Why? - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2015
  • Opdateret: 16 feb. 2016
  • Status: Igang
Emily møder tilfældigt en ukendt dreng i vaskehallen. De udveksler numre, og det hele udvikler sig til et venskab med lidt fordele. Men paparazzierne forfølger Emily, hvorfor? En vis Harry Styles har en rolle i det, men Emily aner ikke hvem han er. Eller gør hun? Er han i virkeligheden en af de personer hun er begyndt at holde forfærdeligt meget af? Løgne viser sig, og hele Emilys hverdag bliver vendt på hovedet. Men pågrund af hvem?

29Likes
40Kommentarer
13921Visninger
AA

10. Kapitel 10

Kapitel 10

"Jeg er meget ked af det, sir. Der er sket en del på det sidste, men det er selvfølgelig ikke en ordentlig undskyldning. Jeg er et hundrede procent oppe på hesten igen, og jeg vil kæmpe for mine karaktere." Jeg var blevet kaldt til samtale med rektoren på uni'et, pga. for meget fravær. Det var lidt noget pis, og dette universitet var min sidste chance. Han kunne ikke bortvise mig eller sådan noget, det måtte han ikke. Seriøst. Hvad ville min mor ikke sige?

"Men Emily, du er en moden kvinde. Du skal kunne håndtere dine problemer og skille dem fra skolen, så du ikke får fravær. Måske er et universitet slet ikke det, du skal. Måske skal du prøve noget andet."

"Nej, sir, det er en virkelig dårlig idé. Eller jeg mener, jeg har virkelig kæmpet for at komme på universitetet. Jeg vil virkelig gerne det her. Jeg lover at gøre mit fravær bedre i fremtiden."

"Emily, der er så mange andre muligheder end et universitet. Det kan være, at du skal noget helt andet. Det vigtigste er bare ikke at give op. Men måske er det her alligevel en lidt for lang uendelig kamp. Det er ikke alle mennesker, der passer ind i et universitet."

Min rektor var en typisk rektor, i hvert fald i mine øjne. Han var i midten af 50'erne, gråt hår med en halvmåne og firkantede briller. Han gik altid klædt i sorte jakkesætsbukser, lyseblå skjorte og oftest også et slips. Han havde et par sorte sko på, nærmest laksko. Det var hans look, og det ændrede sig aldrig. Det gjorde hans humør og væremåde heller ikke. Opmuntrende holdning til alting, halv tvær og sjældent særlig åbensindet. Psykologisk stemme, stift smil og en meget kedelig personlighed.

"Jeg er meget ked af det, sir, og jeg har lært af min fejl. Det sker ikke igen, det lover jeg." Jeg havde virkelig min tiggestemme og store hundeøjne på.

"Du har 66% fravær. Det er alt alt for højt, Emily. Det er muligt, at det skyldes nogle problemer i dit privatliv, men du er et voksent selvstændigt menneske. Du bliver nødt til at skille det ad. Ellers består du aldrig dine prøver, eksamener og projekter. Så får du ikke ret meget ud af dine universitetsår alligevel." Fuck, han stod fast. Han gav sig ikke en skid jo. Omg, jeg kan IKKE blive bortvist, det fortjener jeg slet ikke. Altså seriøst, jeg har jo intet gjort. Andet end at græde over en fucking nar de sidste tre uger on and off, men det snakker vi ikke om. Han er glemt, pist væk.

"Men nok om det. Vi må have et senere møde, og så må du vise dig fra din bedste side. Husk, at der også er plads hos skolepsykologen. Da vi jo er et meget velfungerende universitet, er der ikke så mange der går hos ham, så han har helt sikkert tid. Nok om det, den første time begynder om lidt. Vi ses, Emily." Den måde han sagde det med skolepsykologen på, gav mig nærmest kvalme. Ad ad ad. Hvis man gik hos skolepsykologen vidste hele skolen det på nul komma fem. Og HELE ens klasse kunne se på, mens han trak en ud i timerne til ekstra møder eller nye aftaler. Det var til at brække sig over, og noget af det mest pinlig man overhovedet kunne opleve her. Og især når uni'et er så velfungerende ét og bla bla. 

"Jeg går til time. Jeg vil gøre mit bedste, og jeg håber jeg kan vise dig, at jeg fortjener en chance. Vi ses, sir." Jeg rejste mig fra stolen, gav ham kort hånden og svang min taske over skuldreren. Jeg småløb ned af gangen, da jeg kunne mærke én rive hårdt fat i min overarm.

"Hva' fa'en Emsi? Har du lavet en overscoring?" Jeg grinte og svang mine arme om ham. Ben. Siden projektopgaven havde vi fundet rigtig godt ud af det, og han var hurtigt blevet en af mine bedste venner. Jeg havde heller ikke ret mange venner på uni'et, så Ben var dejlig at have.

"Det ser sådan ud, du. Hvilket også undrede mig en del." Han lagde sin arm om mine skuldre og klemte dem blidt.

"Undren giver vist ikke SÅ meget fravær, Emsi. Nogle drenge er nogle idioter, ok? Find nogen, der er bedre. Vi ses til fysik." Han kyssede kort mit hår, inden han vendte om og løb mod sit undervisningslokale. Han var, uden tvivl, en fantastisk ven. Hvis han ikke havde spurgt om vi skulle arbejde sammen i fysik, for snart lang tid siden, så havde jeg ikke gået ind til færdighedsregningsprøve i dag med et smil på læberne. Det her var min nye start. Uden Marc. Uden fravær. Uden gråd, snot og is. Uden løgnere. Helt uden Harry Styles.    

