Why? - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2015
  • Opdateret: 16 feb. 2016
  • Status: Igang
Emily møder tilfældigt en ukendt dreng i vaskehallen. De udveksler numre, og det hele udvikler sig til et venskab med lidt fordele. Men paparazzierne forfølger Emily, hvorfor? En vis Harry Styles har en rolle i det, men Emily aner ikke hvem han er. Eller gør hun? Er han i virkeligheden en af de personer hun er begyndt at holde forfærdeligt meget af? Løgne viser sig, og hele Emilys hverdag bliver vendt på hovedet. Men pågrund af hvem?

29Likes
40Kommentarer
13919Visninger
AA

4. Kapitel 4

Kapitel 4

Han lignede rent faktisk Marc. Jeg kiggede en ekstra gang på billederne. Men Marc havde jo også både haft solbriller og hætte på, så det var lidt svært at se. Men de havde samme næse, og vist også næsten de samme krøller. Det kunne vel være, at Marc var i familie med ham, og at det var derfor at han havde så mange penge. Det var en mulighed. Men så havde Marc vel sagt det? Det var vel noget man sagde...

Det var mandag morgen, og jeg burde sidde på uni'et, men det gjorde jeg ikke. Jeg havde kastet op elleve gange, da jeg kom hjem i går efter jeg havde været ude at handle. Og ja... Set den der pokkers udsendelse. Nu var det i hvert fald helt sikkert, at folk troede jeg at jeg havde noget med ham Harry Styles. Siden de havde valgt at sende det i en eller anden lorte udsendelse om de kendte, hvor jeg jo ligesom var nævnt i sammenhæng med Harry Styles. Hvilket jeg stadig ikke kunne fatte.

Jeg krøb længere ned under dynen. Jeg kiggede igen på den røde skrift på min hovedpude, for mindst tyvende gang. Jeg havde ikke skrevet med Marc siden i lørdags, og jeg kunne vel egentlig godt skrive til ham om alt det her postyr. Det kunne jo være han kendte Harry Styles. De lignede altså hinanden lidt.

#Jeg skrev# Heeeey. Jeg tror jeg har fundet din nye tvilling. Siger navnet Harry Styles dig noget? ;)

Jeg anede ikke hvordan Marc ville reagere, men jeg savnede at skrive med ham. Vores få beskeder i lørdags havde faktisk gjort mig i bedre humør. Underligt nok.

#Marc skrev# Hey E. Harry Styles? Tror ikke jeg kender ham, ikke sådan lige... Er han lækker? ;) xx

Jeg grinede lidt af Marcs besked, mens jeg kunne mærke kvalmen i min hals igen. Fuck sygdom.
Jeg havde skrevet lidt med Claire om min sygdom i går, og hun havde sagt det godt kunne være stress, præsentationsangst eller angst. Angst? Skulle jeg være bange for denne Harry Styles? Never. Han var ikke det værd, overhovedet. Han havde allerede rodet mig ud i alt muligt underligt, som jeg ikke kunne forstå en hat af. Fuck ham, jeg kunne give ham en ordentlig lussing, hvis han var tæt på. Eller hvis jeg vidste hvor han var.. Hahahah, jeg ville smadre ham.

Jeg svarede bare Marc med en smiley.
Om han var lækker, kunne jeg ikke rigtig forholde mig til. Han havde som sagt krøller, hvilket ikke lige var mig, men Harry Styles havde faktisk nogle flotte øjne. Jeg havde jo ikke set Marcs øjne, men Harry Styles' var grønne. Det var Marcs sikkert ikke, men jeg kunne godt lide grønne øjne. Eller brune, det var også flot. Og smilet betød også en del. Marc havde et ret sødt smil og det havde Harry vel også. Jeg kalder altså bare Harry Styles for Harry, ellers bliver det for langt. Og jeg har like overhovedet ingen kræfter lige nu, såååå det korteste er nemmest.

