Changing

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2014
  • Opdateret: 23 dec. 2014
  • Status: Igang
Livet var besværligt, livet var et langt maridt som man ikke kunne vågne op af. Tro mig, jeg havde fået nok af det. Men kort før lunten gik, trådte en person ind i mit liv og ændrede på alt. - A true love story

0Likes
0Kommentarer
137Visninger
AA

2. Kapitel 1 - New chapter in life

New chapter in life: 

Regnen piskede mod ruden. Solen havde gemt sig bag skyerne, og det havde den gjort de sidste par dage. Jeg havde aldrig været vild med efteråret. Jeg havde altid dømt efteråret som tre lange depressive måneder, hvor der skete ´Nada´. Der var intet godt i efterår. Kun at man på det tidspunkt kunne se ned til vandet fra vores hus, fordi træerne der blokerede udsigten, tabte deres blade, men ellers intet andet. Mit liv var ikke det store. Det meste af tiden brugte jeg på at ligge i min seng, med min sædvanlige te og kiggede op i loftet, røvsygt ikke. Min familie var også fucked up. Min far døde da jeg var 14 af kræft i leveren. Min mor endte derefter med en langvarig depression, og kunne ikke lave andet end at ligge i sengen. Hun kunne ingen gang deltage på min 15 års fødselsdag. Og jeg tilbragte ellers bare dagen på mit værelse alene, med min dårlige samvittighed.

Jeg havde også en lillesøster. Hun var 15 år nu, et år yngre end mig hvilket tit undrede mig, var jeg ikke perfekt nok da jeg blev født, eftersom min mor allerede blev gravid igen 3 måneder efter jeg kom til verdenen. Rosie hed min kære søster. Hun var godt i gang med teenageårene. Fester, druk osv. Vi var stik modsatte, Rosie havde massere af venner, hun var den populære, den anerkendte og respekterede. I forhold til mig, som de færreste brød sig om. Ingen gang Rosie brød sig særlig meget om mig, hvor trist. Så ja mit liv var pænt meget ude og skide, og jeg havde rimelig meget mistet troen på livet. Men nu tænker de fleste sikkert at jeg hver dag kom hjem, lagde mig ned i min seng og lod tårerne få frit løb, men nej. Jeg var ikke ked af det, jeg ønskede ikke være nogen anden, jeg gjorde ikke skade på mig selv, hvilket der gik pænt mange rygter om, eftersom jeg altid gik med store hættetrøjer og at da vi på et tidspunkt skulle klæde om til idræt, havde jeg nogle uheldige rifter på mine arme, fordi jeg havde leget med min kat. Pigerne havde uheldigvis misforstået det og nu gik der rygter om det, fedt. Jeg var faktisk ret følelseskold. Efter min far døde havde jeg bare lukket mig selv inde, ikke taget mig af hvad der skete i omverdenen, og bare passet mig selv, og det gik det også helt fint med, indtil der en dag trådte en fremmed ind i det og ændrede på alt.

 

*

det var torsdag og jeg startede som altid dagen med en kop te. Jeg kunne altid nå ti minutters alene tid før dagen ellers gik i gang på fuld drøn. Rosie kom altid løbene ud i køkkenet og var normalt ved at vælte over bordbenet, fordi hun for det meste kom til at sove over sig. Min mor lå i sengen det meste af tiden, da hendes depression stadig var der, og hun havde tit svært ved at komme op om morgenen. Det passede mig skam også fint for så skulle hun ikkd komme og kommentere på, at der nu var krummer ud over det hele og at nu var der altså beskidt igen. Hendes rengøringsvanvid kunne irritere mig gruelig meget. Jeg tog normalt tingene i slowmotion men alligevel var det altid mig der endte med at stå og vente på bussen i ti minutter, og Rosie der altid lige nåede hen til busstopstedet før bussen kom. Rosie satte sig altid helt bagerst i bussen, på det sæde som drengene havde spærret til hende. Jeg satte mig for det meste helt oppe foran, for der var aldrig nogle der satte sig der, og så kunne jeg være i fred. Men denne dag blev ikke som normalt. For da buschaufføren var ved at lukke dørene,  kom en hånd imellem og blokerede. Ind trådte en høj mørkhåret fyr. Han kiggede selvsikkert ud over sæderne i bussen. Han drejede hovedet rundt, men stoppede da hans blik landede på mig. Jeg kiggede hurtigt ned i gulvet og håbede på han ville fjerne sin stirren fra mig, men nej. Han pegede på min taske, som stod på sædet ved siden af mig.

