Valget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2014
  • Opdateret: 20 dec. 2014
  • Status: Igang
Året hvor drengene og pigerne fylder 16, skal de slå terning om resten af deres liv. Hope og hendes familie har alle været igennem det samme. Hope Laydeen er fra skoven, sammen med hele hendes familie(Storebror, far, og hende selv). – og det ønsker hun at blive ved med. Hendes storebror Scott, var heldig at slå en 5’er, så han blev i faktion 5. De bor i verdenen Esamol.

0Likes
0Kommentarer
98Visninger
AA

1. Tiden er inde

Mit navn er Hope Laydeen. Jeg er født og opvokset i faktion 5, altså skoven. Skoven er mit hjem, min hulde hånd. Jeg kender den ud og ind, ved hvor den bedste mad findes, og ikke at glemme skjulestederne. Skoven er mit hjem, lige nu. Om bare et par timer afholdes valget. Jeg har tit tænkt over hvorfor det hedder ”Valget”, vi har jo ikke noget valg. Alle sekstenårige drenge og piger, skal deltage i det. De skal ’vælge’ deres fremtid. Allerede tanken om at der kun er 1/6 chance for at jeg forbliver i skoven, for min mave til at snurre. Eller vent, det er vidst bare fordi jeg er sulten. ”Er du gået helt i stå?” høre jeg en stemme råbe til mig. Scott. Jeg vender hovedet hen i retningen hvor han står. Jeg skynder mig at komme i tanke om noget at kunne sige, men jeg står bare der og kigger. Han går hen til mig og kigger mig ind i øjnene. ”Det skal nok gå Hope, uanset hvad så vil vi altid elske dig, og du vil altid være min søster. Det må du ikke glemme” Han vender et sarkastisk smil mod mig, og går videre mod åen. Jeg kigger ned og ser at jeg har tabt kurven med bær, og mindst halvdelen flyder nu på den beskidte jord. Godt gået Hope. Jeg kigger igen op, for at se om Scott er til at få øje på. Det er han ikke. Øv, jeg havde ellers lige håbet på at få et lidt større bror søster øjeblik, hvor han ville trøste mig og jeg kunne få mine aggressioner ud. Men sådan en bror har han aldrig været, han er altid stærk. Sådan er jeg vidst for resten heller ikke. Jeg har også altid måtte klare mig selv. Den første og sidste gang jeg græd, var da min mor døde. Hun døde under krigen. Jeg var kun 5 år der, så det er 11 år siden. Jeg kan stadig huske tydelige billeder i hovedet, hvor skoven stod i brænd, og alt var omgivet af aske. Det var det rene held at mig, min far og min storebror havde overlevet. Jeg var altid mors pige, da jeg var mindre. Jeg husker klart hvor meget jeg græd da hun ikke kom tilbage til os. Siden da har jeg ikke grædt. Jeg måtte lære at tage vare på mig selv. Min far var så ked af det, at han somme tider bare blev væk fra os. Mig og min bror var flere gange døden nær, vi kunne jo ikke finde mad som 5 årige. Han var så 6 år der, men alligevel. Jeg bliver hurtigt revet væk fra mine tanker, da jeg hører alarmen. Det er tid for valget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...