Valget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2014
  • Opdateret: 20 dec. 2014
  • Status: Igang
Året hvor drengene og pigerne fylder 16, skal de slå terning om resten af deres liv. Hope og hendes familie har alle været igennem det samme. Hope Laydeen er fra skoven, sammen med hele hendes familie(Storebror, far, og hende selv). – og det ønsker hun at blive ved med. Hendes storebror Scott, var heldig at slå en 5’er, så han blev i faktion 5. De bor i verdenen Esamol.

0Likes
0Kommentarer
99Visninger
AA

2. Håb

Alle faktionernes drenge og piger på 16 år, har nu 2 timer til at være parat henne i hvert faktions gildesal. Vores gildesal er altid støvet, vi bruger den aldrig. Vi har ikke mad nok til at kunne dele et helt måltid, for alle os i skoven. Jeg begynder pludseligt at trække vejret meget hurtigt. Det er i dag jeg enten skal blive, eller forlade skoven. Jeg har ikke lyst til at forlade skoven. Det er det som er problemet. Jeg dur ikke til andet, end livet her i skoven. Og hvis man nægter at slå med terningen, bliver man sendt ud fra hegnet. Der er ingen som har overlevet længe nok ude fra hegnet, til at kunne fortælle hvordan det er. Kun Phaxiton’s højeste ledere, som Præsident Bork, ved hvordan det fungere. Jeg bryder mig ikke om ham. Rettere sagt, jeg kan ikke fordrage ham. Det er ham som alle skal rette sig efter, ellers er det goodbye life. Min bror stikker hovedet ind ad døren, og ser lidt bleg ud i ansigtet. Jeg må nok have set endnu værre ud. For han skære et ansigt som ikke er lige til at læse. Han kommer hen til mig, og sætter sig ved siden af mig på gulvet. ”Hope, det skal nok gå. Hvis ikke, så sender jeg hver en eneste tanke jeg kan til dig, om at jeg stadig har håb for dig. Det er dig der hedder Hope, det er dig der burde have håb nok til at finde ud af det hele. Jeg brækkede mig 4 gange inden jeg skulle hen i gildesalen, og slå med terningen. Jeg kender følelsen. Jeg er ved din side uanset hvad, Hope.” Jeg kigger med et noget så skræmt ansigt på ham. Det er mig der er Hope tænker jeg. Min mor og far valgte det navn. Hvorfor gjorde de egentligt det? Jeg er vidst nok den eneste i alle faktionerne, som har navnet Hope. Hvorfor nu det? Scott rækker en halskæde frem til mig. ”Her. Far bad mig om at give dig den.” Jeg kigger længe på den, inden jeg tager den i min hånd. Den har form som et hjerte, som et håb. ”Far sagde, at mor havde købt den til dig, til den dag du skulle vælge. Hun nåede bare aldrig selv at give dig den. Så, her. Den er bærret med alt det håb du har brug for.” Det er et lille hjerte, med en grøn diamantsten på. Jeg tager den på, og knurrer hjertet ind i min hånd. Det er en kort halskæde, ikke længere end til at den når rundt om min hals. ”Tak” Siger jeg. For det er det eneste jeg kan sige.

Gildesalen er stor, større end jeg havde forventet. Der går lang tid inden alle har sat sig på sin plads. Alle pigerne sidder til højre i salen, og alle drengene til venstre. Jeg kigger mig rundt om i salen. Der er et par gamle indhakkede mønstre i loftet, men de er næsten ikke til at få øje på, på grund af alt det støv der er rundt i hele salen. Det er vidst kun lige gulvet som har fået lov til at blive fejet, og så er der ikke gjort så meget mere ud af det. Der er en stor skærm foran i salen. Jeg tror den er til præsident Bork. Han sidder sikkert i Phaxiton lige nu, for doven til at lette måsen og komme af sted ud til faktionerne. Scott sagde godt noget om at Bork altid holder den samme tale, om de samme ligegyldige ting. Og det havde Scott fuldstændig ret i. Der går mindst en halv time med en lang og ikke særlig spænende tale. Indtil Kailey Eltonn kommer ind på scenen, og begynder at remse en masse navne op. En dreng fra faktion 1, som slår en treer. To piger i træk som begge slår faktion 1. Endnu en pige fra faktion 3 som slår en sekser. Indtil Kailey Eltonn råber ”Hope Laydeen” og jeg uden at tænke over det rejser mig op. Jeg går langsomt ned ad trappen, prøver på at virke afslappet. Den går vidst ikke, jeg ryster over hele kroppen og er ved at gå fuldstændig i panik. ”Kom bare min kære” siger Kailey Eltonn med en rolig stemme. Folk begynder at grine og jeg vender mig om og ser på dem. Straks bliver der ikke grinet længere. Jeg forstår ikke hvorfor de kan grine, og joke nu. Det er nu hele vores liv bliver valgt. Jeg vender mig om mod Kailey igen. Jeg kigger et par sekunder på terningen, tager så en dyb indånding og tager fat om terningen med begge hænder. Den er stor, men ikke så tung så man ikke kan bære den. Jeg puster ud, og tager igen en dyb indånding og lader terningen falde ned fra min hånd. Den drejer og vender sig i evigheder. Føles det i hvert fald som om. Indtil den til sidst står stille, og jeg kigger med store øjne på den. Det blev ikke en 5’er, nu kommer jeg aldrig hjem til Scott og far igen, aldrig hjem til skoven. For nu, skal jeg leve mit liv som en sekser. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...