Why? - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2015
  • Opdateret: 16 feb. 2016
  • Status: Igang
Emily møder tilfældigt en ukendt dreng i vaskehallen. De udveksler numre, og det hele udvikler sig til et venskab med lidt fordele. Men paparazzierne forfølger Emily, hvorfor? En vis Harry Styles har en rolle i det, men Emily aner ikke hvem han er. Eller gør hun? Er han i virkeligheden en af de personer hun er begyndt at holde forfærdeligt meget af? Løgne viser sig, og hele Emilys hverdag bliver vendt på hovedet. Men pågrund af hvem?

29Likes
40Kommentarer
13921Visninger
AA

11. Kapitel 11

Kapitel 11


”Claire,” hvinede jeg og sprang ind i hendes favn. Jeg havde savnet hende så utrolig meget, og det var alt for længe siden, at vi havde snakket. Jeg havde kun set hende få gange i løbet af den sidste måned, men jeg snakkede til gengæld også med hende stort set hver dag. Jeg knugede hende ind til mig.

”Heeeey Em,” grinede hun tilbage. Vi havde aftalt, at vi skulle spise på en lille café. Da vi trak os fra hinanden, tog hun hurtigt min hånd og førte mig mod caféen, som hun havde bestemt.

”Hva’ så? Hvordan går det med alting?” Spurgte Claire, for at starte en samtale. Jeg vidste godt, at hun hentydede til Harry Styles, men egentlig vidste hun godt alt. Jeg havde snakket med hende i går og fortalt hende alt om hans sms’er og min overraskende jeg-er-egentlig-ret-færdig-med-ham fase. Og Ben, Jonathan, Sophia og Amys reaktioner. Så hun vidste sådan set det hele.

”Det går super. Hvad med dine studier? Dem fik vi ikke snakket så meget om i går,” svarede jeg og holdte samtalen kørende.

”Ikke noget nyt. Eller jeg har mødt en sød fyr der.” Og så kørte vores samtale ellers derud af. Vi satte os ind på caféen, og der gik hurtigt et par timer. Og Gud, hvor jeg dog havde det sjovt. Hun var seriøst den bedste.

 

”Vi ses snart, ik Claire? Gonna miss U!” Hun sendte mig et hurtigt luftkys som svar, inden hun vendte sig om og gik ind i bussen. Jeg smilede stort, inden jeg vendte snuden hjemad. Dejligt sommervejr egentlig. Jeg luntede smilende tilbage til min lejlighed, men da jeg gik op i opgangen fik jeg mig noget af en overraskelse. What. The. Fuck.

Der stod Harry Styles simpelthen. Tro det eller ej, men han stod fandme foran min dør, med foden mod væggen og hovedet helt nede i hans telefon. Kun få centimeter fra min hoveddør. Fuck.
Jeg prøvede, forgæves, at snige mig udenom og fortsætte op af trappen, som om jeg boede på 2. sal i stedet. Men det lykkedes selvfølgelig ikke, da Harry Styles kunne høre mine trin og fjernede sin opmærksomhed fra mobilskærmen. Pis.

”E,” begyndte han, men jeg slog allerede fra. Jeg tog min hånd op foran mit ansigt, for at få ham til at stoppe. Jeg trådte, som om jeg ikke havde set ham, hurtigt hen mod min dør og låste den op uden besvær. Det der var grænsen. Hans invitation i aftes havde gjort mig forvirret, men jeg havde da virkelig ikke regnet med, at han ville trappe op foran min lejlighed.

”Du kom ikke i aftes,” prøvede han, men jeg ignorerede ham. Var han dum? Selvfølgelig mødte jeg ikke op i aftes, vi har ligesom fortid. Hvilket ikke gjorde det just nemmere, når han skrev til mig at han ville mødes. Jeg havde faktisk overvejet at gøre det helt færdigt med ham face-to-face, men jeg mistede ret hurtigt modet. Altså, han var jo stadig sød, lækker, kærlig osv., men... Han havde jo ligesom løjet rimelig groft, så min tillid var i bund. Og et forhold, eller venskab, uden tillid duer ikke.

”Du skal ikke troppe op foran min dør, Harry Styles,” gav jeg spydigt igen med en hård stemme. Han prøvede at fange mine øjne, men så nemt skulle det ikke være. Det gav egentlig meget god mening nu, at han altid havde solbriller, hat og hætte på. Han blev jo nødt til at skjule sig så godt som muligt for fans og sådan noget. Ligesom han også gjorde nu.

”Jeg bliver nødt til at forklare,” svarede han kort. Som om jeg gad lade ham forklare noget som helst. Han var en idiot, med et meget stort I. Jeg kiggede en kort gang på ham, inden jeg gik ind i min lejlighed og lukkede døren bag mig. Eller, jeg nåede aldrig at lukke døren ordentlig, da hans fod kom i vejen. Selvfølgelig. Omg.

”Jeg er ret ligeglad med, om du gider eller ej. JEG skal forklare dig nogle ting, om DU vil det eller ej. Derfor beder jeg dig pænt åbne den dør der, og så lukke mig ind.” Hans stemme var rolig, og han lød ret overskudsagtigt.

”Harry Styles, nu skal jeg fortælle dig et par ting. DU er grunden til, at JEG lige nu er tæt på at blive smidt ud af mit universitet. Hvilket vil gøre, at jeg ikke kan komme på universitet overhovedet, hvilket så vil gøre, at jeg intet job kan få og bliver totalt lost. Det ønsker jeg ikke. DU er grunden til, at JEG græd i hundrede år. Og jeg græder ikke over spildt mælk, skal jeg hilse og sige. Og af de grunde, så beder jeg dig gå. ” Min stemme knækkede overraskende nok ikke. Jeg snakkede måske lidt hurtigt, men hellere det end at bryde sammen.

