Why? - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2015
  • Opdateret: 16 feb. 2016
  • Status: Igang
Emily møder tilfældigt en ukendt dreng i vaskehallen. De udveksler numre, og det hele udvikler sig til et venskab med lidt fordele. Men paparazzierne forfølger Emily, hvorfor? En vis Harry Styles har en rolle i det, men Emily aner ikke hvem han er. Eller gør hun? Er han i virkeligheden en af de personer hun er begyndt at holde forfærdeligt meget af? Løgne viser sig, og hele Emilys hverdag bliver vendt på hovedet. Men pågrund af hvem?

29Likes
40Kommentarer
13921Visninger
AA

5. Kapitel 5

Kapitel 5

"Jeg kyssede ham, S. Frivilligt! Endda flere gange," forklarede jeg med et kæmpe smil plantet på mine smil. Jeg kunne høre Sara hvine i den anden ende af røret, samtidig med at hun mumlede et eller andet om ægte kærlighed. Hvilket var typisk hende. Med et smil smed jeg i min seng, mens jeg tålmodigt ventede på, at Saras moment stilnede af. Jeg havde aldrig kysset en dreng uden at være fuld eller bare den mindste smule beruset. Det vidste Sara også godt, så hun synes også, at det var rimelig stort. Hvilket det også var.

"Det er så også på alle sladderbladenes forsider, Emily. Måske skulle I overveje at finde et nyt sted?" Jeg grinede kort af Saras bekymring. Okay, hun var nu helt ovre hendes moment, og var blevet til den fornuftige Sara igen.
Men ikke engang sladderbladene kunne få mig ned med nakken i dag. Det var i dag min og Marcs '2 uger, siden vi så hinanden første gang' - dag. Det var fem dage siden vi kyssede for første gang, og jeg var stadig på den lyserøde sky over det. Ret kikset faktisk, men jeg nød det.

"Det har vi været de sidste mange dage, S. Det er fem dage siden vi kyssede første gang, men de tror jo at det er Harry Styles. Marc er også ret pisted over det, men jeg er egentlig ret ligeglad ligenu. De må vel stoppe på et tidspunkt," svarede jeg blot og nikkede tilfredst med hovedet. Det var faktisk min holdning. Pressen og Harry Styles kunne rende mig. Op i røvhulet med dem.

"Pas nu på, Em. Hvor meget ligner Marc ikke Harry? De ligner altså hinanden på en prik," pointerede Sara med en bekymret stemme.

"Jeg har snakket med Marc om det, han synes også det er sjovt," smilede jeg og kiggede ned på min pude. Marcs skrift var stadig på hovedpuden, det kunne ikke komme af. Jeg havde skældt ham ud en del gange, men han havde bare givet mig et nyt sengesæt. Jeg smilede ved tanken.

"Det er ikke for at ødelægge noget for dig, Em. Men de ligner hinanden virkelig virkelig meget..." Fortsatte Sara, og jeg sukkede tungt.

"Det har du sagt, S," kommenterede jeg, og jeg kunne høre Sara protestere.

"De ligner hinanden så meget at de er den samme person! Marc er Harry og Harry er Marc, Em," næste råbte Sara, hvilket fik mig til, at trække min telefon væk fra mit øre. Hvad fanden snakkede hun om? Skulle Marc være et dæknavn eller et kælenavn? Hvor dumt lyder det ikke lige?

"Du er for latterlig, Sara. Jeg var btw. sammen med Marc i går, altså bare i vaskehallen, men..." Jeg nåede ikke at fortsætte, da Sara valgte at afbryde mig. Fuck hende... Det plejede hun sguda aldrig at gøre.

"Åben øjnene, Emily! Han snyder dig, han bruger dig! Åben øjnene forhelvede!" Saras ord gjorde mig stum. De var hårde, og de fik i den grad min mund lukket. Hvordan i hele hule helvede følte hun, at hun havde ret talt snakke sådan til mig? Og snakke sådan om Marc? Hvem troede hun lige hun var?

