Lektie til Online Halvblodslejr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2014
  • Opdateret: 23 mar. 2015
  • Status: Igang
Ja her er mine svar til de opgaver vi har fået. I denne kommer der både lektier fra Jack, Penelope og William;)

3Likes
59Kommentarer
562Visninger
AA

3. Lektie 1 (William)

~~Det var stadig mørkt, da Will vågnede. Med frisk energi hoppede William ud af sengen. Kun iført pyjamas gik han, som det store A-menneske han var, udenfor. Selvom græsset stadig var vådt efter den friske morgendug, satte han sig på det grønne græs. Han lukkede øjnene og snusede ind. Bare duften af frisk luft fik Williams humør helt i top. Han sad der i nogle minutter og ventede på at solen dukkede op i horisonten. Lyset spredte sig ud over landskabet. Med solen i øjnene begyndte Will at nyse. Himlen begyndte at skinne i de smukkeste røde farver. Farver der mindede ham om, hvor smukt livet er, og at alt er muligt. ”Godmorgen far”, hilste han sin far. ”Jeg har sovet rigtig godt i dag. Ikke nogen drømme - eller i hvert fald ikke nogen jeg kan huske. Ved du godt, far, at man drømmer det meste af natten, men bare ikke kan huske det?”, spurgte han. Dog forventede han intet svar, og forsatte sin monolog. ”Nej selvfølgelig ved du det, du er jo Gud”. Med de ord rejste han sig og gik ind for at gøre sig klar.

Som altid var han en af de første ved Spisepavilionen. Der var ingen mennesker han kendte, og han kendte ellers utrolig mange, i forhold til hvor kort tid han havde været her, så han satte sig, lidt for sig selv, ved et af bordene. Maden var ikke kommet endnu, hvilket også var forståeligt, eftersom det stadig var meget tidligt. Heldigvis havde han taget papir og blyant med sig. På papiret var en smuk tegning af solen der går ned i havet. William havde brugt meget tid på den. Helt præcist en time om dagen siden han kom her til. Han gik meget op i detaljerne med træernes skygger. Tegningen så meget færdig ud, men Will synes stadig den manglede noget, så han forsatte med alle de små detaljer.

Efterhånden kom der flere og flere til i spisepavilionen. Han fik hentet en masse lækker morgenmad, mens snakken begyndte blandt ham og hans venner. Alt blev dog kaotisk, da flere begyndte at råbe om at der var kommet 4 nye børn. Det kunne ikke gå for hurtigt for Will med at komme hen og se hvem nye var. Nye børn - hvor bliver det fedt, eller hvem er de nye? Det var bare to af de tanker der røg gennem hans hoved
Nede ved de nye børn, var der et kæmpe mylder. William opgav at finde dem og sige hej, så han blev stående ved nogle venner og snakkede. Mens snakken gik om alt mellem himmel og jord, stødte en smuk pige ind i ham. Han faldt lige på røven, mens hans ansigt skar en grimasse. Pigen så med røde kinder, der bare signalerede flovhed, ned på ham. Usikkert fik pigen hjulpet Will op. ”Ej, det er jeg virkelig ked af”, undskyldte hun, med stadig blussende rødme. ”Det gør ikke noget”, svarede William med et smil, for det var jo ikke med vilje.

