Why? - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2015
  • Opdateret: 16 feb. 2016
  • Status: Igang
Emily møder tilfældigt en ukendt dreng i vaskehallen. De udveksler numre, og det hele udvikler sig til et venskab med lidt fordele. Men paparazzierne forfølger Emily, hvorfor? En vis Harry Styles har en rolle i det, men Emily aner ikke hvem han er. Eller gør hun? Er han i virkeligheden en af de personer hun er begyndt at holde forfærdeligt meget af? Løgne viser sig, og hele Emilys hverdag bliver vendt på hovedet. Men pågrund af hvem?

29Likes
40Kommentarer
13927Visninger
AA

7. Kapitel 7

Kapitel 7

"Var jobbet egentlig godt i går?" Spurgte jeg, og han nikkede blot. Efter min drastiske beslutning med kysset i onsdag, kørte det på skinner for mig og Marc. Jeg var lige kommet hjem fra uni'et, det var fredag halvanden uge efter den onsdag, alt var dejligt. Marc havde de sidste dage kun arbejdet efter omkring klokken 17, så vi havde lige et par eftermiddagstimer sammen. Ikke specielt mange, da min tidligste hjemkomst fra uni'et var om mandagen, hvor jeg havde fri 14.15. Suk. Det er ikke engang tidligt.

"Hvad så med i dag?" Spurgte jeg interesseret, mens jeg hældte varmt vand op i min kop. Kaffe en fredag eftermiddag er bare det bedste. Kaffe generelt er ret dejligt.

"Skal være der ved 18 tiden," svarede Marc, og tog en bid af sin bolle. Vi sad i min lejlighed, og Marc havde bagt boller. Det var ret hyggeligt.
Jeg smilede til ham, inden jeg svang mig op på køkkenbordet med min kaffekop i hånden. Gammel vane, det gjorde jeg altid når jeg var alene. Et slags symbol på, at ingen kan bestemme hvad jeg må og ikke må. Marc tog den sidste bid af bollen, og rejste sig fra sin stol. Jeg vidste hvad han var ude på. Hans måde at gå på afslørede ham, og nej, det var ikke ment som et eller andet klamt seksuelt.

"Yes," udbrød Marc som ventet, og begyndte at slå mig med viskestykket. Suk. Han syntes det var så forbandet sjovt at slå mig med et viskestykke, mens jeg drak kaffe. Ret random, men han havde gjort det en del gange de sidste dage.

"Du er så dum," sukkede jeg af ham, men jeg forgæves undveg hans slag med viskestykket. Han grinede bare, hvilket smittede lidt. Og Marcs lille 'leg' førte så til, at vi de næste par timer løb skrigende rundt i min lejlighed. Rettelse, JEG løb skrigende rundt i min lejlighed, med en grinende Marc bag mig. Det værste er, at jeg ikke engang overdriver med tiden. Vi løb rent faktisk rundt i min lejlighed indtil klokken blev kvart i 18, Marcs alarm ringede, og han blev nødt til at smutte.

"Vi ses E," grinede han, da han tog sin jakke på.

"I weekenden?" Ja, jeg var desperat. Jeg har aldrig hygget mig så meget som i den sidste uge, tiden gik alt for hurtigt og timerne imellem alt for langsomme.

"Jeg skal arbejde... Men jeg ringer, okay? Skal høre din stemme, ellers dør jeg," svarede han. Trods det han sagde egentlig var negativt, var det jo positivt. Altså det var sødt det han sagde jo. Hvilket fik mig til at smile. Gud, jeg smiler seriøst alt for meget lige for tiden, få mig til at stoppe.
Jeg nikkede blot som svar, og sendte ham et det-er-okay-jeg-er-en-smule-skuffet-men-det-ved-du-godt smil.

"Jeg ville hellere end gerne tilbringe min weekend med dig, men jeg har nogle lidt anderledes og mere koncentrerede arbejdstider," forklarede Marc. Han trådte helt hen til mig, og lagde beskyttende sine arme om mig. Jeg knugede ham ind til mig, jeg skulle jo lige føle ham inden han forsvandt en hel weekend. Han trak sig lidt fra mig og lod sine læber først ramme min pande, og derefter min mund. Den fantastiske følelse spredte sig igen i min krop, og et smil landede på mine læber.

"Jeg bliver nødt til at smutte nu," mumlede han mod min læber, og jeg nikkede forstående. Det var jo klart nok. Han havde et meget underligt arbejde, som jeg stadig ikke forstod noget af overhovedet. Eller, han gad ikke rigtig fortælle noget, hvilket vel lidt er det samme. Jeg ved ikke.. Jeg tror hans arbejde er et lidt ømt punkt. Lidt ligesom Harry Styles. Han gad ikke rigtig snakke om det, bliver usikker og skifter meget hurtigt emne. Det giver ikke rigtig nogen mening, men jeg har lært at lade det ligge.

