Sjæle-tremme

En kort novelle om at føle sig fanget i sin egen triste tilværelse, at tage springet ud i det fremmede, og give slip på frygten for det anderledes.

2Likes
2Kommentarer
230Visninger

1. ONESHOT

 

 

 

 

 

Jeg trækker vejret dybt ind, og den frosne luft river i min hals. Min ånde danner mønstre, før den danser ud i intetheden. Jeg kan høre mit hjerte slå. Det hiver i mig, forsøger at undslippe mit bryst. Væk, væk, væk. 

     Jeg er alene. Men at være alene er ikke det der gør mig ensom. Ensomheden har altid været der, selv når jeg var omringet af mennesker. En evig påmindelse om, at jeg ikke var som alle andre. Et længselsskrig, kun jeg kunne høre, og som banede sig hele vejen igennem min sjæl, gennemborede min krop med den evindelige tomhed. Mit hjerte er ikke det eneste der vil væk. Alt indeni mig vil væk. Væk fra det her. Væk fra alt. 

    Jeg lukker øjnene, og lader hovedet hvile mod den kolde stenmur. Kulden får tårerne til at stikke på mine kinder. Jeg vil hjem, men jeg ved ikke længere hvor hjem er. Måske findes det slet ikke, måske vil der aldrig være et hjem for mig. Tanken plager mig, og stilheden er overdøvende. Den omkranser mig, lukker mig inde. Umulig at bryde. Umulig at overvinde. Jeg er en del af den. En del af den stilhed, verden forsøger at glemme. En fortabt stilhed alene på en fortabt togstation. 

    En person sætter sig ved siden af mig. Tager min hånd, og giver den et kærligt tryk.  

   “Du kan vælge din egen skæbne.” siger personen. Jeg nikker fjernt, men tror ikke på ordene. Min skæbne er allerede valgt. Skæbnen som den usynlige. Den uhørlige. Ingen kan undslippe deres skæbne. Den hænger over dem, holder dem fanget i deres eget fængsel. 

   “Men du har selv nøglen til det fængsel,” siger personen, og jeg mærker et hoved hvile mod min skulder. “Du skal bare række hånden ud, og låse døren op.”

   Jeg ryster på hovedet. Forvirret og vred på samme tid. Hvis jeg ikke er i mit fængsel, så er jeg ingen steder. Så kan jeg ikke længere forsvinde, tage væk fra den virkelige verden. Så er jeg et fremmed sted. Og det fremmede skræmmer mig mere end det kendte. 

   “Måske er det fremmede bedre.” siger stemmen, og jeg mærker tårerne prikke mod mine lukkede øjne. “Måske er du ikke længere væk i det fremmede. Måske er det fremmede i virkeligheden hvad du troede var det kendte, og det kendte hvad du troede var det fremmede.”

   Måske. 

  Jeg åbner øjnene, og ser mig omkring på den tomme togstation. Min hånd føles kold, og jeg trækker den til mig. Ordet ‘måske’ rummer inden i mig. Måske kunne jeg låse mit eget fængsel op. Flygte fra det kendte til det ukendte. Forsvinde fra den virkelighed jeg troede var alt der var, og udforske noget nyt, noget anderledes, noget bedre måske. Min øjne lukker sig sammen, og personen finder min hånd igen. Stilheden er overdøvende, men ikke længere ubehagelig. 

   Jeg tørrer mine tårer væk fra kinderne og snøfter, mens jeg mærker tarmene indeni mig, der skriger efter varme. Efter tryghed. Kærlighed. Mine tanker og spørgsmål er faldet til ro. Som et spædbarn der uafbrudt har grædt i et år, men pludselig tier stille. Et ekko af stilhed fylder mig. Kun én ting står klart indeni mig, og får mig til at glemme kulden der river i min hud. 

   “Det er okay at være bange.” siger personen, og fletter sine fingre ind i mine. Jeg nikker, og forstår pludselig at skræk ikke er det der har tilbageholdt mig fra at flygte. 

    Virkeligheden har. 

   Virkeligheden, der har smittet min sjæl med sygdomme og begær. Gjort den svag. Uigenkendelig. Gemt væk bag løgne og indbildninger. Forgiftet mig med et usympatisk sind, svækket mig med værdien af bedrag. Svoret troskab til mig, og forrådt mig igen. Gav mig opfattelsen af forkert og rigtigt. Jeg var forkert. Virkeligheden var rigtig. 

   Og jeg mistede min sjæl. Det eneste mig. Den eneste virkelige sandhed. Lod mig være tilbage, efterladt i skyggerne. Glemt. Gemt væk. Isoleret fra omverdenen, og distanceret fra tanker, følelser, forundringer. Alt der kunne får mig til at tvivle på virkeligheden. Endnu en fortabt vandrer, i evig søgen efter en sandhed, der ikke længere findes. 

    Men jeg fandt den igen. 

    “Ja.” siger personen ved min side. 

    Vi rejser os op, og mine muskler beklager sig ømt ved den pludselige bevægelse. Mine fødder balancerer på asfalten, mine knæ er på bristepunktet til at knække sammen. Men personen ved min side holder mig oppe. Får mig til at fortsætte. Mod skinnerne. Mod det fremmed. Den ægte virkelighed

    Jeg stiller mig helt tæt ved kanten, og betragter skinnerne under mig. Vinden blæser kraftigt, og får mine tænder til at klapre. Mine fingre krummer sig sammen.

    “Ingen fortjener et liv bag tremmer.” siger stemmen. 

     Langt væk kan jeg høre toget komme.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...