Hvis det så ikke var fordi, at han valgte at sende mig endnu en besked midt i prøven. Som jeg selvfølgelig ikke tjekkede før pausen, da jeg jo er blevet skolens nye stræber.

#Marc skrev# Jeg ved godt, du ikke svarer mig. Det behøver du heller ikke. Men jeg vasker tøj i aften, på vaskeriet. Hvis du ikke er dér, så kigger jeg lige forbi din lejlighed. Jeg skal lige have et par ting på det rene. See you.

Ups, jeg havde vist ikke lige fået ændret hans navn. Men det var egentlig også lige meget, han var fortid, og hans nummer skulle egentlig også slettes. Selvom tårerne var faretruende tæt på at trille ned af mine kinder, blev jeg enormt skuffet over ham. Jeg savnede ham jo, og det var sikkert dét han vidste. Han prøvede at rode rundt i det hele tiden, så jeg helt sikkert blevet mindet om ham all the fucking time.

#Jeg skrev# Jeg er kommet videre, Styles. So sorry, men det er en måned siden. Find en anden skank og knald hende.

Jeg smilede lidt af min besked, inden jeg lagde den fra mig og kiggede op på mine friends rundt om bordet. Ben, Jonathan, Sophie og Amy. Det var de eneste fire, jeg havde en nogenlunde relation til på uni'et, så det var selvfølgelig også dem, jeg sad med i kantinen.

"Du bliver nødt til at sige noget, Emily. Du har været på forsiderne den sidste måned, og det er den første dag, at du er her med et smil på læberne i virkelig lang tid. Ud med sproget." Ja, de har plaget en del de dage, jeg har været i skole. Jeg har bare ligesom været rimelig skrøbelig og sårbar. 

Hele den sidste uge var jeg hos min mor. Hun blev selvfølgelig sur over, at jeg ikke tog i skole, men med en lille løgn om blærebetændelse, forkølelse og rygsmerter, fik jeg lov at blive plejet hos hende. Det var rart, at hun tog sig af mig. Det var en dejlig følelse. Det havde givet overskud med hensyn til skolen. Jeg havde gået lange ture og hørte optimistiske sange. Min playliste med depri kærlighedssange var slettet, og jeg var startet på en frisk. Denne dejlige mandag morgen, var min nye start.

"Det hele er faktisk én stor misforståelse," forklarede jeg og sendte dem alle et oprigtigt smil. Det var faktisk rigtigt jo. Men alligevel var det som om de ikke rigtig troede på mig. De sendte mig i hvert fald alle fire som-om-det-er-sandheden blikket. 

"Ems, du har scoret Harry Styles. Det må da give dig nok selvtillid til at fortælle os hvad fanden der sker. Come on, go ahead," grinede Sophie. Selvom det selvfølgelig var for sjov, kunne jeg ikke lade vær med faktisk at være lidt stolt. Altså, de er jo et ret stort band, så der er jo sikkert en del, der gerne vil score ham. Jeg grinede, hvilket fik de andre til at smile stort til mig.

"Jeg vidste ikke, at jeg havde scoret ham. Han udgav sig for at være en anden. Han løj om alt. Det er svart at forklare." De kiggede nysgerrigt på mig, men jeg rettede bare opmærksomheden mod min mad. Jeg skulle ikke i gang med hele følelsesregistreret igen.

Jeg havde lige knapt fået en bid af mit brød ind i munden, inden min telefon sagde en lyd. Jeg var for optaget af mit brød til at kigge på telefonen, inden Ben havde taget den.

"Jeg savner dig. Please snak med mig, E," læste han op. Sophie og Amy lyste op i et forelsket smil, inden de kiggede på mig med store øjne.

"Har Harry Styles fra One Direction skrevet det til DIG?" Spurgte Amy overrasket, men jeg rystede febrilsk på hovedet.

"Nej. Vent. Den her besked er fra Marc. Så, du er kommet videre efter Harry Styles og har allerede scoret en ny dreng, du også allerede har dumpet?" Jeg grinede kort af Ben, inden jeg tykkede min bid færdig. Da jeg kiggede op kvalte jeg et grin, men det var vist upassende. Både Amy, Jonathan og Sophie kiggede undrende på mig, mens Ben mere så skuffet ud. Og de så virkelig seriøse ud. Troede de virkelig, jeg var sådan? 

"Stop lige en halv. Marc er Harry Styles. Han sagde, at han var Marc. Han sagde en masse pis omkring alt muligt opdigtet lort. Arh, I forstår det ikke og det behøver I egentlig heller ikke." Jeg mumlede det sidste, inden jeg igen tog en bid af mit brød igen.

"Så det er faktisk Harry Styles, der har skrevet det der til dig?" Spurgte Amy, og jeg nikkede tøvende.

"Han er ret lækker," konstaterede Sophie.

"Lidt for langt hår," konstaterede Amy.

"Men det er dejligt at køre sine fingre igennem det," konstaterede jeg, og så grinede vi alle tre. Måske var han slet ikke så svær at glemme?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...