"Vi ses, Ems," Vi trak os fra hinanden, han tog sine sko på, lavede et flyvekys og gik ud af døren. Da døren lukkede, kunne jeg allerede mære et hul i min mave. Hvor latterligt det end lyder, savnede jeg ham allerede rigtig meget. Han var ligesom bare blevet en del af mine eftermiddage.. 

Jeg trak min telefon op af lommen og smed mig dovent i sofaen. Jeg burde helt sikkert lave på mit projekt , da det skulle fremlægges i starten af næste uge, men jeg valgte alligevel at logge på Twitter.
531 nye følgere. Hvorfor? Dejligt med følgere, så føler man sig rigtig populær, hehehe. Men så alligevel ikke, det er en dårlig popularition. Ej, det hedder ikke popularition.. Eller hedder det det? Lige meget. Jeg havde lige godt 100 følgere før, nu får jeg ca. 500 nye HVER FUCKING DAG. Det er for underligt, og det er den lille mide af Harry Styles' skyld.

@Emilyisntcool: Miss u.

Om det tweet var henvendt til Sara eller Marc ved jeg egentlig ikke. Jeg savnede jo dem begge, men klart mest Marc, trods det ikke engang var en time siden jeg sidst så ham. Sara valgte ligesom at glemme mig, det var hendes egen skyld. Så tweetet var henvendt til Marc, nu jeg tænker nærmere over det.

At miste Sara betød mere for mig, end jeg egentlig gad indrømme. Hun var ligesom min bedsteveninde igennem mange år, hun var der altid, og hun hjalp med alt. Men pga. et eller andet lorte rygte hun troede på, crashede det hele bare. Fucking lorte Harry Styles.

Jeg blev afbrudt i mine tanker om Saras og mine minder, ved at min telefon vibrerede. Det var Claire, der ringede. Jeg tørrede mine fugtige øjne, inden jeg tog den.

"Hey Claire, hva så?"

"Hej Emily. Ringer jeg på et dårligt tidspunkt, for så kan jeg godt ringe tilbage senere? Det kan godt vente", svarede Claire. hendes indledning til samtalen gjorde det tydeligt, at det godt kunne komme til at tage lidt tid.

"Nejnej, Marc er lige gået, så jeg laver ikke rigtig noget. Spyt ud."

"Apropos Marc. Det omhandler faktisk Marc det her." Hun stoppede kort op, for ligesom at få vejret. Eller sådan noget.

"Det er virkelig virkelig ikke for at blande mig eller sådan noget, okay? Jeg vil dig kun det bedste, det skal du vide. Jeg siger ikke du skal tro på det, jeg ved heller ikke selv om jeg tror på det, men jeg synes du skal overveje det. Du må altså ikke blive sur eller sådan noget, heller ikke ked af det. Du skal i hvert fald bare lige høre det, medmindre du overhovedet ikke vil selvfølgelig, så..." Claires talestrøm af undskyldninger, forklaringer og begrundelser var så lang, at jeg til sidst valgte at slå mit hoved helt fra. Og så afbryde hende bagefter.

"Claire, træk vejret. Det er okay, okay? Jeg skal nok lade vær med at blive sur, okay? Og kom så til sagen." Var jeg for kold? For hård? Jeg har hele mit liv af min mor fået at vide, at min stemme var for følelsesløs, kold og kontant. Hvilket vist ikke var et kompliment.

"Okay, så siger jeg det nu, Em." Hun trak igen vejret for at vinde tid, inden hun fortsatte.

"Jeg har lige set noget rimelig underligt. Eller det er ikke underligt, mere mistænksomt. Anyways, det var omkring Harry Styles og resten af One Direction, der tog videre på deres verdenstour. De blev set i lufthavnen for ca. en halv time siden eller sådan noget. Før det var Harry Styles set forlade sin kærestes lejlighed. Altså dig." Jeg ved ikke om Claire havde tænkt sig at fortsætte, men det lød allerede alt for underligt det hun sagde. 

"Bliver jeg omtalt som hans kæreste?" Mumlede jeg med afsky i stemmen som svar.

"Ja, det gør du. I er overalt på alle hjemmesider og i alle sladderbladene. Bare fordi du ikke kigger på det Em, så forsvinder det jo desværre ikke. Anyways, min pointe er at de lige er taget afsted. Vist nok til Asien eller sådan noget, tror jeg. Ved du tilfældigvis om Marc skulle noget her de næste uger? Du kunne jo evt. undersøge det, og så bevise noget overfor medierne? Det kunne være ret fedt."

Jeg vidste ikke om Claire sagde mere, jeg lyttede ikke efter. Min hjerne havde slået klik, og mit hjerte slog hurtigere end nogensinde før. Det hele gav mening nu jo. Jeg skulle jo være dum, for ikke at forstå det hele. Og så dum var jeg alligevel ikke. Men... Det kunne da ikke være rigtigt kunne det? Kunne det lade sig gøre overhovedet? Var det muligt?

Men jeg kunne jo godt lægge to og to sammen.. Det var vel egentlig rimelig tydeligt, ik? Var det ikke? Fucking pik altså.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...