Why? - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2015
  • Opdateret: 16 feb. 2016
  • Status: Igang
Emily møder tilfældigt en ukendt dreng i vaskehallen. De udveksler numre, og det hele udvikler sig til et venskab med lidt fordele. Men paparazzierne forfølger Emily, hvorfor? En vis Harry Styles har en rolle i det, men Emily aner ikke hvem han er. Eller gør hun? Er han i virkeligheden en af de personer hun er begyndt at holde forfærdeligt meget af? Løgne viser sig, og hele Emilys hverdag bliver vendt på hovedet. Men pågrund af hvem?

29Likes
40Kommentarer
13912Visninger
AA

6. Kapitel 6

Kapitel 6

"Vi blev uvenner", mumlede jeg som svar. Jeg kunne høre et medfølende suk fra Claire i den anden ende af røret, hvilket fik mig til at snøfte diskret igen. Jeg var lige kommet hjem fra uni'et, det var onsdag, og jeg var endelig ovre min sygdom. Det var faktisk dejligt at være på uni'et igen, også selvom jeg egentlig ingen venner havde.
Efter udsendelsen, hvor jeg var indblandet, var der en masse der ville høre sandheden. Overraskende nok, synes jeg at det var rart at de kom til mig. De kunne jo vælge bare at stole på medierne, men mange var alligevel ovre og spørge mig om sandheden. Som jeg selvfølgelig forklarede.

"Han bliver helt sikkert god igen. Lad ham være den der ringer tilbage," forklarede Claire. Claire var så meget anderledes end Sara, og så alligevel ikke. Claire gik knap så meget op i det sociale, og så var hun vist også meget religiøs. Hun gik meget op i tilgivelse, hvilket jeg egentlig synes er fedt nok. Tilgivelse er da en god ting.

"Jeg kom altså også til at råbe lidt, Claire," forsvarede jeg Marc, men jeg kunne lige se Claires rystende hoved for mig.

"Han rev sig fri af dit greb, og løb nærmest ud af din lejlighed. Han burde vide bedre end bare at skride," uddybede Claire. Jeg smilede lidt af hende, og erklærede mig så enig. Hun havde måske ret. Det hele skulle heller ikke være let, men samtidig fandt han mig jo i min lejlighed med en anden dreng. Altså nej, det skal ikke misforstås, men det gjorde han.

Vi har et kæææææmpe projekt, der skal fremlægges i næste uge på mit universitet. Jeg var jo ligesom ikke i skole i mandags, men da jeg kom tirsdag var de allesammen delt ind i grupper, så jeg stod lidt alene. Indtil en dreng, som jeg aldrig nogensinde havde set på uni'et før, kom og spurgte om vi skulle lave projektet sammen. Kort sagt, han reddede min røv rimelig meget.

Da vi jo var én dag bagud i forhold til de andre, tog vi hjem til mig, for at komme godt i gang. Men Marc kom som en overraskelse, hvilket btw. gjorde mig overglad, men så mig så i sofaen med den anden dreng, da vi holdte pause med frugt. Han hedder forresten Ben, og er egentlig okay sød. Sort hår og mørke øjne, men smilte og snakkede nærmest ikke, hvilket er lidt svært for mig. Men vi fandt ud af det.

Marc så ham åbenbart som en konkurrent, for lige så hurtigt som han var vadet ind af døren, var han på vej ud igen. Jeg havde selvfølgelig prøvet at blokere døren for ham, hvilket også havde delvist lykkedes. Jeg havde forklaret ham om skoleopgaven i korte træk, men hans ansigtsudtryk var koldt, og han lignede én der bare udtænkte en flutplan hurtigst muligt. Han så ikke ked af det ud, bare kold. Kold, kold og kold. Hans øjne ramte ikke på ét tidspunkt mine, og da jeg lagde min hånd på hans arm, fjernede han den hurtigt. Han var oprevet og sur, ingen tvivl om det.  

"Måske burde jeg undskylde," svarede jeg Claire, der stædigt gik imod mig igen. Men jeg havde bestemt mig. Jeg blev nødt til bare at skrive til ham, han havde misforstået det. Han havde set noget, der tydeligvis gjorde ham rimelig jaloux. Awwwwww, lille jaloux Marc. Ahahahaha. Sødt. Eller faktisk pænt anstrengende og irriterende, men whatever.

"Jeg smutter nu, Claire. Skriver altså lige til ham, holder dig opdateret." Jeg skulle til at lægge på, men Claire fik stoppet mig.

