As long as I remember you

Resume: Det er nu ved at være en måned siden, at Jessie forlod Liam.Alle er stadig i chok over den dårlige nyhed. Nytårs nattens strabadser sidder, som klæbet fast til Jessie's hjerne. Ikke noget hun er totalt glad for. Billederne fra da han kyssede de andre piger, kører som en film for hende. Hun er stadig i chok, som alle andre. Ingen havde troet, at det deres forhold ville ende. Og endda ikke på denne måde. Zayn og Perrie lever stadigvæk på sygehuset ved deres søn, som stadig ligger i kuvøse, efter uheldet. Liam er trist, og savner Jessie. Hans datter får han at se mange gange om ugen, når han nu ikke drikker sig fuld eller arbejder med drengene. Jessie savner skam også Liam, og deres forhold, Men det gik bare ikke!. Mon det nogensinde kommer til det igen? Vil de nogensinde finde sammen igen, blive et par, og have en lykkelig familie? Vil Liam stoppe med at ryge i slagsmål og ud i andre dumme problemer? Omkommer han nogensinde efter forholdet med Jessie endte? *Læs part 1 først!*

36Likes
87Kommentarer
34458Visninger
AA

42. SKRIG // Chapter 32

 

D. 29 Juli 2015 (Samme dag som sidst)

Jessie's P.O.V

Louis snakker i telefon. Han går frem og tilbage på gangen, kan man se gennem glasruden, der er mellem stuen El er på og gangen, hvor Louis er. "Arh", hulker El. Jeg klemmer hendes hånd. "LOUIS!!!", skriger hun. Louis ser hen på hende og vinker. El sukker. "LOUIS??!", skriger hun igen, meget vredt. "El, skat. Han snakker i telefon, og er her om lidt. Tag det roligt, fald ned, søde", siger jeg afslappende. Jeg fanger Louis' blik og sender ham et kom-nu-det-er-alvor-blik . Han laver tummel up, og der går ikke længe før han er hos. 

"Hvor fanden har du været, Louis?!", spørger Eleanor vredt og hulker. Louis svarer hende ikke igen eller noget, han ved at hun bare har sindsygt mange smerter. "Du er selv skyld i det her, din idiot. DET ER DIT BARN", siger hun vredt. Louis sætter sig på sengekanten. "Du gør det godt, Eleanor!", svarer han lavt og aer hendes kind. "Jeg vidste at det ville blive sådan her!!", sukker hun vredt. Louis ser sukkende på mig. "Du vil aldrig være der for dit barn, du er ligeglad med det. Derfor gik du fra mig, derfor er vi ikke kærester mere", siger hun af bare smerte. Hun mangler at åbne sig 2 cm, fik jordmorderen det til sidst hun var her at tjekke, for knap et kvarter siden. Hun mener intet af det hun siger,bare ren humørsvingninger.

"Jeg vil altid være der for vores barn, det ved du godt", svarer Louis. El har ingen kræfter til at svarer tilbage.

"Hvem ringede?", spørger jeg, for at skifte emne. "Ingen, men drengene har haft ringet til mig hele dagen. Så ringede til Harry. De var helt ude af den",svarer han grinende tilbage. "Hvorfor dog?", spørger jeg med et smil. "De troede du var væk, fordi du ikke tog telefonen eller noget", svarer han smilende. Jeg ryster smilenden på hovedet. "Er de på vej så?", spørger jeg. Louis nikker og vender blikket mod El igen.

"Sååe, træk vejret. Du er så sej!", siger han. El hulker lidt og tager sig til hovedet. Jeg husker tydeligt smerterne ved Bellas fødsel. Det var helt galt, men alligevel smukt, og noget man ikke fortryder. Man får en dejlig ting ud af det! Nemlig: Ens dejlig barn eller børn, hvis det nu er tvillinger;)

Der går ikke længe før Louis får endnu et opkald fra Harry. "Jeg skal nok tage den, så du kan være ved El", siger jeg og tager hans mobil, og går ud på gangen. Jeg når lige at tage den. 

"Hey, det Jes", siger jeg. "Hey Jes, det Harry, Hvor er i?", spørger han. "Vi er på en af de almindelige stuer, der er lige inden fødeafdelingen. Hvor er i?", spørger jeg. "Der ved kiosken. Her bliver vi til babyen kommer ud", svarer han. "Okay, hils de andre. Vi ses Haz". "Skal jeg gøre. Hils de kommende forældre fra os, ikke?". "Jo, hej". "Hej", og så lægger han på.

Jeg går ind på stuen igen, hvor jordmoderen nu er inde. "Du er klar", hører jeg hende sige. El sukker lettet. Jeg sender hende et smil. "Sådan!", hviner jeg og klemmer Louis' hånd.Han sender mig et smil. 

El bliver kørt ned på fødeafdelingen. Louis og jeg følger bare trop. "Er du nervøs?", spørger jeg med et smil. Han nikker, og ser helt svedig ud. "Bare tænk på noget andet, og husk at være der for El. Lige meget, hvor meget hun råber af dig, så gør hvad hun siger, og støt hende!", siger jeg. Han nikker og trækker mig ind i et kram. "Tak Jessie", hvisker han imod min skulder. Jeg smiler og trækker mig fra krammet. Vi går ned til El, hvor der allerede er to læger klar og jordmorderen er også klar. Mon El er?

 

Lige et hurtigt kapitel her fra mig af. Håber det var okay, og i vil smide et like, hvis i ikke allerede har liket. I er virkelig de bedste læsere:))) Love til jer, kyssss fra mig! <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...