As long as I remember you

Resume: Det er nu ved at være en måned siden, at Jessie forlod Liam.Alle er stadig i chok over den dårlige nyhed. Nytårs nattens strabadser sidder, som klæbet fast til Jessie's hjerne. Ikke noget hun er totalt glad for. Billederne fra da han kyssede de andre piger, kører som en film for hende. Hun er stadig i chok, som alle andre. Ingen havde troet, at det deres forhold ville ende. Og endda ikke på denne måde. Zayn og Perrie lever stadigvæk på sygehuset ved deres søn, som stadig ligger i kuvøse, efter uheldet. Liam er trist, og savner Jessie. Hans datter får han at se mange gange om ugen, når han nu ikke drikker sig fuld eller arbejder med drengene. Jessie savner skam også Liam, og deres forhold, Men det gik bare ikke!. Mon det nogensinde kommer til det igen? Vil de nogensinde finde sammen igen, blive et par, og have en lykkelig familie? Vil Liam stoppe med at ryge i slagsmål og ud i andre dumme problemer? Omkommer han nogensinde efter forholdet med Jessie endte? *Læs part 1 først!*

36Likes
87Kommentarer
34381Visninger
AA

39. Hvor er hun?! // Chapter 30 //

 

D. 29. Juli 2015 (En dag senere)

Liam's P.O.V

J eg vågner med et sæt, ved at Bella græder. Jeg gaber og strækker mig. Lyden er meget høj. Så jeg ser mig omkring, og opdager straks at hun lægger ved min side. Hvilket hun jo har gjort hele natten, jeg havde vist bare glemt det et kort sekund.

"Så, far er her", mumler jeg træt. Jeg lægger mig om på siden, og støtter med min albue. Hun ser op på mig, og holder med at græde. Jeg smiler. Hun strækker hendes ene arm, og jeg lader hende lege med min pegefinger, som hun vist synes er underholdende. 

Jessie lægger ikke i sengen mere, og har heller ikke reageret på at Bella græd, så hvor mon hun er? Måske nedenunder? Hun har sikkert tænkt, at jeg tager hende, når jeg lægger ved hendes side, og at jeg helt sikkert ville vågne af hendes gråd, som jeg jo gjorde. Jeg tager min pegefinger til mig og rejser mig. 

Jeg tager Bella op, og hun lægger hendes hoved på min skulder, og slapper af. Jeg går nedenunder. "Lucky", kalder jeg. Intet svar, eller gøen, hun svarer jo ikke på den måde. "Jessie?", kalder jeg, meget højt. Heller intet svar fra hende. Jeg går ud i køkkenet, hvor der ingen er, derefter går jeg ind i stuen, hvor der heller ingen er!

"JESSIE?", kalder jeg igen, denne gang meget alvorligt. "MAAAAAA!", skriger Bella. "Hun er en lille bandit hende mor, sådan bare at gå, uden at lægge nogle seddel, eller vække far, hva?", siger jeg, og kysser Bella i håret.

Jeg finder min telefon, som har lagt på stuebordet hele natten. Jeg ringer hende op, og som svar får jeg: "Hey, det er Jessie! Jeg er desværre ikke ved min telefon lige nu. Send en sms, eller læg en bedsked. God dag! Hej.".

"Ja, hej skat! Det er mig. Hvor er du? Ring lige med det samme du hører det her, okay? Jeg er sgu da ret nervøs, for hvor du er. Lucky er her heller ikke. Så du er vel sikkert ude at gå med hende. Men ring lige alligevel, ikk? Vi snakkes, hey.", indtaler jeg og lægger på.

Bella griner. "Hva så, Bels?", spørger jeg, og griner kort. Hun peger på min telefon, som viser et billede af hende selv, hvor hun ser total cute ud på:


"Ja, det er dig!", siger jeg glad, og peger på billedet. "MAAAAHHHHH", hviner hun. "Ja, dig, basse!", siger jeg med et smil, og kysser hende i håret. "Skal vi to ikke tage en slap af dag, og få os noget morgenmad?", spørger jeg, og regner selvfølgelig ikke med et ordenligt svar. Jeg går ind i køkkenet, hvor jeg sætter Bella i hendes stol. 

Jeg finder noget grød med hindbær smag til hende, og finder også en ske, som er en lille, lyserød en. Jeg sætter mig i stolen ved siden af hende, og går i gang med at give hende mad. Hun spytter det ud, da det kommer ind i munden, og uheldigvis, så lander det over alt nærmest. "Bella", sukker jeg og rejser mig. Hun begynder, at græde og svinge hendes arme i luften. Jeg tager grøden væk og sætter den på køkkenøen. 

Jeg går i gang med at tørrer grøden væk, som er på børdet, hendes nattøj, stolene, og væggene. Det går heldigvis af, men der kan stadig ses små pletter på hendes hvide bodystocking, som hun har sovet i. Hun er i en god periode, hvor hun ikke har brugt hagesmæk, men hun er vist ved at komme ud af den periode, og nået til en periode, hvor hun spytter alt ud. For hindbærgrød, er hendes farvorit, og hun burde ikke spytte den ud.

