Lektie til Online Halvblodslejr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2014
  • Opdateret: 23 mar. 2015
  • Status: Igang
Ja her er mine svar til de opgaver vi har fået. I denne kommer der både lektier fra Jack, Penelope og William;)

3Likes
59Kommentarer
568Visninger
AA

6. Lektie 2 (William)

Jeg er virkelig ked af at den kommer så sent, men det kunne ikke rigtigt være på andre måder... Nåh, men her er den :-)

William var ved at være godt og grundig sulten. Det var han dog ikke alene om, for alle hans venners mave rumlede mindst lige så højt.
”Jeg kunne spise en okse!” Konstaterede Will, mens hans venner nikkede enstemmigt. Der gik ikke længe, før de unge drenge var ved spisepavillonen.


Hele spisepavillonen var fyldt op med sultne nye og gamle halvblods. Det overraskede virkelig Will, at der var så mange nye mennesker til aftensmad. De måtte være kommet igennem dagen, tænkte han. Han lod blikket glide hen over de mange nye. Der var ikke nogen han rigtig kunne sætte navn på, hvis man så bort fra Tempus. Hende havde han ikke glemt, nej mere det omvendte.


Hendes opførsel havde kørt rundt i hans hoved hele dagen. Alt hendes kontakt med omverdenen var adskilt med en kæmpe mur. Ikke nok med at hun gik så meget alene, hvilket William ikke forstå hun gjorde, så var hun også uforskammet i munden. Der havde han gået og prøvet at være høflig og byde hende ordentlig velkommen. Han havde på fornemmelsen, at hun havde brug for det, for det virkede til, at alle andre tog afstand til hende.
Hun havde helt klart brug for hjælp, tænkte Will. Han havde slået fast med sig selv, at han ville hjælpe hende, koste hvad det ville. Når han så på hende, sådan rigtig så på hende, kunne han se en bange sjæl. William var overbevist om, at Tempus kolde facade bare var en facade. Der var noget mere.


William satte kurs mod Tempus. Tempus var i gang med at nærstudere de andre halvblodsbørn med et forpint og skræmt udtryk. For et øjeblik siden så hun næsten fredfyldt ud, med nu spruttede de store øjne af tab og sårbarhed. Tempus var ikke alene om smerten, for ved hendes side sad en anden pige. Hun havde blikket bundet til tallerken, som om verden ville skade hende, hvis hun gjorde andet. William havde en forfærdelig trang til at få dem til at le.
Jo tættere Will kom, des mere utrygt blik havde pigen, han ikke har navnet på endnu, i øjnene. Hun virkede lige så utilpas ved at være her, som en kylling har det i en gryderet. Det pirrede William, at han ikke vidste, hvad der var galt. Ham som ellers altid fortalte hvad der var galt, og som var åben om alt. Først dér gik det op for ham, at de to piger sad sammen med de voksne.


Det fik et kæmpe spørgsmålstegn frem i William. Det gav ham bare en stærkere fornemmelse af, at Tempus ikke bare var en datter af en undergud. Og selv hvis hun nu var datter af Zeus, men ikke viste det, ville hun så ikke bo i Hermeshytten? Spurgte William sig selv om. Han kunne dog ikke give sig selv et ordentligt svar, så han lod det ligge.
Det var jo meningen, at han skulle få et smil frem i Tempus. Så Will smørrede sit gode humør på, og hoppede de sidste meter hen til hende.


”Hej Tempus”, udbrød han. William vinkede energisk, i håb om en gensidig reaktion. Uden et eneste smil, svarede hun tavs tilbage. William fik et hadefuldt blik fra Tempus. Der måtte han synke en ekstra gang for ikke at virke skræmt. William havde ingen tanke om at opgive at hjælpe hende, lige meget hvor meget modstand hun gjorde. Det gav faktisk Will kraftige kuldegysninger, at hun kunne hade ham så kraftigt på så kort tid. Will kunne slet ikke komme i tanke om noget, der kunne sætte hendes blod så meget i kog. Det skar i hans hjerte hver gang hun udstødte ham.
Det var en ny følelse William havde fået, da han mødte Tempus. Han havde aldrig følt sig så forpligtet for et andet menneske før.


Med koldt vand i blodet, smilede William mens han forsatte. Det var en af hans bedre gaver fra sin fars gener, altså at kunne holde den muntre maske.
”Har du det bedre?”
Spørgsmålet fik minderne om Tempus´ første møde med ham frem. Billeder fra da han bar hende i seng. Så på hende liggende i sengen - smuk og lille. Da han passede på hende, og hun bare lå helt stille, helt rolig. William blev mindet om hendes røde hår, der lå op af hendes smukke lille ansigt.
Som svar til hans spørgsmål, fik han et enkelt nik. Kun et, efterfuldt af at hun kiggede væk. Det var tydeligt at Tempus ønskede, at han skulle gå, men han var fast besluttet på at blive!
”Hvis dette gør at jeg giver op, vil jeg aldrig kunne hjælpe hende”, hviskede han helt stille til sig selv. Med et fast skridt gik han tættere på Tempus.


”Har du allerede ofret til din forælder?” Forsatte han sin monolog. Det var meget underligt for Will, at tale til en der helst så ham væk. Som forventet fik Will ikke mere en let rysten på hovedet. William kunne godt se, at det ikke behagede at skulle ofre til sin forælder, men hvorfor?
”Jeg tror i øvrigt jeg har fundet ud, hvem din forælder er,” udbrød William pludselig. Det var slet ikke meningen, han ville sige det. Det havde nemlig været meget tydeligt for William, at Tempus ikke var meget for at tale om sin forælder.


Et brag lød da Tempus stol faldt bagover, og hun var som lynet oppe og stå. Hendes øjne var fulde af frygt.
”Du er helt sikkert Afroditebarn,” indskød Will. Han vidste udmærket, at hun ikke var barn af Afrodite, men hellere det end at sige hvad han troede. Det var gået over hans tanker, at hun kunne være datter af en titan, men hvis han nu tog fejl, ville han nok blive endnu mere upopulær hos hende.
Det var også tydeligt på Tempus’ reaktion, at det var helt ved siden af. Ikke at det overraskede William. Der gik ikke længe før Chiron skyndte på ham, om at komme på sin plads.


Der var ikke samme appetit hos William efter det. Alle mulige tanker myldrede rundt i hoved på ham. Det var dog ikke noget hans søskende opdagede, for de var i gang med en ny sang. Sang! William lyste op med en ny ide.
Chiron kom med en udmelding, om at han skulle af sted. Det virkede som om mange blev kede af det. William havde ikke selv noget forhold til Chiron, og derfor forgik resten af aftenen med snak blandt hans søskende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...