Why? - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2015
  • Opdateret: 16 feb. 2016
  • Status: Igang
Emily møder tilfældigt en ukendt dreng i vaskehallen. De udveksler numre, og det hele udvikler sig til et venskab med lidt fordele. Men paparazzierne forfølger Emily, hvorfor? En vis Harry Styles har en rolle i det, men Emily aner ikke hvem han er. Eller gør hun? Er han i virkeligheden en af de personer hun er begyndt at holde forfærdeligt meget af? Løgne viser sig, og hele Emilys hverdag bliver vendt på hovedet. Men pågrund af hvem?

29Likes
40Kommentarer
13910Visninger
AA

2. Kapitel 2

Kapitel 2

"Lorte tøj," udbrød jeg sukkende, og sparkede hårdt til vaskemaskinen. Ja, jeg var i vaskehallen igennem, blot to dage efter jeg var der sidst. Jeg havde skulle lave kaffe til mig selv i går aftes, og skulle samtidig lægge rent sengetøj på. For det trængte der virkelig til. Men fordi det lorte postbud absolut skulle banke på min dør, imens jeg stod og drak kaffe med sengetøjet i hånden, fik jeg så stort et chok at jeg spildte kaffe på mit sengetøj. Jeg spildte faktisk ret så meget kaffe på det. Idiot. Det havde gjort mig voldsom sur, og det var nu grunden til at jeg irriteret sparkede til vaskemaskinen. Den gad ikke starte. Lorte maskine.

"Mangler du lidt hjælp!?" En ret så britisk mand med en ret så britisk accent snakkede. Snakkede han til mig? Jeg havde egentlig slet ikke set der var nogle, lort. Nu havde han sikkert siddet med popcorn og øl, og været opslugt af min diskussion med vaskemaskinen. Okay, måske ikke, men alligevel. Han havde jo nok set det, siden han spurgte.

Jeg vendte irriteret ansigtet mod ham. Okay, han var ikke specielt gammel, altså måske på  min alder. Han stemme lød ældre. Han havde hætten trukket helt ned over hovedet og et par solbriller på. Wauw, vi var i februar? Der er godt nok også meget sol lige nu. Åh gud, han havde krøller. Godt nok var de mørkebrune, men drenge med krøller er no-go. Nej, bare nej. Hvordan kunne jeg egentlig se han var på min alder? Okay, det kunne jeg heller ikke. Det var et rent skud fra hoften. jeg er god til, at skyde fra hoften.

Jeg kunne selvfølgelig godt få hans hjælp, uden at jeg behøvede at snave ham i gulvet. Hehehehe, det er vel altid en bonus at han er pæn, men ikke et must. Og det var han ikke, så han skulle ikke have en tur. Okay, bare rolig, jeg snaver ikke alle pæne i gulvet. Ikke helt i hvert fald. Ikke længere faktisk.

"Nej, det går, mester," svarede jeg. Okay, det var dumt. Jeg havde jo ligesom brug for hans hjælp. Jeg anede ikke hvordan man reparerede en smadret vaskemaskine, den havde aldrig gjort sådan der når jeg har været her nede. Og jeg havde trods alt været der i nogle år efterhånden.
Han svarede ikke, men vendte sig bare om, for at tænde sin egen maskine. Pis, den virkede. Pis og lort.

Jeg sparkede til maskinen, men, sjovt nok, skete der ikke en skid. Jeg kunne mærke drengens blik i nakken, da jeg tømte vaskemiddel-holderen for vaskemiddel i skraldespanden. Hedder det en vaskemaskine-holder? Næppe, men jeg mener i hvert fald den 'skuffe' du putter vaskemidlet ned i. Det gav sikkert bedre mening.

Jeg skulle til at tømme vaskemaskinen for tøj, men jeg blev afbrudt af en britisk mand med britisk accent. Den samme mand. Igen.

"Jeg tror du skal have lidt hjælp," Jeg kunne mærke ham nærme sig, selvom jeg havde ryggen til. Ret blæret da. Ellers kunne jeg bare høre ham, det er ikke godt at vide.
Jeg vendte mig om, og krydsede armene i forsvarsposition foran mit ansigt. Han var tættere på end jeg havde forestillet mig, og jeg havde været ret tæt på, at ramme ham med mine hænder. Hovsa, det var vel nok synd for ham.

"Tag det dog roligt," grinede han, og gik bare en bue udenom mig og om til vaskemaskinen. Han bøjede sig ned bag den, og trykkede på en knap, der fik vaskemaskinen til at sige en lyd.

