var i sommerferien. Jeg smiler og nikker når nogen siger noget som alle ved bordet kan være med på. Ellers er jeg stille. Pigen med de onde øjne, bliver præsenteret som Nataly. Hun har åbenbart et godt øje til begge brødre, for jeg bliver ved med at være genstand for hendes dræbende blikke, hver gang en af dem siger noget til mig. Til gengæld har jeg ikke spor imod at Matthew tog fat i mit håndled tidligere, for nu kan jeg ikke tænke på andet end berøringen og hvad den gjorde ved mig. Eller rettere hvad den gjorde ved mine følelser, for de blussede pludseligt op som om de havde været der hele tiden. Jeg ville nok reagere på Natalys stirrende blik, hvis ikke jeg havde for travlt med, at analyse Matthew, Nicholas og resten af bordet. Vi er ti ved det runde bord, hvilket går igen i resten af salen. Runde borde, med ti elever ved hvert. Jeg har fundet ud af at de der sidder ved mit bord alle er medlemmer af ’de populæres’ klub. Hvordan det lige er gået til at de alle er havnet sammen i stedet for at blive spredt ud, som det egentlig var meningen, ved jeg ikke. Men jeg ved til gengæld at jeg slet ikke hører til ved det her bord, sammen med disse mennesker. De fleste er sytten år gamle, på nær de to brødre og en pige ved navn Celia som allerede er fyldt atten. Så her føler jeg mig allerede lidt afsat med mine seksten år – dog snart sytten. Celia, Nataly og de to andre piger, som jeg ikke kan huske hvad hedder, er alle døtre af millionærer. Deres fædre har arvet store firmaer og er derved blevet stinkende rige. Miles, som er Natalys sidekammerrat – okay, vi sletter det og siger bordherre – , opfandt et eller andet som gjorde ham selv til en meget rig ung mand, og nu forsørger han stort set resten af sin familie. De to resterende fyre er Isaac og Shelton. Isaacs forældre døde i en tragisk ulykke da de skulle rejse jorden rundt, hvor det efterlod deres eneste søn med hele deres arv. Shelton er et geni hvad angår aktier og har selv tjent sin formue ved at investere klogt. Så allerede nu ses her en tendens til at pigerne ikke virker specielt selvstændige, mens drengene er mange skridt – eller lad os korrigere det til kilometer – foran pigerne, hvad angår intellekt eller selvstændighed hvad vi skal kalde det. De sidste jeg endnu ikke har fundet ud af så meget om er Matthew og Nicholas, så jeg vender mig nysgerrigt om mod Nicholas, eftersom han har vist sig som værende den mest snaksalige. ”Hvad med jer? Hvad er jeres medrivende historie?” Nicholas kigger op fra sit vinglas, hvor han er ved at svinge hvidvinen rundt i glasset – ja, de må også drikke vin til skoleballer her, som om det kommer bag på mig. ”Hvad med dig? Hvad er din medrivende historie?” Spørger han med et glimt i øjet. Jeg stirrer på ham og åbner så munden inden jeg kan nå at ombestemme mig. ”Jeg hedder Alice, som i alle nok er nået frem til. Jeg… har tre søstre og min mor er bygningsarkitekt. Øh, jeg er lige begyndt på skolen her i år, og…” Jeg ved ikke hvad det er der får mig til at gå i stå, jeg går bare fuldstændig i stå. Måske er det Nataly der sidder og stirrer, eller Shelton som tror at han ubemærket sidder og stirrer beundrende på Celia, eller Nicholas som sidder og nærmest uroligt drejer på sit vinglas. Uanset hvad føles noget helt galt. Det er noget inde i mig der føles galt, som om jeg skal kaste op. Jeg kan mærke rædslen brede sig i mit bryst. Hvis jeg kaster op her, er det farvel nye venner og hej sidste uges ensomme tilværelse. ”Undskyld mig lige et øje…” Jeg får ikke gjort sætningen færdig, før jeg er på vej ud af salen med fejende kjole. Jeg finder et af de fælles toiletter, vi kan bruge hvis vi ikke er i nærheden af vores værelser. Toilettet består af nogle flotte håndvaske med et stort langt spejl henover ved den ene væg, og fem tillukkede ’båse’ overfor. Der er vidt og åbent, men det dæmper ikke den underlige