Børn af Stjernerne - Vand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2014
  • Opdateret: 4 jan. 2015
  • Status: Igang
Magt. Lidenskab. Kærlighed. Venskab. Tillid. Hemmeligheder. Alt bliver sæt på en prøve, bare for at ens største ønsker kan komme i opfyldelse. Burde man være klar på at ofre alt, for at få det man virkelig stræber efter?

1Likes
0Kommentarer
185Visninger
AA

4. Duo

 Iris sad lænet op af bildøren, mens hun tegnede cirkler på den duggede rude. Hun havde ikke sagt et ord, siden han havde nævnt deres forældre. Hun havde givet et gisp fra sig, men ikke mere. Det var stadig et ømt emne for hende, det forstod han godt. Det var hårdt at give slip, endnu hårdere at forlade stedet, uden nogen vidste hvor de blev af, men hun vidste også, lige så godt som ham, at det var det de skulle. Videre, opsøge dem som hjemsøgte deres drømme.

Den sorte BMW gled hen ad motorvejen, forbi de andre biler. Jem vidste, at Iris ville råbe højt, hvis hun kunne mærke manden. Hende og ham, var trods alt noget af det samme. Men hun havde ikke sagt noget, og ikke gjort udtryk for at han skulle snakke – hvilket han heller ikke havde tænkt sig, han ville bare holde øje med vejen. Lade tanker flyve lidt af sted, nyde stilheden.

”Hvor ville du gemme dig,” hviskede Iris ind mod ruden, så hendes ånde ramte den kolde rude. ”Hvis du var ham?” Hun vendte sig om mod ham. Hun havde store øjne og vildt hår, hendes hår var revet løs fra den hestehale hun havde lavet tidligere.

Han tænkte. ”Hm,” mumlede han, han slikkede sig en gang om munden. ”Et sted med vand. Ud til kysten?”

”Problemet er bare, der er masser af kyst her. På en båd? Nej, for han skal være i kontakt med sine søskende, og ikke for afskåret fra verdenen. Hvis jeg kender ham ret, så elsker han at få opmærksomhed...”

”Hvilket betyder, at han vil være et sted med masser af mennesker. Vand og masser af mennesker?” han kiggede hurtigt på hende, før hans blik igen fandt vejen.

”Ja, nemlig. Men hvor? Kysten ville heller ikke hjælpe, for så skulle han bo tæt på vandet. Et sted hvor der er vand i næsten alle steder.”

Han kløede sig på kinden. ”Vi må på et bibliotek. Der kan vi søge svar.”

”Hvor er vi tæt på?” spurgte hun. Hun havde rettet sig op, og var spændt. Duggen forsvandt fra ruden.

”Boston,” svarede han. ”Der ligger det andet største bibliotek, så vidt jeg kan huske.”

”Passer mig perfekt!” jublede hun.

Efter en time kørsel, havnede de ude foran biblioteket.

De fandt et sted at parkere bilen. De løb hen over vejen, for at gå ind af hovedindgangen. ”Er du sikker på det er her, vi kan finde svarerne?”

Han grinte. ”Vær nu ikke dum, kære søster. Vi finder det vi søger. Det er sikkert foran næsen på os.”

Hun rystede på hovedet, mens hun gik ind af den kæmpe dør, der førte ind til biblioteket. Aldrig havde han set noget smukkere, han havde så også kun set byer, dinners, motelrum og bilen, den sidste måned. Det her var noget helt anderledes for ham. Med nogle hurtige skridt, gik han hen til skranken, hvor en ældre dame sad. Hun kiggede over sine briller, mens hun tastede på de små taster på tastaturet. Hun lignede ikke en der ville forstyrres, selvom der stod et skilt, at man godt måtte. Han var bange for at sige noget, og det gav genlyd i det store rum. Men han regnede ikke med, at nogle ville være interesserede i hvad han ville spørger om. Han sank en gang og rømmede sig.

Hun kiggede op, med sine grønne øjne, der kiggede lige igennem ham. Hun virkede ikke interesseret i ham på nogen måde. Hun kneb øjne sammen, mens hun studerede ham. ”Ja?” hendes stemme rystede, da ordene undslap hendes mund.

