The Black Diamond

Den lille sorte diamant er hende som ser sort. Hende som aldrig ville kunne leve med sig selv, hvis hun fandt ud af, hvem hun i virkeligheden var. Den lille sorte diamant er en pige på 13 år ved navnet Maria, og det her er hendes historie om livet som den sorte diamant.

0Likes
2Kommentarer
278Visninger

3. 3

Året før jeg skulle starte i skole, var vi på Ibiza med far og to af hans andre børn. Det er ikke en ferie, der vil gå over i historien. Min mor og far blev selvfølgelig uvenner, inden vi landede, og det holdt hele ferien, hvilket betød, at vi alle måtte gå på listesko. Da jeg en dag kom til at skrige, da jeg så et firben, blev min far rasende og rev mig hårdt i armen. Jeg skreg i vilden sky og løb hen til min mor. Det fik min mor til at blive endnu mere vred på min far, og så startede det hele forfra. Alle var lettede, da vi landede i Kastrup igen, og jeg kunne ikke modsætte mig, at vi alle antog, at det aldrig ville komme til at gentage sig. 

Den antagelse fik vi ret i, for min far skred fire måneder senere, og jeg så ham først 20 år senere. Jeg husker lige så tydeligt den sidste gang, han kom på besøg. Min mor havde været i dårlig humør hele dagen, og man kunne se på hendes øjne, at hun havde grædt. Vi prøvede at være ekstra søde, men hendes humør var stadigvæk dårligt, da far parkerede Citroënen nede foran. Da min søster åbnede døren, stod han udenfor med favnen fuld af gaver til os, og han sagde, at det var vores julegaver, selvom vi kun var i november. Da min mor så alle gaverne, gik hun vredt ud i køkkenet, og inden længe skreg de ad hinanden. 

Jeg nåede ikke engang at sige tak for gaven, før far igen var gået. Mor der nu græd, prøvede at muntre os op ved at åbne gaverne, men der var ingen af os, der havde lyst til at åbne dem. Vi gjorde det dog for at gøre mor glad, og det hjalp da også en smule, især efter hun havde røget to smøger. 

De efterfølgende uger var præget af sorg. Mor gik rundt med røde øjne, og vi gik på listefødder. Jeg turde næsten ikke tale af frygt for at sige noget forkert. Jeg havde sådan en lyst til at spørge, hvorfor far ikke mere kom, men jeg var klog nok til at lade vær. Først et par måneder efter fik min mor sat ord på; "Din far gider os ikke mere". 

Den sætning tænkte jeg meget over. Hvad havde jeg sagt, der havde gjort ham så vred? Jeg prøvede at spørge mor, hvorfor far ikke mere gad se mig, men jeg fik kun undvigende svar... Først senere fik jeg fortalt, at far, ifølge min mor, ikke kunne lide mig. Den aften græd jeg. Tænk at ens far ikke kunne lide en, så måtte jeg virkelig være et forfærdeligt barn. 

Det er først mange år senere, jeg har fundet ud af, hvordan det i virkeligheden hang sammen. Da min mor mødte min far, boede han sammen med en kvinde, som han også havde børn med. Birgit, som hun hed, kendte ikke til min mors og min eksistens, og derfor skulle alt være meget hemmeligt. Jeg havde ikke et "far forhold" til ham, jeg opfattede ham i hvert fald ikke som far. Som jeg husker det, måtte jeg ikke kalde ham far, måske fordi det hele var en stor hemmelighed. 

Min mors og hans forhold var meget turbulent. Da han sammen med sine to børn flyttede fra konen Birgit, var det ikke for at stifte familie med mor og os børn. Han flyttede for sig selv til en lejlighed i et boligkompleks i Farum. Jeg kom aldrig til at føle, at han holdt af mig. På et tidspunkt var mine søskende, André og Linda, taget med hans børn til stranden, mens vi var i Farum  for at besøge ham - hvilket virkelig var en sjældenhed. Jeg kedede mig og spurgte, hvor de andre var. Min mor og far fortalte, at de var på legepladsen, så jeg gik derned for at lede efter dem. Naturligvis fandt jeg dem ikke, de var jo på stranden, og endte med at grædende rundt i det kæmpe kompleks, min far boede i, og lede i timevis efter en opgang, der lignede min fars. Jeg kendte hverken hans efternavn husnummer eller telefonnummer. 

Når mor og han var sammen, ville de have fred. De spiste for sig selv, og jeg måtte ikke forstyrre.

