The Black Diamond

Den lille sorte diamant er hende som ser sort. Hende som aldrig ville kunne leve med sig selv, hvis hun fandt ud af, hvem hun i virkeligheden var. Den lille sorte diamant er en pige på 13 år ved navnet Maria, og det her er hendes historie om livet som den sorte diamant.

0Likes
2Kommentarer
279Visninger

2. 2

Jeg kom til verden på et badeværelsesgulv i et boligkompleks i Allerød. Det var den 13. december, og klokken var 18:51. I stedet for en kærlig jordmoderes kompetente hænder mødte jeg det hårde stengulv.

Min mors veninde Lone, der boede ved siden af, var kommet for at hjælpe min mor med af føde, og da jeg var så glat som en ål. tabte hun mig. Min mor, der kæmpede for at holde sammen på sig selv og det af sit underliv, der var tilbage, samlede mig på få sekunder efter. Da jordmoderen nåede frem, undersøgte hun mit hoved og forsikrede min mor om, at intet var galt. Jeg var en smuk baby på 3400 gran og 53 centimeter.

Desværre var min far ikke til stede, da han som regel kun kom forbi i weekenderne, og fødslen fandt sted på en mandag. Min mor og jeg blev fragtet til Hørsholm Sygehus af Falck, og hun var lykkelig over, at alt var gået godt. Mine to større søskende Linda og André var også smuttet som mandler, da de blev født, men de havde undgået gulvet.

Opholdet på sygehuset blev en trist affære for min mor. Hun havde håbet, at min far kom, men han havde travlt med forretninger. Til gengæld kom Lone, der havde været så venlig at tage imod mig. Hun beundrede mig i lang tid og roste mig for mit lange sorte hårpragt. Hendes egen søn Jakob havde kun en spartansk meget lys hårvækst.

Far kom på anden dagen og kørte og hjem i sin flotte bil. Han havde en stor buket roser med til min mor, og hun strålede af glæde, da de parkerede foran opgangen til vores 3-værelses lejlighed i Uglevang. Uglevang var et kæmpe boligkompleks, der lå i udkanten af Allerød lige over for Ørnevang, som havde ry for at være for de dårligere stillede.

Egentlig så lejlighederne ens ud, men det betød meget, hvilken side af gården man kom fra. Min mor, som altid har været lidt snobbet, gik meget op i, at vi boede på den rigtige side. Hun var selv vokset op på et børnehjem i Høng, og hendes drøm havde altid været at finde en sød mand og få nogle dejlige børn. Det sidste ønske synes jeg egentlig blev opfyldt, eftersom jeg kom til, men det med manden var lidt sværere.

Først var hun blevet gift med mine halvsøskendes far, Fini, en rødhåret tyran, der led af jalousi i meget svær grad. Da hun havde født Linda og André, fik han for vane at nægte at gå uden for en dør. Heldigvis fik hun nok til sidst og gik sin vej med mine søskende under armen.

Hun havde så fundet den 3-værelses lejlighed, som nu var rammen om vores liv. Fem år efter min mor var blevet skilt fra Fini, mødte hun min far. Han var en flot mand, som lovede hende guld og grønne skove. Desværre blev ingen af delene til noget, men til gengæld fik hun mig. Jeg var et rigtigt kærlighedsbarn, sagde hun altid, selvom min søster sagde, jeg skulle have været en plet på lagnet. Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt, men jeg kan bedst lide min mors version.

Mor lagde altid vægt på at fortælle mig, at jeg var elsket, selvom det var svært at tro på med en far, der kun kom i weekenderne. Men han kom med manér, når han ellers kom. Hans flotte Citroën fik hele kvarteret til at hænge ud ad vinduerne.

Der var altid en stemning af nervøsitet i luften, når han ringede på. Vi børn stod altid i baggrunden og beundrede ham. Det var tydeligt, at han var noget særligt, og at vi skulle være beærede over hans besøg. Mor gjorde altid en masse yd af sig selv, og vi havde vores bedste tøj på. Desværre fik jeg altid noget på tøjet til min fars store irritation. Han elskede rene, stille børn, og især det første havde været svært at leve op til.

Det var værst, når der skulle spises. Min far, det var vokset op i en fin familie, forventede, at alle spiste pænt, og at ingen talte, medmindre de blev spurgt. Spændingen i køkkenet gjorde, at jeg ofte spildte på den fine hvide dug, der i dagens anledning var blevet lagt på det røde køkkenbord. Det havde den konsekvens, at jeg efterfølgende blev sendt ind på mit værelse.

Selvom jeg virkelig prøvede at være en sød pige, der kunne spise pænt, gik det altid galt. Min far belærte min mor om, at hun skulle opdrage mig med hårdere hånd, hvis hun nogensinde skulle gøre sig forhåbninger om, at jeg skulle blive en pæn pige.

Min mor, der havde haft en opvækst præget af vold og svigt, lyttede ikke efter, da en hård hånd for hende var forbundet med fysisk smerte. Han havde et voldsomt temperament, og det var ikke sjældent, at de kom op og skændes. Det var altid først, når vi var lagt i seng, at helvede brød løs. Pludselig kunne man vågne til skrig og skrål, og ofte endte det med min far gik i vrede og smækkede døren efter sig.

Så hang jeg ud ad vinduet for at se ham køre bort, inden jeg gik ind for at trøste mor. Vi børn sov altid i min mors seng, når min far ikke var der. Det var så hyggeligt at ligge helt tæt, undtagen når min bror pruttede, som han havde for vane, bedst som jeg lå med hovedet under dynen.

André pruttede altid, det var hans måde at optræde på, Ofte løb han inde i stuen, mens han udsendte en salve af prutter, der lugtede af rådne æg. Min mor grinede bare ad ham, ham var jo den eneste dreng i huset, og alt var tilladt for ham. Min mor havde sine helt klare billeder af, hvordan små piger og drenge skulle opføre sig. Vi af hunkøn, skulle tale pænt og gå pænt klædt, mens det at være dreng tilsyneladende var ensbetydende med at have trukket frikort til ballade, slagsmål og laden stå til. André løftede aldrig en finger derhjemme, og det var i orden, for han var jo en dreng.

Min søster Linda, der er syv år ældre end mig, og et år ældre end min bror, fungerede som en slags reservemor, fra vi var helt små. Hun hentede os fra dagpleje og skole og passede os, til vores mor kom hjem efter en lang arbejdsdag i banken.

Ofte så vi hende kun et par timer, inden vi blev lagt i seng. Jeg lå tit og lyttede til fjernsynet, der kørte inde i stuen, men efter klokken 20 var det forbudt område. Min mor skulle have fred, og det accepterede vi, eller rettere sagt, vi fik det lært. Min bror, som aldrig ar været helt efter bogen, blev en overgang bundet til sengen. Det var, da mine søskende var små, at min mor benyttede sig af denne utraditionelle metode. Hun mente, at hvis hun gav ham to meters snor, ville han forstå, at det var den radius, han skulle blive inden for. Linda som lå i sengen overfor mig, lå ofte og læste i bøger til langt ud på aftnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...