Why? - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2015
  • Opdateret: 16 feb. 2016
  • Status: Igang
Emily møder tilfældigt en ukendt dreng i vaskehallen. De udveksler numre, og det hele udvikler sig til et venskab med lidt fordele. Men paparazzierne forfølger Emily, hvorfor? En vis Harry Styles har en rolle i det, men Emily aner ikke hvem han er. Eller gør hun? Er han i virkeligheden en af de personer hun er begyndt at holde forfærdeligt meget af? Løgne viser sig, og hele Emilys hverdag bliver vendt på hovedet. Men pågrund af hvem?

29Likes
40Kommentarer
13915Visninger
AA

3. Kapitel 3

Kapitel 3

Det var søndag. Jeg lå i min seng, og jeg var røvtræt. Kender du de der morgener, hvor du ikke engang orker at gå ud og tage en kop te? Jaaa, sådan havde jeg det lige nu. Like, jeg ligger bare her og stener telefon de næste to timer. Jaaaaer, det er livet. Jeg fik faktisk afleveret en ret så god fysikrapport i fredags. Så god, at jeg ikke fik lektier for. Det gjorde de fleste andre heller ikke, men fuck det. Pointen er, at jeg ikke gjorde. 
Problemet var bare at hver gang jeg vendte mig mod højre, sprang Marcs røde telefonnummer op i ansigtet. Sådan like 'Kom her, Emily. Vi er tallene i Marcs telefonnummer, og vi vil gerne voldtage dig'. Okay nej, men det irriterede mig bare grænseløst, at han havde skrevet på min pude. Med fucking rød sprittusch. Møgunge. Og jeg havde virkelig brug for at skrive til ham, hvor meget jeg hadede ham for det. Og så havde jeg også allerede gemt hans nummer i går aftes, men KUN fordi jeg ikke kunne sove. Ups ups hovsa da.

#Jeg skrev#
Hey Marc. Jeg fucking hader dig, for at have skrevet på mit sengetøj. Idiot. Emily.

#Marc skrev#
Marc?

#Marc skrev#
Nårh ups, blev forvirrret, sorry. Beklager det med sengetøjet, kommer du ikke ned og vasker det med mig? Skal nok derned en af de næste dag, hvis det frister. Xxxx

Jeg kunne af en eller anden grund ikke lade vær, at smile over hans sidste besked. Den første forstod jeg til gengæld ikke. Hvordan er det muligt, at glemme sit eget navn? Og havde han overhovedet det? Havde han glemt mig allerede? Fuck, det der lød jo som en ulykkelig forelskelse. Nej nej nej. Han har stadig krøller, hvilket som sagt er no-go. Ikke til en dreng, det er for... Fimset. Desuden er hans hår langt, hvilket også gør ham fimset.   

#Jeg skrev#
Ved ikke om jeg magter dig. Du tegner sikkert bare noget andet på mit vasketøj. Burde nok binde dine hænder eller noget. Tror faktisk ikke det kan komme af. Din møgunge!

#Marc skrev#
Hahahaha, alle magter mig da. Skylder dig et pudebetræk, hvis det ikke kan komme af. Har jo alligevel pengene til det. Er faktisk ked af, hvis jeg lige smadrede din økonomi fuldstændig, også det med vaskemidlet. Er helt oprigtigt ked af det! Xx

#Jeg skrev#
Idiot.

#Marcen skrev#
;)

Vores samtale gik faktisk overraskende nemt. Hans humørsvingninger kunne ikke ses igennem smserne. Drenge med humørsvingninger er altså også bare for underligt. Han har ingen gyldig grund, ikke som os piger. Iiiiiih perioderne, fuck jeg dør egentlig over det. Det er det værste, seriøst.

Bare for at få lavet lidt, valgte jeg at stå op, gå i bad, og tage en portion cornflakes. Med yoghurt og kakaopulver. Omg, det er det bedste. Og så selvfølgelig en kop kaffe. Alle 20 årige studerende drikker kaffe hele tiden, og da jeg er en af dem, så drikker jeg også kaffe hele tiden. Kaffe er godt.

