Why? - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2015
  • Opdateret: 16 feb. 2016
  • Status: Igang
Emily møder tilfældigt en ukendt dreng i vaskehallen. De udveksler numre, og det hele udvikler sig til et venskab med lidt fordele. Men paparazzierne forfølger Emily, hvorfor? En vis Harry Styles har en rolle i det, men Emily aner ikke hvem han er. Eller gør hun? Er han i virkeligheden en af de personer hun er begyndt at holde forfærdeligt meget af? Løgne viser sig, og hele Emilys hverdag bliver vendt på hovedet. Men pågrund af hvem?

29Likes
40Kommentarer
13918Visninger
AA

8. Kapitel 8

Kapitel 8

"Hej, De snakker med Emily Anne Smith. Kan jeg evt. snakke med Deres chefredaktør?" Jeg havde valgt at ringe op til et af de største sladderblade. Jeg skulle havde deres kilder og begrundelser, inden jeg kom med nogle konklusioner. Jeg havde valgt at lægge denne søndag af til analyse arbejde. Harry Styles analyse.

"Det er desværre ikke muligt, frøken. Medmindre De har en aftale er det slet ikke muligt at komme i kontakt med ham," svarede den rimelig kolde sekretær.

"Det drejer sig om en del artikler I har skrevet her på det sidste. Jeg er en del af dem," uddybede jeg, og det lød som om hun tastede noget ind på hendes computer.

"Jeg bliver nødt til at have flere detaljer, frøken. Kan De eventuelt fortælle hvem der har skrevet disse artikler?" Var hun dum? Som om jeg tjekkede hvilken idiot, der skrev om mig. Altså wtf.

"Jeg kan ikke fortælle Dem hvem der skriver dem. Men de omhandler Harry Styles og mig, Emily Anne Smith."

"Er det den artikel der er på gårsdagens forside, frøken?"

"Det skal nok passe, ja."

"Jeg kan godt se du er nævnt, frøken. Hvis De lige giver mig nogle minutter, så finder jeg en tid til Dem."

"En tid? Undskyld, men kan det ikke gøres nu?" Spurgte jeg forundret. Hun kunne seriøst ikke mene jeg skulle vente på at snakke med en eller anden journalist, der sikkert ikke gad sige noget alligevel. 
Damen slog en lille latter op, hvorefter hun hurtigt rømmede sig.

"Det kunne De selvfølgelig ikke vide, frøken. Der er rigtig mange, der ringer ind med henvendelser omkring vores artikler, så der er en del ventetid. Men jeg skal nok finde en tid til Dem hurtigst muligt, da De jo er nævnt ret mange gange på det sidste."

"Det kan De ikke mene? Jeg var på forsiden i går, så I vel da forfanden have bare et lille pusterum?" Ja, jeg var frustreret. Hun kunne umuligt mene det. Jeg burde da af alle have ret til at snakke med en med det samme.   

"Jeg beklager, frøken. Kan De eventuelt forklare mig din grund til opringningen? Jeg kan videregive det til manden bag artiklen og De får svar på mail, og behøver derfor ingen aftale, så det går hurtigere," forklarede hun. Jeg sukkede bare. Det var for langt ude. Jeg ringede, og nu skulle de pludselig have min livshistorie. Ej okay, ikke helt, men alligevel.

"Jeg ringede pga. at jeres oplysninger i artiklerne er falske. Jeg er ikke Harry Styles' kæreste eller flirt, og jeg kan bevise det. Derfor vil jeg bede jer stoppe med at skrive om mig omgående!" Jeg havde vist næsten råbt det sidste ind i telefonen, ups. Det irriterede mig bare så forfærdeligt meget. De ødelagde det hele for mig, og jeg blev smadret en lille smule mere, hver gang jeg læste mit navn på nettet eller i kiosken. Det var modbydeligt, og jeg havde allerede mistet min bedsteveninde pga. det. Jeg havde det største had til alt der lignede en artikel, og jeg fik det dårligt hver gang jeg åbnede MSN. Jeg skal til at brække mig hver gang jeg får et nyt follow på Twitter, der næsten hver gang er en lille pige, der hed noget med Styles i sit brugernavn. Ja, det havde smadret mig fuldstændig, og det hele var en stor løgn.

"Jeg kender ikke noget til artiklernes indhold, desværre frøken. Jeg har skrevet Deres henvendelse ned, og den sendes straks videre. Han svarer dig på mail, og derefter kan I evt. aftale et møde eller opkald, hvis det er nødvendigt. Vi har andre på linjen nu, så jeg bliver nødt til at afbryde. De må have en fortsat god dag, og held og lykke." Hun lagde på uden at vente på mit svar.

Jeg sad i et stykke tid og hørte på den bibbende tone, inden jeg nærmest smed min telefon hen af gulvet. Den kunne ikke gå rigtigt i stykker alligevel, så jeg var rimelig ligeglad. En tårer gled ned af min kind, men jeg fjernede den hurtigt. Det blev dog hurtigt umuligt, da tårerne hurtigt rendte ned af mine kinder. Jeg begravede mit hoved i min hovedpude, hvor et mislykket skrig forlod min mund. Det endte med mere at blive et hulk.

