2568

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2015
  • Opdateret: 19 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mimi havde 30 lige, hvide tænder, og hendes højre lillefinger var lidt skæv. Hendes mor sagde det var fordi hun havde gået til ridning engang, det med lillefingeren altså. Det havde Mimi godt nok, men hun huskede ikke andet end at hun blev søsyg af heste. Mimis venstre lillefinger eksisterede ikke, fordi at sådan var hun jo altså bare født.

10Likes
7Kommentarer
280Visninger

1. 2568

Mimi havde 30 lige, hvide tænder, og hendes højre lillefinger var lidt skæv. Hendes mor sagde det var fordi hun havde gået til ridning engang, det med lillefingeren altså. Det havde Mimi godt nok, men hun huskede ikke andet end at hun blev søsyg af heste. Mimis venstre lillefinger eksisterede ikke, fordi at sådan var hun jo altså bare født.

Det var forklaringen på hvorfor hun var så god til matematik, sagde alle da hun var lille. Fordi hun ikke havde ti fingre at tælle på, så hun begyndte vel bare automatisk at bruge hovedet. Så grinede de, og hun prøvede at grine uden at de skulle kunne høre hendes hulk. Engang var hun gået ud på toilettet, for at kunne græde. Hun havde stillet sig foran spejlet over vasken, så hendes albuer hvilede lige ved siden af den. Hun talte sine tårer, indtil der var så mange at alting blev oversvømmet.

Mimi forstod sig ellers på meget, men hun var rigtig god til en masse med tal. Det var som om de løste sig selv inde i hendes hoved. Hendes matematiklærer var rigtig glad for hende, selvom Mimi ikke kunne lide hende. Hun havde sådan noget tyndt gråt hår, og kiggede altid op over sine briller når der var nogen der spurgte sin sidemakker til råds, som om at de ikke duede til noget. Næh, Mimi brød sig ikke om folk der tænkte at andre ikke duede til noget, heller ikke selvom at tal blev løst inde i hendes hoved, og hun var genial, og sikkert blev professor i matematik. Mimi var ellers ikke noget vidunderbarn, bare fordi at hendes lærer favoriserede hende. Hun var ret dårlig til dansk og engelsk, og hun var bange for læreren i tysk.

Hun gik en dag en tur, bare for at få styr på nogle af de tal der var i hendes hoved. Det var lidt svært, for hun havde en vane med at tælle ting. Hun gik ud af lejligheden, og ned af de 13 trin der var ned til udgangen.

Der var 13 trin på alle trapperne (der var 6 trapper og 6 etager), bortset fra den øverste, der var der kun 12. Hun var ikke deroppe så tit, ihvertfald ikke når man tænkte på at hun havde gået ned af den nederste 1128 gange. Hun havde ikke talt hver gang, men hun havde regnet det ud, ved at tælle hvor længe hun havde boet i lejligheden. 1212 dage.

Da hun gik, krydsede hun én vej, og der kørte 3 røde og 5 sorte biler forbi hende. Det var 8 biler i alt. Hun så én grå kat gå over cykelstien, og hun spyttede sig 3 gange over skulderen, bare for at være sikker.

Hun var drejet væk fra vejen for noget tid siden, og hun gik bare på en sti hvor der lå hestepærer(4 i alt), og en bænk. På bænken sad en dreng. -Hej, sagde Mimi. Han svarede ikke, så hun satte sig ned ved siden af ham. Han så ikke ud til at være særlig gammel, højst 11. -Hvorfor snakker du med fremmede? Spurgte han, og Mimi tænkte sig lidt om før hun svarede. -Chancen for at vi mødes igen, er meget meget lille, svarede hun. Hun kunne ikke huske hvad det var, hvilket var ret usædvanligt, men ikke umuligt. Hun så på drengen. -Hvorfor sidder du her? Skal du ikke spille fodbold eller sådan noget? Mimi smilede lidt af sin bemærkning. Alle de 11-årige drenge hun kendte spillede altid fodbold. -Næh, svarede drengen. Han så på hende med et trist blik. -Hvorfor mangler du en finger? Spurgte han.

-Jeg tror jeg skal afsted, sagde hun, og rejste sig op. -Hvor skal du hen? Spurgte han, og Mimi var fristet til bare at sige “væk fra dig”, og gå, men ingen statistikker kunne få hende til at gøre det. Hun var ikke så ond, og ikke så modig. -Min mor sagde jeg skulle hjem inden gadelygterne tændes, sagde hun og pegede på dem. -Der er 5 gadelygter, sagde hun så, bare for at sige lidt mere. -Men de er ikke tændt endnu. Desuden er der flere henne af stien jo, sagde drengen, og Mimi skulede lidt til ham. Han havde ret, og hun beskuttede sig for bare at gå. -Farvel, sagde hun, og gik sin vej. Hun var ligeglad med statistikker faktisk. Hun brød sig ikke om at snakke med fremmede. De fik hende til at føle sig som om hun var mindre værd, som om de kunne se alle hendes svagheder. Hun var ret dum, når hun troede at hun kunne snakke med nogen, bare fordi en statistik sagde sådan. Hun var egentlig ret dum, selv når hun regnede med statistikker. Mikkel var god til statistikker, og han var forfærdelig til matematik. Mimi ville under ingen omstændigheder ende som Mikkel, men hvad hvis hun gjorde? Hvad hvis hendes matematik-del af hjerne havde stoppet dens lynhurtige udvikling, og hun snart ville blive en der var “ikke dårlig” til matematik, og kun fik 7? Så ville der slet ikke være noget hun var god

Hun gik forbi 6 gadelygter mere, end dem hun havde nævnt før. Hun sukkede, tre gange. Hun satte sig på en bænk ved et busstoppested, og kiggede ud på vejen. Det begyndte at regne. Hun hadede regn. Hun prøvede altid at tælle dråberne. Det var en vane hun havde. Hun blev siddende, og talte. Hun nåede til 67 før hun ikke kunne tælle mere. Regnen tog til, og gadelygterne blev tændt. Hun kunne se 4. Hun kunne faktisk se lidt mere end det. Hun kiggede op, så dråberne landede direkte på hendes øjne, og et tal kom til syne.


2568

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...