Shattered

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 15 jan. 2015
  • Status: Igang
En fredelig gåtur gennem en park i New York, ændrer Amanda's liv, da hun bliver vidne til et mord. Da den ukendte gerningsmand løber væk, styrter hun hen til offeret, der er langt væk på den anden side. Da hun nogen dage efter, bliver opsøgt af offeret, roder hun sig ind i noget, der bliver hårdt at rode sig ud af igen.

10Likes
3Kommentarer
516Visninger

3. 2

En svag banken, fik mig til at åbne øjnene og stirre ind i den hvide væg foran mig. Jeg gabte og klemte øjnene sammen, mens jeg lyttede. Det bankede på døren igen og jeg hoppede ud af sengen, inden jeg bevægede mig ud mod hoveddøren. Jeg greb min cardigan og tog den hurtigt på. Da jeg kom ud til døren, stoppede det med at banke på. Et suk forlod mine læber og gik op på tæer, for at kunne se ud af kighullet i døren. Der var ingen, så jeg vendte rundt. Et skrig forlod mine læber, da Mark stod foran mig. Jeg veg tilbage og ramte døren, hvilket fik ham til at synke en klump. "Hvordan er du kommet ind?", råbte jeg og så ned på døren. Den var låst. Havde han brudt ind og så låst døren efter sig? 

"Jeg har ikke brudt ind", sagde han og jeg så tilbage på ham. Hans øjne hvilede på mig og gled ned af min krop, hvilket fik mig til at samle cardiganen. "Drenge", mumlede jeg lavt og han grinede, mens han så rundt. "Jeg så dig blive skudt", fik jeg fremstammet og gik tættere på ham. Han havde ikke sår nogen steder. "Det rigtigt", svarede han monotont og jeg så op på ham. "Hvordan kan du?" Jeg stoppede og sank en klump. "Du må ikke blive bange", sagde han og trådte frem mod mig, inden han langsomt sagde: "jeg er død og er et spøgelse". Jeg stirrede på ham i nogle sekunder, inden jeg brød ud i grin og sagde: "du er sjov, Mark". Jeg daskede ud efter ham, men min hånd røg lige gennem ham og jeg stivnede. Vi fik øjenkontakt og blev svimmel, hvilket medførte at jeg væltede og alt blev sort. 

 

Jeg vågnede med et sæt og gispede efter vejret. Jeg lå stadig i gangen. Ved af mig sad Mark og stirrede ud i luften. Han drejede hovedet og sendte mig et smil, hvilket fik mig til at kravle tilbage og trykke min ryg op mod døren. Han sukkede og jeg stirrede skræmt på ham. "Hvordan kan det lade sig gøre", gispede jeg og han trak på skulderne, inden han sagde: "jeg har brug for din hjælp". "Hvem siger jeg vil hjælpe dig", svarede jeg hurtigt tilbage og han lukkede munden, mens han så rundt. "Du var den første til at redde mig", mumlede han og jeg sank en klump. "Jeg vil have dig til at hjælpe mig", han trådte tættere på og det gav et sæt i ham, hvilket fik ham til at stoppe op. Jeg så væk og tog dybe indåndinger, mens jeg hørte ham sige: "du er den eneste der kan hjælpe mig". Mit blik fjernede sig fra pletten på væggen, til Mark's brune øjne. "Hvorfor er jeg det?", spurgte jeg og han åbnede munden for at sige noget, men jeg afbrød ham panisk og hysterisk: "hvorfor flipper jeg ikke mere ud? Jeg snakker med en død". Han bed tænderne sammen og jeg tog mig til hovedet. "Jeg sover stadig. Det er derfor", grinede jeg hysterisk og rejste mig. Mark trådte bagud så han stod i døren ind til soveværelset, men jeg styrtede igennem mig. Det løb koldt ned af ryggen på mig og en bølge af følelser skyllede ind over mig. Sorg, vrede, forvirring. 

"Er det dine følelser?", spurgte jeg hviskende og kunne fornemme ham bag mig. Da han ikke svarede, vendte jeg rundt og sank en klump. Han var ingen steder at se. Havde han overhovedet været der?

•••

Jeg trykkede min hånd mod min pande, inden jeg tog en dyb indånding og bevægede mig ud i køkkenet. Jeg havde været på mit værelse lige siden, jeg var besvimet. Jeg tændte lyset og kiggede rundt, inden jeg kiggede bag døren. Der lød en rømmen henne fra spisebordet og jeg så derhen, hvor Mark sad. "Hvad vil du mig?", spurgte jeg hysterisk og han rejste sig, inden han med store skridt var henne ved mig. "Hvorfor er du ikke bange?", spurgte han og lagde hovedet på skrå, inden han skød øjenbrynene i vejret og lagde armene over kors. Han var utrolig flot. "Jeg tror på spøgelser og er ikke bange for dem", konstaterede jeg og så ned over hans krop, inden mine øjne mødte hans igen. En lille rynke kom frem under hans øjne, da han smilede. "Hvorfor har du opsøgt mig?", spurgte jeg og lagde armene over kors, henover brystet. 

Han sank en klump og så væk, inden han kløede sig i nakken og kiggede på mig igen. "Jeg har brug for din hjælp", sagde han og trådte frem mod mig. Det gav et sæt i mig og jeg trådte et lille skridt bagud, inden jeg rynkede panden. "Du var den eneste der så mig dø", forklarede han og jeg så ned i jorden. "Du var en af de eneste der prøvede at hjælpe", fortsatte han og trådte frem mod mig, hvilket fik mig til at se op på ham. "Du er nød til at hjælpe, for jeg kan ikke huske særlig meget omkring hvad der skete. Det sidste jeg husker er dit ansigt", han så panisk på mig og jeg fugtede mine læber, mens jeg tog mig til hovedet og han fortsatte: "min familie ved ikke hvad de skal gøre. Begravelsen er på lørdag". "Jeg tager med", røg det ud af mig og vi så på hinanden i lidt stilheden, hvilket fik mig til at krympe mig lidt under hans blik og sige: "det kan være det ville hjælpe lidt". Han nikkede og smilede. "Vil du hjælpe mig?", spurgte han og jeg nikkede, inden jeg svarede: "i min fritid ja". "Tusind tak", hvinede han og styrtede frem mod mig. Hans krop ramte min og et sus gik gennem mig, hvilket fortsatte i nogle få sekunder, før det stoppede igen og han røg gennem mig. Jeg så bagud på ham, mens han så forvirret på mig og spurgte: "rørte vi lige hinanden? På en måde?". Jeg nikkede og så rundt. Da jeg så tilbage, var han væk. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...