Shattered

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 15 jan. 2015
  • Status: Igang
En fredelig gåtur gennem en park i New York, ændrer Amanda's liv, da hun bliver vidne til et mord. Da den ukendte gerningsmand løber væk, styrter hun hen til offeret, der er langt væk på den anden side. Da hun nogen dage efter, bliver opsøgt af offeret, roder hun sig ind i noget, der bliver hårdt at rode sig ud af igen.

10Likes
3Kommentarer
518Visninger

4. 3

Jeg fokuserede på vandet, der skyllede det sidste shampoo ud, og kørte hånden gennem håret en enkelt gang. Jeg pressede vandet ud og slukkede bruseren. Jeg stak hånden ud og greb håndklædet, inden jeg viklede det om mig og trådte ud af bruseren. Jeg så op og havde nær faldet, da Mark sad på toilettet og så herhen. "Mark", skreg jeg og han rejste sig op, mens han holdte hænderne op og smilede undskyldende. "Jeg ville ikke forskrække dig eller virke som en eller anden klam dude", konstaterede han og jeg strammede grebet om mit håndklæde, for ikke at tabe det og stå nøgen foran Mark. Selvom han sagtens kunne være min fantasi, så ville jeg ikke risikere noget. "Jeg skal nok hjælpe dig, det har jeg sagt", mumlede jeg og gik forbi ham. Jeg kom ind i soveværelset og han lå i sengen, hvor han kiggede på mig. Jeg fugtede mine læber og gik hen til mit skab, som jeg åbnede. Jeg tog mit undertøj ud og fik det hurtigt på, uden at flashe noget for ham. "Jeg er her ikke for at spørge dig igen", sagde han og jeg så bagud, mens jeg trak en sweatshirt over hovedet. Den dækkede lige min røv, hvilket var nok. Han kunne se mig alligevel i undertøj når jeg sov, så hvorfor dække mig nu. Jeg bevægede mig ud i køkkenet og så rundt. Mit blik stoppede på ham, hvor han sad ved spisebordet og trommede med fingerne på bordet. Et suk forlod mine læber og jeg tog et glas frem.

"Jeg ved godt du er et spøgelse og sikkert har super seje kræfter, men hvis du skal være her, så bevæg dig rundt som et menneske", røg det ud af mig og han så ned i bordet, mens han holdte hånden stille. "Undskyld, det er bare", jeg tog en tot om bag håret mens jeg snakkede, og han afbrød mig: "jeg forstår dig godt". Mine øjne mødte hans og jeg nikkede som et tak, mens jeg åbnede køleskabet og tog en flaske iste ud. Jeg hældte det op i et glas og satte flasken tilbage i køleskabet, inden jeg så på Mark. "Jeg tager tilbage til parken idag", mumlede jeg og drak lidt af isteen. Han nikkede og så rundt, inden han fugtede sine læber og spurgte: "vil du måske gøre noget for mig idag". Jeg smilede og kløede mig i nakken, mens jeg satte glasset. "Det kommer an på hvad", jeg lagde armene over kors og så spørgende på ham, med et opløftet øjenbryn. "Tag hjem til min bedsteven og fortæl ham at jeg er død", sagde han og jeg stirrede på ham, da han fortsatte: "han ved det ikke endnu, jeg har tjekket". Hans stemme lød skrøbelig og såret, hvilket gik lige i hjertet på mig. Jeg nikkede og tog en lydløs indånding, inden jeg venligt svarede: "selvfølgelig". 

•••

"Er det her?", spurgte jeg og så op på huset, mens jeg slukkede bilen. "Ja", kom det svagt fra Mark og jeg så på ham. Sorgen stod ud af hans øjne og jeg rakte hånden ud, for at lægge den på hans hånd. Men jeg kunne ikke. "Jeg, øhm", mumlede jeg og steg ud. Han dukkede op ved siden  få mig og jeg så på ham. "Er det kun mig der kan se dig?", spurgte jeg og så på ham. "Indtil videre ja", sukkede han og jeg så på ham, mens vi gik op mod huset og så på det. Jeg bankede på døren og trådte et skridt bagud, så jeg ikke stod helt tæt på. Den åbnede og jeg så på personen foran mig. En lyshåret fyr, iført sweatpants og der havde uglet hår. "Er du Kevin?", spurgte jeg og han smilede, inden han flirtende svarede: "mine venner kalder mig Jackson, det kan du også gøre". "Han er lidt af en flirt, men han er god nok", sagde Mark og jeg smilede svagt, hvilket fik Jackson's smil til at at blive større. Han lænede sig op af dørkarmen og krydsede armene, mens han lod sit blik glide ned over min krop. "Jeg er her ikke pga hvad du måske tror", konstaterede jeg og han rynkede panden, inden han fugtede sine læber og rystede forvirret på hovedet. "Sig det direkte", sagde Mark og jeg så i retning af ham. Han så på mig og op på Jackson, mens han sagde: "sig jeg er død. At jeg blev skudt i parken og du så det". 

