Et lys i mørket.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2014
  • Opdateret: 21 dec. 2014
  • Status: Igang
Stemmer i mørket, stemmer der bare kommer ud af ingen ting. ingen ting for det, bare stemmer.

1Likes
1Kommentarer
70Visninger

1. Mørke

"Emma" jeg troede mit hjerte ville hoppe ud af brystet på mig. Jeg kunne ikke bevæge mig og det var som om nogen havde limet mig fast til jorden. Sveden piblede ned af min pande og jeg rystede som en forskræmt kattekilling. Stemmen kom ud af mørket, en slange der huggede sin gift dybt ind i mig. "Hvem er du Emma?" jeg kunne høre blodet bruse i mine øre, "Er du bange Emma? Vil du gerne hjem nu Emma?" Jeg opdagede pludselig at jeg kunne bevæge mig, det tog mig ikke mere end et par sekunder at dreje om hælen og løbe.

Men hvordan kom jeg ud? jeg vidste ikke engang hvor jeg var. Jeg vidste ikke hvem jeg var og hvem eller måske rettere sagt hvad stemmen var. Jeg vidste bare at jeg havde hørt den før. Lyden af den fik mig til at føle noget jeg ikke kunne beskrive, frygt blandet med glæde, skræk blandet rædsel blandet med varme og tryghed. Emma det var det stemmen havde kaldt mig, det var vist nok ikke mit navn. Rundt omkring mig var der mørke, mørke så langt øjet rakte. En del af mig ville bare gerne stoppe, men hvis jeg gjorde det ville stemmen finde mig.

"Lærke" lød stemmen igen, jeg stoppede brat op. Den havde fundet mig. "Lærke er du bange?" nej det var ikke den samme stemme, det her var en kvinde. Jeg kunne høre hendes åndedrag. Lærke var det det hun havde kaldt mig? "Er du bange Lærke?" jeg kunne se en gamle kvinde for mit indre blik. "Hvem er du Lærke?" Jeg kunne ikke se hendes ansigt, "Vil du gerne hjem nu Lærke?" kvinde blødte og så faldt hun om. Jeg prøvede at tale men ikke en lyd kom ud af min mund. Det de havde sagt, stemmerne, jeg havde hørt det før. Men hvor? og hvorfor kaldte de mig de navne? Hvor var jeg og hvorfor?

"Hvem er i?!" min stemme var kommet tilbage og nu råbte jeg så højt jeg troede mine trommehinder skulle sprænges. "Kan du ikke huske det?" en tredje stemme kom ud af mørket, den her var slesk og drevende. den gav mig kuldegysninger. "Der overrasker mig ikke" det var slange stemmen igen, "jeg kan høre hun kaldte sig noget andet, da hun mødte jer" jeg prøvede at huske hvem de var, men det var som om at alt før stemmerne var blevet slettet fra min hukommelse. alt der var tilbage var skygger der forekom fjerne, som om der var en andens minder og ikke mine egne. "Hun kaldet sig Kristine" sagde den sleske stemme, den dryppede af had og foragt. "men hvem er hun så?" det var kvinden igen. de var som slange der krøb rundt omkring mig. Slanger jeg ikke kunne se, slanger der bare ventede på det rette tidspunkt til at hugge.

Jeg kunne igen ikke bevæge mig. "Hvem er i?!" råbte jeg igen. jeg kunne høre de to mandestemmer grine. men kvinden afbrød: "jeg tror hun virkelig ikke kan huske noget" jeg kunne føle dem kigge på hinanden. "Kan du virkelig ikke huske noget?" spurgte kvinden. "NEJ!" råbte jeg "hvem er i? hvor er jeg? " stemmerne talte lavmælt sammen. "Helena kan du ikke huske mig?" lød en stemme, Klaras stemme. Min søster, min lillesøster. "Klara! Klara! hvor er du Klara?!" jeg kunne se en lille pige for mit indre blik, hun smilede til mig. Hun havde kaldt mig Helena det var mit navn, hverken Kristine eller Lærke men Helena. "Hvor er jeg Klara?" spurgte jeg. "Det ved jeg ikke" hendes stemme lød som om hun troede det alt sammen bare var en leg, "men jeg ved hvad du er" sagde hun drillende, som om kendte en hemmelighed som hun brændte efter at fortælle mig. "Hvad er jeg?" spurgte jeg, hun begyndte at grine. "Du er død, Helena, du er død" jeg førte langsomt hånd op mod min hals. Jeg følte efter, jeg havde ingen puls. Jeg faldt på knæ og tårene begyndte falde ned af mine kinder. "Det er ikke noget at græde over, vi er alle sammen døde her" sagde hun. Jeg kunne føle en hånd på min skulder, men da jeg så op var der ikke nogen. "Er det her så himlen?" de grinede allesammen. Den sleske stemme kom huggende ud af mørket: "En med dit resume kommer ikke himlen. nej pigebarn det her er helved" deres grin var som knive, der skar i mig. Kunne det virkelig være sandt at jeg var i helved. dømt til at høre på disse stemmer forevigt. "men hvad har jeg gjort?" de holdt op med at grine, "Kan du ikke huske det?" spurgte Klara. "Nej" min stemme knækede over. "men lad os så vise dig det" pludselig ud af ingenting kom et stærkt hvidt lys, mod det stod fire silhuetter. jeg kom på benene og begyndte at gå hen mod lyset. Da jeg kom tættere på kunne jeg se det var slags bue lavet ud af lys.  Ud af øjenkrogen kunne jeg se dem forsvinde. jeg gik i gennem og alt blev hvidt.        

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...