Why? - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2015
  • Opdateret: 16 feb. 2016
  • Status: Igang
Emily møder tilfældigt en ukendt dreng i vaskehallen. De udveksler numre, og det hele udvikler sig til et venskab med lidt fordele. Men paparazzierne forfølger Emily, hvorfor? En vis Harry Styles har en rolle i det, men Emily aner ikke hvem han er. Eller gør hun? Er han i virkeligheden en af de personer hun er begyndt at holde forfærdeligt meget af? Løgne viser sig, og hele Emilys hverdag bliver vendt på hovedet. Men pågrund af hvem?

29Likes
40Kommentarer
13927Visninger
AA

12. Kapitel 12

Kapitel 12

 

”Han gik sin vej,” sluttede jeg min fortælling, og Ben kiggede underligt på mig. Vi sad i kantinen som normalt, og jeg havde lige fortalt min lange roman om Harry Styles.

”Han er desperat, Em. Måske skulle du lytte til ham?” Og der fik Ben, mig så næsten kvalt i min sandwich. Undskyld, men hvad fanden snakkede den knægt om? Skulle jeg lytte til ham?

”Er du dum, Ben?” Spurgte jeg ham undrende, efter ca. 5 minutters hosteanfald. Ja, det var et alvorligt hosteanfald. Han rystede bare på hovedet, og han virkede underligt nok ret alvorlig. Og han var sjældent alvorlig btw.

”Du er dum, Em. Lyt til ham, han for..” Jeg rystede febrilsk på hovedet og cuttede Bens tale af. Jeg magtede det bare simpelthen overhovedet ikke. 

”Jeg giver dig min IPhone, hvis I bliver et par,” udfordrede Ben, og jeg fik igen min sandwich galt i halsen. Lorte sandwich. Og lorte Ben. Troede han selv på det der fis? Harry Styles var verdenskendt, og jeg var en røvfattig studerende. Der måske snart ikke var en studerende mere.

Jeg rystede igen på hovedet af Ben. Det var et latterligt tilbud, og han gjorde det kun fordi, at han vidste jeg ville give alt for en IPhone 6. Desuden kunne det helt sikkert heller ikke lade sig gøre. Harry Styles kunne få alle modeller og læke piger over hele verdenen. Han kunne rejse frem og tilbage mellem tusinder af kvinder over hele verdenen, og de ville have været glade, hvis han gad røre dem. Men ikke mig, han skulle fandme ikke røre mig, hverken på den ene eller anden måde.

”Jeg forstår ham bare ikke. Han er sådan en idiot, og han prøver ikke engang at forklare hvorfor. Han kunne sguda skrive på sms or something. I don’t care, men han kunne da prøve. Jeg har ikke tænkt mig at læse det, men alligevel.” Jeg trak på skuldrene, og Ben kvalte et grin. Iiiih, hvor var han dog støttende. Måske skulle jeg overveje en ny vennekreds her på uni’et. Måske et par af dem fra psykologi linjen? De havde vel et par støttende ord eller sådan noget. Jeg kunne være en slags prøveklient i deres kommende psykologklinik. Det kunne da være hygge.

”Jeg tager med dig hjem i dag. Du skriver til Harry Styles, han skal være foran din lejlighed klokken seksten. Vi er der 16:15, bare for at pirre ham lidt, og så skal han bare forklare. Oh, og så skal han have popcorn med til mig,” kommanderede Ben, og han sendte mig et tilfredst smil, inden han afsluttede.

”Ben, det der er for åndssvagt.” Ja, det var mit eneste svar. Men det var jo også rigtigt nok. Det var den mest åndssvage idé længe, af den ene grund, at jeg på ingen måde havde tænkt mig at kontakte Harry Styles.

”Ej, come on. Du snakker ikke om andet end ham, du er helt skudt i ham, Em. Giv ham dog en chance,” begyndte Ben.

”Undskyld mig?” Jeg sendte ham en grimasse og han brød ud i grin. Det her skulle nok blive godt. Or not.

”Har du glemt hvad fanden han egentlig har lavet? Han har løjet, Ben. Desuden, så er han kendt, så han er alligevel ligeglad.” Jeg sukkede, og tårerne pressede på. Hvorfor helvede handlede alt også om ham lige nu? Ben kiggede bare på mig med et sørgmodigt blik. Han åbnede kort munden for at svare, men jeg holdte hånden op, for at stoppe ham. Jeg kunne ikke mere.