Jeg tager grøden hen på bordet igen. "Brumm", siger jeg, og laver flyveren ind i hendes mund. Men hun vender kinden til og græder endnu mere. Jeg sukker, og skubber grøden lidt til siden, og rejser mig igen. Jeg tager Bella op og trøster hende. Jeg tager sutten, som lægger på køkkenøen, og giver hende den. 

Hun holder langsomt op med at græde, og hulke. Jeg lægger hendes hoved på min skulder, og går lidt fra side til side. "Ma", mumler hun og løfter sit ansigt, og ser på mig. Jeg smiler skævt til hende. "Mor er her ikke lige nu, skat", svarer jeg og kysser hende på kinden. Hun putter igen sit hoved på min skulder.

Min mobil ringer. Det er Jessie's mor. "Hej Jane, det er Liam", siger jeg. "Hej Liam. Hvordan går det?", spørger hun overrasket, og glad. Hun ringede jo til mig, så det burde ikke være en overraskelse, at det var mig der tog den. "Godt, tak. Hvad med dig?", spørger jeg. "Udmærket, vi kom hjem fra hospitalet i går", svarer hun glad. "Fedt. Er alt fint med jer så?", spørger jeg. Hun sluger en klump, kan jeg hører. "Michael er meget træt, det samme er ungerne. Jeg er overraskende den mest friske af os, selvom jeg har haft det hårdest", svarer hun. "Godt at hører. I har virkelig også været meget igennem, så det er klart at de er trætte", svarer jeg.

"Ja.. Nå, Liam. Jeg ville faktisk snakke med min datter", siger hun, som et emne skifte. "Ærligt: Så ved jeg faktisk ikke hvor hun er henne lige nu. Hun tager ikke sin telefon, og Lucky er her heller ikke, men hun er sikkert ude at gå en lang tur med hende", svarer jeg. "Liam, hun er en meget stædig pige, det ved du sikkert godt". Jeg nikker for mig selv. Om hun stædig? Fandme ja, om hun er. Hold nu kæft. Den pige er så stædig!

"Så man kan aldrig vide, hvor hun er. Men som du siger, hun kan jo sagtens være ude at gå med Lucky. Har der været problemer mellem jer?", spørger hun, seriøst. Jeg tænker mig lidt om. "Øh, altså hun blev lidt pige fornærmet i går over at jeg vækkede hende, men det var ingenting", svarer jeg, stille og roligt. "Hun er jo gravid, ikke? Så hun har som de fleste andre gravide kvinder, humør svingninger", siger hun. Jeg nikker igen for mig selv. "Hvor vil du hen med alt det her?", spørger jeg venligt. Jeg kan fornemme at hun smiler. 

"Liam, hun er ikke ude at gå med hunden. Nej. Hun er et helt andet sted. Jeg kender min egen datter ret godt efterhånden. Lad hende få lidt fred, og vent til hun kommer hjem igen, hvilket hun nok snart gør", svarer hun, og lyder temmelig afslappet med det hele, som om hun har prøvet det mange gange. Men nu kender jeg altså Jessie bedre end hendes egen mor gør. Der er noget helt galt her! "Okay. Tak, Jane", svarer jeg venligt. "Ring, hvis der er noget, ikke. Hils Bella. Vi ses, Liam". "Hils børnene, og Michael. Hej", og så lægger jeg på.

Måske har hun ret. Måske er Jessie ikke ude at gå med Lucky. Men et helt andet sted. Måske kommer hun snart hjem. Nej. Nej, Liam. Der er noget helt galt her. Hun kan ikke bare forsvinde sådan. Hun kommer ikke tilbage i dag. Du må kæmpe for at få hende hjem. Ja, du må så! Ej glem alt det her. Hun kommer snart hjem. Det ved jeg. Og det stoler jeg på. Hun har en grund til at forvinde, som jeg dog ikke ved, og hun har også en rigtig god grund til at komme hjem: Hun har en familie, og en masse dejlige venner, som elsker hende, og hun elsker også hendes familie og venner.

Okay, det her lyder alt for paranoid. Der er ikke sket hende noget, okay. Hun kommer snart hjem. Hun er bare ude at gå med hunden. Jeg vælger at tro på alt det her. HUN KOMMER SNART HJEM, det styrter rundt i hele mit hoved.

Jeg skifter Bellas ble, og giver hende tøj på. Derefter lægger jeg hende på hendes legetæppe, som er inde i stuen. Imens gør jeg mig selv klar, med klar mener jeg: Tager tøj på og sådan. Jeg skal jo ikke rigtigt være klar til noget, udover at lede efter Jessie.

Pludselig hører jeg en hunde gøen, og nogle potter der rammer et vindue. Jeg går rundt i huset. Og ind i stuen, hvor lyden kommer fra. Jeg ser Lucky ved tarressedøren, som er lukket. Hun bliver glad, da hun ser mig. Jeg åbner døren, og hun kommer ind. Solen skinner udenfor. Hvilket minder mig om at vi glemte at lukke Lucky ind fra i går aftes. Virkelig dårlig stil, så har hun rendt i baghaven hele natten, hvor der har været mørkt, og nok også ret koldt, selvom der er sommer. Hun kan jo sagtens ha' været faldet i poolen. Hun kan sagtens svømme hunde svømning, men alligevel. Dårlig stil, mate. 

Så er Jessie ihvertfald ikke ude at gå med Lucky. Men hvor er hun så?

 

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...