Dear Diary,

Jeg har lavet denne slags dagbog, som jeg stadigvæk ikke rigtig har fundet ud af hvad skal gå ud på, jeg har så meget at skrive om. Normalt hader jeg sådan noget, der findes intet mere irriterende end hvis nogen sidder og skriver om alt muligt, for at andre skal have ondt af dem. Men jeg har tænkt mig at bruge denne til at få nogle ting ud som har holdt mig tilbage i visse siturationer, og måske forhåbenligt, så vil mennesker der måske læser dette få lidt råd, til at håndtere visse ting, jeg ved det ikke men det kunne være fantatisk. Jeg har ingen anelse om man rent faktisk må dette herinde, men prøver.

3Likes
0Kommentarer
228Visninger

1. Begyndelsen -


Mit navn er Natasja. Jeg er fjorten år gammel, og har børneleddegigt. Det har jeg haft lige siden jeg var fire år gammel. Det er en usynlig sygdom - Det vil sige at man ikke kan se at jeg har den sygdom, med mindre du er læge hvert fald.  Jeg kan allerede være ærlig fra start, det stinker. Der er selfølgelig fordele som f.eks. folk ikke spørg og sådan nogle ting som “Hvorfor ser du sådan ud?” “Hvorfor sidder du i kørestol?” Og at hvis man ikke har lyst til at dele det med andre, kan man bare lade vær med at fortælle det. 

Heldigvis er min sygdom blevet forbedret gennem tiden, jeg kan hvert fald gå langt (men langsomt) uden at skulle bruge en kørestol, og få mine egne sokker på! Selvom jeg ikke kunne gøre for det, var det alligevel pinligt at skulle spørge ens mor som tolv-årige, om hun ikke lige ville give en sokker på fordi man havde det dårligt. Selvfølgelig er det en del af mit liv og hver dag, men derfor fylder det overhoved ikke så meget som det lyder.

Jeg går i speciel klasse fordi jeg er bagud, og fordi jeg har brug for en smule hjælp engang i mellem. Men det er faktisk fint for tiden, hvilket er fantastisk! Hvis man kigger på førhen og til nu, så har jeg forbedret mig en del. Det eneste jeg nok er helt bagud med er Matematisk, åh. Men det jeg nok ikke den eneste der er? Ikke for at lyde selvisk, men er stolt af mig selv, for den enegangs skyld. 

Og som mange desvære kæmper med, har jeg engang selvskadet, men stoppede for et-to år siden. Det går mig meget på, og fylder meget af min hver dag, og jeg kæmper stadig med en masse problemer. Som f.eks. Søvnproblemer, selvtillids problmer,  selvhad osv osv. Jeg tænker rigtig meget over tingene, lidt for meget engang i mellem, og glemmer at have det sjovt. Jeg er ekstremt nedtrykt til tider, og kan overhoved ikke klare mig selv. Der ligger rigtig mange historier bag hvorfor jeg har gjort de ting mod mig selv, og det ville tage rigtig lang tid at forklare. Men f.eks. er jeg blevet drillet meget med jeg var overvægtigt som lille, rigtig meget endda. I dag er jeg heldigvis normalvægtig  og har det bedre. Men fortiden ligger der jo stadig et sted og fylder. Jeg kan slet ikke se noget smukt i mig selv, jeg virker måske slet ikke som sådan en person hvis man kender mig, men jeg hader faktisk mig selv til tider. Jeg lever meget i skyggen af at jeg ikke er god nok, jeg ligner ikke alle de andre og at blive overvægtig igen. Det er bare en ting, som har overtaget mig nogen gange, hvis man kan sige det sådan. Men snart er jeg et år clean, hvilket jeg er virkelig stolt af! Jeg har fundet ud af at “Happiness is a choice” Hvilket er rigtigt, det siger meget. Jeg vil mene, man er ikke nok trist, hvis det ikke er gået op for en “Det sku for sygt det her”

Jeg har lært at snakke med andre folk om mine problemer, hvilket er en klar lettelse. Det hjælper ikke på problemet, men det letter stadigvæk hvis man virkelig bliver ædt inde fra. Vil ikke lyde som en eller anden pædagog som ved alt - men det er fantastisk i sidste ende, man skal være selfølgelig være sikker på hvem man fortæller det til. Men f.eks. du har en virkelig dårlig dag, dit problem fylder alt og du kan ikke overskue en skid, så er der hvert fald én som ved hvad problemt kan være? Vi alle har prøvet, hvis man hvert fald er i problemer, at lyve om man har det fint og det er noget hovedepine. Jeg vil bare i sidste ende, anbefale det til folk der har nogle problemer de kæmper med. 

Ikke nok med jeg har været okay til at hjælpe mig selv videre i livet, har 9 dreng “været” der til at hjælpe mig. Luke Hemmings, Ashton Irwin, Michael Clifford, Calum hood og Liam Payne, Harry Styles, Niall Horan, Louis Tomlinson, Zayn Malik. One Direction og 5 Seconds Of Summer. Mange navne haha, men det også to bands. Du tænker sikkert “Okaaay, hvorfor hjælper de overhoved dig? De ved ikke engang du er født og lever i denne her verden” - Hvilket er sandt, men selvom de ikke kender mig. Så har jeg stadig den følelse af de hjælper mig videre, med deres humor og glæde. Jeg er glad, når de er glade. Og også bare følelsen når man lytter til deres sange, det helt ubeskriveligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...