”Min søster og jeg,” han nikkede om mod Iris, der var i gang med at studere nogle af de bøger, der stod henne på den nærmeste hylde. Den gamle dame kiggede ikke over på hende, men blev ved med at kigge på ham. ”Vi skal finde en bog om byer der ligger ud til vand, af en art.”

Hun rynkede panden, og begyndte at skrive noget ned på den gamle computer. Hun lavede nogle små lyde, samtidig med hendes fingre dansede over tasterne. Med en finger, sad brillerne oppe på næseryggen igen, og hun nær studerede skærmen, meget omhyggeligt.

Han kiggede op på loftet, og nød de små billeder der var der oppe. Farverne, formerne og personerne der var deroppe, passede perfekt ind i hinanden. Hele rummet, burde næsten være et museum i stedet for et bibliotek. Bort set fra reolerne med boger, kunne det meget vel ligne et museum, og hende dame, ville klart være deres ældste udstilling. Hans blik fulgte søjlerne, kiggede nøje på hver af dem, indtil han opdagede noget der fangede hans interesse, her var noget, som de måske kunne bruge, andet end den bog.

”Ja,” svarede hun endelig. Hun kiggede på ham igen, og havde et lille stykke papir mellem to knoglede fingre. ”Ovenpå, række tolv, der burde være bøger om,” hun gik i stå. Iris var kommet hen til dem. Den gamle dame sad nu og kiggede nøje på Iris, som om hun ikke havde set en pige før. ”Om byer. Selv tak.”

De nikkede.

”Hun var mærkelig,” sagde Iris så, da de var kommet flere reoler væk. Han tog fat i hendes albue, og hev hende med. ”Hey!” vrissede hun.

”Der er noget du skal se,” sagde han, mens han hev hende igennem gangene af reoler, hen mod søjlen, han havde stået og kigget på.

Han pegede op på et mærke, der var skåret ind i stenen. Det var fire cirkler, der snoede sig ind i hinanden. De alle hang sammen, som en stor. ”Fortæl mig, hvad det er?” sagde Iris. To af de fire cirkler begyndte at lyse. En lyste rød mens en anden lyste blå. ”Den lyser.”

”Det er det mærke,” vrissede han, irriteret over hun ikke forstod det.

Det var det symbol, der styrede hele deres verden.

Han kiggede sig over ryggen, for at se om der kom nogle. ”Du forstår det ikke,” sagde han. Hun rystede på hovedet. ”Det er Stjernernes symbol – eller nej, ikke deres, men deres børns symbol. De oprindelige, de fire søskende.”

Hun spærrede øjne op. ”Så du siger, at de har været her?”

Han nikkede. ”Kan du samle noget vand?”

Hun grinte en lille hæs latter. ”Selvfølgelig, kan jeg det. Du sveder, og det kan jeg godt bruge.” Hun bevægede sine fingre, for at for fat i de sveddråber der var på hans pande. Han mærkede dem forsvinde, for det hele blev meget tørrer. ”Men, kære broder, kan du lave dit lille dragenummer?”

Han fandt en gammel sølv lighter frem fra sin jakkelomme. ”Hvorfor betvinge, når jeg kan bruge den her?”

Hun vendte øjne. ”Hvad nu, blærerøv?”

”Få dit vand op i den ring, som lyser blå.” Han fik selv lavet en ring af ild, og fik den til at matche den ring, der lyste rød.

Da vand og ild begyndte at cirkle rundt om hinanden, begyndte de to andre farver at lyse. Grøn og gul, men intet skete. Der var intet sket med søjlen, den havde ikke bevæget sig, kun en lille rystende, havde undslap den, som om der var noget der gemte sig bagved den, men døren var forseglet. Farverne begyndte at forsvinde hen, og til sidst, var der intet tilbage, end de oprindelige fire sten cirkler.

”Det virkede ikke,” sagde Iris. ”Der er en hemmelig mur, men vi skal have alle fire elementer, før vi kan åbne den.”

Han sukkede, han vidste hun havde ret, men gad ikke indrømme det. Det var det tætteste de var kommet på et spor. Nu var det eneste de havde, den sedlen som hende damen bag skranken havde givet dem.

”Hvad laver I?” Det gav et chok i dem. De vendte sig stille om, for at stå ansigt til ansigt med en på deres egen alder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...