Børn af Stjernerne - Vand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2014
  • Opdateret: 4 jan. 2015
  • Status: Igang
Magt. Lidenskab. Kærlighed. Venskab. Tillid. Hemmeligheder. Alt bliver sæt på en prøve, bare for at ens største ønsker kan komme i opfyldelse. Burde man være klar på at ofre alt, for at få det man virkelig stræber efter?

1Likes
0Kommentarer
182Visninger
AA

3. Unum

”Jem,” der var en der ruskede i ham. ”Jem!”

Han vendte sig om på den anden side. Lod mørket opsuge ham igen, selvom drømmen nu var væk. ”Hvad?” brummede han.

”Klokken er mange,” hans søster sad ved siden af ham.”Vi skal af sted.”

Han åbnede det ene øje og kiggede på hende. ”Du ved godt, at hvis du ikke havde vækket mig, så havde jeg måske kunnet spore ham, ja?”

”Det siger du hver gang, men du finder aldrig noget.” Iris havde sit mørke krøllede hår sat op. Kun nogle enkle lokker var frie, hun havde ikke gidet at gøre noget ud af sig selv. Hun lignede ham faktisk. Samme mørke hår, men ikke samme mund. Hendes var større, mere truttet, det generede ham faktisk. Hun kunne bævre den, og det fik ham altid til at bukke under, så hun fik altid sin vilje. Deres øjne var også forskellige, hun havde de mest isblå øjne, han nogensinde havde set. Hvert fald når solen ramte hendes ansigt helt perfekt, fik det dem til at lyse op. Hans var brune med en lille snert rød, kedeligt. ”Vågner du snart, eller skal jeg hælde vand i ansigtet på dig?”

Han brummede endnu en gang og forsvandt under dynen. ”Jeg kommer op nu. Hvor lagde du min skjorte og min jakke?”

Hun sukkede. Sengen knirkede da hun rejste sig. ”På stolen, henne ved badeværelset.”

”Tak,” mumlede han.

Gulvet var koldt da han endelig fik sine ben over sengekanten. Han sad i et lille øjeblik på kanten af sengen. Nød hvordan solen prøvede at komme igennem gardinerne. Han kløede sig selv bag øret.

”Jeg henter noget mad, Jem.” Iris var ude af døren, inden han kunne nå at sige noget.

Endelig fik han rejst sig fra sengens varme, og slentrede ud på badeværelset. Gulvet var endnu koldere her, end det havde været inde på værelset. Her lugtede af Iris' parfume, som han havde valgt til hende. Det var noget af det eneste, de havde med rundt når de rejste. Det eneste de havde, var tøj og diverse ting. Men hendes parfume, den var noget specielt, han vidste ikke helt hvorfor, men det var den bare.

De skulle kun have været her natten over. Jem havde været oppe den halve nat, for at lede efter spor. Lede efter spor, efter den mand, der hjemsøgte hans drømme, men hver drøm endte og sporerne blev sløret igen.

Spejlet over vasken viste ham. Hans uglede mørke hår, der var tæt på at blive for langt. Hans trætte brune øjne, der var tomme, selvom han tydeligt så sig selv. Han havde ikke tænkt en hel tanke, siden de forlod deres hjemby. Det hele, havde bare været forvirrende og tomt. Uden nogle bekymringer, men det var det der gjorde ham hel; at bekymre sig. Vide at han kunne passe på sig selv, og sin søster.

Vandhanen spruttede et par gange, da han åbnede op for den. Vandet skulle løbe lidt, før det for alvor blev varmt. Varmt nok, til at han lige kunne vaske sig i ansigtet. Måske få fjernet den søvn, der havde samlet sig under hans øjne.

Han foldede sine hænder i en lille skål, og samlede vandet. Håndvasken var langt nede, så han var nødt til at bukke sig lidt ekstra for at komme der ned. Han kastede vandet op i ansigtet. Det gjorde han et par gange. Det var dejligt, han følte at verdenen åbnede sig lidt mere for fødderne af ham.

Han havde ikke ændret sig, da han rettede sig op og kiggede sig selv i spejlet. Kun lidt af hans hår var vådt nu. Det klæbede sig til hans pande. Med begge hænder fjernede han hårene.

Gid du kunne se mig nu, moder.

Han rettede ryggen og gik ud af rummet. Badeværelset var lille, som resten af rummet. Det eneste der var, var et toilet, bruser og en vask, klemt sammen på meget lidt plads.

Selve soveværelset, som også var en slags stue, var heldigvis lidt større. Med en sofa, som Iris havde taget, og ligget og læst på, indtil hun faldt i søvn. Han havde snuppet sengen, da hun ikke havde vist interesse for den.

Det bankede på døren. Han kiggede hurtigt hen på stolen, med hans tøj. ”Iris?”

”Ja, luk nu op. Jeg har bagels.”

Han gik hen til døren og hev den op. Hun nåede at sætte en fod i mellem, inden den smækkede.

”Du er ikke påklædt endnu,” hun lød sur.

”Nej, jeg ved det. Jeg faldt i staver ved vasken.” Han nikkede hen mod badeværelset, bare for at være sikker på, at hun forstod hvad han sagde. ”Giv mig fem minutter, så kører vi.”

Han kiggede på den pose med mad hun havde. Det duftede godt.

”Iris?” spurgte han, mens han hev sin t-shirt over hovedet. Hun vendte hurtigt ryggen til, og til svar mumlede hun bare. ”Tror du nogensinde, vi får det vi søger?”

Hun grinte. ”Selvfølgelig gør vi det, broder. Jeg kan mærke ham.”

Han grinte med. ”Som du følte ham, da vi var i Californien og i D.C.”

Hun stoppede med at grine. ”Den her gang, kan jeg mærke det. Virkelig mærke det. Han er tæt på, det vil jeg vædde min højre arm på.”

”Dumt og vædde om noget du har brug for, kære søster,” gryntede han. Hans skjorte hang endnu over ryglænet på den slidte stol.

Hun smilte til ham, da hun tog sin taske. Hun så ikke spor træt ud, selvom han vidste hun havde sovet mindre end ham. Der var noget der plagede hende, men han kunne ikke få sig selv til at spørger, hvad der gik hende på. Var det det, de havde gået igennem, for at være her?

Han tog jakken på, med nogle hurtige voldsomme bevægelser. En sur mine gik over ham, da han lukkede døren efter sig. Han smed nøglen nede foran døren, uden nogle bekymringer, de skulle bare videre. De havde betalt for en nat, men var blevet en dag ekstra.

”Iris?” hun kiggede op, da han sagde hendes navn. Hun hævede det ene øjenbryn. ”Hvad der end sker,” hun nikkede. ”Så skal du bare vide, at det her, bliver det største eventyr, der nogensinde vil sker for os, er du klar?”

Hun grinte. ”Du er et fjols, Jem, virkelig.”

Han grinte og greb de bil nøgle hun kastede til ham.

De havde solgt alt hvad de ejede – eller rettelse, alt hvad deres forældre ejede. Men da de ikke levede mere, betød det jo, at alt tilhørte dem. Solgt blev det, der var intet tilbage, er var intet der kunne forbinde dem til det hul. Et lille smil gled over Jems ansigt.

”Du tænker,” sagde Iris, da han satte sig ind og startede for motoren.

Han nikkede, mens han satte bilen i gear. Han drejede ud fra parkeringspladsen og gik efter motorvejen i høj fart.

”På hvad?” hun lød interesseret, noget hun aldrig gjorde når han tænkte.

”Vores forældre.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...