"Han er ikke god for dig, Em. Han er berømt, og han har ikke engang fortalt dig det. Det er altså virkelig ikke i orden," fortsatte hun. En vrede boblede frem i mig, og mine kinder blev hurtigt lyserøde. Og nej, jeg rødmede ikke.

"Hvad fanden bilder du dig ind? Måske har han ikke fortalt mig det, fordi han ikke er berømt! Det er ikke rigtig! Skulle du forestille at være min bedsteveninde? Støtter bedsteveninder ikke hinanden i alt? Du burde virkelig lade vær med at tro på pressen! Det er jo lort det hele! Fuck dig altså!" Mit blod pumpede hurtigt i mine åre, da jeg lagde røret på. En tåre sneg sig ned af min kind, men jeg tørrede den arrigt væk.
Mit og Saras venskab betød alt for mig. ALT. Hun var der altid, trods det at vi ikke har set hinanden i næsten et år. Hun plejede at forstå mig, men den tid var åbenbart slut. Fuck hende. Eller lad helst vær, det fortjener hun ikke.

@Emilyisntcool: Harry Styles? I wanna know that guy. He breaks everything for me.

Deprimerende tweet? Ja, jeg er god til sådan noget shit. Med et suk lagde jeg mig i min seng, og trak dynen op over min næse. Jeg klemte irriteret mine øjne sammen, ikke én tåre skulle ud af dem. Nej, nej og atter nej. Jeg græder ikke, det plejer jeg ikke, og det skal jeg heller ikke begynde på. Et utilfredst suk forlod mine læber, da jeg kunne høre min ringeklokke ringe. Det var sikkert postbuddet, jeg smadrer ham. Jeg rejste mig modvilligt fra min seng, men tog dynen med. Jeg lignede 100 procent en død hvalros. Jeg havde mine lidt for store adidasbukser på, og en stor sweatshirt. Mit hår var sat op i en grim knold, mit hår var fedtet og jeg havde helt sikkert makeup i hele hovedet. Jeg har slet ikke haft overskud til, at kigge på mig selv i spejlet. Det ville nok heller ikke være et kønt syn.
Jeg svang dynen om mig og traskede ud til min hoveddør.

"Jeg kommer nu," mumlede jeg med en træt stemme, for ja, min stemme var træt. Mig og Marc var i vaskehallen til klokken halv fire i nat, som så faktisk er i dag. Og så skulle jeg jo ligesom hjem med fem hundrede poser vasketøj. Okay you know, overdrivelse fremmer forståelsen. Marc kunne ikke hjælpe mig, for der var for mange fulde mennesker. Idk, det var ret underligt, men han skulle hjem.

"Jeg åbner, ro på," mumlede jeg, da personen igen trykkede på ringeklokken. Hvorfor har postbuddet altid så travlt? Jeg åbnede dovent døren, mens jeg holdte godt fat om min dyne med den anden hånd.

"Hey min E," grinte en velkendt stemme. Marc. Mine øjne mødte hans, og et stort smil landede på mine læber. Han trådte ind i min lejlighed og holdte et bundt blomster frem mod mig.

"Marc," hvinede jeg, mens jeg lukkede døren bag ham. Ja, jeg lignede jo ikke ligefrem en million, og det behøvede den gamle mand i lejligheden overfor ligesom ikke at se. Marc grinede bare og trak mig ind i et kram. Jeg gav slip på min dyne og lagde begge mine arme om hans ryg. 

"Jeg havde lige et pusterum, og det pusterum tænkte jeg at bruge på dig," forklarede ham mod mit hår, og en lys rød farve plantede sig på mine kinder. Jeg knugede ham lidt tættere ind til mig, inden jeg trak mig fra ham.

"Må man spørge, hvor du så har min adresse fra?" Spurgte jeg med et smørret smil. Vi havde ligesom aldrig været hjemme hos hinanden endnu, så det var da et rimelig relevant spørgsmål.