"Hey S. Jeg ville egentlig bare lige snakke med dig, du ringede ikke i går jo. Men du tager den ikke, så vi snakkes vel bare. Er du stadig på det der fissefornemme center? Møs møs," Sara var lort til at tage sin telefon. Hun tog den aldrig. Og hvad skulle jeg nu lave? Søndage var altid så kedelige. Altså ikke lige så kedelige som mandage, men det var faktisk tæt på. Jeg valgte at gå ned for at handle, det var alligevel også på tide.

Men det skulle jeg aldrig have gjort. Da jeg åbnede min hoveddør stod der otte mænd med store spejlreflekskamaraer, hvilket var rimelig meget snyd at de havde sådan et, lige op i hovedet på mig. Deres blitzer begyndte straks at blitze mig lige i hovedet. Gudskelov, at jeg havde valgt at gå i bad, tage ordentligt tøj og makeup på.
Men hvad fanden lavede de foran min dør? MIN dør?

Hvad var alt det her egentlig for noget? Først en forside og nu det her? Var der ikke nogle der kunne fortælle mig hvad fanden der skete? Jeg gik baglæns tilbage ind i lejligheden, mens de stadig tog billeder. Jeg holdte min hånd ud foran min ansigt for at dække bare lidt, men de blev ved. Hvad fanden foregik der?

"Hvad er det I laver? Hvorfor tager I billeder af mig?" Jeg kiggede irriteret på den forreste af mændene, der trak sin IPhone op af lommen.

"Du blev set snakke med Harry Styles i en vaskehal i går. Har du nogle kommentarer?" Han rakte IPhonen hen mod mig, hen mod min mund. Han optog det. Men hvem var Harry Styles? Jeg havde jo kun snakket med Marc. Der havde ikke været andre derinde, så de må tage fejl. Jeg besluttede mig for, at snakke ordentlig til dem, i stedet for bare at flippe ud. Hvis de alligevel optog det og havde tænkt sig at lægge det ud et eller andet sted, kunne jeg jo ligeså godt vise mig fra min gode side. For sådan en side har jeg faktisk, den er bare tit gemt væk.

"Undskyld, men De må have taget fejl. Jeg var som du sagde i en vaskehal i går, men jeg snakkede kun med én dreng. Og han hed ikke Harry Styles. Jeg kender heller ikke denne Harry Styles, beklager," svarede jeg ham, mens han stadig havde IPhonen helt oppe ved min mund. Det her var for underligt. Men hvem fuck var ham Harry Styles?

"Er du nu sikker på det, frøken?" En mand trak et billede frem fra sin lomme, som ham foldede ud. Et billede af en dreng med de samme krøller som Marc. Han lignede faktisk til forveksling Marc.

"Dette er Harry Styles. Flotte lange brune krøller og grønne øjne. Høj og markerede muskler, sødt smil," beskrev manden. Okay, så dette var Harry Styles. Hvem end han var og hvad han lavede, var han åbenbart kendt. Men det var stadig ikke Marc, de havde jo forfanden heller ikke det samme navn. Hvor svært var det at forstå?

"Jeg ved stadig ikke hvem Harry Styles er. Jeg snakkede med en dreng, men han hed Marc, og han lignede ganske rigtigt denne Harry Styles lidt. Men det var ikke ham, og nu må I have mig undskyldt." Jeg prøvede at mase mig igennem mændene, hvor iblandt nogle af dem stadig tog billeder af mig. Idioter. Kunne de ikke se jeg skulle noget andet? Der var ligesom en grund til at jeg var gået ud af min hoveddør.

"Havde den såkaldte Marc lange brune krøller? Grønne øjne?" Jeg kunne høre mændene råbe efter mig, men jeg ignorerede dem. Hvad var det her nu for noget, det var noget lort jo.

