Last Flower

Læses på eget ansvar: Det hele startede, da gud smed hende ned på jorden igen. Efterlod hende hjælpeløs og ingen hukommelse. Hun er, hvad vi kalder en fallen angel. En dæmon ved navn William tager hende til sig, men han viser sig, ikke at være så rar, som hun havde troet. På flugt fra ham, bliver hun fanget igen, og bliver holdt fanget hos en dusørjæger ved navn James. Vil det lykkedes hende at flygte igen? Eller vil William få fat i hende igen?

1Likes
0Kommentarer
237Visninger
AA

2. Første del

Første del

Jeg sidder helt sammenkrøbet i et hjørne af en gyde. Der er helt mørkt, og jeg vil skyde på, at ingen kan se mig, for der er ingen, der reagere på, at jeg sidder der.  Jeg sidder med et gammelt brød, som jeg stjal for nogle uger siden. Det er lidt tørt nu, men det er bedre end ingenting.

Gyden har været mit hjem i nogle dage, men jeg kan ikke blive her meget mere. Jo længere jeg er et sted, jo støre chancer er der, for at jeg bliver fanget igen. 

Her lugter felt og råddent, og sommetider kan jeg vågne op, med en rotte ved min side. I starten var alt det her svært for mig. Men nu har jegboet sådan i en måned, og man lære at leve med det. 

Jeg skal lige til at tage en bid af brødet, da jeg hører tumult ude på gaden. Jeg ligger brødet på en gammel kasse, før jeg bevæger mig over mod larmen. Jeg stille mig op af muren for prøve at se, hvad der sker ude på gaden. Der er larm og folk råber højt op om et eller andet. Men jeg kan ikke se over folks hoveder. De er for høje.

Alt min koncentrationen ligger på menneskerne, der står og råber. Jeg prøver at opfange, hvad der sker der ude. Jeg ser ikke andet end dem. Alle forskellige. Høje, smalle, lave, store, muskuløse, folk med horn, vinger og endda ører som hunde. Jeg hører ikke andre end dem. Så jeg ligger ikke mærke til, da en mand kommer listende hen mod mig. Jeg ligger først mærke til ham, da han tager hårdt fat i mit hår. Jeg når slet ikke at reagere på noget, før han skubber mig ud mellem menneskemængden. Folk danner en cirkel om mig. Ingen tør være tæt på en slavetøs som jeg. Jeg hører hvordan folk bliver stille. Opmærksomheden ligger nu på mig. Jeg bryder mig ikke om det.

Han tvinger mig ned på alle fire, med hovedet bøjet mod jorden. Det bliver nok sidste gang, jeg mærker asfalten mod mine håndflader. Det er nok sidste gang, jeg kommer til at mærke vinden lege med mit hår, inden de sender bud efter William.

Han har godt fat i mit hår. Jeg mærker hans frie hånd køre ned ad min ryg. Mærker den finde vej under min slidte bluse og op til mit bryst. Han tager hårdt fat i det. 

Jeg trækker vejret hurtigt og overgearet, da hele situationen skræmmer mig. En kvinde kommer ind i midten. giver med det samme slip på mit bryst og mit hår. Kvinden går hen mod mig. Hun er iført en sort lang kjole, der går helt ned il hendes fødder. Ærmerne er også lange, dækker hendes håndled. Med den stok, som hun holder i den ene hånd, trykker hun enden mod min hage. Så min nakke bliver tvunget bag ud, og jeg ser nu op på hendes ansigt. Hun er gammel. Ældre end jeg havde forventet. Hun har gråt hår, krumrygget og rynker i hele ansigtet.

”Ser man det. Er det ikke den lille slavetøs der slap fri fra selveste William? ”

Jeg siger intet, for jeg ved, at det er ikke et godt tidspunkt at sige noget. Jeg prøver bare at se ned i jorden, men det er svært, når hun holder mit hoved oppe, så jeg kun kan se på hende. Se hendes nedgørende blik gennembore mig.

”Og hvordan gjorde du så det? ”

Igen, siger jeg ingenting. En slave som jeg, skal bare ikke tale.

”Jeg spurgte dig om noget, din usle slavetøs” Hendes stemme er spydig nu, og den skræmmer mig. Jeg mærker noget hårdt ramme min mave, og jeg falder sammen på asfalten. Kvinden står nu ved siden af mig. Jeg gætter på, at hun sparkede mig i maven. Hun sætter sig på hug ved siden af mig. Hun hiver fat i mit hår, så jeg igen ser op på hende. Hendes grå hår sidder i en stram knold på hendes hoved. Hendes blik er gennemborende, og jeg kan se på hendes blik, at det her ender ikke godt.

”Tror du ikke, at William ville ønske, at vi gjorde noget ved dig? ”

Hun har godt fat i mit hår. Jeg har lyst til at skrige af smerte, men jeg kan ikke få noget ud gennem min mund. Men det kan hun. Hun begynder at mumle en masse besværgelser. Hun giver så slip på mit hår, i det jeg bliver løftet op fra jorden. Intet holder mig oppe, jeg hænger bare i luften. Reb kommer svævende fra ingenting, og omfavner mig hårdt. Jeg kan ikke bevæge mine arme eller ben, og et reb bliver også bundet som en snor rundt om min hals. 

Jeg falder hårdt til jorden igen, og et støn blandet med et piv forlader mine læber. Endelig lidt lyd fra mig. Jeg ligger på maven og kan kun se fødder. Fødder der omringer mig. De kommer ikke for tæt på, men alligevel mærker jeg et spark mod ryggen. En eller anden, turde godt gå tæt på. 

Endnu et spark rammer min ryg, jeg skriger af smerte, og jeg kan høre, han skal til at sparke mig igen, men en eller anden, tager fat i rebet om min hals, og når lige at trække mig væk. Jeg mærker brændmærker og hudafskrabninger forme sig mod min hud, mens manden trækker mig af sted.

 

Jeg sidder på knæ, med ryggen mod publikum og ansigtet mod en pæl. Mine hænder er lænket fast over mit hoved. Folk står og hujer og hepper på en eller anden. Det er ikke mig, de hepper på. Så meget ved jeg da.

Jeg ser ned af mig selv. Jeg sidder top løs foran tusinder af mennesker, der er kommet for at se mig. Se mig blive straffet, for at have stukket af fra William. De er alle glade for, at det ikke er dem, der sidder lænket halvnøgen til en pæl, og om nogle dage skal tilbage til William, som sikkert er klar på en hårdere straf. Jeg tør slet ikke tænke på de konsekvenser, jeg får. Han ved, hvordan man skal straffe slaver. Og han ligger skam ikke skjul på det. 

Jeg hører smældet, før jeg mærker smerten fylde min krop. Jeg skriger. Et højt og smertefuldt skrig, der bare fører til endnu et piske slag. Tårerne vælter ned af mine kinder. Løber om kamp for at slippe fri. Endnu et slag, og jeg mærker hvordan huden på min ryg flænser op. Jeg kan ikke andet end at skrige. Skrige så højt jeg kan. 

Jeg ved ikke, hvor langtid der er gået, men det er begyndt at ringe for mine ører, og sorte prikker er begyndte at farve sig ind foran mine øjne.

Jeg ved ikke helt, om det er virkelighed eller bare fantasi, men jeg hører en eller anden råbe stop. For efter det, bliver alting sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...