The Black Diamond

Den lille sorte diamant er hende som ser sort. Hende som aldrig ville kunne leve med sig selv, hvis hun fandt ud af, hvem hun i virkeligheden var. Den lille sorte diamant er en pige på 13 år ved navnet Maria, og det her er hendes historie om livet som den sorte diamant.

0Likes
2Kommentarer
277Visninger

1. 1

Fuck dig! Jeg nåede lige at give Wagner fingeren, inden han forsvandt rundt om hjørnet. Den store idiot, hvorfor var han altid så led? Jeg kunne mærke de velkendte tåre løbe ned ad mine kinder, og jeg tørrede dem arrigt væk, inden jeg smed tasken på jorden.

De satans nøgler, hvor havde jeg nu lagt dem, og så lige når jeg havde allermest brug for dem! Jeg mærkede nøgleringen mellem fingrene og trak den lyserøde gris op, som var hjemsted for mine to nøgler. En til hoveddøren på Skolegade, hvor jeg boede med mor og André, og en til min lyserøde cykel, som jeg havde fået året før i konfirmationsgave.

En lugt af cigaretrøg kom mig i møde, da jeg åbnede døren. Det kunne godt lugtes, at der boede 3 mennesker, som røg. Fy for pokker, jeg hadede den stank. På køkkenbordet var resterne af min morgenmad, en krydderbolle med marmelade. André havde smidt sine sure underbukser i gangen, og jeg sparkede irriteret til dem.

Jeg styrede lige ud i badeværelset og åbnede døren til skabet under spejlet. Mors cremer og parfumer stod faretruende tæt på skabskanten, og jeg nåede lige at gribe en LDB-creme inden den ramte gulvet. Var det ikke her mor havde sine piller mod køresyge og hovedpine? Jeg smækkede døren i igen og løb ind i soveværelset. Kommoden som stod henne ved døren, blev rodet igennem, og i den nederste skuffe fandt jeg det, jeg søgte: to glas fyldt med piller. Jeg bar dem ned i stuen.

Sacha, min elskede puddelhund, stod henne ved havedøren og gøede. "Nå lille skat, skal du i haven?". Sacha gøede som svar og forsvandt i hujende fart ud af døren.

Køleskabet stod altid halvtomt, lidt ost, smør og brød var som regel det eneste, der var. Men i dag havde min dejlige storebror sat en kalvetunge på øverste hylde. "Hvor er det klamt, at nogen spiser tunge", tænkte jeg. Jeg smækkede døren i igen og bestemte mig for at tage et glas vand. Var det for øvrigt ikke lige meget, hvad jeg indtog som mit sidste måltid? Ville det måske være noget, jeg ville tænke tilbage på. Sikkert ikke....

For mig var døden noget endeligt, ikke noget med, at jeg ville komme tilbage som en regnorm året efter, fordi jeg engang havde slået et mindre barn. Nej, når man bar død, var man død. Etiketten bag på glasset mod køresyge blev læst igennem, mens jeg røg endnu en Prince Light.

Jeg var nu oppe på 17 om dagen, medmindre jeg var til fest, for så kunne jeg godt nå at ryge 30 på en dag. Mor havde opdaget, jeg var begyndt at ryge, et år forinden. Først var hun blevet eddikesur, men da jeg forklarede hende, at det var svært at tage hendes advarsler alvorligt, når hun selv røg, havde hun givet op. Det er jo dit liv, og du bestemmer selv, om du vil dø af kræft, havde hun råbt en sommerdag året før. For det første kunne jeg slet ikke forholde mig til, om jeg ville bliver syg af at ryge om 20 år, og for øvrigt var det jo ikke engang sikkert. Jeg havde grinet ad hende, og som hævn havde hun ikke talt til mig i to dage.

Mønstret var altid det samme; når jeg var umulig, talte mor ikke til mig. Så kunne jeg gå som katten om den varme grød i dagevis, uden at hun svarede mig, når jeg talte til hende. Men nu skulle det også være slut. Ikke om jeg gad leve mere. Jeg havde svært ved at huske tilbage på en enkelt dag, hvor jeg havde været glad. Siden jeg var startet på Helsinge Kommuneskole, var alt bare blevet værre. Der var ikke en dag, hvor jeg ikke græd mig søvn. Hver dag var et helvede at komme igennem. 7.b, som skulle have været rammen om et par gode år efter alle de problemfyldte, havde vist sig at være værre, end jeg overhovedet havde kunnet forestille mig.

Jeg hældte pillerne ud på bordet, Gad vide, hvor mange man skulle spise, før det var nok. Først lagde jeg 30 piller op foran mig, men ombestemte mig så og lagde fem af den tilbage i glasset. Femogtyve piller måtte da være nok til at slå en voksen mand ihjel. Jeg hentede endnu et glas vand ude fra vandhanen, inden jeg igen satte mig i den grønne plys stol. Hvor havde jeg dog altid hadet de grimme plys møbler, hvorfor havde vi aldrig haft lædermøbler som mine veninder? Fordi de er så flotte, forsvarede mor sig. Jeg syntes, de var hæslige, og jeg var flov over, at vi skulle bo anderledes end dem, jeg kendte.

Ingenting var som hos alle andre, hos os så det anderledes ud. Mere fattigt, og så havde vi også altid et køleskab, der skreg efter mad. I starten ville jeg ikke have nogen med hjem, men efterhånden havde jeg vænnet mig til deres kommentarer. Jeg sagde til dem, at det godt nok var mit hjem, men at det jo ikke var min smag.

Man sad ellers godt i plys stolen, jeg lænede mig tilbage og lukkede øjnene. Er du nu helt sikker? Tankerne blev ved med at kværne rundt oppe i hovedet. Ja, jeg var helt sikker. Hvis livet konstant skulle være fyldt med tårer, ville jeg ikke mere. Jeg kunne simpelthen ikke.

Jeg var psykisk og fysisk mæt af dage, som man ofte sagde, når ældre faldt bort. De var træt af dage, og det var lige netop, hvad jeg var. Så få det dog overstået, forsatte tankerne. Sacha skrabede på døren og ville ind. Jeg åbnede døren og tog hende med hen i stolen. Hun var altid så god ved mig, hvor havde jeg dog været glad for hende. Jeg kunne mærke, at tårerne var på vej, for hvad ville der ske med hende, hvis jeg ikke mere var her? Mor skulle nok passe godt på hende.

Femogtyve piller ser ikke ud af meget, når de ligger i hånden, men i munden fylder de en hel del. Jeg kunne mærke den velkendte kvalme, jeg altid fik ved smagen af piller. Føj for pokker, hvor smagte de grimt. Jeg skyndte mig at tænde endnu en smøg, nu var det bare at vente. "Vente på hvad, din idiot!" Jeg skoddede smøgen. På døden, selvfølgelig, hvad ellers? Nogle gange blev jeg så hidsig på mig selv, hvorfor kom der altid sådan nogle dumme spørgsmål oppe i mit hoved. Hvis bare det var muligt at slukke for strømmen en gang imellem, så man kunne få fred for de dumme tanker. Hold kæft, hvor havde jeg tænkt og tænkt og til hvilken nytte.

Her sad jeg 13 år gammel og havde slugt 25 køresygepiller, og alligevel kørte hjerne stadigvæk af sted. Jeg gik ud i køkkenet og så op på uret. Ti minutter over tre. Gad vide, hvor lang tid der ville gå, inden jeg gik ud som et lys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...