"Hey vent lige, Em! Jeg ved godt at det her er lidt underligt og måske lidt for sært, og alt sådan noget.. Men altså jeg har tænkt over det ik, og nu vil jeg gerne bare ud med det. Har du overvejet sådan lighederne mellem Marc og Harry Styles? Altså nej, jeg tror ikke det er den samme person, for jeg har ikke set ham Marc. Men. Han kan faktisk få ekstremt mange penge i erstatning, hvis de har brugt ham i bladene? Vidste du det? Altså du kunne jo diskutere det med ham, du ved.. I kan jo ikke leve som Harry Styles og hans ukendte kæreste resten af jeres liv, vel? Det er sikkert også pænt irriterende for Harry Styles. Altså jeg siger ikke at de er den samme person eller sådan noget, det vil jeg slet ikke blande mig i, men du kunne vel vende det med ham, ik? Det var bare lige det jeg vil ud med. Nu vil jeg ikke tage mere af din tid, skriv til ham inden du fortryder det. Vi ses Em," og så lagde hun på. Efter sådan en talestrøm sad jeg nærmest mundlam tilbage.

Claire havde altid gode argumenter og overbevisende taler. Hun kunne seriøst overbevise mig om alt, og så var hun bare SÅ ikke-dømmende. Hun elskede alle.
Det var sådan Sara gerne ville være. Glad for alle, rigtig social. Hun var virkelig også skabt til socialpædagog rollen nogle gange, men Claire kunne bare et eller andet. Noget ingen andre kan. 

Hun havde ret. Jeg burde seriøst vende det hele med Marc, han kunne vel ikke bare være ligeglad. Burde han ikke have handlet for længe siden? Han kunne jo ikke bare være ligeglad. Det var ikke lige meget jo. Vi kunne jo rent faktisk ikke blive ved med at leve i skyggen af en alle, det måtte også være irriterende for Harry Styles. Åh Gud, alt det Claire havde sagt var rigtigt. Jeg smilede for mig selv, inden jeg fandt Marc i mine kontakter.

#Jeg skrev# Jeg ved ikke hvad du tror du så, for det gad du ikke forklare mig. Men jeg ved hvad der skete, og vi sad og lavede en skoleopgave. En pause med frugt i sofaen, det kan umuligt være forkert. Du kan umuligt blive så jaloux, at en forklaring ikke er god nok. Du gad ikke engang lytte, og det er grunden til at jeg skriver nu. Du gider muligvis ikke snakke eller skrive med mig, men det er noget pjat, og langt fra fair. Tag dig sammen. E.  

Jeg kiggede tilfredst på min besked med et smil. Ikke for hård, ikke for blød. Ikke for trist, ikke for glad. Ikke for kold, og så en modsætning af kold. Kan sgu ikke lige finde på én, ahahha. Men min pointe er at beskeden var ret tilpas stemningsmæssigt. Jeg lagde telefonen fra mig, og åbnede min skoletaske. En Eastpaktaske i turkis. Turkis er den bedste farve. Jeg trak min computer op, men bedst som jeg trykkede på tændknappen og var klar til at vente tredje timer på at den startede, kom en besked. Dat timing tho.

#Marc skrev# Jeg er i din lejlighed om få minutter xx

#Jeg skrev# Hvad nu hvis du ikke er velkommen?

#Marc skrev# Ikke så kold, tak. Jeg kommer ind alligevel Xx

Vores korte samtale fik mig til at rulle mine øjne irriteret. Troede han bare at jeg ville lukke ham ind? Det ville jeg nu også gøre, men alligevel. Han forventede det ligesom bare.

Da det ringede på, overvejede jeg kraftigt ikke at lukke op. Men da min dør ligesom ikke var låst, kunne han jo komme ind alligevel. Såå det ville ikke rigtig give mening. Måske skulle jeg begynde at låse min dør? Det ville være en god idé.

Jeg trak ned i dørhåndtaget, og en tydeligvis rimelig træt Marc stod på min dørmåtte. Han gik hurtigt ind, lukkede døren efter sig og vandrede så ind i min stue. Uden at tage hverken jakke eller sko af. Hvor vovede han? Jeg HADER at gøre rent, seriøst det er det værste.

"Du kan da ikke bare vandre ind?" Ja, jeg kan bedst lide at komme ud med alle mine irritationer. Det fungerer bare ligesom bedst for mig. Alt skal ud, intet skal blive inde. Det tror jeg engang min mor sagde.

"Jeg går igen lige om lidt, jeg er på vej på job," forklarede han, hvilket fik mig til at rynke endnu mere på næsen, end jeg gjorde da han trådte ind med sko på. Ergo, jeg rynkede ret meget på næsen.

"Klokken fem om eftermiddagen?" Spurgte jeg skeptisk, men han nikkede blot.

"Hvorfor kom du så?" Spurgte jeg igen, hvilket fik ham til endelig at vende sine øjne mod mine. Hans øjne var trætte, og hans krøller sad rimelig elendigt. Han havde tydeligvis ikke været hos stylisten i dag, hahaha. Sjovt Emily, enormt sjovt.

"Gider du godt lade vær med at være så muggen? Tror du at du er det eneste der er sur? Det er du ikke, og jeg har lige så meget ret til at være sur, som du har!" Han vrede stemme kom bag på mig, men fik mig straks op i det røde felt.

"DU så et eller andet lort, der SLET ikke skete, Marc! Du har ikke en skid ret til at være sur!" Jeg råbte ham ind i hovedet, men han stod bare afslappet med armene krydset.