følelse jeg har i maven. Mine ben er pludselig ved at give efter og jeg nærmest snubler hen til den nærmeste bås og får kun lige lukket døren bag mig, da mine knæ bukker sammen under mig. Jeg læner mig ind over toilettet og hele mit mave indhold vælter ud. Mine muskler trækker sig sammen og jeg ryster helt ukontrollabelt. Jeg griber blindt fat i noget papir og tørrer mig rystende over munden. Papiret falder ned i toilettet og der bliver skyllet ud. Jeg lægger ikke engang mærke til, at det ikke er mig der har gjort det, men jeg spjætter da et par hænder tager fat rundt om mine ribben, vender mig om og løfter mig op at sidde på toilettet. Mit hår hænger ned foran ansigtet og det bliver forsigtigt taget om bag mine ører. Tårer fylder mine øjne og jeg kan ikke rigtig se hvem personen er, men det bliver ret tydeligt da han siger: ”Det ville være synd at gøre din kjole beskidt.” Matthew. Jeg kigger ned i gulvet og er pinligt bevidst om min rystende krop og klamme ånde, foruden lugten af opkast fra toilettet under mig. Han kigger næsten skyldbevidst på mig, som om han godt ved at jeg ikke vil have ham her. Han tager den ene hånd i sin bukselomme og jeg tager det som et tegn til at han skal til at gå, men han trækker en æske med pastiller op og rækker en frem. Jeg kigger dumt på den og spørger: ”Hvad er det?” Han smiler skævt. ”En pastil, jeg tænker den kan få dit ansigt til at lyse op og få dig til at smile?” Han sætter sig på hug så vi er i øjenhøjde og smiler tøvende til mig. Jeg tager den med tommel- og pegefinger, bange for at få en kildende fornemmelse i hele kroppen igen. Mine fingre propper pastillen i munden og mit mundvand opløser den efter at have kastet den rundt i munden et par gange. Jeg tjekker mine ånde og må tilfreds indrømme at pastillen har virket rigtig godt. Jeg kigger på Matthew og jeg må se rigtig ussel ud, som et andet lille dådyr, for han synker en gang og tager min hånd. ”Det skal nok gå. Hvis det er nerver, så skal det nok gå.” Jeg nikker langsomt, som om jeg skal afprøve ordene inde i mit hoved. ”J-ja,” siger jeg prøvende. Jeg føler mig som en ynkelig og patetisk lille pige der bare er ude efter medlidenhed, så jeg rejser mig hurtigt op og vil gerne ud så hurtigt som muligt. Men da jeg kommer op at stå, sortner det fuldstændig for mine øjne og jeg åbner munden i et lydløst råb. Matthews stærke hænder der holder mig oppe er det første jeg kan mærke og derefter stemmer. Ikke bare Matthews stemme, også en kvindestemme – en meget myndig en. Der er en skærende piget stemme der er højere end de andre. Jeg åbner øjnene og står presset op mod væggen ved siden af båsene på toilettet. Jeg må have været besvimet og mistet bevidstheden for jeg kan ikke huske at komme ud fra toiletbåsen. Det er Matthews hænder der holder mig fast op mod væggen, og jeg vil først til at vride mig fri, men kommer på bedre tanker. Han kigger underligt på mig, og jeg kan mærke at jeg overhovedet ikke har nogen kræfter tilbage i kroppen. Hvis han slipper sit tag i mig, falder jeg sammen. Hen over Matthews skulder kan jeg se Nicholas stå og se bekymret på mig, mens Nataly slår med en hånd på hans arm og ivrigt prøver at overbevise ham om, at han burde komme med ind til festen igen. Det ser ikke ud som om han hører hende, men bliver bare ved med at stirre på mig og jeg flytter mig blik over på nogle voksne mennesker der står i døråbningen ind til toilettet. Rektor er en af dem og det er hendes stemme der lyder fast og myndig. Jeg kigger på hendes ansigt, som er rynket af bekymring. Nærmest som om hun kan mærke mit blik, kigger hun over på mit og da hun ser at mine øjne er åbne, afbryder sin samtale med de to andre lærere og kommer hen til mig. ”Alice, hvordan har du det? Tillad mig at præsentere mig selv personligt. Det fik jeg ikke chancen for, da du ankom til skolen eftersom jeg var udenlands. Jeg