As long as I remember you

Resume: Det er nu ved at være en måned siden, at Jessie forlod Liam.Alle er stadig i chok over den dårlige nyhed. Nytårs nattens strabadser sidder, som klæbet fast til Jessie's hjerne. Ikke noget hun er totalt glad for. Billederne fra da han kyssede de andre piger, kører som en film for hende. Hun er stadig i chok, som alle andre. Ingen havde troet, at det deres forhold ville ende. Og endda ikke på denne måde. Zayn og Perrie lever stadigvæk på sygehuset ved deres søn, som stadig ligger i kuvøse, efter uheldet. Liam er trist, og savner Jessie. Hans datter får han at se mange gange om ugen, når han nu ikke drikker sig fuld eller arbejder med drengene. Jessie savner skam også Liam, og deres forhold, Men det gik bare ikke!. Mon det nogensinde kommer til det igen? Vil de nogensinde finde sammen igen, blive et par, og have en lykkelig familie? Vil Liam stoppe med at ryge i slagsmål og ud i andre dumme problemer? Omkommer han nogensinde efter forholdet med Jessie endte? *Læs part 1 først!*

36Likes
87Kommentarer
34463Visninger
AA

41. HVOR FANDEN ER HUN // Chapter 31 //

 

29. Juli 2015 (Samme dag som sidst)

Liam's P.O.V

Jes er stadig ikke vendt tilbage. Klokken er nu 18.35, og jeg er faktisk rigtig nervøs. Jeg har ringet rundt til alle. El og Louis er den eneste, som ikke har taget den. Men ihvertfald, så tror jeg ikke at hun er hos nogle af dem. 

Harry og Niall er kommet herover. Zayn er hjemme hos hans familie med Romeo, og Perrie er på tur, så hun er heller ikke hos dem. Jeg tror skam heller ikke hun gemmer sig hos nogle, eller er hos nogle. For hun prøver jo ikke at slippe væk fra os, vel? Det er sikkert bare en stor misforståelse det hele- hun glemte sikkert at skrive en seddel, og hun har glemt sin telefon, måske kom hun for hurtigt ud af døren?

"Skal vi ikke snart kontakte politiet?", sukker Niall. Jeg ryster på hovedet. "Nej, så galt er det ikke. Hun kommer snart hjem, hun er sikkert kommet for hurtigt ud af døren i morges, så hun glemte alt om at vække mig, skrive en seddel, og tage sin mobil med.", svarer jeg, og sætter mig i sofaen, hvor Niall og Harry allerede sad i forvejen. "Men Liam, du har sagt det der, det sidste halve døgn. Men sikkert, hun kom nok for hurtigt ud af døren. Helt klart", svarer Harry, en smule flabet og ironisk. Jeg sukker, og ryster på hovedet. 

Det banker pludselig på døren. Jeg styrter op for at åbne. Det må være hende! Jeg åbner døren. "Hej Liam, Harry ringede og fortalte alt", siger Anne, Harrys mor. Hun er allerede inde i huset. Hun trækker mig ind i et kram. "Er du kørt hele vejen fra Chesire?", spørger jeg sukkende. Hun trækker sig fra krammet, og smiler. Hun nikker kort. Og igen, sukker jeg. "Kom indenfor", mumler jeg, venligt. 

Jeg følger hende ind i stuen, hvor Niall, Harry, Bella, og Lucky er. "Hey mor", siger Harry. Anne smiler, som et hej og sætter sig i sofaen. "Kan i fortælle mig i detaljer, hvad der helt præcist er sket, drenge? Det du fortalte mig Harry, var ikke andet end "Mor, kom. Jessie er væk", og så lagde du på", siger Anne, med et lille grin. Harry ser fornærmet ud, men griner med. Jeg fortæller hende alt, og mere til. 

Hun sidder godt og sukker over det hele. "Drenge, ved i hvad? Nu tager jeg Bella med mig hjem på det hotelværelse mig og Robin har lejet her i nat, for man kører da ikke hele vejen til London for at tage hjem samme dag, og klokken er også ved at være 7", siger Anne smilende. Jeg nikker. "Så skal vi nok finde Jessie imens", svarer jeg. Anne nikker. 

Jeg går straks i gang med at pakke alle Bellas ting, som hun nu behøver. Det er pænt af Anne og Robin, at passe Bella, nu hvor jeg er rimelig nervøs over hvor Jessie er. Jeg får pakket alle hendes ting, og går ned i stuen igen. "Anne, du kender rutinen med små børn", starter jeg ud. Anne nikker. "Hun skal være i seng kl. 20.30. Hvis hun vågner i nat, så tjek om hun har sutten i munden, hvis ikke, så giv hende sutten. Hvis hun har sutten i munden er hun altid, enten sulten, eller har mareridt. Så bare giv hende noget grød, eller læg hende over i jeres seng", fortsætter jeg. Anne nikker igen. "Det skal nok gå alt sammen", svarer hun og sender mig et smil. 

Hun rejser sig. "Så er vi dem der er smuttet, ikke også, Bella?", spørger hun, og tager Bella op fra hendes legetæppe. Jeg går hen til hende og rækker ud efter Bella, hun rækker hende til mig. "Kan du nu opfører dig ordenligt, nu hvor du sådan skal på fint hotelbesøg, sammen med Anne og Robin, snuske..", jeg kysser hende, og klemmer hende ind til mig. "Far elsker dig", hvisker jeg i hendes ører. "Darrrh", hviner hun. "Ja, far er her", svarer jeg. Jeg rækker hende igen til Anne, og får også sagt farvel til hende. "I ringer, hvis der er noget med hende", siger jeg. "Det tror jeg ikke vi får brug for, så sød som hun er. I må også ringe, hvis i hører noget fra Jessie, ikke?". Jeg nikker som svar, og får sagt ordenligt farvel til dem. Og så er de dem der er smuttet.

"Drenge, Louis ringer", råber Harry inde fra stuen. Jeg skynder mig at løbe der ind. Harry har allerede taget den. Han her sat på medhør. "Ja, hej det er Harry", siger han. "Hey Harry. I har haft ringet hele dagen?", spørger han. "Jessie er væk", svarer Harry og bider sig i læben. Louis griner kort. "Åh ha, drenge drenge dreng. Hun kan sgu da ikke være væk, når jeg er sammen med hende lige nu", griner Louis. Jeg ser lettet på drengene. 

"Louis, hvor er i?", spørger Harry. "På sygehuset, for..". Harry afbryder ham: "PÅ SYGEHUSET?", udbryder han. "Ja, altså på fødeafdelingen. Mit barn er sgu på vej gutter", svarer han glad. "Har Jessie været hos dig hele dagen?", spørger Harry, okay, ja vi virker totalt ligeglade med at Louis er ved at blive far, men det er vi ikke. Langt fra. "Ja, jeg ringede til hende i morges, fordi El ringede til mig og sagde at vandet var gået. Jeg skyndte mig hjem og hente Jessie, og derefter tage over i El's lejlighed. Det gik ret stærkt, må man sige, men El insisterede på at Jes skulle være der ved fødslen", svarer han, glad. "Okay, Louis. Vi kommer så straks og venter i cafeteriet, og hils El!", siger Harry. "Vi ses, Harry. Hej", svarer Louis, og lægger på.

"Puhha", siger jeg lettet. "Vi bliver sgu snart onkler drenge", siger Niall glad. Jeg griner kort. "Lad os komme på hos sygehuset", siger Harry. Vi alle nikker os enige! OG SKYNDER OS HEN PÅ SYGEHUSET!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...