Børn af Stjernerne - Vand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2014
  • Opdateret: 4 jan. 2015
  • Status: Igang
Magt. Lidenskab. Kærlighed. Venskab. Tillid. Hemmeligheder. Alt bliver sæt på en prøve, bare for at ens største ønsker kan komme i opfyldelse. Burde man være klar på at ofre alt, for at få det man virkelig stræber efter?

1Likes
0Kommentarer
183Visninger
AA

2. Prolog

Mørket havde sænket sig, alt var stille, bortset fra nogle få fakler der flakkede.

Vinden der fik træerne til at bevæge sig, var kun en blid brise. En blid pusten, fra en lille mund. Der var intet, den fik fat i, som fik en eneste lyd frem. Dyrene i træerne, var stille, som om nogen havde bedt dem om at tie stille, bare denne ene nat.

Søen var spejlblank, den viste tydeligt stjernerne og månen der reagerede over nattehimlen. Der var ikke en eneste lille vanddråbe, der besluttede sig for at sætte vandet i bevægelse. Ikke engang en fisk, kom op til overfladen for at fange vandløbere.

Han traskede igennem mørket, med en præcis stedfornemmelse. Han var kommet her hvert femte år, han vidste præcis hvilken hule han skulle hen til. Hvor hvert eneste træ stod.

Han nåede hulen, hvor faklerne var. Hætten, gemte hans ansigt, men de andre der var der inde, vidste allerede hvem han var. Der var ingen glæde i at se ham, mere en taknemmelighed for, at han nu var her. Allerede havde regnet med, at han ikke ville komme. At han ville skuffe endnu en gang.

”Du kom,” sagde pigen tættest på. Hun lød ikke overrasket, men hendes spændte holdning sagde det hele.

Han nikkede bare, og gik hen til det store stenfad, der stod i midten af hulen. De andre fulgte efter ham. De stod alle fire i en rundkreds rundt om den. Selvom der ikke var noget hul i loftet, kunne man tydeligt se stjerne spejle sig nede i skålens blanke sider. Hver og en blinkede ned til dem, lyste og smilte.

Han tog hætten ned over hovedet, så de andre kunne se ham i øjne. ”Er vi klar?”

De andre kiggede på ham. Det var fem år siden, de sidst havde set ham, og det kunne han tydeligt mærke på deres blikke.

Pigen der stod ved siden af ham, havde lyst langt hår, der krøllede ned af ryggen på hende. Hendes grå øjne, røbede ikke hendes humør. Hun havde en stift holdning, med hænderne pænt placeret foran sig. Hun var bleg, han huskede hende ikke sådan – hun var syg. Hendes læber var ikke længere den livlige røde farve, men mere en bleg rosa. Nu hvor han kiggede bedre efter, kunne han tydeligt se, at hendes hår ikke var gyldent mere, men nærmere hvidt. Hele hendes krop havde den holdning, at hun skulle virke stærk, men i virkeligheden ikke var det. Han ærgrede sig over det, for han vidste, at han på en måde var skyld i det.

Han blink vandrede over til den unge fyr overfor ham. Hans dybe blå øjne var triste, mens han kiggede ned i skålen. Stjernernes smil, opmuntrede ham ikke. Der var en dyb sorg i ham. Ligesom søsteren ved siden af, var han syg. Sveden legede på hans pande, og hans kinder blussede hver gang han sank. Hans sløve blink med øjne, viste tydeligt, at han ikke havde sovet i flere nætter. Hans længe lysebrune hår, var uglet. Han havde ikke gidet og gøre noget ud af sig selv, ikke i dag, og ikke dagen før i dag. Han gjorde altid noget ud af sig selv. Hans krop så også svagere ud end den plejede og det var ham, der gik meget op i at træne.

En dyb sorg, ramte ham, mens han så på sine to søskende. Han turde nærmest ikke se på den sidste søster, for han vidste, at hun så ligeså slem ud som de andre. Han håbede dog på det bedre. Så han ud som dem?

Endelig vendte han blikket over på den smukkeste af de fire søskende. Han tabte næsten kæben, da han så hende.