hedder Carmen Gilroy Charwick og er rektor på skolen – som du nok har bemærket,” tilføjer hun med et smil. Hendes stilfærdige og rolige stemme får mig omgående til at slappe af. Matthew lægger med det samme mærke til det, og stiller sig i stedet hen ved siden af mig og holder mig oppe med hans arm om mit liv. Jeg tænker ikke rigtig over det upassende i det, for jeg har alt for travlt med at høre hvad rektor har at sige. ”Du kan bare kalde mig Carmen,” fortsætter Carmen roligt. ”Du må have haft en hård første skoleuge, men jeg ser at de unge Harrisons har taget sig godt af dig i dag.” Carmens stemme fortsætter henvendt til Matthew: ”og det regner jeg de vil fortsætte med.” Jeg ved ikke om jeg er paranoid eller naiv, men jeg synes der lå en undertone af noget andet end bare en forventning, i det Carmen sagde. Jeg kigger på Matthew som ser på mig og giver et afmålt nik. Nicholas, eller jeg burde nok begynde at kalde ham Nick, for han nikker også med stor entusiasme. Nataly står ved siden af ham og ligner en kvælerslange der hvert øjeblik kunne finde på at kvæle… mig. Jeg står bare og tænker – ja, jeg ved ikke hvad jeg tænker. Jeg tror ikke det her er hvad jeg havde regnet med da jeg fik at vide af min mor, at hun ville have jeg skulle starte her. Jeg havde forventet en helt normal skolegang, godt nok med nogle rige og snobbede klassekammerater, men jeg tænkte at nogle af dem måtte udvise medmenneskelige egenskaber og få medlidenhed med hende den ikke så rige. Medlidenhed? Ja, det kan godt være det er, hvad Matthew og Nicholas har fået for mig. I hvert fald viser de begge at de nok skal passe på mig, og da Carmen slutter af med et: ”Jamen så vil jeg sige godnat til dig Alice, og råder dig til at gå i seng, frem for at fortsætte din deltagelse i festen. Vi vil gerne have glade og raske elever herpå Charwick, og jeg vil mene du har brug for hvile oven på sådan en oplevelse.” Hvad end hun måtte mene at min oplevelse indebar, får jeg ikke tid til at spørge, for Carmen genner pænt lærerne ud fra toilettet og ønsker brødrene og Nataly en fortsat god fest. Hun minder dog pænt de tre om, at hun regner med at nogen følger mig op til mit værelse så jeg ikke ”-omkommer på vejen derop.”

Nataly begynder straks at brokke sig over, at hun nu skal bruge sin aften på at babysitte mig, i stedet for at være ude på dansegulvet og more sig. ”Hvis hun kunne gå herud og kaste op, kan hun vel også gå op i sin seng.” Hun må selv kunne høre, hvor dum hun lyder, og hendes tonefald ændrer sig til indsmigrende: ”- men Nick vil du ikke med ud at danse? Så kan søde Matt følge den lille stakkel op i seng.” Efter min smag fik hun brugt lidt for mange adjektiver, og jeg begynder selv at gå ud ad døren ud i hallen. Matthew følger efter, stadig med armen om mig, som om han er bange for at jeg vælter hvis han slipper. ”Du behøver ikke holde mig oppe længere Matthew, jeg kan godt gå selv… tak,” får jeg tilføjet inden det bliver for sent. Matthew rynker brynene og vi stopper op. ”Det kan vi godt prøve, men…” Da støtten fra hans arm forsvinder sortner det for mine øjne igen, og jeg kan høre gulvet komme susende op mod mig. Jeg kan høre løbende skridt og Nicholas der lyder rimeligt vred: ”Du kan ikke bare give slip på hende Matt for helvede! Hun –” Matthew når at gribe mig inden jeg rammer gulvet, og mit syn klares, idet han får fat i mig igen. ”Mmm… det kan godt være du skal blive ved med at holde mig… oppe,” mumler jeg fortumlet. Da jeg igen står op lægger jeg mærke til hvor høje brødrene er. Min næsetip går lige til Matthews hage og jeg er selv højere end standarten. Jeg tager en dyb indånding og puster højlydt ud. Nataly står igen ved siden af Nicholas. ”Hvis du ikke vil med ud og danse, så går jeg altså selv.” Det skulle måske have lydt som en trussel. At han ikke kunne få hende, hvis han ikke gik med lige nu, men det er