Mine øjne var tæt på at løbe i vand, så jeg valgte at rejse mig. Min sandwich kylede jeg ud i skraldespanden, inden jeg med raske skridt gik mod mit skab. Med lidt besvær fandt jeg min nøgle i min rimelig rodede skuldertaske, men da jeg åbnede mit skab fik jeg noget af et chok.

Nej, der var ikke noget klamt i mit skab. Og nej, der var ikke en eller anden idiot, der var hoppet ind i mit skab. Og nej, der kom ikke en af mine venner og forskrækkede mig, så alle mine bøger røg ud over det hele. Der var heller ikke en lækker fyr, der fik mig til at tabe både kæbe og taske. Selvom det kunne have været ret lækkert.

Det havde faktisk overhovedet intet med mit skab at gøre. Det var Ben. Han kom gående forbi mig, uden at ænse mig. Ergo, han vidste ikke, jeg var der. Og du kan måske gætte, hvad han lavede? Nej okay, jeg trækker det ud, for det kunne simpelthen ikke være rigtigt.

”BEN! NEJ, FORHELVEDE NEJ!” Jeg smed min taske og nåede hverken at lukke eller låse mit skab.
Jeg var faktisk ikke i særlig god form, men jeg må sige dig, at jeg fik løbet rimelig stærkt efter Ben.

Han snakkede i telefon. Han havde snakket i telefon, for han havde i hast lagt på. Men jeg havde hørt samtalen. Og fuck, det var min telefon, han havde talt i. Hvorfor havde jeg også ladet den ligge på bordet? Du er en kvajpande, Emily.

”Du er verdens dårligste ven, Ben. Og især, hvis du ikke fortæller mig, hvad fanden du har gang i.” Fuck, jeg var forpustet, og jeg havde ikke løbet mere end 50 meter. Men jeg havde jo også løbet hurtigt, så det var derfor. For SÅ dårlig form, var jeg trods alt ikke i. Ben vendte sit blik mod mig. Hvorfor så han så afslappet ud? Og hvorfor havde han et lille smil spillende om sine læber?

”Undskyld Em. Og det mener jeg. Ikke på en undskyld-jeg-gjorde-det-jeg-fortryder-det måde, men på en undskyld-men-jeg-bliver-nødt-til-at-hjælpe-dig måde. Du snakker rigtig meget om Harry Styles og jeg siger ikke, at I skal blive kærester eller sådan noget, men I skal bare lige have ordnet det hele, tror jeg. Og jeg hjælper dig bare på vej, søde,” forklarede han. Hvorfor sagde han det som om, han gav mig en bjørnetjeneste?

”Du. Snakkede. I. Telefon. Med. Ham.” Mine tænder var sammenbidte og jeg var rasende. Ben kiggede roligt på mig, inden han lagde sin arm om min skuldre. Han kørte stille sine fingre op og ned af min arm, hvilket faktisk også gjorde mig rolig. 

”Ja, men det er faktisk din egen skyld. Du lod din telefon ligge lige før, og den råbte ligesom efter mig. Og så skrev han faktisk også en besked. Men jeg har slettet den, for den var ret lang, så jeg forslog ham at fortælle det til dig face-to-face. Såå, min idé er blevet en realitet. Det bliver hygge, babe,” forklarede Ben smilende, inden han kyssede mig ved tindingen og drejede ind i et lokale. Hvor han sikkert skulle have undervisning.

Hvorfor var jeg ikke ekstrem sur på Ben? Hvorfor kunne jeg ikke bare skælde ham ud over, at han blev ved med at gøre det hele værre? Hvorfor var jeg ikke pisse vred og skuffet?

Ja, jeg ville vel bare have den pokkers forklaring af Harry Styles. Og nu var jeg jo også nærmest tvunget. Medmindre, jeg ikke mødte op. Eller jeg kunne ringe til Harry Styles og fortælle ham, at han ikke skulle dukke på ved min lejlighed? Men nej, ingen af delene var egentlig en mulighed. Eller jo, men ville jeg egentlig ikke godt have det overstået bare? Og så ville Ben nok heller ikke lade mig slippe.

Så here I go. 3 timer og 41 minutter til, at Harry Styles stod foran min lejlighed. Og 3 timer og 56 minutter til, at jeg også stod foran min lejlighed. Fuck egentlig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...