Hendes mørke hår, var sat op i knold, hvor meget af hendes vilde hår, strittede ud til alle sider. Hun havde render under sine brune øjne, som hun aldrig havde, hun lignede altid en million. Huden, som altid var solbrun, var nu blegere end skyerne der hang om månen. Så han ud som hende? Med render under øjne og bleg hud? Det bekymrede ham, at alle hans søskende var blege.

De kiggede alle ned i skålen, undgik at se på ham. Stjernerne nede i bunden, holdt op med at blinke, og forsvandt nu en efter en. Det var tid.

Aer kiggede på ham, hendes grå øjne, viste en tåre, som hun lød glide ned af kinden. Hun sagde ikke noget, men han vidste at det var ham, der havde gjort dem syge. ”Vi gør det her for din skyld, broder,” hviskede hun. Sorgen var tydelig, og en dårlig mavefornemmelse voksede i ham.

Hun åbnede munden, og pustede ned i skålen. En lille kugle af luft, samlede sig dernede, og den blev ved med at svæve rundt dernede. Han sank.

Alec kiggede op på ham, for første gang. Hans broders sorg, ramte ham endnu hårdere, end at se Aer græde. Alec fjernede hurtigt blikket fra ham, og vendte sig opmærksomhed mod søsterens tåre. Han pegede på den med en lang finger. Hun gjorde intet for, at han nu tog den. Han bevægede alle finger, for at få tåreren væk. Den lystrede, og fjernede sig fra hendes kind. Flere begyndte at strømme frem fra hendes øjne, dem fjernede han også, indtil han havde en kugle på størrelse med den luftkugle der allerede lå dernede. Han sukkede, da han havde lavet sin del.

Ignis kiggede på ham. Hun havde ikke kigget på de to andre søskende, men nu stod hun og kiggede på ham. Sorgen i hende, var gemt væk. Det var ikke noget, hun var stolt af. Hun havde altid været godt til at gemme den, samt med hende andre følelser. Hun rystede på hovedet, mens hun vendte blikket mod en af faklerne.

Hun tog et godt fodfæste, før hun begyndte at hive flammerne ud af faklen. Hun havde håndfladen, mod ilden, mens hendes lille hånd cirklede frem for øjne af hende, indtil hun hev flammerne fra hinanden. Faklen slukkes med det samme, mens den syede lidt. Deres ansigtet blev nu oplyst af den flamme, hun nu havde i sin hånd.

Som alle de andre, formede hun den som en bold, og lagde den ned i skålen, hvor de to andre kugler nu cirklede sig rundt om hinanden. Den sidste kugle manglede, men han blev nu i tvivl om, om det var det han ville.

Han kiggede endnu en gang på sine søskende. Ingen af dem gengældte hans blik, de stod bare og kiggede ned på deres sidste mesterværk.

Han vidste han blev nødt til at gøre det, som de andre også havde gjort.

Han gjorde som sin søster, fandt et godt fodfæste, for nu skulle han hive sten og jord ud fra væggene. Han åndede ud, og begyndte så at hive. Der var ikke noget modstand, men alligevel følte han sig svagere. Det plejede at komme så nemt til ham, men nu føltes det som om, at han skulle bruge al sin energi på, bare at samle en bold af jord.

Endelig fik han formet en bold, som nu lå sammen med de andre bold. Den var fast, al hans energi var i den.

Ignis fandt en kniv fra sin kappes lomme. Hun skar sig i håndfladen. Blodet begyndte at dryppe ned i skålen. Der faldt en dråbe på hver af de fire bolde. Efter tur, gik kniven rundt. Alle dryppede deres blod på de små bolde.

De lukkede alle øjne, og holdt hinanden i hånden, så de stod i en ring om skålen.

I har fejlet. hviskede en stemme, i deres hoveder. I skal nu død, I kan redde jer selv, men det nytter ikke. For profetien er ved at gå i opfyldelse, som hver af jer står her lige nu. Tvillingeparret er ved at fødes. Deres kræfter og deres gå på mod, har ingen set magen til før. I kan dræbe de her børn, og genvinde jeres kræfter, eller lade jer tilintetgøre. Valget er jeres. Stjernerne hilser.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...