"Jeg slog dig op. Du er sådan lidt over alt lige for tiden, altså på nettet, så det var ikke så svært at finde. Jeg skrev bare Emily, og så kom du hurtigt op som forslag. Jeg kunne kende dig på billederne, så nu jeg kan også dit efternavn." Han smilede opmuntrende til mig, men det gav stadig et stik i mig. Min adresse var pludselig nem at finde. Mit efternavn var nævnt alle steder, min adresse stod mange steder på nettet, og jeg var i de fleste sladderblade. For noget, som slet ikke var virkelighed.

"Hey, op med humøret, Ems. De får ikke lov til, at gøre dig noget," prøvede Marc, og han lod blidt sin arm køre op og ned af min arm. Mine øjne blev våde, men jeg koncentrerede mig om ikke at græde. Det var ikke mine tårer værd.

"De har allerede gjort mig noget, Marc. Psykisk, ikke fysisk. De har smadret mit eneste rigtige venskab! De kunne give mig hundrede lussinger, og det ville stadig ikke være tæt på at være lige så slemt, som jeg har det lige nu. De har allerede ødelagt mig," mumlede jeg og tørrede irriteret mine øjne.

"Jeg er her, E. De må ikke ødelægge dig mere, det stilner af, tro mig. Du har ikke forsiderne i ret mange uger af gangen. Stol på mig." Underligt nok hjalp Marcs opmuntring så meget, at jeg endda havde overskud til, at sende ham et takkende smil. Marc trådte helt hen til mig og lagde blidt sin hånd på min kind. En glad følelse spredte sig i min mave.

"Marc, jeg bliver nødt til at advare dig, jeg har ikke børstet tænder i dag. Eller været i bad, eller fjernet makeup fra i går. Jeg tror faktisk at jeg lugter ret slemt. Du kunne godt have sagt du kom faktisk, jeg kunne have været gået i bad. Jeg har helt sikkert dårlig ånde, så du har ikke lyst til at kysse mig!" Jeg stoppede kort op i min talestrøm for at trække vejret, men jeg fik ikke lov at fortsætte. Marc hev blidt mit hoved helt hen til hans og lod så sine løber ramme mine. I det øjeblik hans læber ramte mine, kunne alt andet være ligemeget. Mine ikke-børstede tænder, mit fedtede hår, sladderbladene, det hele. Følelsen var fantastisk.
Jeg lagde armene om hans nakke og lod mine fingre lege med hans krøller. De krøller der for en uge siden var no-go, var lige nu det bedste jeg vidste. Marcs hår var faktisk ret langt, bare lige så du ved det. Faktisk næsten lige så langt som mit, ahahah. Da vi trak os fra hinanden sendte Marc mig et blændende smil med øjnene. Det gik først op for mig nu, at han ikke havde solbriller på. Hans grønne øjne borede sig ind i mine, og de smilede glad til mig.

"Det var den eneste måde, at jeg kunne få dig til at tie stille," drillede han, mens han grinede.

"Desuden lugter du ikke, og du ser faktisk rigtig godt ud. Jeg skulle komme nogle flere lørdag formiddage," fortsatte han med et skævt smil. Jeg slog blot drillende til hans skulder, og valgte at lade vær med at svare.  

"Vis mig rundt," kommanderede Marc. Jeg grinede blot og tog hans hånd. Først mit toilet til højre, så et lille rum jeg primært bruger til lort, og så multirummet med min seng, sofa, et lille fjernsyn og stuebord, spisestue med bord og tre stole og til sidst køkken i den anden ende. Han fik den helt store tur, ahahah. Det lød forkert, ups.

"Jeg skal lige på toilettet, skal seriøst pisse," sagde Marc, han forlod et kys på min kind og spurtede så ellers ind på badeværelset. Jeg grinede højt af ham, den dreng var seriøst fantastisk. Jeg lod mig dumpe ned i min sofa med min telefon.

@Emilyisntcool: Days with this is the best days.

