Why? - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2015
  • Opdateret: 16 feb. 2016
  • Status: Igang
Emily møder tilfældigt en ukendt dreng i vaskehallen. De udveksler numre, og det hele udvikler sig til et venskab med lidt fordele. Men paparazzierne forfølger Emily, hvorfor? En vis Harry Styles har en rolle i det, men Emily aner ikke hvem han er. Eller gør hun? Er han i virkeligheden en af de personer hun er begyndt at holde forfærdeligt meget af? Løgne viser sig, og hele Emilys hverdag bliver vendt på hovedet. Men pågrund af hvem?

29Likes
40Kommentarer
13915Visninger
AA

9. Kapitel 9

Kapitel 9


Jeg hørte min telefon ringe igen, men jeg ignorerede den. Igen, igen, igen. Og en helt masse flere igen'er. Jeg lå på min sofa med mine hyggesokker, uredt hår og mascara i hele fjæset. Og så selvfølgelig min dyne, men det giver vel næsten sig selv. Mit fjernsyn kørte, lige nu på reklamer, mens jeg sad og tudede. Og sådan havde både i dag og i går foregået. Så ja, jeg havde pjækket for uni'et, og nej, jeg var ikke stolt over det. Men. Jeg lignede en lort, så jeg kunne simpelthen ikke vise mig. Surt for dem. Og for mig.

Jeg havde aldrig nået, at melde afbud til Claire. Hvilket ikke ligefrem gjorde mit humør bedre. Jeg havde ikke engang taget mig sammen til, at skrive en besked eller bare lige ringe. Sikke en idiot jeg var og sikke synd det var for mig. Hun havde helt sikkert stået og ventet i flere timer, og det var helt sikkert også hende, der havde ringet til mig en million gange de sidste dage, forståeligt nok.

Jeg havde bare fået nok. Af alt og alle. Hvorfor fanden findes der idioter? Hvorfor fanden har Gud opfundet mennesker, der kun smadrer alt for andre? Idiot. Både Gud og alle idioter, undskyld Gud.

Jeg skiftede kanal på fjernsynet. Og, selvfølgelig, kom Harry Styles frem på skærmen. En fin update om hans forskellige flirter, der åbenbart er fundet om vinteren. Ej idk, jeg valgte ligesom ikke at lytte.

Jeg kiggede på ham. Burde jeg kalde ham Harry Styles? Altså, det var jo hans navn, men.. Arrrhh, det var for træls. Ham, som jeg de sidste uger havde haft det så sjovt med, havde åbenbart et helt andet navn. Han havde løjet om ALT! Ikke en ting var sandheden. Ikke engang hans navn eller job var sandheden. Det var nok også det der ville afsløre ham mest, men alligevel. Han havde forhelvede fået mig til, at sætte alt min tid af til ham. Jeg havde troet på alt hvad han sagde, grinet af alle hans jokes, forklaret ham om mine op og nedture og ladet ham åbne mig op. Og så valgte han, som den største taber, at fucke det hele fuldstændig op. Han var grunden til, at jeg lige nu sad og ikke lavede en skid, imens jeg tudbrølede. Flot Harry Styles, godt klaret. 

But why? 

Til hvilken nytte? At smadre en anden person fuldstændig? Vise at man kan knuse andre? Lade andre tro, at man var kærester, men at man i virkeligheden bare brugte hende? Have noget, at kunne håne og grine af bagefter? Lige meget hvilken latterlig grund han har haft, så har hans plan helt sikkert været, at få mig til at føle sådan her bagefter.   

Jeg har også bare været så mega naiv. Det har været så tydeligt, alle har sagt det til mig og alligevel har jeg ikke ænset det en tanke overhovedet. Jeg har været pisse hamrende naiv, og det har så bidt mig selv i røven. Surt show Emily, but it's your own fault. Sorry to say.

Flere tårer trillede ned af mine kinder. En vrede blussede op i mig, da min mobil endnu en gang ringede. Fattede den person ikke, at jeg ikke gad tage telefonen? Sværere var det vel hellere ikke at forstå. Men da telefonen ringede endnu en gang inden for få minutter, valgte jeg at rejse mig trampende og tage den.

"Jeg gider fucking ikke, at snakke i telefon overhovedet! Jeg hader alt og alle, farvel!"

"Nej vent, Ems. Jeg SKAL snakke med dig, jeg har prøvet at få fat på dig de sidste mange dage. Ik læg på please, kan forklare alt!" Omfg, det var Marc. Eller nej, det var Harry Styles. Ad ad ad.