”Jeg er frygteligt ked af det, E. Jeg vil bare så gerne have lov at forklare dig et par ting, som du vist har misforstået. Jeg har købt småkager, og du er den eneste jeg gider dele dem med. Lukker du mig ikke ind?” Hans stemme var nærmest en hvisken. Mon han græd? Jeg gad virkelig godt se hans ansigt, men hvis jeg åbnede døren og så ham, så ville min facade bryde. Jeg var på renden til at græde, mens en stor vrede samlede sig i mig. Hvordan kunne han stå og tikke sådan, når han vidste hvor mange kræfter, jeg havde brugt på at glemme ham fuldstændig?

”Du skal ikke kalde mig E!” Det var det eneste jeg kunne få ud af mine sammensatte tænder. Det var den eneste kommentar, jeg kunne svare med, de eneste ord jeg havde tilbage. Uden at græde.

”Det er bare blevet en refleks, men Emily så. Emily, vil du ikke være sød at lade mig forklare? Det tager ikke mange minutter, jeg kan gøre det hurtigt,” svarede han. Hans stemme var stadig utrolig lav, men jeg kunne ikke bedømme om han græd, eller om han bare valgte at hviske af en eller anden grund.

”Jeg kan ikke det her. Jeg kan og vil ikke! Det er ikke me…” Jeg hævede kort min stemme, men den knækkede og tårerne løb ned af mine kinder. Nu var jeg for fanden startet forfra igen. For helvede også!

”Se nu, Harry Styles! Nu græder jeg fandme igen! Hvorfor gør du det her? Hvad er grunden til, at du har brug for at såre mig HELE FUCKING TIDEN?” Jeg åbnede døren, så jeg kunne møde hans øjne. Hvilket jeg så ikke kunne, da han jo havde solbriller på og det havde jeg glemt. Fuck, nu kunne han se hvordan jeg havde det, men jeg kunne ikke se hvor rørt han var.

”Jeg har brug for dig. Du hjalp mig igennem hverdagen. Jeg mangler dig,” mumlede han, og mit blik fandt jorden. Dét der var FOR kliché agtigt. Kunne han i det mindste ikke give en eller anden grund? En forklaring? Jeg havde godt nok afvist hans forsøg på en forklaring, men han vidste vel, at jeg gerne vil havde den. Hellere end alt det der tikkepis i hvert fald.

”Du forstår det ikke. Jeg kan være sammen med dig mere, det er slut. Og nu må du godt gå!” Mit blik var stadig i jorden, for jeg skulle edermame ikke lade ham kigge mig i øjnene. Tænk, at han rent faktisk var foran min dør. Troede han, at jeg ville åbne? Vidste han, at det her ville ske? Var han ligeglad med mig, eller mente han faktisk det han sagde?

Uden videre, åbnede han min dør helt og trådte ind. Jeg ville protestere, men da han stille stillede sine støvler ved siden af mine og hang sin jakke på den frie knage, var det som om det ligesom var lige meget.
Det var dén knage, jeg havde fortalt ham var blevet hans. Den havde hængt fri til når han kom, så han ikke bare smed sin jakke. Og nu var knagen så stadig fri, selvom jeg havde forventet aldrig at få besøg af ham igen. Jeg havde vel håbet? Eller havde jeg?

”Jeg sætter mig lige ind i dit køkken,” informerede han, inden han traskede ind i mit køkken. Hans stemme var klar og tydelig igen, så han havde nok ikke grædt alligevel. Så det her var sikkert hans spil.

”Harry Styles. Gider du gå ud af mit lejlighed, LIGE NU. Jeg gider dig ikke, så vær sød at gå. Og kom ikke tilbage.” Jeg prøvede virkelig at råbe, at have den samme styrke som han havde i sin stemme, men det var ikke muligt. Jeg var færdig, endnu en gang.

”Hov, hej. Jeg har vist ikke lige fået præsenteret mig ordentligt,” begyndte han, og jeg løftede mit blik. Han havde taget solbrillerne og hatten af, og hans grønne øjne prøvede at fange mine. Hvilket de ikke fik lov til.

Han rejste sig fra køkkenstolen og gik helt hen til mig. Han rakte uden tøven hånden frem og smilede opmuntrende til mig. Hvorfor kunne jeg ikke finde noget sorg i hans øjne? Hvorfor smilede han? Og lignede jeg én, der havde tænkt mig at give ham hånden?

”Jeg er Harry Edward Styles. Jeg bor her i London, men jeg rejser ret meget rundt. Jeg er med i et ret stort band, der hedder One Direction. Vi er fire drenge der synger, vi var engang fem. Mine arbejdstider er lidt anderledes end de fleste, da jeg spiller koncerter næsten hver aften. Lige nu er vi på verdenstour. Vi er egentlig i Asien lige nu, men jeg rejste lige et smut her tilbage til London. Jeg har ikke gået på universitet. Min karriere startede i X factor, hvor jeg egentlig røg ud, men jeg blev så revet ind igen. Hvor jeg blev samlet med nogle andre drenge, og nu er vi One Direction. Jeg kan godt lide…” Fortsatte han, stadig med hånden ude foran mig. Han forventede, at jeg tog den. Forventede jeg tilgav ham, og at jeg lyttede til hans fortælling om sig selv. Men det var ikke min plan. Jeg kunne ikke lytte til ham. Jeg kunne ikke tage hans hånd og jeg kunne SLET ikke tilgive ham.

”Stop,” jeg afbrød ham, uvidende om hvad han havde snakket om og hvor længe. Jeg gad slet ikke høre på det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...