"Gider du godt tage det roligt? Jeg er virkelig ikke i humør til at du råber lige nu," nærmest mumlede han. Hans øjne stirrede ind i mine med et overraskende blødt blik.

"Undskyld.." Det var hans blik, der fik mig til at sige undskyld. Idk why. Han smilede lidt, inden han bøjede sig ned, trak sine støvler af og tog dem op i hånden. Med et fesent grin trippede han ud til min dør med dem.
Jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt af ham. Hvad skete der for ham nogle gange? Da han kom tilbage, havde han også smidt jakken i gangen. Eller altså han havde ikke jakken på længere. Shit, de sætninger var kluntet.

"Jeg er ked af det, okay? Jeg overreagerede, jeg havde haft en dårlig dag og håbede vel bare at du ikke havde gæster. Min reaktion var upassende, og jeg aner ikke hvorfor jeg reagerede sådan," begyndte Marc ærligt med et selvsikkert smil på læberne.

"Du blev vel jaloux?" Besvarede jeg hans spørgsmål med et lumskt smil. Marc er fucking sjov, og nem, at drille. Han bliver så pissed.

"Nej sguda, E. Jeg er ikke en type, der bliver jaloux!" Han prøvede at kigge alvorligt på mig, men det virkede ikke. Jeg var sikker i min sag, og han vidste godt at han havde tabt. Det var også grunden til, at jeg valgte ikke at køre den videre. Vi vidste begge jeg havde ret, punktum. Hahaha, jeg føler at jeg er lort til at forklare handlinger right now, but whatever.

"Gider du forresten ikke godt at snakke med mig om Harry Styles?" Det røg ligesom bare ud af munden på mig. Det gør sætninger alt for tit, sætninger jeg har tænkt over, men ikke lige gennemtænkt timing. Og den her timing var lort. 

"Om jeg gider? Ærligt, nej." Marcs stemme var usikker, selvom hans ord var hårde. Hans blik ramte hurtigt gulvet, og han foldede sine hænder på ryggen. Hvad fanden skete der? Der var et eller andet han skjulte eller i hvert fald ikke gad sige. 

"Du skjuler noget, Marc. Jeg er ikke så dum, som jeg måske ser ud til," fortsatte jeg. Jeg dissede lige mig selv, for ligesom at lette stemningen, da jeg er lort til trykkede stemninger. Men Marc opfattede intet. Hans blik var i jorden og hans mund var lukket.

"Sig noget, Marc!" Udbrød jeg frustreret. Han gjorde det bare mere og mere tydeligt for mig. Han skjulte et eller andet, og han skulle ikke tro han ville slippe godt fra ikke at sige det. Men hvad skjulte han? Hvad fanden havde han med Harry Styles at gøre?

"Jeg... Jeg er forelsket i dig," mumlede Marc meget lavt, men stadig højt til at jeg kunne høre det. Hvilket sikkert ikke var meningen.

Men hvad? Var... Var... var HAN forelsket i MIG? Som i, mig INGEN gider date eller hænge ud med, MIG der tuder over den mindste opmærksomhed, og MIG der generelt bare er virkelig træls. Altså MIG? 
Ej. Omg. Han. Er. Forelsket. I . Mig. En masse sommerfugle begyndte pludselig at bakse i min mave, og en fin rød farve lagde sig på min kinder. Og så fløj jeg også op på den syvende sky, eller hvad det nu hedder.

"Marc?" Min stemme var lav, og næsten en hvisken. En dreng havde ALDRIG fortalt mig sådan noget. Var det dét han skjulte? Men hvorfor i sammenhæng med Harry Styles? Var han virkelig forelsket i MIG? Altså ikke Harry Styles, men Marc selvfølgelig. Lige nu er Harry Styles lige meget.

Marc reagerede stadig ikke, han stod bare helt stille. Den idiot, den søde og fantastiske idiot. Var jeg forelsket i ham? Hvordan er man forelsket? Er det muligt, at være forelsket uden selv at være klar over det? Hvordan finder man ud af om man er forelsket? Åh Gud, hvordan finder jeg ud af alt det her... Jeg MÅ ringe til Claire eller Sara. Nej vent, Ikke Sara, hun er en idiot. Ej, undskyld mit grimme sprog.

Jeg tog en drastisk beslutning, for lige meget om jeg var forelsket eller ej, havde jeg forfærdelig meget lyst til det her. At trykke mine læber mod hans og mærke alt andet forsvinde. Så det gjorde jeg. Jeg tog tre skridt hen til ham, lagde min ene hånd på hans kind, stillede mig på tæer, trak hans hoved helt hen til mit og lod vores læber mødes. Og som forudset, forsvandt alt andet. Det var kun ham der var der. Ham, der trak mig helt ind til sig, ham, der lod sin tunge udforske min mund, og ham, der kunne få alt andet til at forsvinde med et enkelt kys. Marc. Marc, jeg så forfærdeligt godt kunne lide.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...