"Du er den person i hele universet jeg har allermindst til overs for! Du er verdens største nar, og jeg hader dig mere end noget andet." Vreden pumpede rundt i min åre, og mit ansigt var et hundrede procent ildrødt.

"Ja." Wtf? Hvorfor sagde han bare ja? Det kunne han jo ikke bare, det smadrede min forsvarstaler totalt.

"Ja? Er det dit eneste forsvar? Et sølle ja? Ha, du er til grin. Du er en stor idiot, som jeg kunne lide. En falsk person, der fortalte mig alt muligt crap, der slet ikke er i nærheden af en sandhed. Bare skrid ud af mit liv."

"Ems, jeg er forelsket i dig. Jeg kan forklare det hele, please. Jeg kan ikke undvære dig." Ynkelig forsvarstale, meget ynkelig forsvarstale Harry Styles.

"Du har fået efterhånden et par minutter til at forklare, men du vælger at lade mig skælde dig ud. Dårlig stil, Styles, dårlig stil, HARRY FUCKING STYLES!" Jeg skreg det sidste og lagde så på. Jeg var så sur, at jeg ikke engang kunne græde. Gudskelov, jeg kunne ikke græde. Hvor skønt.

"1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10," hviskede jeg stille for mig selv, mens jeg prøvede at få styr på min vejrtrækning. Han havde fået mig helt op i det røde felt, og jeg hadede det. Han skulle hverken få lov til, at gøre mig vred eller få mig til at græde, det var han slet ikke værd. Slet ikke mine tårer, nej, de var dyrebare.

Jeg valgte, efter mit temperament var under kontrol, at skrive til Claire. Jeg skyldte hende jordens største undskyldning, hvilket jeg gav hende i form af en roman over SMS.

#Jeg skrev# Hej min kæreste Claire. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg har dummet mig, og jeg har brændt dig af. Brændt dig for groft af. Jeg er oprigtigt rigtig rigtig ked af det, og jeg ved at jeg virkelig har trådt i spinaten. Du fortjener en ordentlig undskyldning, men det kan jeg ikke give dig.. Der er ingen rigtig undskyldning. Jeg fandt ud af sandheden om Marc, som så ikke er Marc.. Jeg var og er ødelagt fuldstændig. Jeg skylder dig helt vildt meget, jeg er så ked af det. Em.

Ja, det er for mig virkelig en roman.. Jeg skriver normalt ikke romaner over SMS, kun over Twitter.. Hah. Men hun fik i hvert fald en lille roman, og det fortjente hun i den grad. Jeg havde rimelig meget opføret mig som en arrogant bitch, og især når jeg ingen forklaring havde givet hende.

Jeg valgte derefter at gå i bad. Jeg blev nødt til at gå i Netto efter tamponer, for jeg var løbet tør. Mit humør var i bund, og ikke mindst mit underliv. Fucking lort. Og bedst som jeg stod i badet, kunne ikke få noget shampoo ud af bøtten og ikke kunne finde min skraber, begyndte min telefon at ringe. Jeg græd af frustration. Hvorfor er mit liv så fucking ynkeligt? Og hvorfor tuder jeg over en falsk nar? Og hvorfor får jeg min mens samtidig? Omg, jeg hader mit liv.

Jeg valgte at slukke for vandet, træde ud af badet, tage det nærmeste håndklæde og løbe ind efter min telefon. Til min lettelse, var det ikke Harry Styles, men Claire. Og hende blev jeg nødt til at snakke med, hende havde jeg brændt rigeligt af!

"Omg Claire, jeg er så ked af det. Jeg skylder dig så meget, men..." Jeg fik ikke rigtig snakket færdig, da Claire valgte at afbryde.

"Åh Gud, Em, hvor er det dejligt at høre din stemme. Stop undskyldningerne, du er selvfølgelig tilgivet. Men hvad fuck, fik et hjertestop af din SMS, er du seriøs? Den kæmpe nar alligevel." Der var vind i røret, Claire var helt sikkert ude at cykle. Årh sunde skiderik. Ej okay, jeg tuder også bare lidt over alt lige nu, don't judge. Det er jo ligesom hormonernes skyld.

"Altså ja, det hele faldt ligesom bare fra hinanden... Jeg har været totalt blind og opført mig som en arrogant forelsket bitch, men han var bare så sød..." Og så fik Claire hele forklaringen. Med tårer og hele lortet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...