Jeg bestemte mig for at stå op, man kunne lige så godt få lidt ud af dagen. Jeg måtte hellere også ringe til Sara, det var længe siden vi havde snakket. Måske Skype? Det var lang tid siden jeg havde set hendes ansigt rigtigt. Jeg gik ud på badeværelset, men droppede badet. Mit hoved dunkede, og kvalmen kom højere og højere op i min hals hver gang jeg tog et skridt. Jeg følte faktisk lidt jeg havde tømmermænd. Men det havde jeg ikke. Jeg havde faktisk ikke drukket i lang tid nu, måske jeg burde gøre det i weekenden!? Det trængte jeg faktisk til, altså når kvalmen gik væk.

Jeg kunne høre min telefon ringe inde fra mit værelse, og et højt suk forlod mine læber. Hvorfor havde jeg ikke taget den med ud på toilettet? Nu skulle jeg jo hele vejen tilbage, for at hente den.
Jeg kravlede tilbage mit soveværelse, for hvorfor ikke? Kvalmen og hovedpinen var mindre, når jeg kravlede.

"Det' Emily," fik jeg mumlet ind i røret, mens jeg prøvede at komme op i sengen, ved at bruge så lidt kræfter som muligt.

"Det' mig," svarede en stemme i røret, og jeg rystede irriteret på hovedet. Hvorfor kunne folk ikke bare sige hvem de var? Jeg var for træt til at tage stilling til, hvem jeg snakkede med! Hallo, jeg er syg!

"Hvem fanden er mig så?" Svarede jeg sur tilbage, og jeg kunne høre personen grine i den anden ende. Det der grin kendte jeg godt, men hvem havde det nu? Årh, for helvede, lorte hovedpine. Jeg kunne ikke tænke på andet end at det føltes som om, at min hjerne var ved at springe.

"Rolig rolig, E. Har du sådan tømmermænd eller sådan noget?" Der var kun én, der kaldte mig E. Men spørgsmålet er så bare lige hvem den person var. Hmmmmm... Min hjerne fungerede bare ikke, okay. Det var jo ikke min skyld.

"Jeg ved stadig ikke hvem du er, karlsmart!" Svarede jeg flabet tilbage, og personen grinede højt igen. Tæmk, at han griner så meget af det jeg siger. Det var dejligt. Og ja, jeg kunne høre det var en dreng, så lidt fungere min hjerne faktisk.  

"Hukommelsestab? Tømmermænd? Der er i hvertfald et eller andet galt med dig. Du er lidt ved siden af dig selv... Du ved, du har ikke kendt mig i mere end nogle dage, jeg går ind for tumblere!?" Han grinede igen, og jeg rystede på hovedet. Gætteleg. Godt, at jeg er så god til at gætte. Hehehehe, jeg har gættet det.

"Marc?" Mumlede jeg bare, og slog mit hoved ned i puden. Han grinede igen og gav mig ret. Dejligt.

"Hvorfor ringede du så? Altså, jeg er pænt sløj, så hvis du bare ringer for, at lege gættelege, så lægger jeg altså på.." Min stemme skulle virke truende, men det gik ikke så godt. Det blev mere til en mumlende hvisken, da min stemme var sådan ret meget forsvundet.

"Jeg tænkte nok, at der var et eller andet, E. Men jeg ville egentlig høre om du skal ned og vaske tøj i dag?" Svarede han, og jeg kunne ikke lade vær med at smile. Han havde lyst til at vaske tøj med mig. Frækt. Okay nej, men det var sødt nok.

"Hvis du alligevel har røven fuld af penge, hvorfor får du så ikke bare nogle til at gøre det for dig?" Jeg smilede af mit comeback. Lidt hjerne havde jeg da!? Jaaaaaa.

"Det kunne jeg vel også godt få nogle til... Men hvorfor? Så skal jeg bare sidde i mit hus hele dagen, og vente til at jeg skal på arbejde i morgen.. Det er for kedeligt." Hans forklaring var egentlig meget god. Måske kunne han godt lide, at være selvstændig. Måske havde han et selvstændigt firma, og at det var derfor han havde mange penge!?

"Hvorfor er du sådan en richkid, Marcse?" Ja, jeg er ualmindelig god til kælenavne. Elsk på det.. Lad helst vær faktisk, ingen skal elske på mine evner. Det er lidt for klamt, sorry.

"Øhhh... En arv, Emse", svarede han bare. Nurgh, Emse er et kært kælenavn. Lidt kærere end Marcse, men altså.. Jeg var ret så kreativ. Eller noget.