Jeg halvløb ned til indkøbscenteret, hvor jeg nærmest løb rundt og købte ind. Jeg skulle bare hjem. Tre liter mælk, smør, cornflakes, ris, hakket svinekød og ni pærer. Det var det.

"Det bliver 17£," kassedamen smilede sødt til mig, og jeg kørte mit kort igennem automaten. Hun smilede igen og rakte mig bonnen og min pose. De pakkede altid det hele for en hernede, det var den eneste grund til at jeg købte ind hernede. Jeg var lort til at pakke poser, så det var dejligt de gjorde det.

"Det var da dig, der var der lige før. Er det ikke dig? Emily Anne Smith?" Kassedamen kiggede undersøgende på mig, og mit hjerte sprang tre slag over. Hvad snakkede hun om? Hvor har jeg været? Hvorfor kunne hun mit navn?

"Hvad snakker du om?" Måske var min stemme lidt hård, men kassedamens facadesmil ændrede sig ikke. Hun kiggede blot op på fjernsynsskærmen, der hang over kassen. Hun skiftede kanal, og et slags interview kom frem.

"Det er her sørme stadig. Bare se det. Jeg betjener altså videre, så hvis De kunne stille dig ned i enden, ville det være dejligt." Jeg gjorde bare som hun sagde, uden at svare. Der var billeder og videoer af mig i udsendelsen. Af mig. Men hvorfor?

"Vi gentager lige det helt nye gossip igen, da der helt sikkert er kommet nye seer til vores helt fantastiske program," begyndte den ene af værterne. Han var hundrede procent bøsse, igen tvivl der.

"Denne Emily Anne Smith blev i går eftermiddags set i en vaskehal i centrum af London. Men hun var ikke bare i en vaskehal, hun var i en vaskehal med selveste Harry Styles, mine damer og herrer. Og de var der ikke blot sammen, nu skal I høre. De snakkede sammen, sad sammen og løb rundt i vaskehallen sammen. Om de lavede mere kunne ikke ses tydeligt. Men de kunne jo have fundet på meget bag vaskemaskinerne, hvis I forstår sådan en lille én.
Er Emily Harrys nye forelskelse? Harry nævnte i et interview for få timer siden, at han lige havde mødt en sjov pige, men at hun på ingen måde var mere. Endnu i hvertfald. Det har ikke været muligt, at få en kommentar fra Harry endnu om netop denne pige, men Emily Anne Smith har vi fået lidt kommentarere fra. Hun indrømmede ikke noget, men sagde noget der kunne antages som nogle små hint."

Jeg vendte ryggen til skærmen. Mine øjne var våde og min vejrtrækning var i små stød. Hulk formede sig i min hals, men jeg holdte dem inde. Skærmen havde vist klip af mig udenfor min lejlighed, og også billeder af mig og Marc i vaskehallen i går. Der var både billeder, hvor vi sad op af en vaskemaskine og hvor Marc holdte om mine ben, hvor jeg stod oppe på vaskemaskinen.
Jeg gad ikke høre resten. De kunne fandme ikke være det bekendt. Jeg havde for helvede ikke haft noget at gøre med en eller anden fucked up stjerne ved navn Harry Styles.

"Hvad fanden er alt det her for noget? Jeg aner for helvede ikke hvem Harry Styles er? Kan I ikke bare forstå det? Jeg har ALDRIG bare snakket med ham! Jeg aner for helvede ikke hvem han er! Jeg var der inde med en der hedder Marc! Marc! Ikke Harry Styles! Hvad laver han overhovedet? Synger han? Er han klog? Kan han noget? JEG KENDER HAM FOR HELVEDE IKKE! ER DET SÅ SVÆRT AT FORSTÅ? JEG BLIVER SINDSYG AF DE HER LORTE RYGTER!" Jeg skreg, og tårerne løb hurtigt om kap ned af mine kinder. Alle kunderne i butikken havde vendt sig mod mig, og de kiggede alle underligt på mig. Nogle små drenge grinede, en gammel dame kiggede på mig med et sørgmodigt blik og kassedamen sad bare med åben mund. Men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg havde fået nok. En ung pige, nok på min alder kom hen til mig, og trak mig uventet ind i et kram. Jeg hulkede mod hendes skulder, og hun kørte beroligende sine hænder op og ned af min ryg. Trods det at jeg overhovedet ikke kendte hende, var det det jeg havde allermest brug for.