Jeg så tilbage på Jackson, der så forvirret og afventende på mig. "Mark", jeg stoppede og så ned på mine fødder. Jeg løftede langsomt blikket og tog en dyb indånding, inden jeg sagde: "Mark er død". "Jeg har snakket med ham, da han var spøgelse", forklarede jeg og så på Mark, der nikkede svagt. Jeg så tilbage på Jackson og fugtede mine læber. Han stirrede på mig og brød derefter ud i grin, efterfulgt af at han rejste sig op og rystede på hovedet. "Det der er en syg joke, tøs", sagde han og skulle til at gå ind. "Sig at hans yndlings film er Titanic", sagde Mark og jeg så forvirret på ham. "Gør det", sagde han og jeg så tilbage på Jackson, der var ved at lukke døren. "Din yndlings er Titanic", sagde jeg og han stoppede, inden han grinede og så på mig. "Yeah right", mumlede han og Mark gik tættere på mig, mens Jackson skulle til at lukke døren igen. . "Hvis han var til mænd, ville han gå efter Leonardo DiCaprio eller Chris Pine", sagde Mark og så på mig. Jeg stoppede døren med hånden og Jackson så irriteret på mig, mens jeg udbrød: "hvis du var til mænd ville du gå efter Leonardo DiCaprio eller Chris Pine". Han stirrede overrasket på mig og Mark hviskede noget til mig, som jeg hurtigt sagde: "den første gang du fik dit hjerte knust, sagde han til dig at du bare skulle se det som en måde at du blev stærkere på". "At hun ikke fortjente dig, fordi du var for god til hende". Han løsnede grebet om døren og jeg så på ham, inden jeg sank en klump og sagde: "Jackson, jeg kunne aldrig finde på at lyve". "Er han virkelig død?", spurgte han om og jeg nikkede svagt, hvilket fik ham til at se såret på mig og spørge: "har du et bevis?". 

Jeg tog en avis frem fra min jakkelomme og rakte ham den. På forsiden var et billede af Mark, med en titel der sagde: "ung mand skudt i park - morderen ikke fundet". Jackson spærrede øjnene op og måbede, mens han tabte avisen. "Det kan ikke passe", hviskede han og tog sig til ansigtet, inden han satte sig ned på dørtrinnet og stirrede ud i luften. "Trøst ham", hviskede Mark og jeg så på ham, inden jeg satte mig på hug foran Jackson og så på ham. "Jeg er ked af det", sagde jeg og tog hans hånd. "Så du det ske?", spurgte han og jeg nikkede, hvilket fik ham til at se væk. "Jeg prøvede at redde ham, men jeg kunne ikke", sagde jeg og kunne mærke gråden passe på. Hvis jeg ikke havde været der den dag. Ville alt så have været anderledes? En tårer løb ned over hans kind og jeg lagde hånden på hans skulder, inden jeg gav den et klem. Han rakte hånden bagud og greb en t shirt, som han hurtig tog på. Bagefter rejste han sig og tog en jakke. "Kom", kommanderede han og lukkede døren, samtidig med at jeg rejste mig og så på Mark. 

Vi gik hen i en lille park ved siden af hvor Jackson boede. "Kendte du Mark?", spurgte han og jeg rystede på hovedet, da han så på mig. Han kørte en hånd gennem sit hår og smilede skævt. "Kan du virkelig snakke med ham?", spurgte han og jeg nikkede, hvilket fik ham til at stoppe op. Jeg gjorde det samme og så forvirret på ham, mens jeg skubbede en tot hår om bag øret. "Virkelig?", han kneb øjnene sammen og så skeptisk på mig. "Er han er lige nu?", spurgte han og jeg så hen på Mark, der stod mellem os. Jackson gjorde det samme, men rynkede panden. "Er han foran mig?", spurgte han og skævede tilbage på mig, hvilket fik mig til at nikke. "Mark, hvad sagde min mor til mig før hun skred?", spurgte han såret og jeg så på Mark, der så på mig og sagde: "det er bedre sådan her, du behøver mig ikke". Jeg gentog sætningen og så på Jackson, der så overrasket på mig. Vi stirrede på hinanden i 30 sekunder og jeg skulle til at sige noget, da han brød ud i gråd. Han hulkede og jeg gik hen til ham, hvor han slog armene om mig. Jeg omfavnede ham og kærtegnede hans ryk, mens dybe hulk kom fra ham. Det gav et ryk i ham nogengange, når han græd, men jeg var lige glad. Jeg forstod hvad det betød at miste en. Mark gik om bag Jackson og så på mig. "Du græder", hviskede han og så rundt, inden han forsvandt væk. Først nu lagde jeg mærke til tårerne, på mine kinder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...