"Var dine forældre også sådan nogle richkids? Hvad er egentlig dit arbejde?" Spurgte jeg videre. Han grinede i den anden ende af røret.

"Mine bedsteforældre tjente godt... Og jeg laver sådan noget lidt forskelligt. Hvorfor har du så mange spørgsmål? Jeg har stillet dig ét spørgsmål, og det har du ikke engang svaret på."

"Ups undskyld så. Måske skal jeg vaske, men jeg er pænt sløj sådan lige pt. Men tilbuddet er da klart fristende, Marcse!" Svarede jeg ham, mens jeg nikkede som bekræftelse. Selvom mit hoved gjorde helt forfærdeligt ondt, var det ligesom bare en refleks.

"Hey E? Jeg er ked af det med at du er overalt på forsiderne. Det er jeg virkelig ked af," hans stemme var pludselig alvorlig. Hvorfor var han ked af det? Altså, det var da sødt nok af ham, men han havde jo ikke gjort noget. Eller haft noget med det at gøre.

"Det skal du da ikke være, du har jo ikke noget med det at gøre. Jeg er også ked af at jeg nævnte dig," svarede jeg ham.  

"Det skal du ikke tænke på. Det var ingenting jo. Jeg så dig i en eller anden random udsendelse i går, og du var også på to forsider af nogle sladderblade. Det er jeg ked af," sagde han. Var han lige blevet lidt sød eller? Af en eller anden grund gjorde det mig rigtig glad, at han var så sød. Der var aldrig nogen der havde sagt sådan til mig, og slet ikke, hvis det ikke havde noget med em at gøre. Han var anderledes, betænksom og beskyttende. Det var ret kært. Og ja, jeg roste rent faktisk lige en dreng med krøller. Det er stort.

Alligevel blev mine øjne våde. Jeg kunne normalt godt lige opmærksomhed, men det her var ligesom for meget. Det var ikke sjovt, og slet ikke når det de skrev var noget der slet ikke passede. Jeg havde ingen mulighed for at hamle mig om med alle deres teorier, og hvis de havde bildt sig ind at jeg datede såkaldte Harry, kunne ingen bilde dem andet ind. Lige meget hvad jeg sagde eller gjorde, hjalp det ikke en skid. Min opførsel i supermarkedet var der sikkert allerede blevet skrevet en del om, som en typisk-reaktion-når-man-dater-en-kendt-og-ikke-er-helt-sikker-på-hvad-man-går-ind-til. Eller noget lignende.

"Emily? Er du der?" Hans stemme var bekymret, det var tydeligt at høre. Hvorfor var jeg pludselig så svag? Hvorfor kunne jeg ikke bare være ligeglad med hvad alle medierne skrev? Jeg havde altid været den pige, der dansede mest på dansegulvet, elskede at drikke sig i hegnet og stå lidt for tæt på lidt for mange drenge. Jeg kyssede nok et par drenge og drak lidt mere end et par drinks flere gange om måneden. 

Men det var før jeg startede på uni'et, det ændrede det meste. Min mor betalte mig en lille skod lejlighed, btw. den jeg bor i nu, og så sagde hun at jeg blev nødt til at tage mig sammen. Til min studentereksamen var mit snit 3,7, hvilket ikke var helt tilfredsstillende for min mor. Jeg var dengang ligeglad, indtil jeg fandt ud af at det var umuligt at komme ind nogle steder. Ingen universiteter kunne tage mig ind, da mit snit simpelthen bare var for dårligt. Jeg sad fast uden at kunne komme videre nogle steder, på grund af at jeg var afhængig af alkohol og forskellige drenges læber. Det var latterligt, og det fik mine øjne op. Jeg elsker stadig at feste og ville hellere end gerne gøre det hele tiden, men jeg ved bedre. Jeg fandt heldigvis det her universitet i midten af London, ret tæt på min lejlighed faktisk, hvor de gav mig en chance, som jeg har taget imod med et stort smil. Mine karaktere er ikke det bedste, men de er bedre. Og min mor er glad, og det gør mig glad. Desuden har jeg så mulighed for at blive til noget, hvilket jeg ret så gerne vil. Peeeeeeenge. Jeg eeeeeeelsker peeeeeenge. Det er seriøst det bedste.