Hvorfor skulle alt også gå i vasken for mig? Det helle havde gået så godt. Jeg havde haft det så fint, inden Marc mødte op i vaskehallen. Jeg havde været glad og optimistisk, og jeg havde ikke fældet en tåre, siden min morfars begravelse, da jeg var 7 år. Ergo, jeg havde det rigtig godt.
Nu lå jeg og hulkede ned i min hovedpude over noget jeg knapt nok kunne definere. Hvor ynkelig har man lov at være? Meget ynkelig åbenbart. Desværre. 

I går da jeg snakkede med Claire, havde jeg været klar i min konklusion. Sladderbladene havde fejlet, og jeg kunne nu bevise det. Marc kom hjem efter weekenden, men det gjorde Harry Styles jo tydeligvis ikke, da han vist var rejst helt til Asien for at give koncerter. Derfor havde jeg ret, og de skyldte sikkert Marc en helvedes masse penge i erstatning. Og måske mig, så kunne jeg blive en rich kid. Det kunne være luksus, ahaha.

Nå, men derfor havde jeg så valgt at ringe op til det sladderblad, der havde skrevet mest om os. Og ja, så havde jeg snakket med den irriterende sekretær, der smadrede mit håb og min konklusion fuldstændig. Suk.   

@Emilyisntcool: Awful.. Thanks God

Jeg ved egentlig ikke om jeg er kristen, men det lyder bare en del bedre. Desuden er det godt, at man bare kan skyde skylden på Gud, det passer mig fint.

Det, at der på få minutter allerede var 176 retweets, fik kvalmen frem i min hals igen. Ad, alle de Harry Styles fans. Eller nok mere One Direction fans, men whatever. Jeg plejede aldrig at få så mange retweets, jeg var heldig hvis der tre retweets.. Pisse irriterende. 

Jeg havde aftalt med Claire, at vi skulle ud at spise i aften. Vi havde ikke været rigtigt sammen siden episoden i supermarkedet, som vi ikke snakker om, da det var dybt pinligt og akavet. Anyways, jeg havde faktisk været i bad og var sådan rimelig klar til at hygge mig. 

#Jeg skrev# Hey Claire. Jeg er egentlig klar. Mødes ved hjørnet om 20?

#Claire skrev# Hey Em. Står lige i kiosken, fandt en interessant artikel. Er der om 25. Kys 

Jeg smilede af Claire. Hun fandt hele tiden et eller andet interessant. Jeg satte mit hår op i en hestehale, tog et sprøjt parfume på og svang jakken over armen. Men da jeg trak ned i håndtaget kunne jeg høre en blitz. No fucking way. Det var bare løgn. Ikke flere paparazzier, det var simpelthen for meget. For en gangs skyld kunne jeg ikke mærke mine tårer presse på, så jeg tog en dyb indånding og åbnede døren.

Jeg mødte paparazzierne med et smil og ignorerede deres mange blitzer. Der var ikke overdrevet mange, men der var alligevel lidt. Snak pænt og virk sød, det er mit nye motto.

"Undskyld miss. Må vi stoppe dig to sekunder?" Endelig en nogenlunde sød én, han spurgte i det mindste i stedet for bare at stikke sin mikrofon op i mit fjæs. Var det her min mulighed for, at forklare dem sandheden? Ja, det var det vist.

"Ja, hvis det ikke tager for lang tid. Jeg er lige på vej ud, at spise med min veninde." God start Emily, god start. Fortsæt med den gode tone, det er en god idé.

"Hvordan går det mellem dig og Harry Styles?" Det løb koldt ned af ryggen på mig, da han nævnte hans navn. Ad, det hele handlede fandme om ham. Okay, selvfølgelig var det om mig, når det var en paparazzi, men alligevel.

"Der er noget, som I har opdigtet. Jeg kender ikke denne Harry Styles, jeg har aldrig mødt eller snakket med ham. Jeg har en flirt med en der ligner Harry Styles meget, men det er ikke den samme fyr. Jeg er ked af at skuffe jer." Yes, yes og atter yes. Det kom ud, og nu er jeg fri for deres idiotiske artikler. Yes, you did it Emily.

"Er du nu så sikker på det? Denne herre blev i går set i lufthavnen, og denne herre er Harry Styles. Han er lige taget på tour, som du måske ved. Han blev, kun lidt før, set komme ud af din lejlighed." Paparazzien havde taget et rystet billede af Marc frem. Eller... Nej, det var Harry Styles. 

En voldsom vrede blussede pludselig op i mig. Det der var fucking Harry Styles! Men! Fucking Marc havde haft det der på, da han var hos mig... Ergo, han er ham og han er ham. OH MY FICKING HARRY STYLES! Det svindler, den løgner, den bedrager, den so.

Jeg kiggede forskrækket på paparazzierne, mens jeg tudbrøllede. Høje hulk forlod min mund, tårerne piskede ned af mine kinder og efterladte sorte striber. Først efter hvad der føltes som lang tid, fik jeg bevæget mine fødder. Jeg småløb ind i min lejlighed, smækkede døren bag mig og faldt sammen bag døren... Jeg trak knæene op under mig og lod alle mine tårer få frit løb. Den fucking nar. Min had kunne ikke beskrives. Idiot.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...