Why? - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2015
  • Opdateret: 16 feb. 2016
  • Status: Igang
Emily møder tilfældigt en ukendt dreng i vaskehallen. De udveksler numre, og det hele udvikler sig til et venskab med lidt fordele. Men paparazzierne forfølger Emily, hvorfor? En vis Harry Styles har en rolle i det, men Emily aner ikke hvem han er. Eller gør hun? Er han i virkeligheden en af de personer hun er begyndt at holde forfærdeligt meget af? Løgne viser sig, og hele Emilys hverdag bliver vendt på hovedet. Men pågrund af hvem?

29Likes
40Kommentarer
13912Visninger
AA

13. Kapitel 13

Kapitel 13

”Ben, jeg vil ikke,” peb jeg, men Ben vendte bare øjne af mig. Han trak mig gennem gaderne, og jeg prøvede forgæves at hive ham med den anden vej. Hvorfor havde jeg også fundet mig en ven, der gik op i fitness og træning? Du er virkelig dårlig til at vælge venner, Emily.

”Tag dig sammen, Em. Det der er for barnligt,” mumlede Ben, inden han hev mig med over endnu en vej. Fuck, kun to gader til min lejlighed. Tænk, hvis han er der?

Jeg valgte at gå på mine ben, i stedet for at stritte imod. Hvis Harry Styles var der, hvorfor så ikke få det bedste ud af det? Det kunne man vel lige så godt. Desuden, så var det faktisk utrolig hårdt at stritte imod, just saying. Det er meget nemmere bare at gå.

Da vi nåede til mit lejlighedskompleks, kunne jeg mærke, at min hjerterytme langsomt steg. Pis også altså. Mine håndflader blev svedige, og hvis jeg var hurtig, kunne jeg svøbe min hånd ud af Bens og løbe den modsatte vej. Ben ville nok fange mig, men whatever. Det var et forsøg værd. Eller ikke.

”Du går forrest,” sagde Ben, hvilket fik mig til at vende mine øjne irriteret af ham. Var han dum? Jeg gad sguda ikke at gå forrest. Men han skubbede mig foran, så jeg havde ikke noget valg. Sikke en god ven du er, Ben. Thank you very much.

Da vi nåede toppen af trapperne op til min lejlighed, havde jeg stadig ikke kigget op fra mine fødder. Og da jeg gjorde det, slog jeg også blikket hurtigt ned igen. Han stod der. Han stod der virkelig.

Hvorfor stod han der dog? Var han dum? Han var slet ikke velkommen jo. Det kunne godt være, at Ben havde inviteret ham, men han vel klog nok til at vide, at jeg slet ikke gad at se ham. Omg, Harry Styles stod foran min hoveddør. Omg, jeg skal fangirle. Omg tud tud tud. Arrrh, jeg skriger. Årh tud tud, han står der rent faktisk. Omg omg omg.

Okay, det hjalp faktisk. Jeg lod lige som om, at jeg var en fan, for hey, det var faktisk rart.

Og nej, jeg råbte ikke højt. Jeg holdte min kæft lige så lukket som hele tiden, for jeg turde overhovedet ikke at snakke til Harry Styles. Og jeg var for arrig til at snakke til Ben. Den idiot af en ven. Du er så hadet, Ben, og du ved det godt.

”E,” udbrød Harry Styles overrasket. Han var iført sorte stramme bukser og en lang brun frakke. Hans hår hang om hans skuldre, og han havde solbriller i panden. I panden. God start, Harry, så var du da trods alt nede på mit niveau. Og nej, jeg anede ikke, hvad jeg snakkede om.

”Jeg har så meget, jeg skal forklare dig,” startede han ud og stillede sig ret op, så hans ryg ikke længere var lænet op af væggen. Han rakte hånden ud mod Ben, og Ben tog imod den og trak Harry ind i et mandeligt kram med klap på skulderen og det hele. Undskyld mig, men burde en ven ikke være der for én i den situation? Være like: ”Nej, jeg snakker desværre ikke med dig, da du er en kæmpe fed og grim nar.” Men næ nej, sådan en ven havde jeg åbenbart ikke fundet. Mange tak for støtten, Ben.

”Lås lige op, Em.” Det var Ben, der snakkede. Heldigvis. Og jeg var vist gået i stå midt i min tankestrøm. Gid, jeg bare kunne forsvinde ind i den i et øjeblik. Forsvinde fra idiotiske Ben og endnu mere kæmpe meget mere idiotiske Harry Styles.

Jeg valgte alligevel at låse min dør op og traskede med faste skridt ind i min lejlighed. Den var forholdsvis ryddet, men min dyne var i sofaen, og der stod to halvfyldte kaffekopper i køkkenet. Men halleluja, det var jo ingen ting.