Okay, alt det der var et sidespor, men så ved I da det. Hahahaha, kikset.

"E? Please, svar mig. Jeg er ked af det, okay? Er du okay?" Marcs bekymrende stemme kunne igen høres i røret, og jeg tørrede mine øjne med håndfladen. Din svagpisser, Emily. Du græder bare ikke lige nu, det gør du aldrig. Det der er pinligt.

"Jaja. Jeg har det fint. Jeg følte bare af en eller anden grund til at sætte mig til at tude, og tænke på minder. Beklager," svarede jeg, og jeg kunne høre Marc komme med et lettet suk. Troede han at jeg var død eller sådan noget.

"Jeg troede du var forsvundet eller besvimet. Ej, lad vær med at græde, søde. Jeg bliver nødt til at løbe nu, vaskehallen i aften klokken syv, okay? Vi ses, glæder mig til at se dig," og så lagde han på. Jeg havde ikke engang haft mulighed, for at svare ham. Lort. Nu skulle jeg jo ud af min seng, tage et bad, spise mad og ikke mindst gå rundt. Suk.

 

Dejligt med et bad egentlig. Jeg havde kun brækket mig tre gange, siden jeg stod op, så det var vel okay. Ellers havde de jo et toilet i vaskehallen. Jeg havde slugt tre panodiler, drukket te og spist cornflakes, det skulle nok gå. 

Jeg trak tørklædet lidt højere op om mine øre og drejede om det næste hjørne. Den kolde vind slog mig hårdt i hovedet, og mit hår flagrede over det hele. Jeg kunne knapt nok se noget, og det er ikke det smarteste, når man cykler. Jeg kiggede mig for, inden jeg kørte over krydset og svang ind på fortovet foran vaskehallen. 

Et par arme blev slået om mig bagfra, og et kort skrig forlod min mund.

"Shhh, E. Er du okay?" Det var Marc. Gud, jeg troede det var en eller anden pædofil. Hahahaha, jeg har nogle gange lidt for meget fantasi. Jeg kan ikke gøre for det.

"Du forskrækkede mig altså helt vildt, Marc. Sig lige, når du kommer næste gang," skældte jeg. Ups, hahahahhahahah. Kommer... Ups, hvor er jeg sjov. Hahahaha. Marc så ikke ud til, at fatte hvorfor jeg pludselig grinte, da han bare sendte mig et undskyldende smil. Hovsa Marc, er man lidt bange?

"Du har stadig tårer i øjnene, Emily. Har du grædt hele vejen herind?" Marc trådte helt hen til mig, hvilket fik mig til at stoppe med at grine. Sjovere var det vel heller ikke. 
Hvorfor fanden interesserede Marc sig så meget for, hvor meget jeg græd, og hvorfor var han så ked af det med medierne? Kunne han i virkeligheden ikke bare være ligeglad? Det ragede ham jo egentlig en nøddeskal. Shit, det lød lidt bitchy det der.

"Det blæste meget, jeg cyklede og fik tårer i øjnene. Bare rolig, jeg har ikke grædt uafbrudt de sidste 5 timer. Sådan en tudeprinsesse er jeg heller ikke," mumlede jeg tilbage, og sendte ham et tilfredst smil. Marc rullede bare øjne af mig.

"Du spiller så stor, Em," mumlede han, mens han satte kursen ind i vaskehallen. Om det var meningen jeg skulle høre det eller om jeg ikke skulle, er ikke godt at vide. Men jeg hørte det, om det var meningen eller ej. Og kommentaren irriterede mig. Det var sguda ham, der spillede bamsefar hele tiden? Som om jeg var en eller anden lillesøster til ham... Han kunne da i det mindste snakke til mig som om vi var jævnaldrene. Jeg hoppede næsten efter ham ind i vaskehallen, hvor han havde sat sig på en af tumbleren. Hvilket STADIG var det JEG gjorde. Efteraber.