Årsagen til, at Ibiza-ferien udviklede sig til et mareridt, var, at min far havde fundet en anden. Det var selvfølgelig ikke meningen, at min mor skulle have opdaget det, men sådan som jeg husker det, var det noget med, at min far havde mange mystiske opkald til Danmark, og ad den vej begyndte hun at ane, at noget var galt. Han havde mødt en sekretær det sted, han arbejdede, og derfor smed min mor ham ud.  

Jeg var et meget tænktsomt barn, og jeg opfandt hurtigt min egen drømmeverden med en far og en mor, der havde det godt sammen. Jeg kunne bruge timer på at drømme mig til, hvordan mit værelse skulle se ud, hvis jeg nogen sinde fik et. Ofte gik jeg op i pipkvarteret, der lå lige ved siden af Uglevang. Der åndede alt lutter udyl, og de velanlagte haver udtrykte lykke i min verden. Der inde bag pæne facader boede der rigtige familier med en far og en mor.

De fleste af haverne havde gamle frugttræer, og om sommeren kørte hele gården derop på æblejagt. Da jeg jo var en af de mindste, var det ofte mig, der blev sat til at stjæle, mens de andre holdt udkig. Det gik godt de fleste gange, men en aften, hvor jeg lige havde puttet det sidste æble i jakkelommen, mærkede jeg en stor mandehånd på min skulder. "Hvad fanden laver du din møgunge?" "Undskyld" fremstammede jeg, mens tårerne pressede sig på bag øjenlågene. "Tror du bare, du kan slippe afsted med at sige undskyld, nej, du kan fandme tro nej". Ud af øjenkrogen så jeg Tina fra opgangen ved siden af sætte af sted på sin cykel. Jeg kiggede op i mandens store ansigt, der næsten var dækket af et stort sort skæg. "Vi ringer til dine forældre", sagde han. "Jeg har ikke nogen." prøvede jeg, hvilket jo i for sig også var rigtigt, i hvert fald kun en mor og en far, der ikke gad se mig. "Nu skal du ikke være næsevis", mandens mund stod næsten helt åben, og jeg kunne se, at han ikke havde fået børstet tænder. Der sad nemlig en stor grøn tingest mellem hans fortænder. Jeg prøvede at lade vær med at kigge på den og kiggede derfor ned i jorden. "Fortæl mig, hvor du bor", mine hænder rystede nu. Hvem var han dog, ville han nu komme hjem til os? Jeg fremstammede adressen, mens tårerne løb ned ad mine kinder. Han trak mig med ind i huset og skubbede mig ned i en lænestol. 

Stuen var kæmpestor, og jeg anslog den til at være på størrelse med vores lejlighed. Han havde en kæmpe hjørnesofa i sort læder og et flot marmorbord. Han var gået ind i værelset ved siden af, og jeg kunne høre ham tale med store bogstaver. Bare nu mor ikke blev ked af det. Hvorfor havde jeg ikke skyndt mig noget mere? Gad vide hvor de andre var kørt hen. Spørgsmålet var, om jeg nogen sinde ville se dem igen. "Du kan gå nu, din mor er meget vred på dig", manden skulede til mig, mens jeg kantede mig forbi ham. 

Endelig ude i friheden løb jeg alt, hvad jeg kunne, hen til min gule cykel med klemmer på hjulene. Aldrig har jeg cyklet så stærkt, jeg var hel vild svedig, da jeg nåede vores opgang. André stod med syv andre børn parat til at tage imod mig. Jeg fik næsten en heltemodtagelse. Alle ville vide, hvad manden havde sagt, og jeg overdrev en smule, da jeg fortalte om, hvordan han boede. Jeg sagde, at han boede rigtig ulækkert med fem katte. Det lød utilpas uhyggeligt til, at alle kiggede anerkendende på mig, og slog mig på skulderen for at have overlevet. 

"Du kan godt komme op", jeg kiggede op, mor hang ud over altanen. Jeg vinkede til de andre, inden jeg løb op ad trappen. Mor stod i døråbningen med lynende øjne: "Man må ikke stjæle, at du ved det". "Undskyld, mor", jeg begyndte at græde og fortalte hende, hvor frygtelig manden havde boet. Hun så helt bekymret ud, og inden længe fik jeg igen lov til at gå ned og lege med strenge ordrer om aldrig at stjæle æbler mere. Det overholdt jeg, men til gengæld stjal jeg gennem årene så meget andet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...