Jeg ville normalt have tagget en person og skrevet en lang roman. Det gjorde jeg altid, når jeg opdaterede på Twitter. Men samtidig vidste jeg, at hvis jeg bare ændrede this til him ville hele min indbakke eksplodere med beskeder omkring Harry Styles. Hvilket jeg slet ikke kunne overskue. Desuden havde jeg slet ikke Marcs Twitternavn. Havde han overhovedet twitter?
Jeg havde siden det hele startet med Harry Styles, fået en del flere followers på Twitter. Faktisk overdrevet mange flere. Det ville have gjort mig virkelig glad, hvis ikke jeg kendte grunden. Men det irriterede mig bare, at de jo ligesom allesammen tror, at jeg datede, såkaldte, Harry Styles.

"Hvad laver du, E?" Jeg kunne høre Marcs nysgerrige stemme, og kort tid efter kunne jeg også mærke hans krop. Ja, han valgte at kaste sig i sofaen OVENPÅ mig. Det bæst.

"Åh av Marc," nærmest stønnede jeg. Ja, jeg fik et chok og oveni det gjorde det også ondt, så jeg kun til at lave et slags støn. Og det fik selvfølgelig Marc til, at sende mig et ret så gustent smil. Åh Gud, ingen sex på min sofa. Ahahaha, dårlig humor, undskyld.  
Det mærkeligste er faktisk, at jeg slet ikke tænker over sex, når jeg er sammen med Marc. Jeg plejede ikke sådan at være sammen med drenge, medmindre at de kunne give mig noget god sex. Og det havde jeg slet ikke tænkt over med Marc, ikke før nu.
Btw. Så havde mig og Marc ikke sex i går i vaskehallen, selvom vi var der til klokken lort i nat. Vi kyssede måske lidt, måske lidt meget, men det kunne I nok godt gætte jer til.  

"Du er for meget," mumlede jeg til Marc, der blot lagde sig ned ved siden af mig. Faktisk er min sofa ret stor, vi lå godt nok også lidt tæt, men vi lå ned! Min pointe er at jeg har en ret stor sofa, i forhold til at jeg bor alene og at jeg ingen penge har. Snøft.

"Dig med," svarede han igen. Jeg vendte halvirriteret mit ansigt mod hans, så jeg kiggede på ham. Men hans øjne var rettet mod loftet, så jeg tog en drastig beslutning. Heheh. Jeg hoppede hurtigt op på hans mave, hvilket fik ham til at stønne kort. Hvilket fik mig til at grine højt. Hans grønne øjne fangede mine, og de borede sig intenst ind i dem. Han havde faktisk ret meget samme farve øjne som Harry Styles, når man tænkte over det. Underligt egentlig, de måtte næsten være i familie. Bare på en eller anden måde.  

"Jeg elsker at se dig grine," sagde Marc pludseligt med et stort smil. Det fik selvfølgelig en eller anden til at hælde ketchup udover mine kinder. Typisk timing.

"Jeg elsker også at se dig rødme," fortsatte han, hvilket fik en person til at hælde endnu mere ketchup på mine kinder. Suk altså.

"Jeg elsker også at du..." Jeg lod ham ikke fortsætte, det var for ydmygende. Jeg lod i stedet mine læber ramme hans, hvilket han vist også elskede. Han kyssede i hvert fald hurtigt med. Stadig den bedste følelse, seriøst. Jeg kunne bo i hans læber, og så bare kysse dem hele tiden.  

"Jeg skulle jo få dig til at tie stille," drillede jeg, da vi brød kysset. Han kiggede grinende på mig.

"Det er den bedste måde, at få mig til at tie stille. Det er generelt bare det bedste," mumlede han med et smil. Årh, det var det ret sødt alligevel. Og igen fik jeg ketchup i hovedet, hehehe. Jeg håber lidt du har fundet ud af, hvad jeg mener med det. Ellers har du et problem.  

"Sødt, Marcse," grinede jeg ned i hans krøller. Det her var dejligt. Når jeg lå her, var pressen lige meget. De kunne brase ind i min lejlighed, og se Marc og jeg kysse, og jeg ville være ligeglad. De kunne rende mig. Måske lød jeg som en eller anden forelsket popprinsesse.. Men var jeg egentlig det? Omg, de her tanker, ik!? Jeg kan ikke klare det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...