"Hvorfor har du det der tøj på?" Spurgte Marc pludseligt og kiggede underligt på mig. Okay okay, det var forståeligt nok. Jeg havde valgt at tage dæktøj på, så folk ikke kunne genkende mig, hvis de så mig. Jeg havde taget en lang nederdel med blonder på, en stor rød striksweater med rullekrave og en kasket. Jeg havde en hel del make up på, overdrevet meget øjenskygge og eyeliner. Jeg så sådan cirka modsat ud af, hvordan jeg normalt ville se ud. Okay, måske ikke modsat, men normalt tøj for mig var IKKE lange kjoler og rullekraver. Spørg mig ikke hvor jeg havde tøjet fra, for det aner jeg virkelig ikke.  

"Og det spørger du om nu?" Svarede jeg ham bare koldt tilbage, mens jeg fyldte en vaskemaskine. Jeg kunne mærke, at jeg var irriteret på Marc, hans kommentarer pissede mig af.

"Det var mørkt udenfor," pointerede han, og jeg sukkede. Hvorfor skulle den dreng komme med sådan nogle irriterende argumenter.

"Hvorfor interessere du dig overhovedet for hvad jeg vælger, at tage på af tøj?" Svarede jeg ham irriteret, og valgte stadig at ignorere hans spørgsmål.

"Hallo, tag det nu roligt, Emily. Jeg ved ikke hvad jeg har gjort dig, men undskyld. Er du sur på mig eller? Jeg kan også gå..." Hans svar kom bag på mig. Hvorfor var han sød nu? Og hvorfor irriterede han mig, uden at han egentlig havde gjort noget? Jeg rystede blot på hovedet, som svar. Han måtte ikke gå, det ville jeg ikke have. Så ville jeg være ensom, og det havde faktisk været ret sjovt de andre gange vi havde været hernede.

"Skal vi ikke give hinanden ti spørgsmål hver? Så kan jeg lære dig lidt at kende," grinede han, mens han satte sig til rette på tumbleren.

"Så lærer vi hinanden lidt bedre at kende, samtidig med at vi får tiden til at gå hurtigere," fortsatte han med et smil på læberne.

"Det kan vi vel godt..." Mumlede jeg bare som svar og satte mig overfor ham, på tumbleren ved siden af.

"Du starter," smilede han. Han lignede en eller anden lille dreng, der var bange for hvad han fik i julegave. Hvad skete der? Jeg kunne ikke lade vær med at grine af ham. Hvad skulle jeg spørge om? Hvad vil jeg gerne vide?

"Hvor gammel er du?" Spurgte jeg. Et eller andet sted skulle man vel starte. Det var vel et okay spørgsmål, selvom jeg egentlig var rimelig ligeglad med hans alder. Det betød en hat lige nu.

"Lige blevet 21," svarede han og nikkede tilfredst. Pis, så var han ældre end mig. Fuck, et heeeelt år. Måske ikke, for jeg bliver 21 år om et halvt år. Ja, for jeg er gammel. Rigtig gammel faktisk.

"Hvorfor låner mennesker dit hus gratis?"

"Det er ikke som sådan mennesker... Eller jo selvfølgelig, men det er en slags udstilling. Dele af mit hus bliver ligesom vist, når jeg ikke er hjemme i længere perioder. Det er lidt svært at forklare," mumlede han. Det var godt nok det mest fucked op svar nogensinde. Udstilling? Er han så rig, at hans hus bruges som museum? Wauw, det må jeg sige, så var han godt nok en rig satan. Føj.

"Hvorfor har du hætte og solbriller på, indenfor OG i februar?" Godt spørgsmål, Emily. Tak Emily, det synes jeg også.

"Øhhh... Jeg har ikke nogle så kønne øjne... Og så har jeg ofte dårlige hårdage," forklarede han mig, men den købte jeg ikke. Det var godt nok et rimeligt dårligt svar det der. 

De næste otte spørgsmål brugte jeg så på, at få det rigtige svar på spørgsmål tre ud af ham, men det gik ikke just godt. Hans svar blev mere og mere kringlede, og gav mindre og mindre mening. Han sidste svar var at han ikke havde været i bad siden i fredags, og at han havde trætte øjne. Om nogle af hans forskellige forklaringer var rigtige var ikke til at vide, men hvis en af dem var, anede jeg i hvert fald ikke hvilket. 

