Can't you hear your own voice? | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2015
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Igang
Jessica er ikke en helt almindelig pige på 19 år. Nej, for Jessica er døv! Hun går på en High school i Atlanta hvor hun er den pige som alle kan lide og alle synes er sød. Men hun er ikke sådan vildt populær som nogle ville tro, men bare normal. Jessica er den sødeste pige, hun har altid tid til at hjælpe andre. Hun er en meget smuk ung pige, men hun har et stort problem... Hun vil gerne kunne høre, men det er ikke lige nemt da den eneste operation der virker, koster 1.000.000$ Og når man kommer fra så 'fattig' en familie som hun, har man overhovedet ikke råd til den slags. Og det hjælper da slet ikke at hendes far ikke længere lever.. Justin, den verdenskendte popidol, som i nok kender til, er lige vendt hjem fra sin 2. verdensturné. Han har fået fri i 2 uger og der efter skal han spille sin første koncert, d. 4 marts. Men! Hvad sker der når Justin høre Jess synge? Og hvad siger Justin til at hun er døv og ikke engang selv kan høre, sin dejlige stemme? Kommer hun til at høre igen?

11Likes
9Kommentarer
1760Visninger
AA

3. Koncert? Hvad er det for noget...

Jess' synsvinkel

*Video i dette kapitel*

Jeg vågnede af det ondsvage vækkeur... Jah og nu tænker du sikkert: "Hmm? Var pigen ikk døv?" og JO, jeg er døv! Men mit vækkeur, vækker mig bare ved at blinke voldsomt, som hvis du vågner af at solen skinner dig i ansigtet. Så mit vækkeur det blinker mig i øjnene til jeg vågner og slukker for det. Men nok om det!

Jeg stod op og som sædvanlig, tog jeg noget tøj på. Jeg fandt en sød, rød croptop og et par korte cowboy shorts, som gik lige til navlen. Jeg gik ud på det lille badeværelse vi delte, og tog lidt mascara, som det eneste, på mine øjnevipper. Da jeg var færdig, gik jeg ned i køkkenet og spiste min morgenmad. Min mor var allerede taget på arbejde, så jeg var alene. Der lå 20 dollars på bordet til frokost, dem tog jeg hurtigt og lagde i min taske. 

Jeg kom til skolens parkerings plads og parkerede. Jeg steg ud af bilen, tog min taske og gik hen til hoved indgangen. På vejen ind mødte jeg Angelina, min aller bedste ven. Vi havde været venner siden jeg startede på skolen, for to år siden. Hun var helt oppe at køre over et eller andet. 

"Jeg har fået biletter til Justin biebers næste koncert! Det er om 2 men alligevel, det er for vildt!!!" hvinede hun vildt. Nogle gange er jeg faktisk glad for at jeg ikke kan høre.

"Og DU skal med!" A HVAD? Ville hun have mig med til en koncert? hvor man skal 'HØRE' musik?

"Har du spist søm til morgenmad?" spurgte jeg sarkastisk.

"Øhmm nej, hvorfor?"spurgte hun forvirret.

"Altså hvis du nu skulle have glem det, må jeg jo hellere lige minde dig om det. JEG ER DØV!" Hun tog sig lidt til øret.

"Ja okay, men det er jeg altså ikke. Du behøver ikke at råbe." svarrede hun med et sarkastisk grin.

"Men vil du ikke nok tage med? det er den 4 Marts." sagde hun på en lokkende måde. Det hjalp bare ik.

"Seriøst? du vil have mig til at stå og glo på en der står og synger? Og så på min fødselsdag."

"JA! Kom nuuu, det er nogle vildt gode pladser og de var vildt dyre, og så er du den eneste jeg vil have med!" Jeg tænkte lidt over det, og nåede frem til en beslutning.

"okay, jeg tager med."

"Fedt."

Vi gik til time og det var virklig spænende. Jeg elskede historie, der var altid noget nyt og spænende man kunne lære i det fag. vi fik hurtigt fri, da der var mange syge lærer. Jeg havde spurgt Angelina om vi skulle tage hjem til hende efter skole, men hun skulle noget familie ting. Så jeg måtte finde på noget andet.

Jeg besluttede at gå ned i parken. Jeg havde lige været hjemme med bilen, og gik så hjemme fra. Der var ikke så langt. Der var ikke særlig mange mennesker, men der var da nogle. Jeg så en ældre mand, som nok godt kunne være hjemløs eller noget. Han sad med en guitar i hånden og spillede en smuk melodi, foran ham lå guitar kassen med en smule små mønter i. Det var ikke mange penge han havde 'tjent', så jeg gik roligt over til ham.

Han kiggede kort op på mig, men sank hovedet igen. Jeg lagde de 20 dollars, jeg fik om morgnen, ned til de andre små penge. Han kiggede på mig med et smil. 

"Tak." sagde han taknemmeligt. 

"Det var da så lidt." svarede jeg med et smil.

"Kan du spille selv?" spurgte han inertserret.

"En smule, ikke det vilde. Det er meget lang tid siden" Han rejste sig langsomt op, og rakte mig guitaren.

"Tak" Jeg begyndte at spille, sidst jeg spillede var med min far for 9 år siden. Han døde da jeg var 10, i en bilulykke.  Men det vil jeg helst ikke snakke om. Dengang sang jeg også, men efter min fars død spillede jeg eller sang over hovedet ikke. Da han var død, og jeg ikke selv kunne høre musikken, mente jeg det kunne være lige meget. Men det øjeblik jeg stod med guitaren og mærkede musikken, blev jeg revet med. Jeg begyndte at spille den sang min far og jeg havde skrevet, for lang tid siden. Utroligt at jeg kunne huske den.

 

 

 

 

Jeg blev helt glad indeni, jeg havde fået lysten til sang og musik tilbage. Selvom jeg ikke kunne høre musikken, kunne jeg mærke den! Lige siden jeg blev døv, har jeg været fuldstændig ligeglad, med alt hvad der har med musik at gøre. Men nu har jeg virkelig fået lysten tilbage.

"Tusinde tusinde tak! Du ved ikke hvor stor betydning du har for min fremtid!" sagde jeg, helt ubevidst om at han sikkert ikke fattede en meter af hvad jeg mente. Men what the hell! Hmm, god sang tittel...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...