”Må jeg have lov at sidde?”. Jeg kiggede op på ham i lang tid, i et håb om at han ville ændre mening og finde et andet sæde. Men det gjorde han ikke. Jeg tog fat om håndtaget på min taske, uden at fjerne blikket fra ham, og satte den på gulvet foran mig. Han gav mig et kort nik og satte sig ned. Jeg kunne mærke alles blik i ryggen, og forstillede mig hvordan folk tænkte, hvem ville dog sætte sig ved siden mig, hvem ville overhovedet skænke mig et blik?, nej ingen, så det her var virkelig underligt. Jeg tog mine høretelefoner i igen og satte mig til at kigge ud af vinduet. Det varede dog ikke længe før en besked bippede ind på min telefon.

Rosie:

Hvorfor sidder han ved siden af dig?”.

Ja det ville jeg egentlig også gerne vide, hvorfor havde han som den eneste i hele denne verden, valgt at sætte sig ved siden af mig. Det irriterede mig grænseløst, ingen satte sig ved siden af mig, ingen. Jeg ignorerede Rosies besked, for bussen var inde på skolen. Alle begyndte at stige ud. Jeg tog fat om min taske og rejste mig op, men drengen ville ikke flytte sig. Han sad bare og stirrede på mig, igen. Jeg prøvede at komme forbi ham, men han blokerede for mig. Lidt efter fjernede han sig og jeg steg hurtigt ud af bussen. Jeg kunne mærke han gik efter mig op til skolen. Jeg knugede mine næver og bed mig i læben, for ikke at flippe ud på ham. Hvis jeg skulle være ærlig, hadede jeg at få opmærksomhed, det var så unormalt for mig, så jeg hadede det. Jeg havde bare brug for mig selv, ingen andre.

Oppe i klassen satte jeg min taske på mit bord, som stod for sig selv aller bagerst i klassen. Det var den tid på måneden, og jeg havde ikke fået skiftet bind fra morgenstunden af, så jeg greb fat om min ´bindtaske´ og gik ud mod toilettet. Jeg låste døren og satte bind på. Da jeg var færdig og skulle til at låse op igen fik jeg øje på mit spejlbillede. Jeg sukkede kort og lagde hovedet på skrå. Jeg forstod godt hvorfor folk ikke kunne lide mig. Hvem kunne også lide en person med en personlighed der skriger ´jeg-hader-mit-liv-og-jeg-ønsker-ikke-at-leve´, det tænkte jeg nok, ingen. Jeg fjernede blikket fra spejlet og låste døren op. Jeg fik et stort chok da ham drengen fra bussen pludselig stod ude foran døren. Jeg tog mig let til brystet og kiggede forskrækket op på ham. Jeg knugede min bindtaske ind til mig og prøvede at gå forbi ham. Han satte armen på væggen så jeg ikke kunne komme forbi. Jeg prøvede den anden side men der havde han sat sin anden arm for. Jeg kunne godt mærke irritationen blusse op i min krop nu, og nu var det altså for meget. ”Seriøst hvad er dit problem!” spurgte jeg vredt og lagde armene over kors. Et smil kom frem på hans læber. Jeg kiggede surt op på ham, men han smilede stadig. Han grinte kort og fjernede sin ene hånd fra vægen, og rækkede den frem foran mig. ”Noah, hyggeligt at møde dig”.

Var det en joke?, stod drengen virkelig og prøvede at give mig hånden. Hvorfor havde folk virkelig brug for at gøre så meget grin med mig?, se det var det der var problemet. Folk skulle bare ikke ligge mærke til mig, hvorfor kunne de ikke bare lade som om jeg ikke var der?. Jeg løftede det ene øjenbryn og lænede mig op af væggen. ”Er det din spøj, hvor mange er i, 3?, 4?”. Han kiggede forvirret ned på mig, fjernede sin hånd og rettede sig op. ”Jeg ville bare være venlig”. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...