"Hvad fanden laver du?" Udbrød jeg, og gik om til ham. Stadig med armene i forsvarsposition. Jeg er ret bange af mig, okay? Desuden kunne han ligeså godt være en pædofil, siden han havde både hætte og solbriller på.

"Jeg reparerer vaskemaskinen," svarede han, og kiggede op på mig. Eller det kunne jeg teknisk set ikke se jo, men det virkede bare sådan, da han vendte sit hoved opad mod mig.

"Hvorfor gør du det?" Spurgte jeg surt og satte mig på vaskemaskinen med krydsede arme. Han grinede blot, hvilket var ret provokerende, og bøjede sig så igen helt ned til vaskemaskinen. Den sagde en lyd igen, og han sukkede tilfredst. Ikke sådan stønne-agtigt, mere sådan et jeg-er-tilfreds-suk.

"Jeg har ordnet den for dig, pige. Der var bare en knap, der sad i klemme," forklarede han med et lille smil om læberne. Jeg sendte ham et frustreret blik, som han gengældte med et smil. Ret flabet alligevel.

"Så jeg har lige smidt vaskemiddel ud uden grund eller hvad? Du kunne sguda godt have hjulpet mig noget før så!" Han kiggede chokeret på mig, og det gjorde jeg også. Okay, det er ikke muligt, men jeg var også selv ret chokeret. Bare fordi jeg har lidt for lidt penge og er lidt for meget på røven, så var det jo trods alt ikke hans skyld. Han havde vel bare hjulpet mig med noget jeg var lidt for uteknisk til at kunne finde ud af.

"Du er..." Han stoppede sig selv. Han virkede egentlig ikke sur, nærmere... Undret. Eller jeg ved det ikke, det var et rent gæt. Jeg gætter meget og fortæller bare at det er rigtigt, det er faktisk ret smart. Indtil folk opdager det... Men ofte er man så heldig, at folk enten ikke opdager det eller vælger ikke at fortælle at de har opdaget det. Det der var lidt et sidespor til alt, undskyld for det.

"Okay okay okay. Jeg bøjer mig," sagde jeg hurtigt til ham, og prøvede at fange hans øjne. Forgæves. Han havde jo solbriller på, og de var helt sorte i glasset.

"Tak?" Svarede han bare, og sendte mig et skævt smil. Ad dreng, ikke skæve smil. Så får man lyst til at kysse dig, hviiiiiiis du ellers ikke havde haft krøller. Synd for dig, for jeg kysser faktisk ret godt.

"Du skal ikke bare takke, dreng. Tak er bare et sølle ord. Du skal være dybt taknemmelig, jeg har lige bøjet mig!" Okay, måske jeg virkede lidt for weird overfor ham. Han sendte mig i hvert fald et ret så weird blik efter jeg havde holdt min taknemmelighedstale. Jeg har altid haft motto, 'De normale er de kedelige, dem der er anderledes har det sjovt'. Det har jeg sådan lidt levet efter, og det kan godt nogle gange være lidt skidt. Bare et lille godt råd. Meeeeen, når det så er sagt, så er det aldrig godt at være helt normal. Find helst en mellemting. Bare endnu et godt råd.

Imens jeg sådan stod i mine egne tanker og gav gode råd, var han sådan lidt skredet. Ikke sådan skredet skredet, men skredet over til sin vaskemaskine, som han havde sat i gang. Hvilket jeg også burde gøre med min egen, så det gjorde jeg.

"Er du tit hernede?" Spurgte han pludselig. Jeg vendte mod ham, og han havde allerede blikket mod mig. Okay igen, det vidste jeg ikke, men det kunne jeg lidt regne ud. Uhhhh, jeg er klooooog. Ja, det er jeg.

"Nok cirka et par gange om ugen, i hvert fald her for tiden. Men jeg er her helst så lidt som muligt," svarede jeg, og han nikkede. Da jeg kom til at tænke over det, havde jeg ikke set ham hernede før, ikke efter min gode guldfiskehukommelse i hvert fald.

"Har du været her før eller!?" Spurgte jeg, hvorfor ikke bare have en samtale kørende? Jeg havde alligevel ikke andet at tage mig til. Okay, jeg kunne vælge at ringe til Sara, men hun lavede helt sikkert noget en dejlig lørdag eftermiddag. Det havde de fleste vel.

"Altså jeg... Jeg har ikke rigtig haft behov for, at gå herned før nu," svarede han, og svang sig op på en vaskemaskine. Det var jo min ting! Der var nok også mange andre der gjorde det, men det var stadig min ting, han lige havde gjort. Tyv.

"Ikke behov? Er du sådan en rig snob, der har både vaskemaskine og tumbler i en eller anden kongelejlighed i midten af London?" Spurgte jeg flabet, men han grinte blot. Det kunne jeg godt lide. Grin af mine halvt misundelige og halvt jokende sætninger, der i virkeligheden slet ikke er sjove. Tak dreng, mange tak.