"Må jeg stille spørgsmål nu?" Hans tålmodighed var vist forsvundet, og erstattet af en eller anden form for nysgerrighed. Jeg nikkede blot, havde alligevel ikke så mange flere spørgsmål. Desuden måtte han også kun stille mig elleve spørgsmål så.. Hurtig hovedregning jo, jaaaa. 

"Har du et arbejde?"

"Går på uni'et ret tæt her på. Ellers arbejdede jeg i en blomsterforretning, men blev fyret for nogle uger siden, sååå... Nu lever jeg af SU..." Måske skulle jeg havde sagt, at jeg havde lidt flere penge end jeg egentlig havde? Altså nu hvor han havde sååå mange penge, som han tydeligvis havde. Det var lidt pinligt.

"Søskende?"

"Storebror på 25."

"Kæreste?" Han sendte mig et skævt smil, mens han grinede højt.

"Okay vent, jeg vil faktisk ikke vide det. Det er lige meget. Det er spild af et spørgsmål," besvarede han sig selv. Jeg grinede bare af ham, mens jeg rystede på hovedet af ham. Jeg havde faktisk aldrig haft en kæreste, og jeg lyver ikke. Det der med kærester, har vel bare ikke rigtig været mig. Jeg kyssede da en del drenge i gymnasiet, og havde måske også lidt med nogle af dem. Men kærester blev vi aldrig.

"Hvad betyder mest for dig?" Det var da noget af et spørgsmål, Marc. En af de der lorte spørgsmål, som man skal sidde og filosofere over. Suk, det er sådan noget jeg bare ikke magter.

"Nej," mumlede jeg bare. Okay, det kunne man måske ikke rigtig svare, men altså... Jeg kunne ikke svare jo, så det var lige det nemmeste at sige. Marc kiggede først underligt på mig og kastede sig så over mig. Bogstavelig talt. Jeg fik et så stort chok, at et højt skrig forlod min mund. Hvilket fik Marc til at lægge sin hånd over min mund.

"Det der var et lorte svar," kommenterede han, hvilket fik mig til at slå en stille latter op. Under hans hånd, hvilket gjorde der ingen lyd ligesom kom ud. Dårligt forklaret, Emily, dårligt forklaret.

"Jeg ligger på dig, Em, " fortsatte han, og jeg sukkede. Den dreng havde det med at sige de mest åndsvage ting. De såkaldte spurgt-ting. Der kom lige to i træk, to åbenlyse sætninger, han lige så godt kunne have sparet væk. Måske skyder jeg også lidt mig selv i foden lige nu, men altså.. Han gjorde det i hvert fald også.

"Skal jeg flytte mig?" Spurgte han så. Skulle han det? Jeg havde det faktisk helt okay, jeg lå overraskende godt. Trods det at en gravid hvalros havde placeret sig på mig og placeret sin ret så store luffe på min mund. Ja, Marc har store hænder. Eller luffer, that dosen't matter.
Jeg rystede på hovedet, da det faktisk var hyggeligt nok. Hehehehe. Men det næste havde jeg så ikke set komme. Lav en trommehvirvel, det er ret vildt.

Marcs fucking læber ramte mine fucking læber. Og det der var endnu mere vildt, var at det var overdrevet rart. De passede mere perfekt til mine læber, end nogle andres læber nogensinde havde gjort. Og de inviterede sommerfugle i min mave og musenes patter på mine arme. Og ikke mindst et eller andet i min hånd, der fik den til at flytte sig op under hans hætte og ind i hans krøller. Måske var krøller ikke helt så grimt alligevel? Måske kunne det godt gå til sådan en som Marc. Marcs hånd havde jo flyttet sig fra min mund, ellers havde det været lidt svært at kysse, og lå nu roligt på min kind. Det her var surrealistisk fantastisk.

Da Marc løftede sit ansigt, så vores læber skilles, var et stort smil plantet på hans læber. hvilket der hundrede procent også var på mine.

"Tak," hviskede Marc, og en svag rødmen lagde sig på hans kinder, hvilket fik mig til at fnise. Kikset egentlig, men jeg kunne faktisk ikke være mere ligeglad. Og det var også det der fik mig til, at trække Marcs ansigt ned til mig igen, og lod mine læber ramme hans igen. Og igen kom sommerfuglene, mussepatterne og en varme i mine kinder. Hvorfor kunne hans læber ikke bare være mod mine resten af mit liv?

