Can't you hear your own voice? | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2015
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Igang
Jessica er ikke en helt almindelig pige på 19 år. Nej, for Jessica er døv! Hun går på en High school i Atlanta hvor hun er den pige som alle kan lide og alle synes er sød. Men hun er ikke sådan vildt populær som nogle ville tro, men bare normal. Jessica er den sødeste pige, hun har altid tid til at hjælpe andre. Hun er en meget smuk ung pige, men hun har et stort problem... Hun vil gerne kunne høre, men det er ikke lige nemt da den eneste operation der virker, koster 1.000.000$ Og når man kommer fra så 'fattig' en familie som hun, har man overhovedet ikke råd til den slags. Og det hjælper da slet ikke at hendes far ikke længere lever.. Justin, den verdenskendte popidol, som i nok kender til, er lige vendt hjem fra sin 2. verdensturné. Han har fået fri i 2 uger og der efter skal han spille sin første koncert, d. 4 marts. Men! Hvad sker der når Justin høre Jess synge? Og hvad siger Justin til at hun er døv og ikke engang selv kan høre, sin dejlige stemme? Kommer hun til at høre igen?

11Likes
9Kommentarer
1758Visninger
AA

6. Musik

 

Jess' synsvinkel

Det var nu ca. tre måneder, siden jeg var til min første koncert, siden jeg mistede min far og min hørelse. Det gik meget frem ad, jeg havde fået et deltids job i en musik butik nede i byen. Det tog en masse tid og samtaler, før jeg fik overtalt chefen til at lade mig prøve. Jeg havde arbejdet der i næsten to måneder, og jeg var blevet ret god til det. Jeg solgte instrumenter, stilede nye vare på plads og hjalp kunder med spørgsmål og vejledning. Jeg var god til det, og jeg havde lige fået min første løn, som jeg med det samme havde lagt på min operations opspareles. Jeg havde nu 215 Dollars på opsparingen, det var ikke meget men jeg ville kunne betale operationen om... 2580 om året gange med 388 år=1.001.040 dollars. Jeg ville først have råd om 388 år, og tja så ænge lever jeg nok ikke. Trist tanke, men man må jo bare håbe på et mirakel ikke? Og jeg ville jo nok få et højre betalt job en dag.

En prikken på min hånd fortalte mig at der kom nogen ind i butikken. Det var et sjovt system, ligesom når nogle går ind ad døren i en butik, ringer den, men her prikker den mig på hånden så jeg ved at der kommer nogen. Jeg kiggede op fra min lille notes bog. En lykkerus fløj igennem min krop da jeg så ham. Min aller bedste ven. Nicki. Jeg havde ikke set ham siden jeg flyttede fra Canada. Det er to/tre år siden, eller der omkring.

"Nicki!" Han smilte smørret til mig, og bredte hans arme ud, som et tegn til at jeg skulle give ham et knus. Jeg var hurtigt over på den anden side af disken. Jeg løb ind i hans favn, og krammede ham hårdt. Han duftede godt, og han var blevet stor og muskuløs. Han trak mig stille ud af krammet og kiggede på mig, med et sødt smil.

"Hey smukke." Sagde han roligt og afslappet.

"Hvad laver du her?" Spurgte jeg med et glad og undrende udtryk.

"Jeg er her for at se dig. Er du ikke glad?" svarede han med et spørgsmål.

"Jo selvfølgelig!" jeg krammede ham engang mere.

"Din mor sagde at du var begyndt at synge igen. Er det sandt?" spurgte han interesseret. Jeg nikkede.

"Må jeg høre så?" spurgte han yderligere. Jeg nikkede igen og tog en guitar frem. Stemte den lidt og spillede nogle rekorder inden jeg gik i gang. Jeg kiggede op, han sad bare og smilte til mig. Jeg sang lidt af en ny sang, som jeg havde arbejdet meget på, på det seneste.

I looked away
Then I look back at you
You try to say
The things i can't do

If I had my way
I'd  get over you
Today's the day
I pray that i will make it through

Make it through the fall
Make it through it all

And I don't wanna fall to pieces
I just want to get over you
I don't want to talk about it
And I don't want a conversation
I just want to cry 
Cuz I really hate you

 

Jeg kiggede op lidt efter jeg var holdt op med at synge og spille. Han smilte til mig.

"Hvor er du blevet god! Jeg er glad for at du er tilbage med musikken." Han virkede oprigtigt glad på mine vegne, og jeg var så lykkelig over at se ham.

"Skal vi ikke tage en kop kaffe efter fyraften?" Spurgte jeg glad.

"Jo! Lad os sig kl 17:10.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...