Der var gået noget tid, og de fleste var gået tilbage til deres normale gøremål. William havde dog en fornemmelse af, at han skulle blive. Det var en følelse a,f at hvis han gik, var der noget han ville gå glip af. Det viste sig da også hurtigt, at hans mavefornemmelse havde ret. En bleg (mere bleg end Will, og det skal der meget til) tynd pige kom udmattet gående op af bakken. Med bøjet hoved og ustabile skridt kom hun tættere på Will. Denne fornemmelse af lysten til at tage sig af et andet menneske kom frem i ham. Hun virkede så skrøbelig. En der, bare ved berøring, ville gå i stykker. Han søgte de store gyldne øjne, med de mørke rander under, men hendes blik var som bundet til jorden. I et forsøg på kontakt forsøgte han sig med et ”Hej”. Hendes store øjne så hun forskrækket op på Will. ”Jeg hedder William, men bare kald mig Will”, forsatte han, uden at vente på svar. ”Hvad hedder du?” Spurgte han og trak vejret. ”Tempus”. Mumlede hun så stille at Will havde svært ved at høre det. Dog fik han fat i navnet. Tempus. Der var en klang over navnet, der fik William til at smile mere end før.
”Hvor gammel et du? Jeg er fjorten år, jeg har været her i en uge, det er et godt sted, men jeg savner nu min mor en smule. I øvrigt er jeg søn af Apollon. Musikken og solen Gud, du ved?” Han stoppede endelig sin store ordstrøm, men ikke særlig længe inden han fik trang til at sige mere. ”Ved du så hvem din gudelige forælder er?” var det kommet energisk fra Will. Alt i Tempus´ krop gik i stå, og et forpint udtryk dukkede op i hendes øjne. Blikket blev dog hurtigt dystert og hun nedstirrede Will, hvis man egentlig kan sige, at hun gjorde det, for han var en del gange større end hende.
”Bare en undergud” kom det fra Tempus. Intet i hendes ansigtsudtryk sagde, at det var løgn, men Will kunne fornemme en vis tøven. Uden et ord mere gik hun lige forbi ham.
”Ej hey, hvorfor er du sur? Jeg har ikke gjort noget?” kaldte han forvirret og nok lidt fornærmet efter hende. Selvom hun var virkelig uforskammet, kunne William ikke undgå at mærke en form for tiltrækning af hende. Hun havde noget mystisk over sig.
Hun vendte sig om, nok for at sige noget, men Nina var kommet i samme sekund.
Nina ville gerne have Tempus med på kontoret for at få en snak.

William gik lidt omkring. Han kunne ikke få Tempus ud af hovedet. Hvorfor var hun mon blevet så sur og hvorfor så hun så syg ud? I det samme så Will hende gå ud fra Ninas kontor. Uden at tøve gik William direkte hen til Tempus.
”Hey. Hvor skal du hen?” Spurgte han. ”Gæsteværelset”, sukkede Tempus i håb om at han ville gå. Men nej.
”Du sagde godt nok, at det var en undergud, men du udstråler noget større", sagde Will. "Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan ikke få det til at passe ind i billedet, med dig og så en undergud. Hvorfor lyver du om, hvem din forælder er?”. Hun så ondt på ham. Med nedslået blik begyndte hun at gå igen. ”Hvorfor svarer du ikke?” forsøgte Will sig igen, og luntede efter.

Pludselig vaklede benene under hende, og hun gik ud som et lys. ”Er du okay”, spurgte Will overrasket. Da hun ikke svarede satte William sig på hug ved hendes side. ”Er der sket noget?” Eftersom hun ikke svarede, blev han meget nervøs. Han begyndte at ruske lidt i hende. ”Hallo, hallo”. Will betragtede hendes meget livløse krop. Hun var ikke død, for han kunne mærke hendes puls. Der var ingen i nærheden, og ingen der hørte ham kalde.

Han spekulerede over hvad han skulle gøre. Hun så nu ret smadret ud, måske var det bare af udmattelse? ”Hvor var det nu, du skulle hen?” Spurgte han sig selv. ’Gæsteværelset’ kunne han huske. Med stort besvær fik han hende op i sine arme. Det var nu ikke fordi hun var tyk og vejede meget, nej nok mere det modsatte. Men man kunne vist heller ikke sige, at Will var et muskelbundt. Med Tempus i armene, fik han slæbt sig ind på gæsteværelset.

I værelset stod en seng og en lille blå reol. Forsigtigt blev Tempus lagt i sengen. William smilede ved synet af hende. Hvor var hun dog smuk. Det så ud som om, at solen havde sat ild til hendes hår, med alle de røde nuancer der spillede i det. På sengen lå et lille tæppe, der nøjagtigt kunne lægges over Tempus. Will stoppede forsigtigt tæppet rundt om hendes krop. Han blev selv lidt træt ved synet af den sovende mystiske pige og bestemte sig for at trække sig tilbage til sin hytte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...