åbenlyst at Nicholas er fuldstændig ligeglad med hende. Jeg kan mærke at jeg begynder at synke mere og mere sammen – jeg forstår virkelig ikke hvad det er der sker med mig? Og da Nataly er gået ind gennem dobbeltdørene til festlighederne i salen, er jeg igen omdrejningspunktet for brødrenes opmærksomhed. Matthew sætter sig pludselig på hug og hapser mig ben væk under mig, så hans ene arm er om min ryg og den anden under mine knæhaser. Pludselig stiger vi til vejrs og jeg er, hvad der føles som mindst  to meter over jorden i favnen på Matthew. Nicholas kommer ind i synsvidde og siger surmulende: ”Det havde du da så ikke lige behøvet.” Matthew brummer bare og begynder at gå over mod pigernes vindeltrappe, som om jeg ikke vejer noget. Jeg tager den ene arm om halsen på ham, af skræk for at falde ned. Jeg aner en lille trækning i den ene mundvig hos Matthew da jeg gør det, og jeg må anstrenge mig for ikke at vende øjne af ham. Jeg er ikke lige pludselig faldet for hans charme og helt klart fyldige pengepung – selvom jeg bogstaveligt talt faldt, det var dog ikke for ham, men på grund af ham… eller, det var måske nok min egen skyld, eftersom jeg insisterede på, at jeg selv kunne gå. ”Er der ikke regler der klart fastsætter at der ikke må befinde sig drenge på pigernes værelse, for ikke at sige betræde pigernes vindeltrappe.” Det vil ikke undre mig, hvis de to brødre har haft beskidte planer oppe hos pigerne før. Jeg synes dog alligevel de skal have muligheden for, at beholde deres forhåbentlig pletfri skoleattest. Nicholas begynder at grine og Matthew kan ikke holde et smil tilbage. Jeg kigger på dem hver især og spørger så lidt forurettet: ”Er det her noget I gør tit? Som en eller anden superhelte ekskorte, hver gang en pige besvimer?” Jeg kan mærke min vrede røre på sig, og Matthew som åbenbart er rigtig god til at fornemme mit humør, skynder sig at sige: ”Vi prøver på at hjælpe. Du vil måske hellere blive hernede, indtil der kommer en tilfældig pige som måske – måske ikke – vil hjælpe dig op?” Han laver et påtaget såret ansigtsudtryk, ”du vil måske ikke have en gentleman til at rengøre sin samvittighed ved at bære dig op?” Nicholas griner og dasker ham på skulderen. ”Kom nu, Matt.” Jeg må indrømme at vreden forsvinder og jeg smiler, på trods af træheden der er ved at overmande mig. ”Okay,” mumler jeg og læner mit hoved mod Matthews skulder. Jeg mærker kun den gyngende fornemmelse da jeg bliver båret op af vindeltrappen, og derefter tror jeg at jeg falder i søvn. Jeg vågner igen da Matthew lægger mig i min store himmelseng og han lavt mumler: ”-forstår ikke de store senge, hvis de vil holde os væk.” Jeg glipper med øjnene og kan ikke rigtig finde hoved og hale i hans ord. Det føles som om min hjerne stadig sover, og jeg rækker ud med hånden for at se om jeg drømmer. Min hånd fanger Matthews sorte hår. Det er så blødt som silke og min anden hånd følger efter den anden. Jeg kan høre en underlig brummende lyd, der lyder som… som Matthew. Det lyder ikke som om han spinder, nærmere som om han brummer en veltilfredshed som ord ikke kan beskrive. Jeg tager hænderne til mig – det er altså ikke en drøm kan jeg konkludere. Jeg lukker øjnene og sukker. ”Godnat Alice,” mumler Matthew fra et sted langt væk, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor i alverden Nicholas blev af. 

 

 

~~~ Vil gerne undskylde skift i nutid, datid og alle de tider der nu måtte forekomme i teksten. Jeg havde problemer med at omskifte fra datid - hvilket jeg plejer at skrive i - til nutid, som jeg synes har været passende til den her historie. Og undskyld stavefejl og manglende/for mange kommaer. Jeg har ikke fået rettet teksten igennem. Til slut: TAK hvis du har læst hele teksten. Det værdsætter jeg, og jeg vil blive utroligt glad for respons! :-))) ~~~ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...