"Ja, det kan du vel godt kalde mig. Lige bortset fra at jeg bor i hus," svarede han, og sendte mig et udfordrende smil. Okay, så vi snakker penge... Så kan jeg ikke være med, makker.  

"Hvad bringer dig så i en ussel vaskehal?" Spurgte jeg videre, endda også med et udfordrende smil. Jeg smilte faktisk, stort Emily. I burde faktisk klappe nu. Jeg valgte med vilje, at gå udenom delen med penge, for der ville jeg slet ikke kunne udfordre ham, og så var det ikke sjovt.

"Jeg bor hos en ven de næste uger, da mit hus er lånt ud," han trak ligeglad på skuldrene og trommede hænderne på vaskemaskinen. Det var en eller anden melodi jeg havde hørt før... Hvad fuck var det for én? Shit, sådan noget her er så irriterende.

"Låner andre folk bare dit hus ud? Sådan uden din tilladelse? Det lyder godt nok trist." Af en eller anden grund nød jeg, at have en samtale kørende med den her dreng. Han havde lidt i sig, og nej. Han havde stadig køller, hvilket slet ikke gik.

"Nej, jeg lånte det selv ud. Men én blev syg, nye udviklinger, aflyste jobs osv., der så gjorde at jeg kom lidt tidligere hjem. Og så bor jeg hos en ven i nogle uger, og han gider ikke dele sin vaskemaskine med mig," han grinede højt af sig selv, og jeg kunne heller ikke lade vær med at grine lidt. Okay, fed ven at have alligevel.

"Lejer du sådan dit hus ud hver gang du tager på ferie?" Spurgte jeg så, og han trak på skuldrene. Hvad mente han egentlig med nye udviklinger og aflyste jobs? Var det en forretningsrejse? Var han ikke lidt ung til det? Måske var han sådan én der sprang gymnasiet over og gik direkte til universitetet, fordi han var for klog til gymnasiet. Hvis man ellers kan være det. Men så kunne det være, at han også havde sprunget nogle år over på universitet, fået et job, og var på forretningsrejser. Det var vel muligt. Desuden vidste jeg jo egentlig heller ikke hvor gammel han var.

"Egentlig får jeg ikke penge for det. De får lov til at låne den nederste del," svarede han ligegyldigt. Låne det? Så måtte være en ret så stor richkid. Fuck ham egentlig.

"Richkid," mumlede jeg og svang mig ned fra vaskemaskinen. Jeg kunne høre ham grine, og det fik også et lille smil frem på mine læber. Han havde faktisk et ret sødt grin.

"Altid," grinede han, inden hans vaskemaskine bibbede og han svang sig ned, for at åbne den. Jeg grinede bare af ham. Den dreng var overraskende kær, og ret nem at komme ind på.

"Kunne du ikke hjælpe mig med at åbne tumbleren?" Han havde armene fyldt med vådt tøj, og hans hætte var ved at falde ned. Jeg grinede igen af ham, men rykkede mig ikke overhovedet. Jeg sad godt her på vaskemaskinen, og det skulle han ikke ødelægge. Desuden var han richkid, så han kunne godt lære at klare sig selv. Hehehe, så kunne han lære det. Jeg krydsede blot mine arme og endte ham et tilfredst smil. Hans smil ændrede sig drastisk fra kært til en irriteret lige streg. Ups, han var vist sur nu.

"Helt ærligt," mumlede han og gik med drastiske skridt hen mod mig. Jeg skreg som en lille pige og rejste mig op, så jeg stod på vaskemaskinen. Jeg hoppede elegant videre til den næste vaskemaskine og lod endnu et skrig forlade min mund. Han grinede, smed sit våde vasketøj i en af vaskekurvene og løb hen til den vaskemaskine, jeg stod på. Jeg skreg som en stukken gris, og hoppede videre. Og ja, sådan blev vi ved. Gudskelov, at han blev på jorden, ellers ville det nok blive lidt svært at løbe fra ham.

 

"Vi har lige løbet rundt i en vaskehal i en time..." Begyndte han, og jeg fnes kort. Vi havde placeret op af to vaskemaskiner, da vi blev for forpustede til at løbe videre. Det var overraskende hårdt at løbe på vaskemaskiner, og han var vist også blevet lidt forpustet til sidst.

"Skal du ikke tømme din vaskemaskine og få det i tumbleren? Og hjælpe mig også?" Forsatte han, en smule alvorligt. Hvad skete der lige der? Havde han lige slugt et glas fornuft eller hvad?