”Sæt jer bare ned, så henter jeg lige lidt popcorn og slik til mig selv,” jokede Ben. Og det var bare overhovedet ikke sjovt, Ben, så stop dig selv. Med et suk faldt jeg nærmest ned på en af stolene ved mit lille spisebord. Harry Styles satte sig derimod elegant ned på stolen overfor og krydsede sine ben. Bøsse. Ej nej, undskyld. Men han var en idiot, så jeg havde faktisk lov.

”Du bliver nødt til at forstå det, E,” begyndte han, og jeg rystede sukkende på hovedet og vendte så hovedet mod Ben. For første gang i lang tid lod jeg mine øjne møde hans og sendte ham skrid-ad-helvedes-til blikket. Og han forstod heldigvis.

”Der er lige nogle regler,” forklarede jeg Harry Styles, hvilket fik ham til at kigge underligt på mig. Men hey, der var faktisk nogle regler, som han skulle overholde. Ellers så gad jeg overhovedet ikke at lytte til ham.

”1, du skal overhovedet ikke kalde mig E. En gang mere, for så smider jeg dig ud. Nummer 2 regel er, at du ikke kan snakke i mere end to minutter ad gangen i en køre. For så er det min tur til at snakke. Er det forstået?” Han nikkede forstående og prøvede sikkert bare at forholde sig i ro, fordi han vidste, at han havde opført sig som en idiot. Hvilket miner mig om, at jeg slet ikke burde sidde her og lytte til hans pladder. Men nu havde jeg givet ham chancen, sååå der var nok ingen vej udenom.

”Du skal forstå, at det hele slet ikke er, som det ser ud,” begyndte han og allerede der, blev jeg nødt til at afbryde ham.

”Det siger de jo altid,” afbrød jeg mumlende og lod mine øjne møde hans. Jeg sørgerede for at virke så kold som muligt, selvom jeg egentlig hungrede efter at høre mere. For hey, han skulle virkelig have en god grund? Der findes nok ikke så god en grund, at jeg ville tilgive ham, men jeg ville alligevel gerne høre hans røverhistorier.

”Lyt nu bare. Jeg nåede overhovedet ikke at snakke i to minutter,” svarede han igen, hvilket næsten fik mig til at rejse mig. Men han lagde sin hånd på min arm, for at holde mig fast. Og det hjalp. For helvede også.

”I vaskehallen var det hele bare så hyggeligt. Du var pisse sur og irriteret, men du endte med at bløde op. Og vi hyggede os indtil du spurgte, hvad jeg hed. Jeg gik i stå, for jeg troede ligesom, at du vidste, hvem jeg var. For jeg var ligesom i et band næsten alle vidste hvem var, så det overraskede mig virkelig. Først tænkte jeg at lave en joke med det, men tænkte så, at hvis du vidste, hvem jeg var, ville du så hade mig? Synes jeg var pisse irriterende og arrogant? Eller ville du være ligeglad?” Hans spørgsmål var ikke ment som spørgsmål, så jeg valgte at forholde mig tavs. For den her forklaring kom faktisk bag på mig. Jeg havde ikke regnet med den slags forklaring, så det var rimelig overraskende faktisk.

”Jeg ville ikke ændre noget mellem os, så jeg løj. Jeg troede først, at du havde regnet den ud, men det havde du ikke. Og så fortsatte det ligesom bare. Det røg længere og længere ud, og det blev sværere og sværere at sige sandheden. Men jeg ville virkelig gerne have fortalt sandheden, det ville jeg virkelig. Og det mener jeg!” Mine øjne fandt hans igen, og det lignede faktisk, at han mente, hvad han sagde. Men han var kendt, så han var sikkert et geni til facader. Ik?

”Jeg er virkelig ked af det. Jeg ville have fortalt dig det, det ville jeg virkelig. Jeg er så ked af det, E, men jeg begyndte at holde af dig, så jeg kunne ikke få mig selv til at ødelægge det.”

”Du ødelagde det, Harry. Jeg har mistet veninder og kæmpet med at ignorere alt den opmærksomhed, jeg pludselig fik. For jeg troede, at den var uden grund, at den ville forsvinde, fordi det hele var løgn og en misforståelse. Folk tog billeder af mig, kiggede underligt på mig på uni’et og talte ned til mig. Men jeg var ligeglad, fordi jeg vidste, at det hele var noget fup og det ville folk finde ud af. Men det fandt de ikke ud af, for det var ikke fup! Du var noget fup! Mine veninder havde ret. Jeg mistede dem på grund af dig! For slet ikke at snakke om, at jeg fik følelser for dig! Og du var ligeglad!” Tårerne trillede ned af mine kinder, og jeg nærmest spyttede ham i hovedet. Charmerende Emily, virkelig charmerende.

Jeg valgte at fortælle ham, hvordan jeg havde det med det, da han skulle forstå det fra en anden vinkel af. For han havde været en idiot, og heldigvis lød det også til, at det efterhånden var gået op for ham. Det var satme også på tide.

”Jeg er så ked af det, E.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...