"Det her er ret underligt," mumlede jeg grinende, da vores læber igen slap hinanden. Marc grinede bare og lagde sig ned ved siden af mig, på tumblerene.

"Her er hårdt. Det er blødere, at ligge hen over dig," sagde Marc pludseligt. Hans konstatering fik mig til at smile og lægge min hånd på hans arm, der lå imellem os.

"Det er jeg glad for," mumlede jeg som svar, mens jeg lukkede øjnene. hvorfor var det her ikke akavet? Skal det ikke være akavet, når man lige har kysset en dreng, nå man ikke er fuld? Burde man ikke være flov, blive rød i bærret, og gå med det samme? Hvorfor havde jeg så bare lyst til, at læne mig ind over ham og kysse ham igen? Omg, det her var for underligt. Jeg må ikke stille mig selv så mange spørgsmål jeg går ned med stress jo.

"Hvad tænker du på?" Marcs stemme var helt henne ved mit øre, og det var kun en hvisken. Hans stemme fik mussepatterne til, at rejse si i min nakke.

"At jeg har lyst til at kysse dig igen," røg det ud af munden på mig, og jeg slog hådt hånden over min mund. Det sagde jeg bare IKKE! Nej nej nej.. 

"Nej nej nej.. Jeg mente det ikke! Jeg..." Jeg anede ærligt ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne vel ikke bare finde på en eller anden løgn? Altså hvis vi var gode venner, eller hvad fanden vi nu var, så fortalte man vel sandheden!? Desuden havde jeg lige røbet noget, der var lidt svært at komme udenom.. Lort.

"Hey, shhh, Em," Marc kvalte tydeligvis et grin, da han sprang ned af tumbleren. Lort, havde jeg lige ødelagt det hele? Desuden var det SLET ikke sjovt. Jeg dækkede mine øjne med hænderne, lukkede øjnene hårdt i og prøvede at ignorere at Marc sikkert stod og stirrede underligt på mig. Jeg kunne mærke tårerne prikke under mine øjenløg, lort lort og atter lort. Måske var den der følelse med at have lyst til, at løbe skrigende væk, ikke helt fjern alligevel?

"Hey, lyt lige på mig, Emily," prøvede Marc, mens han forgæves fjernede mine hænder fra mit ansigt. Troede han virkelig han kunne ydmyge mig endnu mere? Han skulle forhelvede ikke se, at jeg var tæt på at græde. Det var en hemmelighed.. Eller noget. 

Lige som jeg troede han ville lade mig være, stak han hænderne under min ryg, løftede mig sådan lidt op, og satte mig på tumbleren.

"Hallo, lyt lige Emily, Du behøver ikke at kigge på mig, du kan godt have lukkede øjne, men fjern de der hænder, så er du sød," hans stemme var blid, og af en eller anden grund fik det mig til a fjerne minder hænder, og lægge dem i mit skød. 

"Tak. Jeg ved godt at det ikke var meningen, at du skulle have sagt det der, og jeg ved også godt, at det er sandt," begyndte han, og hvis det ikke fordi han havde stillet sig tæt op af mig imellem mine ben og havde lagt sine hænder på mine hænder, var jeg spurtet skrigende væk. Men det var ikke rigtig ikke en mulighed. Skulle han lige ydmyge mig lidt mere? Var det ikke nok, at jeg kom til at sige det?

"Og jeg ved også, at jeg har det på samme måde," fortsatte han. Vent hvad? Sagde han lige.. Vent hvad? Inden jeg nåede at svare mine egne tanker, ramte hans læber igen mine og hans hånd min kind. Et smil plantede sig på mine læber, og jeg kørte med det samme mine hænder op i hans krøller. Denne gang tog jeg bare hætten af først, da det så var lidt nemmere. Hehehe. 
Da jeg slap hans læber, trak jeg ham ind i et kram, som han hurtigt gengældte.

"Det der var det mest akavede," mumlede jeg mod hans hår, og han grinede hæst.

"Jeg synes det var sødt, E. Det var rigtig sødt endda," svarede han, og et smil landede på min læber. Jeg tror aldrig jeg har smilet så meget, som jeg har i dag. Det er egentlig ret rart, at smile.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...