"Jeg går ikke ind for tumblere," svarede jeg ærligt, og han smilte. Der var jo sandt nok. Tumblere er spild af god energi, der kunne bruges på meget mere fornuftige ting. Ja, på nogle punkter er jeg måske lidt professor også, men hvis jeg får børn skal de også have lov til at vaske tøj. Vi skal helst ikke have brugt alt energien, hahahaha. Det ville være ret synd.

"Fornuftigt. Men kan du ikke stadig lige hjælpe mig, det er lidt nemmere med fire hænder!?" Jeg nikkede bare som svar, og rejste mig fra gulvet. Det samme gjorde han. Hvad hed han egentlig? Det var efterhånden ret irriterende, at skulle kalde ham 'drengen' eller bare 'ham'.

"Hvad hedder du egentlig? Altså det er blevet lidt irriterende, ikke at kunne kalde dig noget," jokede jeg, men han stivnede i sin bevægelse med armene inde i tumbleren. Hvad der føles som minutter, men nok kun var nogle få sekunder, stod han helt stille, inden han fortsatte med at proppe tøjet i tumbleren.

"Øhhhmm... Øhhh.. Jeg hedder..." Han rettede sig op, og hans blik søgte i jorden. Okay, hvad skete der lige her? Havde han et pinligt navn? Altså jeg hed Emily. Come on. Værre bliver det ikke. Emily er sådan lidt lille pigeagtigt, sådan 'Nåårh lille Emilyskat' eller 'Hvordan har lille Emilymus det?'. Det er til at brække sig over.

"Marc. Jeg hedder Marc," konstaterede han så, og sendte mig et usikkert smil. Marc var da ikke slemt. Jeg kunne godt lide navnet Marc, det var sådan mere... Sejt. Ja, det var et sådan sejt navn.

"Sejt nok, det er da et cool navn. Jeg hedder Emily. Det er sådan lillepigeagtigt, jeg er nogle gange ved at brække mig over det," min opmuntring hjalp ligesom ikke. Selvom jeg smilte opmuntrende til ham, havde han stadig bare blikket mod jorden og grinede bare lavt. Falskt.
Han havde efterhånden grint et par gange de sidste par timer, og det lød ikke sådan. Desuden havde han blikket mod jorden, og hans grin var mere en mumlen end et grin. Ergo, det var hundrede procent et falskt grin. Ingen tvivl der.

"Okay okay, der ændrede stemningen sig lige drastisk. Det der grin var falskt, og du kan ligeså godt spytte ud hvorfor," jeg snakkede hurtigt, og nåede ligesom ikke rigtig at tænke mig om før. Det der var pinligt sagt, og det gjorde helt sikkert bare stemningen endnu mere akavet. Men fuck det. Det var et relevant spørgsmål.

"Slap nu af, Emily. Det der grin var ikke falskt, og jeg bliver nødt til at smutte nu." Hans stemme var hård og kold. Hvad fanden skete der? Jeg kiggede koldt på ham, men han ænsede mig ikke ét blik. Jeg rystede på hovedet af ham, men tog mit sengetøj ud af vaskemaskinen og proppede det i posen.

"Tager du herned igen snart? Jeg vasker ret tit tøj nemlig, jeg bruger flere sæt tøj om dagen normalt," siger Marc pludselig, og jeg vender mig forbløffet om. Hvor kom det fra? Hvad havde det med noget at gøre? Var han ikke vred lige før? Jeg sukker og ryster på hovedet af ham.

"Spurgt Marc," svarer jeg bare. Han vender sig undrende mod mig også, men smilte så pludselig. Underlig reaktion alligevel.

"Jeg har hygget mig, Emily. Jeg har skrevet mit nummer på dit hovedpudebetræk. Skriv lige næste gang du skal vaske tøj eller et eller andet her i byen," smiler han. Det lød næsten kommanderende. Hvad fanden var der galt med den dreng? Han havde vel for guds skyld ikke skrevet på mit sengetøj. For helvede da også.

"Har du skrevet på mit sengetøj? Hvad tænker du dog på? Hvad er der dog galt med dig?" Jeg måtte se ret så tomatrød i hovedet, men han kunne fandme ikke mene, at han havde skrevet sit nummer på min pude. Så kunne jeg jo ikke bruge det. Eller også skulle jeg hjem og putte sulfo på det, og så herned igen. Hvilket jeg langt fra magtede.
Marc grinede bare af mig, og gav et kort vink fra sig, inden han forsvandt ud af døren. Jeg stirrede bare efter ham, som en eller anden idiot. Han havde edermame de sygeste humørsvingninger, det var da alligevel utroligt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...