"Shhhh. Det skal nok gå, okay? Jeg tror på dig. De skal nok stoppe det hele igen, hvis du viser dem, at du er stærk nok til at gå imod dem. Okay?" Hun trak mig lidt ud og smilede et lille smil til mig. Hun var faktisk ret smuk. Kort mørk apge og karamelbrune øjne. Lysebrun hud og en sort dunjakke.

"Okay," hviskede jeg tilbage, og trak hende ind i et kram.

"Hvem er Harry Styles?" Spurgte jeg hende, og hun grinede kort. Jeg blev simpelthen nødt til at vide det. Hvorfor var han kendt? Hvis han var min såkaldte snart-kæreste, så måtte jeg vel hellere vide hvad han lavede.

"Han er med i boybandet One Direction. De blev sat sammen i Xfactor for fire-fem år siden, og de har haft ret meget succes siden. Hvis du går hjem og hører noget af det, så lyt efter den dybe og hæse stemme. Han har visr ret mange soloer, i en del af sangene. Det er Harry," forklarede hun med et smil. Hun kendte dem vist rimelig godt. Egentlig sagde One Direction mig også et eller andet, men jeg anede ikke hvad de havde lavet. Gud jo! De var blevet nævnt i den der artikel, med ham den tykke mand. Han var deres tour manager! Så jeg HAVDE rent faktisk snakket med One Directions tour manager. Så noget af det sad rent faktisk sammen, bortset fra at det ikke var Harry Styles jeg havde snakket med.

"Okay," var det eneste jeg svarede. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Det her var for underligt, på en surrealistisk og irriterende måde.

"Jeg hedder forresten Claire," grinede pigen. Claire. Det er et pænt navn. Jeg smilede til hende.

"Emily.. Hvis du ikke fangede det i.. Du ved..." Jeg kunne ikke sige det. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige 'i det interview'. Det kunne jeg bare ikke, det var for underligt og for langt væk fra min hverdag.
Men Claire forstod. Hun nikkede og smilede. Hun var sød. Og åben. Hende ville jeg helt sikkert kunne få nogle gode samtaler med, uden tvivl. Jeg måtte hellere få hendes telefonnummer.

"Jeg må løbe, Emily. Min mor er inde og handle, jeg må hellere hjælpe hende. Tag du hjem, lav lidt varm kakao, og glem det her latterlige rygte. Og så god fornøjelse med Marc," hun blinkede til mig og trak mig ind i et kram. Et dejligt varmt et, som jeg kunne være i i flere dage, hvis det var! 

"Claire? Må jeg ikke få dit nummer? Vi kunne snakkes eller skrives.." Jeg smilede til hende, og et grin forlod hendes læber, samtidig med hun nikkede kraftigt.

"Hey, kan jeg ikke bare taste mit nummer ind på din telefon? Jeg har ikke lige noget at skrive med, og så kan du jo bare skrive en besked til mig," foreslog hun, og jeg nikkede. Gud, hvor vi nikkede meget. Det var lidt kikset. Jeg rakte hende min gamle lorte Samsung. Jeg tror det var en af de første smartphones på markedet.. Hahahaha, og den har jeg så. Hurra. Hun rakte den smilende tilbage til mig, og vi udvekslede et kram igen, inden hun gik tilbage i butikken. Jeg tørrede mine øjne, og gik med faste skridt ud af butikken. 

Intet kunne ødelægge mig nu. Intet måtte ødelægge mig nu.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...